5.970 visninger
|
Oprettet:
læse 'solsort og snefnug ' hvor?? {{forumTopicSubject}}
Jeg husker fra min skoletid den novelle, og vil gerne læse den igen, men kan ikke finde hele teksten nogen steder, kun uddrag eller analyser af den..ved nogle herinde mon hvor jeg kan finde den??
okt 2006
Følger: 10 Følgere: 11 Heste: 2 Emner: 111 Svar: 1.745
aug 2009
Følger: 55 Følgere: 49 Heste: 4 Emner: 31 Svar: 1.058
okt 2006
Følger: 10 Følgere: 11 Heste: 2 Emner: 111 Svar: 1.745
Nogle der kan huske hvilken metallica sang der er hendes bror lytter til?
aug 2009
Følger: 55 Følgere: 49 Heste: 4 Emner: 31 Svar: 1.058
https://www.youtube.com/watch?v=aSNJ00iAZ7I
okt 2006
Følger: 10 Følgere: 11 Heste: 2 Emner: 111 Svar: 1.745
okt 2006
Følger: 10 Følgere: 11 Heste: 2 Emner: 111 Svar: 1.745
maj 2017
Følger: 13 Svar: 1
“Hold my breath as I wish for death Oh, please God help me” (Metallica)
Hanne-Vibeke Holst
“Skriv hvad du føler!” sagde psykologen I dag. Jeg føler ingenting. Og hun forstår ingenting. Hun er i ledtog med min mor. Da jeg kom hjem lå der en blyant og et hæfte på mit skrivebord. Jeg kunne brække blyanten over og rive hæftet i stykker. Men der er nemmere at gøre som de siger. At få dem til at tro, at jeg gør som de siger. Min mor lister rundt udenfor som en skabet kat. Det er lige før, hun kradser på døren. Hun er allerede helt syg efter at læse, hvad jeg skriver. Hun til så gerne ind til mig, sagde hun, da hun bestilte tid hos psykologen. Jeg kaster op. Dét kommer hun aldrig. Hva’ ska’ jeg skive? ”Hej mor” Pik, kusse, røv! Gider du godt la’ mig være?”
*
Luften smager af frost. Vinteren kommer sent i år. Det er allerede januar.
*
Jeg smiler til psykologen. Jeg svarer på hendes spørgsmål. Hvis der er nogle, jeg ikke har lyst til at svare på, lader jeg som om, jeg ikke forstår dem og taler udenom. Hun har en vorte mellem næsen og overlæben. Den er grim og ulækker, og den kigger jeg på og lader den vokser, mens jeg tier. ”Hvorfor vil du ikke tale om det?” spurgte hun i dag. Hun var irriteret, det ku’ jeg godt høre. Jeg smilede og sagde, at det ville jeg da også godt. ”Hvordan var han?” spurgte hun så. ”Lille,” sagde jeg. Og så lænede hun sig forover i stolen, og idet hun gjorde det, faldt en hårlok ned over hendes kind. Hun må farve sit hår. Lokken var kulsort. Som fjer.
*
Det er nat. Jeg kan høre min mor græde inde ved siden af. Hun går rundt på hans værelse, jeg ved det. Hun gennemsøger det for spor. Alle skufferne, hylderne i skabet, bøgerne og cd’erne. Hun kan ikke fatte det. Ingen har kunnet begribe det. At der ikke var noget brev. Det plejer der at være, siger de. Om lidt lægger hun sig i hans seng. Så hulker hun under hans dyne med en halvkvalt lyd, indtil hun falder i søvn, engang gik jeg ind og lagde mig hos hende et øjeblik. Hun åndede som et barn. Helt lydløst.
Sengetøjet lugter stadig af ham. Ganske svagt efter alle de måneder. Hvorfor fanden skifter hun det ikke? Jeg kan mærke cd’ens skarpe kant under mit pudebetræk. Der er brækket lidt af hjørnet af. Det er skarpt. Jeg kan godt li’ at det kradser med mine fingre. Sommetider kan jeg få det til at bløde.
