Det der med de momenter..?!

Det der med de momenter..?!

2767visninger 15 svar | 4. mar 2016

Ja, hvordan er det nu lige det er? At fange hesten i et forkert moment kan give et helt andet billede af hvordan hesten går. Der er ikke et regelsæt for hvordan det SKAL være, men der er klart nogle momenter der er mere heldige end andre.

Jeg vil i dette indlæg gå op i de HELT små detaljer, for virkelig at skære det ud. Men som jeg har sagt en del gange efterhånden – det er detaljerne der gør forskellen på et godt billede og et fantastisk billede!

Skridtbilleder:

Normalt tager jeg ikke så meget billeder i skridt, da det ikke rigtig gør noget godt for nogen heste, men hvis man endelig skal tage billeder i skridt, så ville jeg tage det når det ene forben er løftet frem.

Hvis man tager billedet når forbenet er løftet, så kommer det ikke til at ligne at hesten går på forparten.
Et tydeligt eksempel på dette er de to næste billeder.
Som man kan se på det første – med forbenet løftet – så ligner det hesten har en opadgående bevægelse:

Hvor det på det nederste ligner den falder på forparten, og har for korte forben,

Men som sagt, så er skridtbilleder ikke noget jeg gør så meget i.

Travbilleder derimod kan være en hel videnskab. Da jeg startede med at tage billeder, for mange år siden, havde jeg fået at vide at benene skulle danne et V under hesten. Jeg har med tiden fundet ud af, og fået at vide, at det ikke er der traven vises bedst på billeder.
Her skal billedet tages i bagbenets højeste placering, mens forbenet er strukket ud lidt bagved lodret, dog inden forbenet begynder at bøje. Samtidig skal bagbenet der er i jorden ikke være begyndt at løfte sig. Skal nok prøve at vise det så godt jeg kan med billeder, da det lyder mere forvirrende på skrift end det egentlig er.


Her er et eksempel på, som jeg først troede det skulle være. Nu er hesten på dette billede lidt frisk, og svæver derfor lidt mere. Men det VISER ikke rigtig hvordan hestens ben løftes, og derfor er momentet ’forkert’.. 

Billedet her viser ret tydeligt at det er taget for sent, og forbenet i jorden er begyndt at bøje, samtidig med at bagbenet i jorden også er begyndt at løfte sig. Benene ser ustabile ud, især forbenet.

Her er et ’korrekt’ travmoment. Bagbenet er i højeste position, og begge ben i jorden er helt i jorden, samtidig med at forbenet i jorden er helt strakt, men meget tæt på at begynde at bøje.

Når man fotografere travbilleder og man gerne vil øve sig, så er det en fordel at få rytteren til at ride lidt friskere, uden hesten selvfølgelig bliver lang og falder på næsen. På den måde får du mere løft, og dermed også meget lettere ved at ramme momentet.

Lidt anderledes er det når man snakker om travheste. Igen blev jeg for nyligt gjort opmærksom på, hvornår momentet er rigtigt. Her skal det være i svævefasen, når det forreste forben er helt strakt, og bagbenene i den videste position. Ligesom på billedet ovenfor.


Sidebevægelser i trav: 

Det kan være rigtig svært at få sidebevægelser til at se ordentlige ud, især hvis den hest man fotografere ikke flytter sig særlig stejlt.
Men hovedreglen er, at billedet skal tages når forbenet i bevægelsesretningen er fremme, inden det sættes i jorden.
På billedet er det en versade. Bevægelsesretningen er mod venstre, så billedet er taget med venstre forben fremme, inden det sættes i jorden.

Det samme gælder for schenkelvigning og traversade. Og selvom traven nu er blevet sidebevægende, så gælder det stadig, at forbenet i jorden skal være strakt, og ikke være begyndt at bøje. 

Og så er sidebevægelser bedst forfra eller bagfra. At tage billederne fra siden dur ikke rigtigt. Der kommer det blot til at ligne at hesten går meget kort i traven, og ikke træder ordentlig ind under sig.


Galopbilleder: 

Galopbilleder er lette at tage, hvis man først lige fanger hvornår.
Når man skal øve sig, så kan man med fordel selv stå og følge galoppen. Der hvor man lige skal til at drive frem i sædet, det er dér billedet skal tages.
På galopbilleder er der kun ét ben der må røre jorden. Samtidig er det bedst hvis det indvendige forben lige har ’sluppet’ det udvendige. Eskempel på dette kan ses på billederne.

Her er billedet taget lidt for tidligt. Benene har ikke helt adskilt sig, og det får galoppen til at se lidt kort ud.

Her er momentet bedre. Det svære kommer når man gerne vil have forbenene adskiller, men stadig skal nå det inden det indvendige forben sættes i jorden.

Ligesom i trav, så er det lettest at få det bedste moment, hvis hesten bliver redet lidt friskt fremad, da den dermed vil tage lidt større skridt, og man får lidt mere løft foræret som fotograf. 

Det kan være svært med heste med en lille galop, eller unge heste der ikke helt har balancen endnu.
De kan have lidt svært ved nå at skille forbenene ad, inden bagbenet kommet i jorden, og så må man gå på kompromis, og så gå efter at tage billedet mens kun det ene ben er i jorden. 


Det er svært at fange det hele rigtigt, og er der noget I undrer jer over, eller ikke helt forstår, så sig til, så skal jeg prøve at forklare lidt mere. 


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Kommentarer på:  Det der med de momenter..?!
Kommentér på:
Det der med de momenter..?!
Annonce