{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.184 visninger | Oprettet:

Novelle .. - Læs den hvis du vil .. {{forumTopicSubject}}

Heej alle .. er der nogle der kunne tænke sig at læse den ?! ved godt at den er lidt lang når man tænker på at kun er starten, men ville blive glad hvis der er nogen der ville komme med lidt kritik xD både godt og dårligt !
- tænkte på om den var lidt langtrukket ?! overvejer at korte det lidt a men hvad skal ud smiley

Den fylder ca. en side i word..

Novellen:
Kap. 1 A new day has come..
Lily Morgan sukkede og kiggede ud gennem vinduet og ned på de frodige græs marker. Foldene var fyldt med de skønneste araberheste i alle farver, og størrelser. Føllene hoppede rundt og legede i det duggede sommergræs mens Lily sad på sit værelse med en følelse frygt og længsel. Det var næsten syv år siden hun sidst havde redet eller havde haft nogen form for kontakt med hestene. Lily og hendes gamle pony havde været ude for et uheld som havde kostet dyrt for dem begge. Lily havde brækket sin arm to steder og fire ribben, mens hendes pony Nikki måtte aflives. Selv om det var så lang tid siden havde hun stadig psykiske mén, og turde ikke så meget som nærme sig stalden.
Lily sukkede og vendte sig om mod sit skrivebord hvor hun sank sammen på stolen. En del af hende ville gerne tilbage til livet med hestene men så var der lige den del som bar al frygten, panikken og de frygtelige minder. Tårerne steg op i hendes hav grønne øjne, men hun tørrede dem væk med bagsiden af hånden, hvor var hun endelig ynkelig ! og hvor var livet dog uretfærdigt. Hun gik ned ad trappen og ind i køkkenet, hvor hendes mor og søster sad. Hun satte sig på stolen foran pejsen og trak op i sin marineblå striktrøje, ” det var godt du kom ned skat, der er mad nu. Går du lige ud i stalden efter far ?” hendes mor havde prøvet flere gange at presse hende til at gå ud i deres store stutteri stalde, men hver gang tog panikken over og hun kunne ikke tænke på andet end det flash back der kørte i hendes sind, det scene hvor Nikki havde fået bommen mellem forbenene. Hendes mor kiggede bekymret på hende og vendte sig om mod komfuret igen, ”Cecilie henter du lige far..” hendes søster stak i sine snikers og løb gennem gården, Lily fulgte hende med øjnene og kunne ikke lade vær med at føle et stik af misundelse. Kort tid efter gik døren op og Cecilie kom ind efterfulgt af hendes far og Crystal. Crystal havde arbejdet som staldpige på gården siden hun var tolv og hun var en af Lilys bedsteveninder. Mens resten af familien snakkede løs om hestene og problemerne i stalden, sad Lily bare tavs og hørte med. En tåge lukkede sig om hendes øre og hun hørte ikke længere efter hvad de andre snakkede om, hun sad bare i sine egne tanker ind til hun ikke gad sidde og være femtehjul i en gruppe af hestegale tosser. Var heste endelig så seje som hun huskede? Hun rejste sig fra bordet og mumlede tak for mad, da hun satte sin tallerken i opvaskemaskinen og luntede op på sit værelse. Hun kunne høre deres samtale i køkkenet under hende, og selv om hun var træt af al den hestesnak kunne hun ikke dy sig for at lytte med da Crysal begyndte at snakke igen. ” Nick, den toårs du købte i sidste måned gør ingen fremskridt, ingen kan komme i nærheden af hende..” hun kunne høre sin far sukke, inden han svarede ”Mmm, jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Luke har prøvet alt men den vil simpelthen ikke åbne sig for nogen, og han bruger efterhånden flere timer om dagen på den forbande hest.” Luke var også en af de tre stald drenge de havde ansat på stutteriet, ”hvis vi ikke snart får hende solgt må vi altså aflive hende, vi har ikke råd til at fodre på en hest som ikke gør fremskridt” sluttede hendes far. Lily blev helt klam ved tanken om at aflive et rask dyr, det var slemt nok at skulle slå et sygt dyr ihjel men et rask dyr, der oven i købet havde hele livet foran sig. Lily rejste sig og satte sig over i vindueskarmen med et af de blade hendes mor havde købt til hende om ridebanespringning, men håbet om at Lily ville få heste lysten tilbage. Problemet var bare at Lily havde lysten, det eneste hun manglede var modet.
Timerne gik og Lily blev mere og mere opslugt af de forskellige artikler der var i bladet. Det var næsten midnat da hun gik hen til sit bord med bladet hårdt knuget i hånden, hun lagde det forsigtigt på bordet og stirrede på bladets forside. Den muskuløse hest der brugte alle kræfter på at bringe sin rytter sikkert over springet, rytterens koncentrerede ansigt og ikke mindst den spændte atmosfærer blandt de mange tilskuere. Alt det og meget mere var noget hun genkendte, Lily rystede trist på hovedet for at få minderne væk. Det var hendes fortid, og det ville aldrig blive hendes nutid eller fremtid.

