Når alt ens hårde arbejde bærer frugt! {{forumTopicSubject}}

Kender I den fantastiske følelse? Når alt det arbejde og slid og slæb man har lagt i noget, endelig bærer frugt?

- Vil lige tillade mig at lave et såkaldt 'prale' indlæg.. Haha!

Jeg fik en pony hjem for godt og vel 6 mdr siden. Helt rå, kunne kun det basale som løfte hove, få grime på, stoppe, starte og bakke.

Jeg ville gerne have en pony som fra starten af ikke kom til at lide af separationsangst, da min anden pony lider meget voldsomt af det!
Så jeg startede allerede et par dage efter med at gå nogle små ture, ned af grusvejen og tilbage igen.
Til at starte med stoppede han efter 2-3 skridt, stod og lyttede, vrinskede, gik 2-3 skridt videre, stoppede, vrinskede. & jeg fortsatte tålmodigt med at vente på ham og give ham den tid han skulle have.

Vi begyndte at gå lidt længere, op af vejen, og jeg fandt ud af at ponyen ikke siger noget som helst til trafik overhovedet! Hvilket jo er sindssygt skønt. Han havde dog en del eksplosioner, dvs lige pludselig ud af det blå kunne han hoppe til siden og bukke eller halvstejle og sparke ud med forbenene.
Han er meget en on/off pony, og var lidt utilregnelig dengang!

Vi begyndte at gå længere ture, hans eksplosioner begyndte langsomt at forsvinde på grund af at jeg var konkret og rolig. - Han gav mig erfaringer lige præcis på dette område, hvilket var s-k-ø-n-t!
Vi havde dog et problem: tempoet. Tit satte han i trav og kunne ikke stoppes igen, for hvergang man trak i torvet så vendte han bare hovedet mod én og fortsatte og jeg blev bidt i hænder og i lår.

Her blev min tålmodighed og mit temperament virkelig sat på prøve, og det glippede for mig et par gange. Men vi fortsatte.. Det blev til mere banearbejde og mindre ture her i vinter. På banen fokuserede jeg rigtig meget på løsarbejde, men hvor han skulle stoppe og starte for mundtlige kommandoer.

I dag, for første gang i lang tid, tog vi på tur sammen med min mor og hendes hest.
I starten var der lidt stress på fordi vi tog dem ud af stalden, mens vi havde lukket de andre på fold. Dvs de troede de skulle på fold. Da de fandt ud af at vi skulle på tur, faldt der helt ro på min dreng. Han gik stille og roligt ved siden af mig, snusede til sneen og jeg kunne stoppe og starte ham i både skridt og trav uden der var fare for pludselige eksplosioner eller at jeg ikke kunne stoppe ham igen.

Så jeg gik fra en pony der spændte op, bed mig, eksploderede og var generelt rigtig træls at have med på tur til en pony der nu går stille og roligt ved min side, som jeg kan sætte i skridt eller trav, eller stoppe, for mundtlige kommandoer.
Han har udviklet sig SÅ meget, og det er SÅ skønt når ens træning bærer frugt, det er virkelig den mest fantastiske følelse i hele verden!

Beklager det blev lidt langt, haha.
Hvad med jer? Har I nogle prale oplevelser I vil ud med?