rettelse af kort novelle {{forumTopicSubject}}

Hej HG'er
Nogen der vil fortælle deres mening om denne stil?
Kommaer er IKKE rettet endnu

Mine fødder skiftes til at træde et skridt frem, alt i mens jeg begiver mig ud i det ukendte. Bilerne og cyklerne farer gade op og gade ned, imens de utallige mennesker møvrer sig frem. Min søn, Nicolaj, kommer til eftermiddags kaffe og det er grunden til at jeg nu slentrer op mod bageren. Det er en kølig eftermiddag, og solen kæmper mod de enorme dynger af skyer. Jeg kan se de sorte dagrenovations skraldespande endnu ikke er tømt, og jeg mumler til mig selv; ”Den dovne og ugidelige ungdom”. Længere nede af den menneskefyldte gade, står et ungt par og kysser lidenskabeligt – som så mange andre. Hvor jeg dog hader den form for offentlig fremtræden, de unge mennesker er så hensynsløse og uopdragne. Den gang jeg var ung var tonen helt anderledes, pigerne skulle klæde sig tildækket, ordne hjemmet og ikke mindst opvarte mændene. Tiderne har vel nok ændret sig, tænkte jeg ved mig selv.
I mine unge dage var jeg så privilegeret at mine forældre kendte en særdeles ambitiøs mand, som jeg senere hen blev gift med. Jeg var meget bevidst om hans høje status, og jeg var sikker på at han ville gøre mig lykkelig. Først adskillige år efter fandt jeg ud af hvor naiv jeg havde været, grunden til at jeg var blevet hos min mand var pga. mine sønner. Den dag i dag ærgrer det mig grænseløst. Jeg burde have været mere egoistisk og tænkt på mit eget velbefindende. Faktummet er bare, at det gjorde jeg ikke, og det har forringet min livskvalitet i mange år. Når jeg tænker tilbage ser jeg mig selv som en usikker og svag hustru, hvilket min mand udnyttede. Efter min mands død, fik jeg øjnene op og pludselig følte jeg mig som en fugl udenfor sit trange og tilbageholdende bur. Jeg føler mig stadig ikke komplet, føler mig ikke lykkelig og det føles som var der en stor solid mur imellem mit velbefindende og det sted jeg står nu.

Mine tanker blev afbrudt. Den smukke lyse sol blev tvunget væk af et skybrud, og de små ubetydelige regndråber faldt langsomt ned mod det beskidte fortov. I det samme øjeblik kiggede jeg ind af en gammel cafés vindue og mit blik fæstnes til en ung og provokerende kvinde. I et kort sekund stoppede vi begge op og bare stirrede på hinanden. Tiden stod stille og vi smeltede sammen som én, og det gik op for mig at hun var alt hvad jeg ønskede mig at være. Hendes øjne var himmelblå, men alligevel havde de et dystert blik. Hun var at læse som en åben bog. Omgivelserne begyndte atter at bevæge sig igen, og vores veje skiltes. Dette blev til et vendepunkt i mit liv, og helt ubevidst havde min ene hånd lukket sig både min tommelfinger og lillefinger, og de sidste tre fingre dannede en symbolsk treenighed; Glem fortiden, nyd nutiden, red fremtiden.