Nå modtager gerne ris & ros..
Taak ..


Kommentarer på:  Novelle .. - Læs den hvis du vil ..
  • #2   14. jul 2008 jeg synes den lyder god, der er ikke så meget at cutte af, synes jeg ikke, eftersom det er beskrivende detaljer der så vil forsvinde... dog skal du lige læse igennem for enkelte stave/sjuskefejl, samt kommaer og så kig lige en ekstra gang på de sammensatte ord, nogle af dem som ikke hænger sammen og i hvert fald en enkelt der gør skal ikke, da det ikke er sammensat smiley
    der ud over så husk at ved direkte tale skal det starte med stort og tegn (!, ?) skal stå direkte efter og ikke med et mellemrum imellem først:)

    - ellers synes jeg den lyder god, kunne godt tænke mig en fortsættelse her inde (:


  • #3   14. jul 2008 Jeg syntes den er rigtig god.. bare synd den ender sådan.. Syntes ikke den er lang ? smiley

  • #4   14. jul 2008 jannie[pony til salg] Anita, my prince forever!:D< 3:

    Okay, jah det kan godt være den li ska læses igennem igen, hehe
    -Er ikk så go til det der med sammensatte ord så det er der nok nogle fejl ved xD


  • #5   14. jul 2008 Ja en fortsættelse ville ikke være dårlig;) Man kan næsten tænke sig til en fortsættelse, og den ligger godt op til en fortsættelse smiley

  • #6   14. jul 2008 OBS. det er starten ville ikke skrive den færdig hvis den ikke var så god ..

  • #7   14. jul 2008 du må meget gerne skrive en slutning her inde også ! smiley

  • #8   14. jul 2008 ja det skal den

  • #9   14. jul 2008 slutning ?
    ja tak :b arj den er rigtig rigtig god..


  • #10   14. jul 2008 RIGTIG GOD.

  • #11   14. jul 2008 Taak .. Er igang med slutningen .. xD

  • #13   14. jul 2008 DEN ER GOOOOOOOD!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! den er bare rigtig super, vil du ikk skrive når der kommer en forsættelse, hvis der altså gør?? smiley smiley

  • #14   14. jul 2008 Det er rigtig godt skrevet, synes den er god smiley

    Kom med en slutning smiley


  • #15   14. jul 2008 cado ´erne .: hvor er du dog doven ;), den føltes ikk lang fordi den er så god!! smiley

  • #16   14. jul 2008 Cado'erne . ; Du skulle tage at 'gide' læse den, den er rigtig god og absolut værd at bruge tid på at læse smiley

  • #17   14. jul 2008 *team cas & co. * - colour<3: lige mine ord smiley

  • #19   15. jul 2008 Skriv lige her i dette indlæg når der er kommet en slutning ikke smiley Den er bare suuuper god smiley

  • #20   15. jul 2008 endu mere!! det ar en god start jeg ville ikke kunne lægge en bog fra mig som startede sådan forsættelse!!!! :¤) vildt god!!

  • #21   1. aug 2008 Okay så er der kommet en mulig slutning ... Kan ikke bestemme mig for om jeg skal lave en "rigtig" slutning eller .. men læs den og giv gerne kritik :)) ... pfh tak xD ..



