{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
805 visninger | Oprettet:

vil ikke læse dette min verste dag! {{forumTopicSubject}}

Min meny 4-ever.. !!


Med våde øjne sig jeg tilbage i tiden, en tid jeg hverken vil eller KAN glemme, der de gode minder og så dem der lavede dybe ar i krop og sjæl.

I skal vide det 1 år, 5 måneder og nogle dage siden meny døde.
Søndag d. 21. august 2005. blev kun aflivet og de sene aftens timer tænker jeg hvad vi fik udrettet sammen, inden det skete.
Selv når jeg ved det selv, døden er umulig at undgå eller at glemme får vi af vide alle steder at vi ikke selv vælger sin skæbne eller andres.
På en måde tror jeg dem ikke vi kan tage nogle andre beslutninger men ingen ved om det ville ændre ens liv helt.
Hvorfor den forfærdelige måde? Jeg ved hun ikke var helt ung mere men hun havde mange gode år endnu.
Jeg rider mange heste og ponyer, men ingen hest har jeg givet mig selv lov til at slippe som hende jeg stolede 110 % på hende, lige meget hvad vi lavede. Det kan godt være hun er væk og at det er en overstået kapitel, men ikke for mig.
Jeg savner hende, det føles som i går jeg så hende stå på marken ved siden af lastbilen, hun dampede og blev skyllet hele tiden en hånd på min skulder, den tilhørte en ambulance mand. Kunne mærke hvordan mine kinder blev våde og kolde og at mine tårer løb hurtigere og hurtigere uden lyd.

Alle kender førelsen af at være tom og alene, en gang imellem, eller bare på et eller andet tidspunkt. Venner og veninder bakkede mig og trøstede og hjalp, jeg blev glad og mig selv uden på, men græd inden i dag og nat.

Død men lang fra glemt, ved jeg. Hvad var hun for mig..??
Et kærligt væsen, desværre krybbe bider, havde lidt gjord krampe.
En gammel spring hest på omkring de 12 år, som jeg fik arbejdet og kom langt med til sidst kunne hun også gå pænt dressur.

Jeg havde starter lidt stævner på hende i spring LD – LC på vores egen rideklub et par gange, og hun blev altid enten 1ér eller 2ér så vi besluttede os for at tage hende med i byen.
Til områdemesteskab i Klarup og omregns rideklub.
Jeg fik lov af Daniel cassøe Jacobsen på den betingelse at jeg lovede at vinde det hele. Heh lidt sjovt lørdag red jeg kun LD spring og blev nummer 1. ud af 8-9 heste.
Jeg skulle have hende med søndag hvor hun skulle gå en opvarmnings klasse ingen i LD hvor områdemesterskabet gik i LC og det vidste jeg hun nemt kunne klare, hun havde sprunget MB til c- stævner for 3-4 år siden.
Men desværre på vej op til Klarup om søndagen blev vi påkørt at en person bil, bilen kildede sig fast under lastbilen bagfra.
Og der gik ild i person bilen og videre i lastbilen vi havde 2 heste og 2 ponyer på bilen. Meny, Zeus, Bardegårds Jackpot og Mosevangs Cocu.
Vi fik Cocu ud af side døren men resten ville ikke ud.
Man kunne ikke åbne rampen, for bilen kunne ikke fjernes, der blev ringet til Falck, og dyrlæger.
Der var mange fold fra motor vejen der holdte ind og hjalp til men uden held til sidst, blev vi kørt til hospitalet, vi blev tjekke for hvor meget røg vi havde fået i lungerne, efter at havde været inde i bilen, ved hestene.
Heldigvis havde vi ikke indåndet ret meget røg, der blev ringet fra ulykkestedet mens vi sad på hospitalet, der var 3 overlevende de måtte aflive en på lastbilen Zeus, han var gået i panik.
Jeg ved godt det var overhoved ikke var en pæn tanke gang, men jeg var glad ved tanken om det ikke var sidste gang jeg så meny.
5-10 minutter sener kom Charlotte og Ib til hospitalet, da jeg fik øjenkontakt med Charlotte kunne jeg se der var noget galt, jeg rystede på hoved, men hun nikkede bare og jeg brød sammen, de andre kunne ikke forstå hvad der skete og Charlotte forklare at der var kommet tre dyrlæger og 2 ud af dem mente meny aldrig ville klare den og hun blev aflivet, og at jackpot blev kørt hjem til stald Cassøe. Jeg løb ud af rummet og satte mig ude på en anden gang, og græd.