*
?Der sidder en solsort på grenen udenfor vinduet. Solen skinner, der er is på pytterne. Jeg har været i skole og lavet lektier og spist kage med min mor og far. Rigtig sød pige. Min mor bager hele tiden. Sådan har det været siden jul. Hele huset stinker af kage. Banankage. Hans yndlings. ”Ku’ du ikke bage noget andet?” spurgte min far i dag. ”Hvorfor det?” spurgte min mor. ”Jeg synes bare...”, svarede min far og tog krummer op med tommeltotten. Min far er ligesom mig. Han har trukket gardinet for. Jeg ved det. Han siger ikke noget. Alt er som det plejer. Men han er begyndt at fælde oppe i skoven. Jeg kan høre motorsaven. Den skærer sig gennem stamme efter stamme, som gennem et skelet. Det tage kun et øjeblik. Jeg tænker på at gå derop. Hjælpe ham med at stable. Jeg har ikke været der siden. Jeg tror aldrig, jeg kommer derop igen.
*
De lover sne til aften. ”Åh, nej” sagde mor. ”Jeg troede, vi slap”.
*
Det har sneet hele natten. Jeg kom for sent i skole. Min cykel skred ud i svinget nede ved skoven. Jeg væltede og kurede hen ad vejen. Det gjorde ikke ondt. Sneen var blød og som en foret rede. Jeg blev liggende. Det var så stille, at jeg kunne høre ham spille oppe i skoven. Helt tydeligt. Det er bedre med sne end med den kolde jord. Heldigvis fik de ham ikke brændt.
*
Tyskprøve i dag. Det gik okay. Det går okay i det hele. De synes, jeg klarer det enormt godt. At jeg gik så hurtigt i skole og alt det. I begyndelsen var det som om de var bange for mig, de så væk eller holdt pludselig op med at grine, når jeg dukkede op. Men nu er det som om, de har glemt det. De har aldrig set mig græde. Det er kun nogle af lærerne, der er anderledes. Især Rolf, musiklæreren. Han ser sommetider sådan glasagtigt på mig. Som om han på en gang er helt blind og ser alt. Sådan så han på mig, dengang han satte den Metallica cd på. Han bad mig om at fortolke One. Lige nøjagtigt den. Hvor vidste han det fra? Jeg sagde, den handlede om en krigsinvalid. Jeg var helt rolig og da han spurgte om der var andre lag i teksten, svarede jeg, at det troede jeg ikke. Jakob var vild med den musiklærer. Det var ham, der fik ham i skolebandet. Som trommeslager. Den lille lort. Men han voksede af det. Alt for hurtigt, måske. Det var måske det, han ikke kunne tåle. Måske var Jakob født til at være en lille sart dreng. Min mor drømte altid om, at han skulle optages i Radioens Drengekor eller i Tivoligarden. ”Når nu han er så musikalsk”. Det ville han ikke. Selvfølgelig ville han ikke det. Hvordan kunne overhovedet finde på det? Han var alt for nervøs. Og desuden bor vi langt fra København. Jeg er begyndt at pjække fra musik. Jeg tror ikke, han har sladret, Rolf. Måske har han slet ikke opdaget det. ”I sne står urt og busk i skjul”.
Det bliver ved med at sne. Store, bløde snefnug daler ned fra himlen. Solsorten sidder på foderbrættet og spiser kagekrummer. Den virker endnu sortere nu med alt det hvide. Den ligger hovedet på skrå og ser direkte på mig. På samme måde som Jakob, nysgerrigt, undersøgende. Måske er det Jakob.