    Kap. 1 “A new day has come..”
    Lily Sophia Morgan sukkede og kiggede ud gennem vinduet og ned på de frodige græsmarker. Foldene var fyldt med de skønneste araberheste i alle farver, og størrelser. Føllene hoppede rundt og legede i det duggede sommergræs mens Lily sad på sit værelse med en følelse frygt og længsel. Det var næsten syv år siden hun sidst havde redet eller havde haft nogen form for kontakt med hestene.
    Lily og hendes gamle pony havde været ude for et uheld som havde kostet dyrt for dem begge. Lily havde brækket sin arm to steder og fire ribben, mens hendes pony Nikki måtte aflives. Selv om det var så længe siden led hun stadig af traumer og frygt, og turde ikke så meget som at nærme sig stalden.
    Lily sukkede og vendte sig om mod sit skrivebord hvor hun sank sammen på stolen. En del af hende ville gerne tilbage til livet med hestene, men så var der lige den del som bar al frygten, panikken og de frygtelige minder. Tårerne steg op i hendes hav grønne øjne, men hun tørrede dem væk med bagsiden af hånden, hvor var hun endelig ynkelig! og hvor var livet dog uretfærdigt.
    Hun gik ned ad trappen og ind i køkkenet, hvor hendes mor og søster sad. Hun satte sig på stolen foran pejsen og trak op i sin marineblå striktrøje, ” det var godt du kom ned skat, der er mad nu. Går du lige ud i stalden efter far?” hendes mor havde prøvet flere gange at presse hende til at gå ud i deres store stutteri stalde, men hver gang tog panikken over, og hun kunne ikke tænke på andet end det flashback der kørte i hendes sind, den scene hvor Nikki havde fået bommen mellem forbenene. Hendes mor kiggede bekymret på hende og vendte sig om mod komfuret igen, ”Cecilie henter du lige far..” hendes søster stak i sine snikers og løb gennem gården, Lily fulgte hende med øjnene og kunne ikke lade vær med at føle et stik af misundelse. Kort tid efter gik døren op og Cecilie kom ind efterfulgt af hendes far, Crystal og Justin. Crystal og Justin havde arbejdet som staldfolk på gården siden Lily var tolv og Crystal var en af Lilys bedsteveninder, mens Justin mere var en der holdt sig for sig selv, han kunne da være meget charmerende når han selv ville, men det var sjældent. Mens resten af familien snakkede løs om hestene og problemerne i stalden, sad Lily bare tavs og hørte med. En tåge lukkede sig om hendes øre og hun hørte ikke længere efter hvad de andre snakkede om, hun sad bare i sine egne tanker ind til hun ikke gad sidde og være sjettehjul i en gruppe af hestegale tosser. Var heste endelig så seje som hun huskede? Hun rejste sig fra bordet og mumlede tak for mad, da hun satte sin tallerken i opvaskemaskinen og luntede op på sit værelse. Hun kunne høre deres samtale i køkkenet under sig, og selv om hun var træt af al den hestesnak kunne hun ikke dy sig for at lytte med da Crystal begyndte at snakke igen. ”Nick, den fireårs du købte i sidste måned, Show Girl, gør ingen fremskridt. Ingen kan komme i nærheden af hende..” hun kunne høre sin far sukke, inden han svarede ”Mmm, jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Lucy har prøvet alt men den vil simpelthen ikke åbne sig for nogen, og hun bruger efterhånden flere timer om dagen på den forbande hest.” Lucy var også en af de tre "stalddrenge" de havde ansat på stutteriet, ”hvis vi ikke snart får hende solgt må vi altså aflive hende, vi har ikke råd til at fodre på en hest som ikke gør fremskridt” sluttede hendes far. Lily blev helt klam ved tanken om at aflive et rask dyr, det var slemt nok at skulle slå et sygt dyr ihjel, men et rask dyr der oven i købet havde hele livet foran sig. Lily rejste sig og satte sig over i vindueskarmen med et af de blade hendes mor havde købt til hende om ridebanespringning med håbet om at Lily ville få heste lysten tilbage. Problemet var bare at Lily havde lysten, det eneste hun manglede var modet.
    Timerne gik og Lily blev mere og mere opslugt af de forskellige artikler der var i bladet. Det var næsten midnat da hun gik hen til sit bord med bladet hårdt knuget i hånden, hun lagde det forsigtigt på bordet og stirrede på bladets forside. Den muskuløse hest der brugte alle kræfter på at bringe sin rytter sikkert over springet, rytterens koncentrerede ansigt og ikke mindst den spændte atmosfærer blandt de mange tilskuere. Alt det og meget mere var noget hun genkendte, Lily rystede trist på hovedet for at få minderne væk. Det var hendes fortid, og det ville aldrig blive hendes nutid eller fremtid.