Jeg blev hentet ind af en sygeplaske og jeg sad og kiggede ned i gulvet uden en lyd, jeg følte mig beskidt, en ubetydelig person, jeg havde svigtet hende svigtet alle og især Daniel cassøe.
Jeg frygtede at se ham i øjende, efter vi havde været der en times tid ville vi hellere hjem men på vej hjem kørte vi forbi lastbilen, der var brændt meget ned.
Desværre ved siden af lastbilen lå de to aflivede heste meny og Zeus, jeg kunne ikke se Zeus, men se Menys hoved hun havde blanke øjne, og det løb mig koldt ned af ryggen, jeg brød sammen igen Charlotte lage en arm om mig, men jeg skubbede hende bare væk.
Vi kørte ned til cassøe, hvor dyrlægen var kommet ud for at se til jackpot, jeg gik lige ind på toilettet og låste mig inde, og jeg ville ikke lukke op da Helle Christensen kaldte på mig til sidste åbnede jeg men satte mig tilbage på gulvet, hun fik mig med ud til de andre Niels Jørgen og Daniel var lige kommet da Niels Jørgen så mig fik jeg et kram og fik af vide det ikke var min skyld det der var sket, Daniel sad stille og kiggede på mig med et underligt blik, jeg vidste hvad ham tænkte, eller det troede jeg i hvert fald.

Vi kørte hjem igen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg ville ikke være her mere, vi blev alle sammen hjemme mandag da det var vigtigt med noget sammenhold, jeg ville helst side alene uden at sige et ord.
Der gik 2-3 måneder før jeg fik gennem ført en ordentlig samtale med Daniel havde ikke øjenkontakt med nogen fra stald cassøe i de måneder, og mine undervisnings timer hver tirsdag gik dårligt, jeg så ikke på ham når han underviste mig,
Når de begyndte at tale om ulykken gik jeg, jeg røg lige i et sort hul når, når de talte om det. Følte virkelig det var min skyld og gør det stadigvæk lidt endnu.

Jeg ville ikke leve længere, følte der ingen grund var til at være her længere, jeg kom til psykolog, men jeg blev mere sur, negativ og kom til at hade mig selv endnu mere.
Hun fik mig til at se tingene som det var mig skyld, og jeg tænkte over hvordan jeg kunne gøre en ende på mig liv hurtigt, når vi kørte på motor vejen eller bare på vej, sad jeg for længe uden at snakke om nogen, tænkte jeg på hvor hurtigt jeg ville forsvinde hvis jeg røg ud af døren og ud foran en lastbil.
Mange tanker røg i gennem mig hoved på meget kort tid.

Vrede kommer af frygt, sandheden var jeg var bange for mig selv, følte mig som en morder, jeg spiste ikke, men det hjalp ikke.
Jeg begyndte at skære i mig selv, en syg tanke gang at når blodet løb ned af armen hjalp det, men kun kort tid, jeg stoppede igen, da det ikke hjalp.

