STIL (om hest) -kommenter? {{forumTopicSubject}}

Har lige skrevet stil.. Hvad synes i? og har i rettelser ?

Skriftlig fremstilling
Adgang forbudt

Lørdag d. 8/7 - 2006
Kære Dagbog

Nu skal du høre. Jeg har haft en rigtig rigtig hård dag i dag. Lige siden ulykken har mor været totalt meget efter mig hele tiden. Ikke bare hele tiden, men virkelig konstant! Jeg ved jo godt hun bare vil beskytte mig, men jeg føler at hun gør det stik modsatte. Hun er virkelig ved at drive mig til vanvid og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg har forsøgt mange gange at forklare hende hvordan jeg føler med hensyn til Santana og ulykken, men hver evig eneste gang har det været fuldstændig forgæves.

Mor gentager sig selv hver gang vi snakker om ulykken. En frygtelig prikkende følelse breder sig inde i min krop hver gang hun bare åbner munden eller tænker på at sige noget til mig. For jeg ved jo godt hvad hun vil sige. Alt snører sig sammen inden i mig, samtidig med at en uudholdelig smerte breder sig om mit hjerte, og gør at jeg virkelig skal holde igen for ikke at flippe ud på hende. Det eneste hun kan altid finde ud af at sige er: ”Der er adgang forbudt i stalden resten af dit liv. Jeg vil ikke risikere at du bliver offer for en grum skæbne! Og dermed basta!”
Adgang forbudt. Adgang forbudt! Adgang forbudt?! Hver gang hendes skingre stemme borer sig ind i mine ører og ordene ”adgang forbudt” giver genlyd en million gange, kommer tårerne på arbejde. Kinderne blusser, som var de på kogepunktet, mens tårerne prikker og stikker vildt inde på undersiden af øjnene. Jeg forsøger til hver en tid at blinke dem væk, men må altid give op til sidst og give dem frit løb. De vælter altid ud, som en springvand. Nej, måske nærmere et kæmpe vandfald. For hvad tænker min mor dog på? Kan hun virkelig ikke se min store kærlighed til Santana? Jeg elsker ham så meget, at det umulig kan være så usynligt, at ikke engang hun ikke kan se det. Altså, hun er min mor! Hun burde da kende mig godt nok til, at kunne se i mit blik at jeg elsker Santana så inderligt, og at min kærlighed til ham bare vokser mere og mere for hver gang jeg hans skikkelse glider ind i mit syns rækkevidde. Santana det store dejlige og vidunderlige væsen, der normalt plejede at møde mig med halen lige i vejret og en kærlig vrinsken som hilsen, når jeg kom cyklende langs folden på min cykel.

Jeg husker det som var det i går. Alt var helt normalt, jeg var cyklet ud til Stalden for at tilbringe tid, samt ride en lille tur på Santana. Da han fik øje på mig og min gamle røde cykel for enden af folden, galoperede han imod og vrinskede gang på gang. En dejlig varm fornemmelse startede i maven og bredte sig langsomt ud i armene, benene, fingrene og til slut helt ned i træerne. Han stoppede brat foran mig, som havde en taget fat i håndbremsen på en bil og rykket til. Santana prustede mig ind i øret og fik en indre ro til at sænke sig omkring mig. Jeg satte mig op på cyklen igen og cyklede videre op af grusvejen og op til stalden. Santana travede efter mig som en lille hund. Han var nu kær og meget smuk, men lille, dét var han bestemt ikke.

Jeg hentede ham fra folden, nussede lidt med ham og fik sadlet ham op. Derefter drog vi ud på eventyr i skovens tætte buskads, over bækkens rislende vand og engens dybe dale. Det var en vidunderlig tur. Græshopperne sang lystigt i det lange grønne græs og fuglene kvidrede muntert over hovederne på os, mens vi nærmest fløj hen over marken. Vi følte os begge fri, alt var så idyls og harmonisk herude i den smukke natur. Alt var perfekt. Santanas rødbrune pels blindede med i solens kraftige skær, så jeg lukkede øjnene. Jeg er stadig fuldstændig sikker på at de allerhøjst var lukket i fem sekunder. Ikke længere. Men da jeg åbnede dem igen, skete dét! Ulykken.

En bil kom fræsende med kurs direkte mod os, som en bedre racer bil midt ude på marken. Jeg nåede hverken at tænke eller opfatte hvad der skete, før Santana sprang til siden og jeg mistede fæstet på hans ryg. De ganske få sekunder der gik, fra jeg mistede fæstet til jeg landede på jorden virkede som en uendelighed for mig. Jeg ramte den tørre stubmark med et højlydt bump og dernæst sortnede alt for mine øjne.

Nogle dage efter vågnede jeg op på hospitalet, helt uskadt. Min mor havde været syg af bekymring, hun havde troet at jeg aldrig ville vågne op igen, selvom lægerne sagde noget andet. Det var et mirakel er det ikke var sket nogen af os noget. Os? Det første jeg tænkte på da jeg slog øjnene op, var Santana. Hvordan havde han det? Var han uskadt? Jeg blev hurtigt udskrevet og vi fil lov at sætte kursen hjemad på den betingelse af at jeg forholdt mig i ro de næste uger. Min mor havde på hospitalet ignorerede alle mine spørgsmål vedrørende Santana, og i bilen havde jeg alt for travlt med at bekymre mig om Santana, så jeg overhørte alle mine mors spørgsmål vedrørende mig selv.

Da vi kom hjem blev jeg mere og mere hysterisk. Mit hjerte begyndte at hamrede hurtigere og hurtigere. Uroen og panikken ramte min krop, som ved et trylleslag. Jeg græd og græd. Min mor var bare mærkelig og hun sagde intet om Santana lige meget hvor meget jeg råbte, skreg og græd.
Jeg gik ind på mit værelse og græd fortvivlet videre. Pludselig kom min mor uden videre brasende ind af døren og sagde: ”Fra og med i dag er der adgang forbudt i stalden for dit vedkommende”. Derefter havde hun taget et fast greb om telefonrøret og ringet til Thomsen, som Santana er opstaldet hos. Hun havde sagt, at hun nok skulle betale ham for at passe Santana, for jeg ville ikke komme derud mere.

Nu sidder jeg så stadig her og skriver i dig kære dagbog. Der er gået snart to uger, og jeg har stadig ikke set Santana efter det min mor kalder for ulykken. Jeg forstår stadig ikke det der er sket. Jeg faldt af, fordi jeg var uopmærksom et par sekunder, samtidig med at nogle af de unge nabodrenge havde været ude og kører markrace og derfor havde forskrækket Santana. Dét har jeg forstået. Men hvordan min mor kan være så egoistisk, naiv og snæversynet og tro at hun kan erklære forbudt adgang for mig i stalden, dét forstår jeg ikke. For hun kan godt tro om igen. Når de sidste dage her er gået og jeg har fulgt lægernes råd om at holde mig i ro, så skal jeg nok finde en vej til stalden om hun så tillader det eller ej. For ingen kan skille ægte kærlighed ad. Ingen!