    Kap. 2 Don’t give up..
    Næste morgen vågnede Lily med et sæt. Solstrålerne strømmede gennem vinduerne og lavede en skygge på det brune trægulv, hun rejste sig fra sengen og åbnede vinduet ud mod foldene. Hestene græssede fredeligt som altid og gårdspladsen summede af aktivitet. Lily kunne se Jake og Crystal stå med hver deres trillebør og muge de store bokse ud, hendes far trak en stor fuks og hendes føl ned mod hoppefolden og Cecilie red Jasmin- en skimlet pony, ud mod skoven. Lily klædte sig hurtigt på og gik ud foran spejlet i gangen hvor hun satte sit hår op i en franskfletning. Hun løb ned i stuen efter de sidste skolebøger, pakkede sin taske færdig på vej ud ad døren og skyndte sig op til bussen. Lily smuttede ind gennem de snavsede døre til bussen og smed sig på et sæde ned bag ved. Hun hev efter vejret og fandt sin historiebog frem, hun slog op på den side de havde for og begyndte at læse. Lily stønnede indvendigt, hvorfor havde hun dog læst i det dumme springblad i stedet for at lave sine lektier? Da Silja steg på et kvarter senere, sad hun både med historie, matematik og fysik opgaver fremme og prøvede at gøre rede i hvad der var hvad. Silja satte sig på sædet overfor og himlede med øjnene, ”du lære bare aldrig at lave dine lektier gør du?” Lily sendte hende et skævt smil og stak hovedet ned i sin taske. Tja, resten af skoledagen gik ligesom busturen, et stort rod. Hun kunne ikke koncentrere sig om noget fordi tanken om at ride igen blev ved med at dukke op, teorien om at ride igen blev mere og mere fristende, men så var der lige det at skulle gøre det i praksis også, og hver gang hun tænkte på det, voksede en stor knude i hendes mave.”Du har det ikke særlig godt har du?” spurgte Silja i frokostpausen med en bekymret stemme, ”jo, jeg har det okay”, ”som om jeg selv tror på det..” afsluttede Lily sin sætning, og faldt sammen på stolen. Hun kiggede ned i bordet og derefter op på Silja med undersøgende øjne, hun overvejede kraftigt at fortælle Silja det, ’Silja plejer at være forstående’ sagde en stemme i hendes hoved. Lily tog en dyb indånding og kastede sig ud i det ”okay, okay det.. det er bare fordi..” hun holdt en pause og kiggede på sin veninde ”jeg overvejer at begynde at ride igen” sluttede Lily og holdt skarpt øje med Siljas ansigtsudtryk. Hun blev ikke skuffet, Silja så ud til at være ved at tabe både øjne, næse og mund men hun tog hurtigt sig selv i det og rettede sig op. ”Mener du det? Jamen du har altid sagt at..” Det var ikke svært at se at hun var helt paf over den pludselige nyhed, og Lily tænkte på om det havde været rigtigt at fortælle det. Silja sukkede og kiggede op på sin venindes usikre ansigt og sagde med en let henkastet og alligevel nysgerrig stemme ”det må du selv bestemme, men hvad siger dine forældre til den idé?” Lily kiggede flovt ned i bordet ”jeg har ikke fortalt det til nogen endnu, og .. og det tror jeg heller ikke jeg gør” sluttede hun med en usikker, men alligevel bestemt stemme. Silja var et stort spørgsmål tegn og forstod absolut intet, hvad var meningen med at begynde at ride igen hvis ingen måtte få det af vide? Hun åbnede munden, men Lily kom hende i forkøbet og sagde ”fordi min mor vil gå helt i selvsving, hun vil hive mig med ud og se på diverse heste og det er jeg bare ikke klar til. Selvfølgelig vil de få det at vide men..”, Silja svarede for hende ”ikke endnu” hun træk på skulderne og så på hende med et forstående blik.