*
???????
sneen vælter stadig ned. Det er lørdag. Mor og far er kørt i Bilka. Det gør de hver lørdag- de køber alt for meget. Bjerge af mad. Bagefter kører de på kirkegården. Lægger blomster. Min far prøvede at udsætte turen på grund af vejret. I lokalradioen blev der sagt, at politiet fraråder al udkørsel. ”Vi risikerer ikke at ku’ komme hjem! Hvis det begynder at fyge...” ”Du forstår ingenting!” sagde mor. ”Kirkegården ligger der nok også i morgen”, mumlede min far. Så begyndte min mor at hive efter vejret på den der måde. Lidt efter kørte de. Jeg tager aldrig med. Jeg har ikke været der siden begravelsen. Solsorten vender hovedet med mig. Dens øjne er helt blanke. Man må kunne spejle sig i dem, hvis den kom tæt nok på. Mon den virkelig ikke fryser?
*
alt ligger begravet i sne. Grenene er tyngede ned, solsorten afsætter spor i sneen. Jeg har lagt mad ud til den. Havregryn, banankage. Den fløj væk, da jeg kom ud. Men da jeg nåede ind, sad den der allerede igen. Som en ven. Lige udenfor mit vindue. Det er flere år siden, vi har haft så meget sne. Engang byggede vi en iglo af snebolde oppe i skoven. Under det træ, huletræet. Vi legede, vi var eskimoer. Vi hentede stearinlys og en termokande med varm kakao. Senere hentede vi også halm, som vi strøede ud og lagde os på. Vi tog også lidt over os. Men vi frøs alligevel, selvom vi lå helt tæt op ad hinanden. Jakob sagde, at det var sådan eskimoer holdt sig varme. Jeg sagde, at man aldrig måtte lægge sig til at sove, hvis man fór vild i snevejr. ”Nej”, sagde Jakob. ”Så fryser man ihjel. Uden at opdage det”. Han var ikke ret gennem dengang. Dét var jeg heller ikke. Der er kun femten måneder mellem os. ”I ku’ ligeså godt ha’ været tvillinger”, sagde folk. Men det var mig, der var storesøster. Det sagde psykologen også sidst: ”Du var hans storesøster, ikke? I var tæt knyttet. I fortalt hinanden alting. Du må vide, hvad der er sket. Hvorfor han gjorde det?” jeg lod som om, jeg ikke opfattede spørgsmålstegnet. At det var et spørgsmål: ”Hvorfor gjorde han det?” jeg stirrede så længe på hendes vorte, at den begyndte at rotere og fylde hele rummet som et monster. Så blinkede jeg og så på hende: ”Han fortalte mig ikke alting. Ikke mere. Ikke til sidst”. Så sukkede hun og så på sit ur, og så kunne jeg endelig rejse mig. Da jeg var næsten henne ved døren og skulle til at række ud efter dørhåndtaget, kastede hun et spørgsmål efter mig, der kom til at sidde som en økse mellem skulderbladende: ”Føler du skyld? Synes du, det er din skyld?” ”Nej” svarede jeg uden at vende mig om. Men øksen sidder der endnu.
*
”Kan du stave til sorg?” er det en drøm, jeg har haft? Eller spurgte han mig om det engang, Jakob? Engang vi skulle begrave en død fugl eller hamsteren? Det er et svært ord at stave til, men jeg har lært det: S-O-R-G.
*
min far har lige ringet fra mobilen. De er kørt fast på vej hjem fra Bilka. De er kun nogle få kilometer væk. Næsten lige ve kirkegården. Men de er nødt til at vente på sneploven. De ringer senere. ”Spørg om hun har det godt!” råbte min mor i baggrunden. ”Jaja”, sagde jeg. ”Jeg har det fint”. ”Sig, der er kage i køkkenskabet. Hun kan lave noget kakao i mikroovnen”. ”Hørte du hende?” spurgte min far. ”Ja, jeg hørte hende” svarede jeg. ”Pas godt på dig selv så længe” sagde han så. Han plejer aldrig at sige sådan noget. Jeg lagde på før han gjorde.
