Når savnet, ikke forsvinder? :/ {{forumTopicSubject}}
Jeg vil starte med at fortælle, at jeg i hele mit liv, er blevet mobbet med fedme pga jeg ikke er helt den slanke type, i en periode gik jeg hen og blev pygisk syg, prøvede selvmords forsøg og endte selfølgelig på sygehuset, men så fik jeg min barndoms drøm opfyldt, jeg fik min egen pony Thy Bavian, lige så snart jeg fik ham blev hele mit liv <b>meget</b> bedre, men såå..
Ii sommerferien 2005 startede det hele med, at min morfar gik bort efter langtids sygdom, bare 1 måned efter dør min elskede pony Thy Bavian, efter han døde kunne jeg intet stille op, Bavian døde den 23 august, det var ca en uge efter sommerferien sluttede, og begyndte først i skole igen i midten af januar 2006 pga jeg blev indlagt for yderlige skader osv på mig selv.
- I året 2006 dør min ene farbror efter langtid sygdom, og i efteråret samme år, begår min anden farbror selvmord, på storestrøms broen.
I år 2007, går min mor hen og bliver indlagt pga hun var faldet om i et supermarked, hun var bevidstløs i langtid, men vågnede så op, hun var indlagt på sygehuset i omkring 2 måneder. Her i år 2008 er min mormor gået bort den 7 maj, af en pludselig hjerneblødning.
Men nu her da min mormor døde græd jeg kun i få minutter, det var som om jeg ikke kunne føle smerten og sorgen inden i mig, som om jeg var <b>helt ligeglad</b> med om hun var død, jeg elskede min mormor, jeg elskede hende virkelig virkelig højt, og er virkelig sur på mig selv over jeg ikke "kan være ked af det", det bare som om jeg slet ikke kan føle sorg mere.
Nogen der måske kan forklare mig hvorfor?
- Jeg kan sagtens side herhjemme og TUDE virkelig tude, men det over min gamle pony bavian fordi jeg savner ham så meget, han var virkelig alt for mig.
Men mit spørgsmål er: Hvorfor kan jeg ikke føle sorg mere?
- Undskyld dette blev så langt, men havde seriøst brug for at komme ud med det.
nov 2006
Følger: 102 Følgere: 98 Heste: 2 Emner: 185 Svar: 1.503
- Jeg ved ikke hvorfor... men et 'gæt' kunne være at du har mistet så meget/mange i forvejen - deriblandt den der betød mest og fik dig hevet op da du var nede, nemlig din pony. Efter han gik bort er du jo selvfølgelig gået ned, og når der er flere og flere fra din familie der går bort eller bliver syge bliver det jo ikke bedre... så mit gæt er at inderst inde er du self. ked af det men vil ikke tænke over det... som om at det hele bare er ligemeget, og fuck det osv... og tror egentlig det er normalt når man mister så mange.
Jeg kender en der også har været igennem SÅ meget, dog ikke med lige så mange døde... og hun var ked af det i starten - eller ked af det hele vejen igennem, men viste det ikke til sidst.. til sidst blev det mere vrede, og derefter mere sådan... ligegyldigt
Ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det men altså...
Men føler virkelig med dig, det må sgu ikke være sjovt
jun 2007
Følger: 50 Følgere: 57 Heste: 3 Emner: 98 Svar: 2.264
jun 2006
Følger: 76 Følgere: 73 Heste: 2 Emner: 219 Svar: 1.090
Jeg kan blive så sur på mig selv, at jeg finder en kniv frem og begynder at snitte i mig selv, jeg ved 100% godt at det forkert, men jeg kan intet mærke, jeg har sagt til mine forældre så mange gange at jeg har brug for de hjælper mig, jeg har brug for der nogen som heletiden siger til mig, at jeg god nok.
