ligeglad med verden omkirng mig {{forumTopicSubject}}

Trækker sig tilbage uden videre lader verden forsvinde bag sig, uden så meget som at blinke. Er bange for det ukendte men det skal overvindes. Trækker let på skulderne men uden det kan ses, er lidt ligeglad med alt omkring mig, men ingen for det af vide. Kan bare ikke mere.
Munden siger de ord den vil, ingen magt over kroppen længere, ingen til at holde den tilbage. Ville gerne træde ud af mørket hvis jeg kunne, men desværre for sent. Mørket har fat hvor det gør mest ondt, hvor man er mest sårbar hvor kroppen ikke kan gøre mere på grund af smerten.
Spørgsmålet spreder sig ud i hele kroppen er slutningen på livet endelig kommet. I alle de år og nu står man ansigt til ansigt med den frygt men kun kunne drømme om. Nu er det virkelighed og frygten vokser op gennem den kolde skrøbelige krop og rygraden fryser til is.
Minut efter minut bliver der koldere og hjertet slår langsommere for hvert sekund. Alene i mørket de sidste sekundet ingen beslutningen træffes, hjertet trykker og gør ondt, en ulidelig smerte der aldrig stopper.
Blodplet efter blodplet drypper videre ned af tøjet, hiver svagt efter luft da kræfterne næsten er væk føles det umuligt.
Lyset har været væk længe der kommer ikke tilbage, mærkes kvæler alt på sin vej, og det er umuligt at undgå.
Når man gør alt forkert alle brokker sig og ned kommer så langt ned, at det virker umuligt at komme op igen. Tårerne løber ned af kinderne igen og igen.
Ingen er uskyldige i denne verden. Løfter man ikke kan holdes forbi vanerne er for stærke. Skylden er der endnu den forsvinder, aldrig glæder mig til at lukke øjnene for sidste gange i denne verden og åbne dem i den nye.
Når øjnene åbnes er smerten væk skyldfølelsen forsvinder og man kan bevæge sig som før ens liv brød sammen.
Livet er en chance som skal opleves men når verden sig mod en selv er det så ikke forståeligt hvorfor man opgiver.

Undskylder overfor alle dem der bare har fået den kolde skulder men vil ikke have hjælp man tror man kan klare det hele selv først når det er for sent opdager man hvor langt ude man i virkeligheden er. Sidder og ser med grædende øjne på alt det lort der er opstået på grund af mig troede det hele ville ordne sig.
Men når man er svag opgiver man det hele på ingen tid, er utrolig flov over mig selv og sådan som jeg har behandlet alle jer andre.
De ar jeg har på armerende forsvinder aldrig men ikke noget problem for jeg tager dem med i graven. Forstår jer godt hvis, i ikke vil tilgive mig det beder jeg heller ikke om men bare at, i prøver at forstå mig. Føler jeg ikke kan bruges jeg er mere i vejen end til gavn.
Har aldrig været tilfreds med mit liv tror aldrig jeg bliver tilfreds med mig selv.
Har en indre had inde i kroppen som vokser dag for dag jo mere den vokser, jo mere strammer det i hele kroppen og smerten stiger til en ulidelig grad.
Nogen gange når man ligger i senge og stirre ud i luften går det op for en hvor trist livet er. Spørgsmålene spreder sig inde i hoved på en.
Alle har haft selvmordstanker nogle få bliver udvalgt til at udføre disse skrækkeligt forsøg mange mister troen og fortryder undervejs men andre forsætter og træder ind i mørkes verden.
Nogen ting glemmes aldrig og andre ting fortrydes aldrig. Mange har haft følelsesmæssige kriser men ved mange holder disse kriser aldrig op og forbliver en del af ens liv. I andre tilfælde dukker billeder op af fortid og giver problemer. Skyldfølelse er den værste følelse.