Bagefter blev der så stille. Som om alle lyde blev trukket ud af huset og ud af mig. Synger solsorte kun om sommeren?
Den er der. Men den spiser bare. Pikker gryn krummer op. Ser ikke engang på mig. Er helt tavs. Tavs som graven.
*
Lyset begynder at svinde. De har ringet igen. Sneploven har været der, men de bliver nødt til at få Falck til at trække sig fri. Ventetiden er op til flere timer. ”Kan du klarer dig?” spurgte min mor. ”Jaja”, svarede jeg. ”Hva’ laver du?” spurgte hun så. ”Ser fjernsyn og laver lektier”, svarede jeg. ”Bare ring, hvis der er noget” sagde hun.
*
Huset er mørkt nu. Jeg har tændt at stearinlys. Jeg stikker fingeren ind i flammen, ud og ind, jeg kan ikke mærke noget. Det var en leg, vi legede. Det var altid mig der tabte. Jakob kunne blive ved og ved. Til sidst var det for meget. Skræmmende. Han gjorde så mange underlige ting. Stak nåle gennem huden. Spiste knust glasskår. Ridsede sig i håndleddet med et barberblad til det blødte. Så sag han og suttede dråber af blod i sig som et dyr. Det var kun mig, der vidste det. Mor skældte bare ud over hans lange hår, bukserne som han rev op i sømmene, t-shirtsene med dødningehovederne. Og så musikken selvfølgelig. Metallica, altid Metallica for fuld hammer. ”Så skru dog ned, for pokker!” råbte hun, når hun kom hjem fra arbejde. ”Det er ren totur!” han skruede ned. ”Hvorfor hører du ikke noget ordentlig musik?” spurgte hun. ”Læs teksten! Det er kunst!” sagde han en dag. ”KUNST?” vrængede hun. ”Og du som er så musikalsk, Jakob!” så smækkede hun døren. Bagefter gik jeg ind til ham. Han sad på sin seng og rokkede. ”Hvorfor vil hun ikke ta’ mig alvorligt?” spurgte han. Hans stemme var dyb og ulden som et fårs pels. Jeg satte mig og holdt om ham. ”Jeg elsker hende”, mumlede han imod min hals. ”Jeg elske min mor”. Så begyndte han at ryste. Tænderne hakkede mod hinanden. ”Jeg er bange for at dø”, sagde han så og puttede sig ind til mig. Han var alt for stor at sidde med. Hans ben og arme var blevet for lange og ranglede, han måtte nærmest sno dem omkring mig for at kunne være der. ”Du er kun 15, hvorfor sku’ du dø?” hviskede jeg og fik gåsehud ”Fordi... Fordi døden kalder på mig... ka’ du ikke høre det? I musikken? Den er skrevet til mig! Det er kun mig, der kan høre det... Hør!” mine tænder begyndte også at klapre, mens vi lyttede ”i can’t remember anything, can’t tell if this is true or dream, deep down inside i feel to scream, this terrible silence stops me...” ”kan du høre det?” Sagde han. ”Det er sådan jeg har det”. Jakob skruede op igen. Vi blev siddende og lyttede hele nummeret igennem til sidse vers: ”Landmine has taken my sight, taken my hearing, taken my arm, taken mi legs, taken my soul, left me with life in hell...” “Jakob”, sagde jeg bagefter og tog hans hånd. ”Det handler ikke om dig. Det handler om en fyr, der er blevet kvæstet af en landmine... det er derfor, han har det sådan.” ”Måske har jeg også trådt på en landmine”, svarede Jakob. Så brast han i gråd. ”Jakob, du er langt ude”, sagde jeg og trak mine fingre gennem hans store, filtrede hår. ”Kald på mor!” bad han ”Hun er kørt” løj jeg, ”Mor er min skytsengel. Min eneste frelse”, sagde han
alvorligt og vendte ansigtet mod mig. ”Mor forstår ingenting”, sagde jeg ”Men jeg skal nok hjælpe dig”.
