142 visninger
|
Oprettet:
hey ville lige {{forumTopicSubject}}
spørge om i villle læse noget af en historie også komme med jeres vurdering..?
maj 2004
Følger: 55 Følgere: 50 Heste: 2 Emner: 155 Svar: 538
Revolvermanden
Jeg vågnede med et sæt, sveden lød ned fra min pande ”Hvor er jeg?” tænkte jeg og kiggede ud i natten, sletten var lagt i mørket og de sidste gløder, fra mit bål, brændte ud.
Med et huskede jeg og vendte tilbage til det sted jeg helst ikke ville huske:
Jeg var tage af sted tidligt om morgen, uden at vække Susan og de andre.
Byen Lod ,som rimede på blod, var forladt, da jeg gik udenfor, jeg lukkede døren lydløst, ikke en sjæl rørte sig. Jeg havde pakket min taske aften forinden, Susan havde bare kigget på mig, hendes ansigt havde ikke vist noget. Hun vidste, at jeg skulle, måtte af sted. Men hendes øjne, ja hendes øjne havde forrådt hende, de havde tigget, bedt mig om, at blive. Hun havde holdt sin mund, mens jeg pakkede videre, men jeg kunne mærke, at hun havde noget på sinde. Jeg hadede når hun ikke talte, men bare kigge på mig, og jeg hadede når hendes øjne tiggede, bedte ligesom små unger, der venter på mad fra deres moder. Hun havde dog ikke sagt noget.
Jeg stod stille og tog en dyb indånding, før jeg forsatte over i laden. Der stod mit muldyr, halvt af hver, halv hest og noget andet, ligesom mig selv, halvt djævel og halvt noget andet, sådan ville jeg helst tænke om mig selv, stakkel dyr, tænkte jeg og lagde en hånd på dens hoved.
Dens øjne mindede om Susans. De kiggede hjerteskærende på mig, men jeg skænkede det ikke en tanke! jeg tog fat i tøjlen og trak det udenfor. Der var endnu ikke nogen der var stået op, jeg rettede på min hat og tjekkede, at mine pistoler stadig hang ved hoften.
jeg forsatte med, at gå og da jeg var noget helt udenfor byen, vendte jeg ikke om, for byen var fortid sammen med resten af dens beboere.
Jeg kom til at tænke på Susan, var hun også fortid eller? Ja det var hun. jeg hadede sig selv for, at tænke sådan, men sådan var det nu en gang. For når alt kom til alt så var det jo bedst, at lade fortid være fortid og fremtid være fremtid. Det var på den måde jeg havde overlevet, for hvis jeg nu skulle til, at tælle hvor mange liv jeg havde taget, ødelagt, ja så var jeg værre end djævlen selv! Jeg kom til at smile ved tanken.
Mine ører opfangede en lyd og jeg blev hurtigt revet ud af tanken om Susan og alle de andre ting. Lyden havde ikke være særlig høj, men høj nok til, at jeg blev klar over, at jeg blev iagttaget. ”Hvem der?”, råbte jeg uinteresseret, og tog forsigtig min pistol op, jeg kiggede kærligt på den, mens jeg tog en patron op, jeg satte den stille og rolig ind i kammeret.
Pistolen var af sølv, skaftet var hvid og passede perfekt til mine hænder! Jeg rettede på hatten og sagde lidt drillende ”Kom nu, sig mig hvem det er!”, min stemme var rolig, næsten for rolig, jeg smilede ved tanken om hvad det var for en tåbe der var der ude! ” Lad vær med at skyde! For guds skyld, lad vær!”, stemmen hørte til en ung piges. Jeg ville skyde på, at hun var omkring 18-19 år, hun trådte frem fra mørket, hendes hvide kjole var slidt og der var huller hist og her.
