The North Star kap. 2 {{forumTopicSubject}}

OBS! kan indeholde spoilers!
2 Store overraskelser
Vi gik ind, og Edward, Renesmeé og jeg fik noget andet tøj på. Jacob ventede udenfor og skiftede til menneske igen. Selvom der var en del at lave, tog det os kun få sekunder. Vi gik ud igen, og Jacob stod det samme sted og ventede på os. Vi begyndte at gå over mod resten af familien Cullens hus.,, HEY! Vi er altså ikke alle sammen vampyrer! Tag det lige roligt!” råbte Jacob bag os.,, er der noget galt? Jeg troede da du sagde at du var mindst lige så hurtig som os andre!” sagde Edward drillende.,, JA! Det er jeg også! Men hvis nu i også hørte hvad det var for en lyd der var der ville i nok også lige have taget det lidt roligt! Vent nu bare!” svarede Jacob opgivende. Vi grinte, gik lidt langsommere, men stadig hurtigere end normalt menneske tempo.,, TAK!” sagde Jacob. Vi fortsatte, i stilhed, og var snart ovre ved huset.
Før vi overhovedet var nået hen til døren, havde Rosalie åbnet.,, Hej Bella! Hej Edward! Hej Nessie!... Hej køter…” sagde Rose. ,,RENESMEÉ!” sukkede jeg opgivende. Der var ingen der svarede men jeg kunne høre Edward klukke lidt bag mig.,, kom nu ind med jer.” sagde Rose. Vi gik ind i den store åbne stue og gik hen til sofaerne. Jeg kunne svagt huske da jeg havde været menneske for sidste gang herinde. Jeg var kommet til at vælte mit krus med blod, da jeg havde rejst mig, jeg havde bukket mig ned for at samle det op, og der havde lydt et stort og voldsomt knæk, da Renesmeé var blevet klemt og ikke havde kunnet få vejret, og havde strittet så meget imod, at mine ribben var blevet brækket. Jeg havde kastet blod op, og vi var begge nær blevet kvalt. Vi var blevet løftet op på Carlisles kontor, men han havde ikke selv været der, så det havde været Edward, Rose og Jake der havde stået for operationen. Rose havde dog ikke kunnet holde til det, og hun var blevet ført ned til de ventende vampyrer nedenunder. Edward havde skåret min mave op og havde fået Renesmeé ud. Derefter havde han stukket en kanyle i mit hjerte – med sin gift i – og så havde Jacob sørget for at mit hjerte pumpede giften ud i hele kroppen. Det føltes som en ild der havde bredt sig. Det havde gjort vanvittigt ondt, og jeg havde været væk i omkring 2 døgn. Jeg huskede tydeligt smerten. Det var mit første minde fra mit nye liv som vampyr. Jeg havde haft en masse morfin i min krop, og det havde tynget mig så meget ned, at jeg flere gange havde mistet bevidstheden. Jeg huskede også tydeligt, lige før Edward havde stukket sprøjten i mit hjerte. Der havde været helt mørkt, og jeg havde været rigtig tæt på bar at give slip. Men så kom jeg i tanke om hvor meget det ville såre Edward…. Og Jake. Han havde været min bedste ven, og havde hjulpet mig med at være mig selv, da jeg ikke selv havde kunnet. Det havde været en forfærdelig tid.
Jeg rystede på hovedet – som for at ryste det ud af min krop.,, Er der noget galt Bella?” spurgte Edward.,, Hva´? Nå nej, overhovedet ikke!” forsikrede jeg ham om. Han så nu ikke overbevist ud, men lod det ligge. Jeg gik over mod sofaerne, og så at der ikke var den mindste smule blod på nogle af dem. Enten var vampyrer uhyrligt gode til at vaske sofaer, eller også havde de fået nye. Jeg gættede på det sidste, for de havde så mange penge at det næsten var uhyggeligt. På den anden side havde de jo levet i så lang tid, at de jo havde haft massere af tid, til at tjene penge. Vi satte os i sofaen, og de andre satte sig også rundt omkring i stuen. Rose gik hen til os og tog Renesmeé med hen til den store lænestol. Carlisle og Esme kom ned af trappen, og sluttede sig til os. Vi snakkede lidt, men pludselig råbte Edward:,, HVAD?! NEJ! Det MÅ i ikke! Det VIL vi ikke!” og sprang op ad sofaen. Jeg fulgte hans blik, som lå på Alice der med ét så meget lille, og trist ud.,, vi har ikke noget valg… du ved det jo godt, og bliver det ikke nu, er jeg ikke sikker på om vi når det, inden skoleåret begynder!” sagde Alice trist. Pludselig slog det klik for mig. De havde tænkt sig, at vi skulle rejse! Hvad så med min far?! Hvad så med mine gamle venner?! Og den tanke der slog mig hårdest: Jacob. Hvad med ham? Jeg måtte have set underlig ud, for pludselig afbrød Carlisle mine tanker.,, Rolig nu Bella! Der er ikke noget, der er bestemt endnu! Men Alice har desværre ret. Hvis ikke nu… så snart.”
