Hestesport og Equitation Science

Equitation science er ung, mens dens principper blev beskrevet helt tilbage i 1800 tallet. Denne gren afviger af udseende ikke voldsomt meget fra traditionel og klassisk dressur. Det der gør Equitation Science unik er at man danner fundamentet for hestens træning ved at samle al viden om hesten. Det vil sige dens natur, fysiologi, anatomi og adfærd. Så trækker man på århundreders erfaring med hestetræning og til sidst trækkes videnskaben om læringsteori ned over det hele.

Lad mig beskrive nogle eksempler:

Belønning/forstærkning af ønsket adfærd

I Equitation Science og læringsteori snakker man ikke så meget om belønning som om forstærkning.  Det bygger på at når vi står overfor en given adfærd (hestens), så kan vi afgøre med os selv om dette er en ønsket adfærd, eller en uønsket adfærd.  Ud fra det retter vi vores respons alt efter om 1) vi ønsker at forstærke den adfærd, og derved øger sandsynligheden for at netop denne adfærd vil optræde igen, eller 2) vi ønsker at formindske (straffe*) adfærden, og således mindske sandsynligheden for at den optræder igen.

*Jeg finder det vigtigt at pointere at der med ordet straffe, ikke er tale om afstraffelse af hesten. Et eksempel på en straf ville være at man bakker sin hest, når den er trådt frem fra en parade, uden at du har givet signal til det.

Man lægger allerede mærke til det meget neutrale matter-of-fact sprog der knytter sig til Equitaion Science. Årsagen til dette skrev jeg lidt om i en tidligere blog, den kan findes her: http://www.hestegalleri.dk/blog/den-menneskelige-hest---bare-ikke-naar-vi-traener___/105

Et faktisk eksempel jeg er vokset op med:  Når man har endt sit ridt og hesten har været dygtig, så giver man den et par kærlige klap på skulderen - nogle gange mere entusiastisk end andre. Det har jeg såmænd aldrig undret mig over, før nogen foreslog mig at tænke lidt over det. Det er bestemt ikke fordi jeg vil opfodre alle til at holde op med at klappe deres heste, men er det nu hensigtsmæssigt?

I vores menneske-kultur, er det en symbolsk ting at blive klappet på skulderen. Det har intet som helst positivt at bidrage med rent fysisk, det er den mentale tilknytning det har fået gennem normer der gør det til noget særligt og tilfredsstillende - for os..... Hesten deler ikke samme kultur, heste går ikke og klapper hinanden. De har ingen forståelse for vores tilegnede norm, ikke som udgangspunkt i hvert fald. Du kan sagtens lære en hest at det at blive klappet har positive følger, men som udgangspunkt har det ingen betydning for hesten.

Og nu til der hvor Equitation Science træder ind: Nej, heste klapper ikke hinanden - de gnubber hinanden, og denne adfærd har til gengæld en betydning for hestens kultur. I 1993 fandt man ud af at det at heste gnubber hinanden ved mankens base faktisk nedsætter deres hjerterytme.  Hvis mennesker gnubber hesten det samme sted kan vi fremkalde den samme effekt - en hest i bedre balance, en mere afspændt hest.

Så ved at gå fra at klappe til at klø og gnubbe, kan vi oversætte vores velmente symbolske gestus, til en relevant respons - på noget adfærd vi ønsker at forstærke - og som hesten naturligt reagerer positivt på.  

Fem reglen

Det er meget almindeligt at heste ikke performer lige godt i alle miljøer, alt efter hvad de er vant til. Mange oplever i sær på stævnepladsen at det daglige niveau ikke kommer til udtryk i det stressede og anderledes miljø. Det kan også være små ting, som det at din hest gerne vil springe over vandgraven der hjemme, men ikke andre steder, eller at du bare føler I får en bedre ridetur hvis I er i ridehallen, frem for på udendørsbanen.

Det skyldes at hestens hukommelse, og derfor også læring, er utrolig kontekst specifik. Heste er utroligt dygtige til at opfange mange forskellige elementer af deres omgivelser, og de husker i mere præcise detaljer end vi er i stand til. Heste er samtidig dygtige til at knytte deres erfaringer/oplevelser til specifikke steder.

Det betyder, at heste er i stand til at etablere ét regelsæt der gælder i ridehallen, og et helt andet regelsæt der gælder på stævnepladsen, i skoven, på udendørsbanen, på folden eller hvor det nu er. Hvis ikke vi tager ansvar for at få trænet hesten i forskellige omgivelser, kan vi ikke forvente at vores hest arbejder ens eller lige godt alle steder.

Et eksempel mere: Vi kan ikke forvente at vores hest er trailervant, hvis ikke den har prøvet at blive læsset i flere forskelligt udseende trailere, i flere forskellige omgivelser. Andrew McLean har fundet at der i gennemsnit skal 5 forskellige træningsmiljøer til, for at hesten pålideligt og ensartet kan udføre en specifik øvelse hvor som helst.

Mere end det - På vej til Australien

Men Equitation Science er mere end blot informationer og tommelfingerregler. Det er i høj grad en praktisk tilgang til hesten - og et stort emne at tage hul på, men jeg glæder mig til at bruge de næste par måneder i Australien hos Phd. Andrew McLean på at suge til mig. Equitation Science handler om at tilrettelægge hele sin træning - step by step - efter principperne for generel læringsteori og særligt hvordan hestens læringsevne fungerer. Herunder hvordan man optimerer træningen på en måde der også minimerer stressniveauet hos hesten.

I juli og August måned arbejder og uddanner jeg mig derfor hos AEBC (Australian Equine Behaviour Centre) i Melbourne og håber at vende hjem med et "Diploma of Equitation Science". Undervejs vil jeg forsøge at skrive en række praktiske blogs om hvordan Equitation Science anvendes i hverdagen – med udgangspunkt i teorien og principperne der ligger bag. Jeg glæder mig til at blive bombaderet med indtryk - og at dele ud af dem.