    Fredag eftermiddag, da det meste af dagens arbejde var overstået samlede hele gårdens personale til en fælles middag – som de altid gjorde når weekenden begyndte. Lily sad og prikkede ned i sin kartoffelmos med sin gaffel, tidligere på dagen da der havde været frokostpause havde hun sneget sig ned i stalden og udset sig en af de smukke araberheste. Den hest som kunne bringe hende tilbage i hesteverdenen. Hun smilede for sig selv, ved tanken om den smukke cremefarvede hoppe som havde kigget nysgerrigt på pigen, da Lily havde lukket sig ind i boksen. Den havde kigget mistroisk på hende, men med er nygerrigt glimt i de smukke store øjne. Selv om det var så længe siden Lily havde været sammen med hestene, så var den del der bar alle minderne intakt og hun havde ikke glemt hvordan man begik sig i stalden omgivet af temperamentsfulde heste. Lily havde hun nusset hoppen bag ørene, og det mistroiske blik var langsomt forsvundet og blevet afstattet af velbehag. Lily skubbede stolen ud fra bordet og gik op på sit værelse hvor hun fandt en grøn T-shirt frem fra skuffen. Hun gik stille ind på Cecilies værelse, selv om pigerne var søskende var deres liv meget forskelligt. Cecilie havde altid beskæftiget sig med heste og hendes værelse lagde ikke skjul på det, væggende var dækket til at diverse hesteplakater og billeder. Cecilie var også en mere åben person og virkede altid som om hun havde styr på alt, som kørte det efter linjerne i en bog. Lily sukkede fuld af misundelse over søsterens liv, og gik over og tog et par brunternede ridebukser fra skabet, og smuttede lige så stille som hun var kommet, ud ad døren.
    Tiden gik, og langsom forsvandt folkene fra stalden. Da klokken var omkring ti, var alt lys slukket og Lily gik forsigtigt og lydløst ud gennem hoveddøren og ned i stalden. Striglen strøg over hoppens bløde pels, og en støvsky rejste sig fra hoppens ryg. Det så ud som om det var længe siden nogen havde striglet den. Det lignede ellers ikke hendes far ikke at sørge for at hestene fik den pleje de behøvede? Nærmere tænkte hun ikke over det, da hoppens fløjlsbløde mule puffede Lily i siden og fik lokket sig til en gulerod. ”Ved du hvad?” hviskede Lily til hoppen og den vippede usikkert med ørene ”jeg har ikke redet en hest siden Nikki..”,” men du er nok ligeglad” sukkede Lily. Hesten vendte hovedet og kiggede uforstående op på pigen, og et smil gled over Lilys mund. Tårerne steg op i hendes grønne øjne og hun fortrød bittert at hun havde skubbet alt det her fra sig så hurtigt, og så længe.
    Hun gik ind i saddelrummet og tog en saddel, ’lad os håbe den passer’ tænkte Lily da hun lagde den på hestens ryg, men heldet var ikke med hende og hun måtte ind efter en anden. Det tog næsten et kvarter at finde en saddel der lå perfekt og tårerne trillede ned ad Lily kolde kinder da hun spændte gjorden. Det var den saddel der havde båret hende og Nikki gennem alle deres springtimer og konkurrencer, gennem det styrt der havde vendt op og ned på Lilys ellers så lykkelige liv. Nu kunne hun ikke længere holde det tilbage, det der havde siddet som en kniv i hjertet på hende så længe, tårerne strømmede ned og ramte hoppens skinnende pels, og den vendte forsigtigt hovedet mod den grædende pige. Lily rakte hånden frem mod hesten mule og et øjeblik var det ikke hoppens hoved, men Nikkis. Alt var der, hendes kridhvide hoved, hendes dybe brune øjne, men endnu et sekund gik og den cremefarvede hoppe var tilbage. Lily prøvede virkelig, men tårerne ville ikke stoppe. ”Jeg vidste vare det her var en dum idé, jeg vidste det bare” mumlede Lily til hoppen og begyndte at spænde gjorden op igen. ”Giver du bare op på den måde?” sagde en rolig stemme bag hende, og Lily vendte sig forskrækket om. Foran hende stod Justin og lænede sig op ad boks væggen, hans brune øjne så undersøgende på hende, og hun tørrede irriterende tårerne væk inden hun svarede ham ”vil du godt gå? Det her er ikke noget der kommer dig ved! Jeg har gjort forsøget, men..” hun stoppede sig selv og så ned i halmen og sluttede sin sætning ”jeg kan bare ikke” hendes stemme knækkede over, hun vendte sig om og tog sadlen af hoppens ryg og gik ind i saddelrummet med den. Da hun kom tilbage stod Justin og nussede hesten mellem øjnene og så derefter på Lily ”nå hvad siger du?” spurgte han, stadig med den samme ro som da han pludselig var dukket op, men Lily sukkede og svarede med en kold stemme ”lukker du stalden af, jeg går i seng” og med de ord vendte hun om og marcherede mod stalddøren og smækkede den efter sig. Justin nussede hoppen bag ørene og mumlede ”hun kommer tilbage”. Han gik ud ad boksen og lukkede efter sig.