Mit motto er: "selv dumme børn har brug for at vide de er dygtig"
Men det som om andre mennesker ikke tænker på at selv "dumme" handicapede osv børn også har brug for at vide de er dygtige og sagtens kan klare tingene.
jan 2006
Følger: 66 Følgere: 58 Heste: 4 Emner: 198 Svar: 9.356
- tror måske din reaktion er kommet over alt den sorg du har fået..
jun 2006
Følger: 76 Følgere: 73 Heste: 2 Emner: 219 Svar: 1.090
- Min mor har sit eget firma, min far arbejder på Holmegårds glasværk hvor de producere vaser osv til de kongelige, så ser ingen af dem særlig tit, min dag er stort set sådan her :
Mor ringer om morgen og vækker mig, (vores hus er rimelig stort og har værelse på 1 sal så hun gider ikke gå hele veje op af trapperne derfor hun ringer) jeg står op, går i bad gør mig klar osv, tager min cykel, cykler igennem en sti, gemmer mig bag en busk, og venter på mine forældre køre på arbejde, tager min cyklel cykler hjem, finder en kniv frem og begynder at skære imens jeg råber så højt jeg kan imens jeg kigger op på himlen: Hvordan ku du finde på at tage bavian fra mig? Han var det eneste jeg havde og du tog ham fra mig, jeg åbner en flaske sprut drikker mig pisse stiv ligger mig sengen og sover, står op kl 14, tager min skoletaske, gemmer mig bag busken venter på min mor kommer hjem, åbner døren til huset går ind: Hun spørger hvordan har din dag i skolen været bla bla bla, jeg svare: godt nok, går oppå værelset igen, og sover videre, jeg vågner ved 17 tiden, går ned i køkkenet, min mor siger vi ses, hun tager på arbejde igen, kommer hjem kl 20.00, også tager mine forældre ud til deres venner, jeg ser næsten aldrig mine forældre er altid alene hjemme altid, har ingen at snakke med
Jeg har min kæreste en rigtig dejlig en, og kan sagtens snakke med ham om mine problemer, men han gider jo ikke side og høre på mig hver eneste dag, for det jo det samme jeg ked af dele tiden
Det at jeg savner min gamle pony bavian så meget
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, nogen gange får jeg bare lyst til at stå og kigge op på himlen og råbe indtil englene henter mig
mar 2007
Følger: 53 Følgere: 51 Emner: 1 Svar: 550
må være hårdt ! /:
jun 2006
Følger: 76 Følgere: 73 Heste: 2 Emner: 219 Svar: 1.090
Min kæreste er udlæning en god en af slagsen, og jo han kender min hverdag, og trøser mig altid når han kan se at jeg ked af det, men problemet er at jeg sætter en facade på, jeg smiler og griner når jeg sammen med andre for netop ikke at vise dem hvor svag jeg er.
Jeg har sagt til mine forældre mange gange, at jeg har brug for a de snakker med mig engang imellem men det som om de ikke har tid til det.
jul 2006
Følger: 28 Følgere: 28 Heste: 1 Emner: 52 Svar: 2.198
syns virkelig du skal prøve at snakke med en proff om det.
Du går rundt med ting som ingen burde gøre. og det er ikk engang sikkert det er nok at snakke om det.
Tag for din egen skyld til en psykolog ..
jun 2006
Følger: 76 Følgere: 73 Heste: 2 Emner: 219 Svar: 1.090
Lige i starten da jeg fik ham, jo.
- Men efter jeg havde haft Bopart i ca 2 måneder blev det "det gamle igen", selfølgelig er jeg glad for Bopart jeg elsker ham, men jeg passer ham ikke, han kan stå på rideskolen længe uden jeg kommer op til ham, for jeg føler næsten at jeg er "ligeglad med ham" selvom jeg ikke er.
Det også derfor han er til salg, fordi jeg syns det synd for ham han bare står. jeg leder desperat på nettet hverdag for at finde en hest, som minder så meget som muligt om bavian, men det umuligt, og lige meget hvad, kan ingen anden tage hans plasd i mit hjerte
jun 2006
Følger: 76 Følgere: 73 Heste: 2 Emner: 219 Svar: 1.090
Jeg har gået til psykolog, i næsten et halvt år, en dag sagde hun til mig: Nina jeg kan ikke se du fejler noget, andet end du ikke ved hvem du selv er. Lige siden den dag stoppede jeg hos hende, for hun forstod intet af det jeg sagde til hende.
- Har også gået til lægebesøg, 1 gang om ugen, det var noget sygehuset tvang mig til efter jeg blev udskrevet, men det hjalp heller ikke, pludeslig skulle min læge på ferie og har ikke snakket med ham siden.
Når savnet, ikke forsvinder? :/