At variere sin træning

At variere sin træning

1555visninger 3 svar | 10. sep 2016
I dette blogindlæg vil jeg gerne fortælle lidt om det at variere sin træning. Som nogle af jer måske ved optræder jeg med mine heste og laver shows og opvisninger både her i Danmark og i udlandet. Det vil sige at vi til tider er på farten og at der bliver trænet ofte så vi hele tiden forbedrer os. 

Men der skal i den travle hverdag også være plads til at jeg kan slappe af sammen med mine heste og ikke mindst at vi prøver nogle nye ting sammen.

Grunden til at jeg laver forskellige ting med mine heste er bla. for at holde motivationen oppe. Hvis jeg træner de samme ting dag ud og dag ind så kommer hestene lynhurtigt til at kede sig. Det gør vi jo også selv hvis der ikke sker noget nyt engang imellem.

Mine 2 skoleheste bliver primært brugt til skoleridning og løsarbejde. Så når jeg vil variere vores træning eller bare slappe af sammen, så rider jeg en tur,springer lidt (selvom jeg langt fra er springrytter ;) ) eller jeg løsspringer dem. Vi kan også finde på at køre for lange liner, eller bare trække en tur rundt i området. 

Så jeg syntes at det er meget vigtigt at man tager sig tiden til bare at være sammen med sin hest. Ikke at man nødvendigvis behøver at lave noget men bare samværet med hesten er vigtigt. Man lærer også hesten at kende på en anden måde end hvis man kun kommer og rider eller træner med den. 

Det er også godt for en som rytter eller hestemenneske at man prøver nogle nye ting og prøver de forskellige discipliner. Det kan jo sagtens være at selvom man altid har været dressur rytter at man så pludselig får interesse i springning. Eller man opdager at ens hest har et stort talent indenfor en sportsgren man ikke selv havde regnet med. 

Jeg havde for eksempel aldrig troet at min P.R.E hest Kazarro skulle være god til at springe. Han er en liiillle smule for tyk og så er han ikke super energisk normalt. Men når vi skal springe så bliver han meget ivrig og man kan mærke på ham at han virkelig nyder det. 

 Det at mine heste kan forskellige ting har gjort at de er blevet endnu bedre i deres ridning og til tricks da de jo får brugt sig selv både fysisk og mentalt på en anden måde end hvis vi kun trænede 1disciplin.

Det er vigtigt at man ikke sætter sig alt for høje mål i starten når hesten og en selv måske, skal til at lære noget nyt. Det bedste man kan gøre er at slappe af, prøve stille og roligt og bare have det sjovt. Husk at du kan finde massere af inspiration til træning og samværet med din hest på på nettet men ikke mindst i bøger og dvd`er. Der er en masse gode hestebøger og dvd`er som bare venter på at blive læst/set ;)

Noget som jeg for nyligt hyggede mig rigtig meget med var at Kazarro og jeg skulle ud og optræde til et Scania arrangement. De skulle promovere en ny lastbil så de havde lavet et show hvor Kazarro og jeg skulle repræsentere hestekræfter. Det var en super spændende oplevelse og noget helt nyt for os. Kazarro fik meget opmærksomhed fra alle de medvirkende og de syntes at han var super sej. I pausen mellem showene var vi ude at gå tur, han blev striglet og nusset om og vi hyggede os ved bare at sidde på græsset, mig med en sodavand i hånden og min dejlige hest med munden fuld af græs. Det var lykken for os begge to ;) 


Har du nogle tips eller ønsker om blogindlæg jeg kan skrive må du meget gerne skrive dem i kommentarfeltet :)
De bedste hilsner fra Charmaine

Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Kommentarer på:  At variere sin træning
  •   10. sep 2016 En anden god ting ved at variere sin træning, ud over at holde gejsten oppe hos både hest og rytter er, den fysiske del af varieret træning er meget betydningsfuldt.

    En dressurhest bliver belastet af kun at gå på en plan blød bund, og har for at undgå seneskader brug for at komme ud og gå på hård ujævn bund. Det styrker senerne.

    En kørerhest skal ikke kun gå på hård bund, men skal arbejde på blød bund, for ikke at få stramme senere og problemer med leddene.

    Så der er masser af gode grunde til at træne varieret.

    Mvh Charlotte


  •   15. sep 2016 Nu har jeg en hoppe, der bliver brugt til dressur, spring og tur - men jeg kunne godt tænke mig at prøve noget nyt.

    Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg kan træne


  •   15. sep 2016 Mette afveksling kan jo være mange ting smiley
    - Dressur/spring i naturen
    - Bomtræning
    - Longe
    - Leg med plastik, balloner, madrasser mm
    - Tricktræning
    - Indlæring af nye øvelser
    - Strandtur
    - Intervaltræning
    - Skridttur
    - Tur med blandet hastighed
    - Forskellige underlag når der rides på tur eller på bane. På bane kan det gøres ved at købe billige skummadrasser.
    - Osv.
    Der er rigtig mange muligheder. I bund og grund handler varieret træning om, ikke at træne de samme ting hele tiden. Sæt et mål/fokus for træningen fra gang til gang, og anvendt gerne forskellige redskaber til at nå i mål, så det ikke altid er volter på ridebanen.


Kommentér på:
At variere sin træning
Annonce