Jeg kunne ikke fatte det – VILLE ikke fatte det. Hvorfor skulle vi flytte nu? Det hele gik jo lige så godt! Vi havde jo haft planer om det før- ja men alligevel! Nu havde Charlie vendt sig til det og ja? Jeg kunne ikke se hvorfor vi skulle igennem det her IGEN! Men den her gang ville det nok blive til noget.,, Edward? Hvad sker der? Hvorfor skal vi…?” jeg kunne ikke nå at fuldende sætningen, for pludselig var det gået op for Jake hvad det var der skulle ske. Et stort brøl slap ud af ham og han fløj nærmest op ad stolen, som havde nogen eller noget brændt ham, eller givet ham stød.,, HVAD?! Rejser i?” spurgte han fortvivlet.,, Rolig nu Jakob! Der er ikke noget der er blevet planlagt endnu, men vi bliver snart nødt til det, er jeg desværre bange for.” svarede Carlisle ham på sin rolige måde.,, Men… hvorfor? Bella klarer det jo så godt, og det går også fint for jer andre! Og Ness… Renesmeé! Hvad nu med hende?! Hvad med MIG?! Hvad har i tænkt jer, at jeg skal?” Jake så helt forkert ud. Han plejede altid at kunne holde hovedet koldt, men åbenbart ikke denne gang. Men han havde på den anden side helt ret. Hvad skulle der ske med ham? Skulle han med? Eller ville det være for farligt? Hvad med Renesmeé? Kunne hun klare det? Spørgsmålene hobede sig op i hovedet af mig. Jeg så Renesmeé ligge sin hånd på Rosalies kind, og hun rejste sig straks, og gav Renesmeé til mig.
,, hvad er der Renesmeé?” spurgte jeg. Jeg vidste det selvfølgelig godt, men jeg ville ikke gøre hende mere bekymret end højest nødvendigt. Hun lagde sin lille hånd på min kind, og viste mig et billede af hende der flyttede. Jeg forstod det ikke, så jeg bad hende uddybe det lidt. Hun spurgte mig nu med ord, hvor vi skulle hen, hvorfor vi skulle det, og hvad der egentligt skulle ske. ,, jeg ved det faktisk ikke. Desværre søde.” svarede jeg hende helt oprigtigt. ,, Carlisle? Hvad skal der ske?” spurgte hun Carlisle i stedet. ,, vi skal til Grafton, din mor, din far, og hans søskende skal jo på universitetet. Vi skal flytte, for snart begynder ”sommerferien” på universitetet, og de skal begynde næste semester.” svarede Carlisle tålmodigt. Nå okay, så de stolede altså SÅ meget på mig?! Skulle JEG Bella Cullen gå på en NORMAL skole, med NORMALE mennesker?! ,, ehm Carlisle? Skal Bella gå på normal skole? Med mennesker? Allerede? Er det ikke at presse hende LIDT meget?” spurgte Edward. ,, Nej Edward, det tror jeg faktisk ikke bliver noget stort problem. Hun har jo en utrolig selvbeherskelse. Hun skal nok klare det! Men vores største problem er ham,” han nikkede over mod Jake.,, jeg ved ikke rigtigt hvad vi gør med ham.” nå okay… jeg var altså ikke den eneste der tænkte over det. Men han havde fuldkommen ret. Hvad skulle vi gøre med ham? Jeg kiggede over på ham. Han så faktisk også selv ud som om han tænkte over det. ,, hmm hvornår tager i af sted?” spurgte han. ,, hvis vi kan komme til det, tager vi af sted i morgen.” svarede Carlisle. Edward stod ved siden af mig, og så ud som om han tænkte over noget. ,, Men Carlisle? Hvad gør vi med Charlie?” spurgte han endelig.,, Charlie ved, at vi vil flytte på et tidspunkt. Han klarer det helt sikkert fint, hvis bare vi kommer og besøger ham, hvilket vi selvfølgelig gør.” svarede han. Ja… selvfølgelig ville vi det… jeg kunne jo ikke undvære min far (og han kunne under INGEN omstændigheder undvære mig), det vidste jeg jo godt, det var jo ikke det jeg ville vide. Jeg rejste mig, og gik hen mod døren.,, hvad skal du Bella?” spurgte Edward.,, jeg skal bare lige ud og have noget friskt luft. Jeg kommer om lidt igen.” sagde jeg, og prøvede at smile.,, jeg går med dig!” sagde Edward, men jeg rystede bare på hovedet, og gik videre. Jeg skulle bare lige over til en af mine gamle venner.