Jeg kunne se, at hun var blev godt forslået. Hende kind var hævet op, så det lignede, at hun havde et æble i den ene side. Hende mørke hår blæste i vinde og afslørede en blod plet på hende kjole, det var ved hendes mave. Det er sikkert ikke hendes blod, for hvis det var, så havde hun være død nu! Tænkte jeg og målte hende fra top til tå. Hun var køn, nej ikke kun køn, meget smuk faktisk.
Jeg opdaget først nu, at hendes hænder var bundet på ryggen.
”Kom her hen. Så vil jeg skære de red op der binder dine hænder!”, sagde jeg og smilte.
Hun satte sig meget forsigtigt ved mig. Jeg tog min kniv frem og skar rebet op ” Nå, sig mig så hvem er du, og hvor kommer du fra?”, jeg stak kniven ned i skeden på mit bælte. ” Jeg…jeg”, begyndte hun og rejste sig op.
”Hm.. bare sig mig dit navn! Okay?”, sagde jeg, lidt irriteret over hendes væremåde. ” Øh.. bare kald mig Gina!”, sagde hun og kiggede nervøst rundt, hun minder mig om en hest der er på vej til slagteren og at den kan lugte blod! Tænkte jeg og kom til at smile stort ” Okay. Gina, min skønjomfru, de kan kalde mig Tommy”, sagde jeg og tog en slurk af mit vand. Det var selvfølgelig ikke mit rigtige navn! ” Hvor.. hvorfor taler du den høje tale?. Jeg troede, at det var et uddød sprog!”, sagde hun og kiggede udfordrende på mig.
Hun så meget tiltrækkende ud på den måde! ”Tja, min skøn jomfru, det kan jeg så sige dem, med min højeste ære, at det er det bestemt ikke!”, sagde jeg og gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig,
”Jamen, så min gode herre, så brudte de vide, at omgang med en heks, kan få dem fængslet og uden, at blinke ville de skære halsen over på dem eller værre endnu, hænge dem!”, sagde hun og smilte, hun tog en hånd op og viste mig det. Jeg blev mere overrasket over, at hun sagde, at hun var heks, end, at hun kunne, som kvinde, tale den høje tale! ”Jeg ser at de, min skøn jomfru, er velbefindende! Så hvis de ville gøre mig den ære, at fortælle en udvidende herre om hvorfor de er jaget?!”, sagde jeg og prøvede, at tænde et nyt bål.
”Fordi de utaknemlige bønder, tror, at jeg er en heks og fordi deres uvidenhed fik dem til, at tror på en gammel mand, der for længst har mindste troen!”, sagde hun og rørte ved træet og lige pludselige var der lid. ”Nuvel, min skøn jomfru, hvad kan de have gjort der er så slemt, at bønderne sender de 7 sorte ryttere efter dem?”, hun kiggede forskrækket op og sagde mistroisk ”Hvordan kan du vide, at de er efter mig? Jeg forlod dem for knap 3 dage siden, i en lille by!”, hun kiggede bange ud i mørket og flyttede uroligt på sig.
”Tja.. lille dame, det skal jeg fortælle dig. Her for et par dage siden mødte jeg dem”, jeg tænkte mig om en øjeblik, før jeg sagde ” De er meget skræmmende, men alligevel, så vil jeg nok sige, at de gå for meget op i deres arbejde! Altså kom nu.. de sagde, at de kunne lugte blod, og det skal jeg sige dig, hvis man kan lugte blod, så trænger man sgu til ferie!”.
Hun vendte sig forskrækket om. Hendes øjne var fyldt med frygt og hun skælvede gennem hele kroppen. Hun rejste sig forsigtigt op og kiggede ned på mig. ”For… fortalte du dem noget?”, fik hun fremstammede. Jeg smilte ved tanken om, at nu havde jeg hende i min hule hånd.
Jeg kunne lyve, det var sjovt, men det kunne jeg jo ikke blive ved med. ”Nej, hvad skulle jeg fortælle dem?”, spurgte jeg rolig og kiggede op på hende.
der er mere.. meen synes lige i skulle læse det her først!
hey ville lige