    Kap. 3 ”A whole new world..”
    Dagen efter tænkte Lily stadig på det Justin havde sagt ’giver du bare op?’ hun rystede opgivende på hovedet, og traf en hurtig og nem beslutning.
    Klokken var over midnat da Lily stod op og trak i sit ridetøj. Hun sneg sig stille nedenunder, hun kunne høre stuens fjernsyn og Cecilies stemme. Lily gik lydløst over gården og ind i stalden. Hoppen stod lysvågen og var klar, på trods af det sene tidspunkt. Lily hentede striglerne og lød børsten løbe over hestens ryg med jævne bevægelser. ”Vi skal nok klare os, tror du ikke?” hviskede hun til hoppen med en usikker stemme. Hoppen prustede til svar og trippede uroligt af iver. Lily bed sig hårdt i læben da hun hentede sadlen, hun lagde forsigtigt den lette stofsadel på, så den ikke generede hesten. Hurtigt og nemt spændte Lily gjorden, mens hesten puffede hende i siden. Bare det at hoppen frivilligt skabte kontakt til hende, fik minderne til at vælte op. Men denne gang var det de gode minder, minder der fyldte hende med glæde, ikke med sorg og selvmedlidenhed. Lily gik ind efter trensen og lagde tøjlen over hestens hals, hoppen stak hovedet i vejret og løftede overlæben og et smil krusede pigens læber. Den tunge egetræs dør knirkede, da Lily åbnede den og trak hesten ud under den klare stjernehimmel. Hun kiggede op og var sikker på at det her var et øjeblik hun aldrig ville glemme.
    Lily tog en dyb indånding og svang sig forsigtigt op i sadlen, hun spændt gjorden en sidste gang og gav hesten et let tryk med benene. Hoppen satte straks frem i skridt. Hesten prustede nervøst og trippede på det bløde sand, Lily gav den anspændte hest en anelse mere tøjle og endnu et tryk med benene. Hoppen sprang op i en lang serie af bukspring. Lily klamrede sig desperat til den spinkle hest, men da den rejste sig på bagbenene kunne hun ikke mere og gled af. Benene rystede under den forskrækkede pige, da hun tog et godt tag i hesten og trak den ind i stalden. Lily var i chok da hun tog sadlen af hestens ryg og lagde den på plads, hvor var hun dog dum at tro hun kunne komme til at ride igen, Lily bed sig i læben og rystede på hovedet. Aldrig igen. Aldrig. Hun måtte vel bare lære leve i nuet og give slip på det der havde været hendes ellers så lykkelige barndom, det der havde givet hende håb og drømme når livet blev for trist. Eller var der stadig håb?
    Lily gik og grublede over det hele den næste morgen, var hun bare et ynkeligt tilfælde uden viljestyrke? Når man sagde det på den måde lød det faktisk ret ynkeligt. Der var kun én ting at gøre. Op på hesten igen og denne gang skulle hun ikke ende med at give op, et sted bag frygten og fortvivlelsen måtte der være håb og vilje. Da det blev aften, gik Lily ud i stalden med hævet pande og maven fuld af fortvivlelse. Hun åbnede forsigtigt døren ind til hestens boks og den smukke araberhoppe pustede mistroisk. Efter ti minutter var hesten igen afslappet og gryntede tilfreds da Lily grubbede dens hals, hun gik ind efter sadlen og lagde den let op på ryggen af hoppen. Stjernerne tittede frem på den overskyede himmel, da Lily trak hesten ind på træningsbanen og lukkede ledet efter sig. Hun spændte ridehjelmen efter en sidste gang og svang sig op. Hoppen skrabede utilfreds i den bløde sandbund og Lily drev forsigtigt hesten frem med sædet. Den spændte alle sine muskler til bristepunktet og brød ud i en lang række bukspring, men denne gang var Lily forberedt og havde viklet en tot af hestens man om fingrene. Efter en omgang sad Lily stadig i sadlen med hjertet helt oppe i halsen, og en puls der umuligt kunne blive højere. Hoppen opgav kampen og stoppede forpustet op. Lily sad af og undersøgte hesten for skader inden hun satte sig op igen. Hoppen var alt for træt til at protestere da Lily lagde benene til den og de travede frem i et let tempo. Den sjældne følelse af glæde som kun kommer frem få gange i livet, spredte sig i Lilys krop og hun smilede tilfreds. Efter at travet nogle