*
jeg har lige ringet til dem. De sidder stadig i bilen og venter. Mor fryser. Hun peb som et pattebarn, ”Mine fødder føles om is!” far holder varmen ved at drikke af sin lommelærke. Han drikker for meget. Sådan i det stille, små bløp fra lommelærken. Hvis ikke bilen kn slæbes fri, vil Falck køre dem hjem ”Ellers bliver vi indkvarteret ovre i kirken”, sagde far. Nærmest muntert. Hun kan ikke li’ at være hjemme. De burde flytte. ”Var der ellers noget særligt?” spurgte far. ”Jaer...” tøvede jeg og kunne pludselig ikke få luft. Men så røg forbindelsen. De har ikke ringet op igen. Måske er batteriet i bund.
*
her er blevet koldt. Kulden kommer indefra. Fra mig selv. Jeg har hentet Jakobs dyne og sidder med den over skulderen. Min fingre er stive, jeg ved ikke, om jeg kan skrive det her. Jeg har aldrig fortalt det før. Ikke engang til Jakob:
Jakob faldt i søvn og bagefter var det som om, han var okay. Jeg tænkte, at han måske havde røget et eller andet eller taget stoffer eller noget. Men så skulle bandet spille til forårskoncerten og det gik han vildt meget op i. Enten var han på skolen for at øve, eller også sad han på sit værelse med walkman for ørerne og trommede med sine stikker på bordet. Mor var ved at blive vanvittig ”af det trommeri” ”Han ska’ jo øve sig” sagde far. ”Jamen, hvorfor sidder han altid inde og hænger i det dejlige vejr! Skoven er så smuk nu! Det er derfor vi flyttede herud! Så ungerne ku’ få noget frisk luft! Han er så bleg!”.
Det var rigtigt. Han var bleg, skygere lå som en blåtone under øjnene, kindbenene sprang frem under det mærke hår. Mens hans øjne skinnede og han smilede meget. Mere end han havde gjort længe. Det var koncerten. Han glædede sig vildt ”I kommer da?” blev han ved med at spørge mor og far. Og selvfølgelig kom de. Vi kom alle sammen. Selv min mormor og morfar var med.
Salen var pyntet op ned bøgeløv og blomster, de små korpiger sang ”Jeg ved en lærkerede” og nogle lavede hiphop, og en dreng fra syvende spillede soloviolin, Mozart, så min mor var rørt til tårer. Så kom bandet. Jakob sad bag trommerne med pandebånd om håret og bar overkrop, som han havde bemalet med et kæmpestort kors, der gik fra halsen og til navlen. Mor gispede da han kom ind på scenen. Han lignede Jesus eller Lars Ullrich. Og selvfølgelig lagde de ud med One. Jakob trykkede den totalt af. Jeg havde aldrig set ham sådan. Så lykkelig og så meget sig selv og samtidig så fremmed. Det var fantastisk. Under hele nummeret sad mor bare stift og gloede lige ud i luften, som om hun forsøgte at gøre sig usynlig. Hun var så vred, at hun blev hvid om de stramme læber. Min mormor og morfar vekslede flakkende blikke, og men far sad og skottede til min mor. Han var også vred, kunne jeg se. Men han vred på hende.
Salen kogte, alle var helt oppe at køre. Og da nummeret var færdigt, rejste Jakob sig op bag trommerne med stikkerne hævet i triumf. Så søgte han efter os, stadig smilende, han så mig huje og vinke, men så fik han øje
på mor og sank ned bag trommerne igen. ”Nu klapper du!” sagde min far bestemt til min mor. ”Der er ikke noget at klappe af”, sagde hun. ”Han gør det for at provokere med!”
*
Nu gør det ondt. Rigtig, rigtig ondt.