Jeg begyndte at skrive digte for at få smerte og sorg ud.

en mørk aften.
vinden fra det åbne vindue er kølig,
stjerne skinder som aldrig før.
en lille juvel er født og død på samme tid,
hun er her endnu,
vinden fra hendes sjæl.
varmer min kolde krop.

selv om hun gik tapt i lastbilen.
hun kom ud men forsent.
savner hende.
jeg så hende men kunne ikke gøre noget.
ville bytte hendes liv for mit.
men selv ikke gud kan gøre noget så stort.

at tænke på hende gør ondt.
jeg midstede min lille stjerne.
meny var noget af det bedste i mit liv.
da jeg ville fucke alt var hun der.
jeg så lyset lang der ude et sted.
og så midster jeg hende på den måde.
endnu en tåre triller med
efter fulgt af endnu en.

mine øjne er røde.
mine hænder kolde.
men mit hjerte brænder som aldrig før.
føler mig skyldig.
hvorfor gjorde jeg ingeting.,
stod og på flammerne med forstod det ikke.
først nu hvor det er for sent .
jeg hader mit liv.

min meny betyder alt!§!..



At tænke gode minder er rart for mange, men for mig giver det er smerte jeg ikke kan holde ud, men jeg prøver, at se og fortælle de gode minder vi har haft sammen, er rart på en måde, men på en anden måde trist at side at snakke om en man virkelig elskede af hele sit hjerte.
Det er svært at presse sig selv. Jeg husker en gang hvor jeg red oppe på den store dressur bane det var bare os to. Eller den dag hvor vi sprang kombinationen du var så flyvende. Du gav mig modet tilbage, lysten til at springe højt.
Jeg kusker da Daniel sagde at vi passede sammen vi var et super godt hold. I mine drømme var jeg parat til at saste alt bare for at komme ud og starte stævner sammen dig og mig.
Og måske også de store stævner om et par år. Men jeg skulle bare have licens først så var vi klar, men det hele entrerede sig på under 2 timer.
Tilbage til minderne, du var grim, krybbe bider, gjord krampe sagde de alle sammen, men for mig var du noget særligt du var min bedste ven, vi kunne alt sammen.
Vi vidste begge lykken aldrig ville vare evigt for du var til salg men var 12 år.
Men det kom aldrig kunder til dig.
Det gav os mere tid sammen og vores venskabsbånd blev stærkere og stærkere. Jeg minders den gang du havde tabt en sko, jeg kunne hverken ride dressur eller springe på dig jeg fik lov at skridte 10 minutter på dig hver dag. Det var en fornøjelse.
Da smeden endelig kom og du fik skoen på, jeg var så glad.
Endelig var det bekræftet at vi kunne komme til stævne i Klarup. Men det var det værste stævne nogen sinde, der mistede jeg halvdelen af mit liv, nemlig dig..
Det var en drøm at springe til springundervisningen på dig. Og dressuren blev, beder og beder. Jeg følte at jeg havde fundet min hest. Men du var alt for dyr, og selv hvis vi byttede men min egen hest, så var meget dyr. Så tanken om at du var min hest var en tanke vi holdt for os selv.

Mine veninder vidste godt jeg virkelig holdt at dig, du var min ven. Faktisk vidste du mere end mine veninder det lyder mærkeligt men sådan var det.
Når jeg tænker på vores minder sammen, græder jeg af glæde, men sorgens tid trænger ind i min verden og sorgen til dig gør ondt.
At mindes de dage hvor jeg lukkede dig på fold og tog dig ind, cyklede 3.km ud bare for at ride dig måtte jo betyde at var anderledes med dig. Og bag efter 3.km hjem igen..

Jeg er jo begyndes at ride en anden hest, og den anden dag var den fin og jeg kaldte den for meny 5 gange eller sådan noget.
Men intet kan måle sig til dig. Det svært at tænke på de gode minder, det brugte ellers være noget man ville huske ment men det er der overhoved ikke for mig.
Jeg er begyndt at drømme om dig hver nat og det er virkelig skræmmende, jeg er begyndt at tænke på de mærkeligste ting.

Men det har ikke noget med dig af gør, vores minder er stærke og trygge.
Vi vidste begge to at sammen var vi stærke og du ved lige så godt som jeg at ikke det hele gik i stykker da vi blev splittet men halvdelen.




Kommentarer på:  vil ikke læse dette min verste dag!
Kommentér på:
vil ikke læse dette min verste dag!

x