Jeg havde ikke lige tænkt over, at jeg jo så pænt anderledes ud, men da jeg kom ind i byen, kom jeg til at tænke på det. ,, fuck!” tænkte jeg. Men Angela vidste jo, at jeg havde været syg, så det skulle nok gå. Håbede jeg da. Jeg gik videre ind igennem byen, og kom snart hen til mit tidligere hjem. Jeg overvejede lidt at gå ind og se på mit tidligere værelse, men besluttede mig at lade være. Jeg var næsten sikker på, at jeg ikke ville kunne holde det ud. Altså, jeg havde jo været i huset mange gange, efter at jeg var blevet vampyr, men det ville være nærmest forfærdeligt at skulle ind på værelset! Mens jeg gik og tænkte, så jeg pludselig et par velkendte ansigter, det var Ben og Angela. Jeg stivnede. Hvad skulle jeg gøre?! Skulle jeg gå derover? Skulle jeg vende ryggen til, og skynde mig væk? Nej, jeg gik over mod dem, og råbte:,, Hej” ,, ehm hej?” svarede Ben. ,, øh har vi set hinanden før?” spurgte han mig undrende.,, Ja? Kan du ikke se hvem jeg er?” spurgte jeg.,, BELLA!” råbte Angela begejstret, og løb hen imod mig. Med et slog hendes lugt mig i hovedet, og min hals blev tør. Jeg kæmpede mod ilden i min hals, og jeg fik den hurtigt under kontrol.,, Hej Angela!” sagde jeg smilende.,, WOW Bella! Hvor ser du dog godt ud!” sagde Angela beundrende.,, hehe tak.” sagde jeg. Endnu en gang ventede jeg lidt på at kunne mærke ilden i mine kinder, men den kom jo aldrig. Jeg ville aldrig mere rødme… nogensinde. ,, Bella? Er det dig?” spurgte Ben mistroisk.,, Jep det er mig.” svarede jeg ham, og kunne ikke lade være med at grine lidt af hans ansigtsudtryk. Men jeg forstod ham nu godt.
Jeg lignede jo overhovedet ikke Isabella Swan mere. Jeg VAR ikke Isabella Swan mere, og blev det aldrig. Eller det var nu ikke helt rigtigt, for jeg var jo stadigvæk Isabella, indvendigt. Men jeg hed nu Bella Cullen, mor til Renesmeé Cullen, og gift med Edward Cullen. Og når ja… jeg var jo så også vampyr. Jeg havde stadig lidt svært ved at vende mig til, at jeg var MOR! Men det var jeg, og der havde aldrig nogensinde været nogle som min lille datter, halv menneske halv vampyr. Jo okay Nahuel selvfølgelig, men udover ham og hans søstre, så var der ikke.
,, gud hvor er det dog lang tid siden!” sagde Angela.,, ja, vi har ikke set hinanden siden brylluppet.” svarede jeg.,, men du har jo også været syg, hvordan går det egentligt med det?” spurgte Angela nysgerrigt.,, jo tak det går helt fint igen. Den har bare ændret mit udseende lidt, men ellers er jeg stadig mig selv.” svarede jeg lidt undvigende. For ”sygdommen” var jo lige nu i det store hus derhjemme, og sad højest sandsynligt enten hos sin far eller Jacob.,, ja det kan vi se.” sagde Ben.,, kommer du og Edward ikke over en dag? Det kunne være SÅ hyggeligt! Og vi kunne også invitere Mike og Jessica.” spurgte Angela forhåbningsfuldt. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle svare. Siden jeg var blevet vampyr, havde jeg ikke smagt menneske mad, og det skulle vi jo helt klart have noget af, hvis vi tog derover. Jeg vidste det heller ikke, fordi vi jo snart skulle flytte. På den anden side, kunne jeg ikke rigtigt sige nej, så i stedet sagde jeg:,, jo tak det vil vi da godt, men det er nok bedst det bliver i aften så, for vi flytter snart.” jeg håbede ikke hun misforstod det eller noget. Det virkede nu ikke sådan, for hun lyste op i et stort smil.,, Fedt! Eller fedt at i kan i aften, men hvor er i dumme at i bare sådan flytter.” sagde hun. Jeg måtte give hende ret, vi var SÅ dumme, at vi bare sådan flyttede. Men det kunne jeg ligesom ikke rigtigt gøre så meget ved. Vi SKULLE flytte… der var ikke noget at gøre. Carlisle gik for at være 30… han var jo egentligt kun omkring de 20. og Edward, Alice, Emmet, Jasper og Rosalie gik for at være 19. Jeg gik også for at være 19, men det var lidt noget andet, jeg var jo næsten 19 da jeg blev forvandlet. Folk var begyndt at lægge lidt mærke til, hvordan Carlisle så ud. Så det var ikke fordi jeg ikke kunne forstå det, jeg havde bare ikke lyst til det. ,, jamen skal vi så ikke sige kl. 19.00 i aften?” afbrød Angela mine tanker.,, øhm jo kl. 19 er helt fint.” svarede jeg.