Et eller andet sted vidste jeg godt, at det ville gå galt. Dagene efter var han alt for stille, bevægede sig kun rundt i huset som en skygge. Mor var ikke længere vred. Hun havde fået far til at male soveværelset i en lys, pastelfarve og var selv optaget af at sy gardiner. Vejret var ekstremt mildt og solrigt, blomster piblede op af jorden, solsorten sang. Det gjorde den helt bestemt, for det var det, der vækkede mig den morgen. Solsortens sang. Det var først lidt efter, jeg bemærkede musikken fra Jakobs værelse. Klokken halvsyv om morgen. Det var helt forkert. Jeg lå længe og lyttede, min mave snørede sig sammen, da jeg forstod, hvad det var, der var galt: Nummeret var sat på repeat. ”Hold my breath as I wish for death, oh please god help me...”
Jeg kunne ikke komme ud af sengen. Umuligt røre mig. Jeg ønskede, at jeg ville falde i søvn og opdage, at jeg stadig drømte. At jeg aldrig igen ville vågne op til denne grufulde dag.
Med al min kraft nåede jeg hans værelse, før min mor. Jeg nåede at flå pladen af, at finde coveret og stikke begge dele til mig. Jeg nåede tilbage i min egen seng, jeg nåede at gemme begge dele under dynen og lade som om jeg sov, da mor gik ind for at vække ham. Måske har hun haft en anelse, for hun panikkede, så snart han så den urørte seng. Det var hende, der skingert sendte min far ud for at lede. ”NU!” skreg hun.
Han fandt ham hurtigt. Måske har han også haft en anelse. Huletræet, vores træ. Ham havde hængt sig i et sjippetov. Mit. Far skar ham ned og bar ham hjem i sine arme. Det var et meget smukt syn, da de kom ud fra skoven. Han havde stukket sorte fjer bag pandebåndet, der holdt om håret. Ellers var han nøgen. Han var endnu, Jakob. Og ej frøs til is.
”
Kære mor og far
Der er ingen måne og ingen stjerner. Natten er helt sort og det sner tæt, så måske når jeg ikke helt op i skoven. Hvis jeg ikke kan finde den, mener jeg. Ellers graver jeg mig bare ned i en snedrive et sted og lægger mig til at sove. Så mærker man ikke noget, siger Jakob.
Det er ikke jeres skyld. Det er min skyld. Både det der skete med Jakob og det, der sker nu med mig selv. Jeg skulle ha’ reddet ham, men det kunne jeg ikke. Og jeg sku’ hu’ bedt jer om hjælp, men det kunne jeg heller ikke. Jakob er en del af mig, han er som mig selv, jeg kan ikke skille ham fra mig. Hans blod er mit blod, hans smerte er min, has død er min. Jeg kan ikke være broen fra ham til jer og jeg kan ikke leve alene. Jeg kan ikke bære sorgen alene og jeg kan ikke dele den. Jeg kan heller ikke dele hans kærlighed. Kun beholde den for mig selv. Den eneste måde, jeg kan give den videre på er sådan. Hans afskedsbrev ligger her ved siden af, det er den tekst, det er den tekst du aldrig dik læst, mor. Måske havde du ikke forstået ham alligevel, måske havde det ændret alt. ”Jeg elsker jer i evighed”, skriver han hen over det hele og det skulle i ha’ vidst. Du var den
vigtigste for ham, mor. Det var ondt af mig at skjule det for jer. Tilgiv mig. Jeg elsker jer også, men det er ikke nok til at holde de ud. Nu tager jeg Jakob i hånden og passer på ham, som det altid har været meningen. Tænk på os som en solsort eller et snefnug. Så vil vi altid være der alligevel. Lev vel. “Now the world is one, I’m just one”.
Jeres...
maj 2019
Følger: 14 Følgere: 1 Svar: 1
læse 'solsort og snefnug ' hvor??