omgange skridtede hun igen, hoppen virkede til at være i virkelig dårlig form og selv om Lily ikke havde redet længe, vidste hun at det kun skadede at overanstrenge en hest. Mens hesten skridtede frem i et langsomt tempo, tænkte Lily over hvorfor hoppen var i så dårlig kondi. Den pustede stadig og flanke hævede og sænkede sig tydeligt. Hun vidste at alle hestene blev trænet hver eneste dag, men hvorfor ikke hoppen her? Lily strøg hånden over hoppens svedige hals. Efter endnu et kvarter var hoppen faldet til ro og Lily trak den trætte hest ind i stalden igen. Hun var så glad at tårerne trillede ned ad hendes røde kinder, da hun sadlede hesten af. Hun havde gjort det, hun havde redet. Tårerne brød frem bare ved tanken, og hun smilede over hele hovedet. Lily tog en tot hø op og duppede hoppens svedige krop, mens hoppen stak sin fløjlsbløde mule ned i vandkoppen.
    Dagen efter kunne Lily ikke komme ned fra himlen, hendes humør var oppe og hun var familiens glade midtpunkt. Men da de sad samlet om middags bordet dalede hendes humør et par grader, ”Nick der er sket noget meget mærkeligt med den fireårs du købte, du ved den vi ikke kunne komme i nærheden af” sagde Crystal og både Lily og hendes far lyttede opmærksomt ”det er forhåbentligt ikke noget alvorligt” svarede han med en bekymret stemme og Crystal trak usikkert på skulderne. ”Det tror jeg ikke, men i morges kunne vi komme ind og strigle hende, hun gjorde ingen ting. Tror du der er syg, den plejer at bide efter os?” Crystal kiggede nysgerrigt på Lilys far for at se han reaktion, han så ud til at tænke over det hun havde sagt, med til sidst svarede han bare ”ja, Lucy har godt nok sagt at hun er blevet mere medgørlig i løbet af dagene, men hun har sikkert bare haft brug for noget tid”. Lily sukkede taknemligt, hvor var hun dog dum og tro at ingen havde opdaget at hoppen havde ændret adfærd. Hun rystede opgivende på hovedet og rejste sig fra bordet. Hun var flov over sig selv, selvfølgelig ville staldpersonalet da opdage at nogen havde striglet hesten, ingen var så dumme at tror at intet havde hændt, hvis de var gået fra en beskidt og mistroisk hest om aftnen, men var kommet til en ren og blid hest næste morgen. Lily sparkede til en sten og gik over og satte sig på det grønne sommergræs ved siden af folden. Hestene græssede som sædvanligt, men der var alligevel noget anderledes ved dem. Lily kiggede nøje hver enkelt af dem an, men intet uden på så ud til at have ændret sig,’ måske var det ikke hestene der havde ændret sig’ tænkte Lily, ’men mit syn på dem’. Hun havde altid set dem som de dyr hendes forældre avlede, og ikke andet end det. Aldrig overvejet tanken om at de har deres eget liv, at de er stolte dyr og ikke bare et menneskes slave. At de ikke selv har valg i livet, at når de blev revet fra deres mor, så må de bare leve med det. De kan intet gøre. Alt i deres liv afhænger af mennesker. Lily tænkte over hvor meget der var gået forbi hendes øjne, alt det som ikke var synligt på overfladen. At heste, lige som hendes selv, måtte have noget indvendigt. Hun strøg en tot af sit blonde hår om bag øret og kiggede længselsfulgt ud over markerne. Hun trak sine knæ helt op til brystet inden hun lod sig falde bag over, ned på det bløde græs. Skyerne vandrede over himlen, mens Lily lå og betragtede dem hver sin form, ingen helt ens. Præcis ligesom heste og mennesker, der er ikke to ens. Hver sin skønhed.


    Ved godt at den er meget underlig .. hihi smiley
    håber i kan li den xD
    - og nåe ja skal jeg lave en ordenlig slutning ?!


  • #22   1. aug 2008 Hvor er du god til at skrive så man føler man selv er der smiley

    Glæder mig til en ordentlig slutning smiley


  • #23   2. aug 2008 Den er bare super god.. Kan du ikke skrive videre på den så der kommer en slutning på den næste del du har skrevet ? smiley smiley

Kommentér på:
Novelle .. - Læs den hvis du vil ..

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




Annonce