At have et helt specielt forhold {{forumTopicSubject}}

Har i en hest/pony, i har det med?
Altså, sådan "dybt", hvor man nærmest føler, at man kan læse hinanden?

Det er en virkelig fed følelse, og når jeg sidder og tænker tilbage på mine snart 16 år med Tequila, ja så føler jeg selv, at det er sådan vi har det. Det der bånd, man ikke rigtig kan beskrive, men jeg skal forsøge

Jeg fik Tequila som 2-års, en vanrøgtet plag, og jeg må indrømme, at jeg havde mine tvivl om, hvorvidt der kunne blive en ordentlig pony ud af hende.
Udover at være underernæret, fuld af orm og lus, var hun også halvfarlig at omgås i starten. Min daværende smed mente, at hun ganske enkelt havde fået så mange tæsk der kunne ligge på hende. Hun startede med at bide mig i overarmen den allerførste aften, virkelig en god start.
Men som årene gik, faldt hun mere til ro, og ja i dag er det jo fantastisk så stabil hun er blevet på alle måder. Jeg kan uden tøven lade børn omgås hende, ride hende osv., hun passer sådan på dem og er meget blid.
Vores forhold har også ændret sig, fra at kyle mig af konstant og være "oppe-på. mærkerne", har jeg en pony som jeg føler kan læse mig uanset hvilket humør jeg er i. Om jeg bare strigler hende eller tager en lille skridttur, så kan vi på en eller anden måde "mærke" hinanden.
Når vi rider ud, behøver jeg sådan set ikke andet end et træktov i grimen, hun reagerer på stemme og sæde, ind imellem har jeg endda observeret, at hun stopper op hvis hun kan mærke jeg er fraværende, og så kan vi bare stå der og kigge lidt
Jeg opdagede for en del år siden, at hun reagerer og læser mit kropssprog fuldstændig til punkt og prikke, så jeg fandt ud af, at remedier under longering var fuldstændig overflødige. Hun skifter retning og stopper op udelukkende ved hjælp at mit kropssprog, hun kan skifte mellem gangarterne bare ved lyden af min stemme og når jeg har inviteret hende "ind", så bliver hun i den halvdel af banen hvor jeg er.
Laver hun en sjælden gang ballade, behøver jeg blot bruge et bestemt tonefald, og jeg kan udmærket se på hende, om hun har hørt det
Det eneste hun aldrig bliver helt fortrolig med er traileren, det kræver som regel lidt overtalelse. Men ikke på vilkår, om hun vil trækkes op af andre end mig når det endelig skal være. Min veninde har ind imellem passet hende og redet hende lidt for mig da Tequila var ung, men ikke på vilkår, om hun vil gå med hende op i en trailer. -.-
Jeg har det heller aldrig helt godt når hun en sjælden gang skal læsses, for jeg kan se og mærke på hende, at det stresser hende.
Da hun fik hendes første føl i 2006 var jeg den eneste der var velkommen i boksen. Den stakkels dyrlæge der var tilkaldt for at fjerne efterbyrd blev skubbet noget rundt, indtil hun havde føl ved den ene side, mig ved hovedet og ham på den anden side. Så var det okay. Det er en enorm tillidserklæring at få, at jeg uden forbehold måtte komme til den lille.

Tequila fylder snart 18, og jeg tør slet ikke tænke på den dag, hvor hun ikke er her mere. Vi fik en advarsel for et par år siden, grundet sin hårde opvækst er hun desværre ved at få gigt i forbenene og spat i bagbenene, noget dyrlægen mente var en direkte følge af at hun var fejlernæret/underernæret de første år af hendes liv. Så hun er mere eller mindre pensioneret nu, men elsker når jeg tager mig tid til hende, og har altid ørerne fremme når vi tager en skridttur. Lige nu glæder jeg mig bare til at få hende hjem, hun har tilbragt sommeren på et stort stykke græs nede ved mine forældre, og jeg har da været dernede flere gange, men hun er alligevel savnet. Staldens matrone

Beklager det blev lidt langt, men jeg kan snakke i timevis om den pony jeg har tilbragt så stor en del af mit liv sammen med.
Det har absolut ikke altid været en dans på roser, men det har været besværet værd at beholde den lille, udsultede pony jeg fik hjem for snart mange år siden.

Tequila er her til venstre på billedet, den anden er Tabascho, hendes føl fra 2006 som vi også har.