Jeg er hendes 'eneste' veninde.. {{forumTopicSubject}}

Jeg vil i denne historie ingen navne, så min veninde er Y.
Min veninde lever et virkelig lorteliv.. Sidst jeg var hjemme ved hende begyndte jeg virkelig at forstå hvorfor hun har det som hun har det.. Jeg blev selv bange for hendes far da jeg var hos hende. Vi var ude gået ned i byen for at købe noget til hendes mor. Vi kom ned til centeret, langt om længe men da vi skulle hjem regnede det for sygt meget! Vi ringede til Y's far for at bede ham komme og hente os og det gjorde han.. Da vi satte os ind i bilen sagde min veninde "Tak far" så svarer han: "en anden gang kan i fanme godt gå hjem!" og vi snakkede ikke mere hele vejen hjem. Dagen efter, kunne man høre larm nedenunder og Y og jeg gik derned.. Der var y's far i gang med at slå y's mor! Y løb ind imellem hendes far og mor, men hendes far skubbede hende væk og ind i et skab mens jeg bare stod dér og gloede, hold kæft det var væmmeligt.. Hendes mor tør ikke sige at hun vil skilles og derfor bliver de nød til at hænge på ham? Jeg er Y's bedste venindr, problemet ligger bare dér at hun borpå Fyn og jeg i KBH.. Og når hun har det så slemt, vil jeg jo gerne være der for hende, være sammen med hende og muntre hende op men det kan jeg jo ikke gøre særlig tit da jeg også har mit eget at døje med og så er der også pænt langt ;S og så må hun ikke tage hjem til mig, og jeg tør snart ikke være i dét hus når hendes far er sådan der :S
Måtte lige ud med det z':