Et sørgeligt syn {{forumTopicSubject}}

Var hvad der mødte mig, da jeg tog ud og besøgte min gamle klub.
Jeg har ikke været der i 10 år, og da jeg nu skulle flytte hjem igen, ville jeg tage ned og se på mulighederne for at få kæmpe opstaldet der.

Jeg havde godt hørt at der ikke var blevet gjort meget ved stædet, men jeg havde ikke forestillet mig at det ville se sådan ud.

alle elevhestene stod i spiltove, der var ikke blevet malet siden dengang jeg var med til at male stalden for næsten 12 år siden.

barieren stod der stadig, med de sammen huller der var som dengang jeg var der.

indhegningen til spring banen var ej heller blevet malet i al den tid og det samme gælder for vandgraven.

Stædet har altid manglet penge, og det er ikke privat ejet.
i tidernes morgen da min mor var kasere knoklede vi for at få det til at løbe rundt, og det ser ud som om at de stadig gør.

det gjorde ondt at se.
jeg husker stadig den gang jeg pakkede min pony i 1995 for at tage på efterskole, 13 år gammel.
med tåre i øjene, tænkte jeg dengang på at jeg jo snart ville vende hjem igen.

der skulle gå ti år, og da jeg kørte der fra i dag, var det igen med tåre i øjene, denne gang fordi jeg viste at jeg aldrig ville vende tilbage.

et skønt sted, hvor jeg lære at ride, fik mine venner og tilbragte al min tid.
stedet hvor min først pony stod, hvor jeg vandt min først rosette, og jeg kunne blive ved.
det var en synkende skude den gang, og kun et mirakel gør at det stadig flyder.