Den værste dag i mit liv. {{forumTopicSubject}}

”Og til sidst vil jeg gerne sige tak fordi i ville komme i dag, og ikke mindst tak for alle de flotte gaver jeg har fået. Jeg er meget glad for dem”. Folk klappede, mor og far kiggede stolt på mig. Jeg løftede mit glas og skålede. Jeg havde en underlig følelse inde i kroppen. Jeg var lige blevet konfirmeret. Det havde været lidt mærkeligt at sige ja til noget som man jo egentlig i virkeligheden godt vidste ikke fandtes, men sådan var det vel bare. At blive konfirmeret er jo noget der bare høre sig til.

Vi havde lige spist den første ret som vi skulle have, men vi var blevet lidt forsinket fordi min moster, onkel og min kun 3 måneder gamle kusine ikke var kommet. Da vi var færdig med forretten var de endnu ikke kommet, men vi tænkte de sikkert var på vej, så vi besluttede at vi bare kunne begynde på hovedretten. Inden vi begyndte at spise havde jeg pakket alle gaverne op. Jeg havde fået rigtig mange gode gaver. Jeg var specielt rigtig glad for at jeg havde fået en bærbar computer, for det var det som stod øverst på min ønskeliste. Jeg havde også fået rigtig mange penge, og jeg glædede mig til at bruge dem på mandag. Der skulle jeg og klassen nemlig ind til byen for at holde blå mandag.

ige pludselig mens vi sad og spiste den dejlige dessert ringede min mormors mobil. Hun tog mobilen op af lommen og sagde ”Ja, det Anne”. Hun stod længe med telefonen oppe ved øret, bare og stirrede ud i luften, mens hendes ansigt blev blegere og blegere. Tårrene begyndte at løbe, hun tabte telefonen, den røg på gulvet og gik i stykker. Min mor styrtede op fra stolen, og hen til mormor. Jeg rejse mig også og råbte til hende ”hvad er der galt mor?”. Mormor gik med mor ud i gangen imens hun prøvede at få hende til at sige noget. Jeg satte mig ned igen og fortsatte med at spise min dessert som jeg ikke var blevet færdig med. Min mormor kom ind igen og min mor så nu ligeså ked ud af det som mormor gjorde. Min mor stillede sig midt imellem alle bordene og begyndte, ”Jeg... der er noget jeg må fortælle jer. Det er måske ikke.. det er måske ikke det rigtige tidspunkt, men... jeg bliver nødt til det. Det.. det er Lena og Tommi. De.. ”. Hun begyndte at græde og tårene trillede ned af hendes kind, men så fortsatte hun grædende, ”de.. de har været ude for en bilulykke”.”Lena og Tommi overlede ikke ulykken, men lille isabella som sad bagved var så heldig at overleve.
Der blev nu helt stille i lokalet. Jeg prøvede at fordøje det min mor lige havde sagt. Alting kørte rundt inde i mit hoved, og jeg begyndte at tænke alle mulige ting. Der begyndte at komme fra de andre gæster, nogle af dem græd også.

Hvad syntes i om den? :')
jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme videre,
er det nogle der evt kunne komme med nogle idéer..