Så er vi på vej til hans nye ejere. {{forumTopicSubject}}

Hvor er det på en gang mærkeligt og surrealistisk, men alligevel bliver det gjort med en boblende glædesfornemmelse.

Tamson er født og opvokset hos os. Det vil jo sige at vi har haft ham alle hans leveår, og er vant til han altid er her. Og hvor har jeg rodet mig ud i mange næsten livsfarlige situationer med den hest. Siddet det ene øjeblik komplet rædselsslagen og det næste troet vi kunne klare alt. På 3 år er jeg faldet af 3 gange, og det har alle sammen været på Tamson. Og det er på trods af at jeg tilrider mange heste. Jeg har fået at vide den burde slagtes, var sindsyg, livsfarlig og mange andre ting der ikke er værd at gentage. Og jeg har til en vis grad været enig. Men på trods alt er han blevet til verdens mest kærlige, nemme og flinke hest, som nemt springer 120 og går LA. Jeg kan efter 2 uger uden ridning sadle ham op og ride en tur. Noget jeg aldrig ville have troet før. Jeg har kæmpet med at få ham solgt, og tit været irriteret over manglende købere. Jeg har virkelig håbet der ville komme en og købe ham så han kunne komme ud til en og blive brugt af en der havde tiden til ham.

Han er nu solgt, og vi er på vej til hans nye ejere (4 timers tur med hestetrailer) og sidder nu bare med en total tom fornemmelse i kroppen. Tænkt at sådan et samarbejde og venskab bare så let kan forsvinde. Jeg er lige ved bare at tage rattet og køre hjem igen. Puha hvor er det svært. Men jeg ved at han får det godt hos en som vil bruge og udfordre ham.