en begyndelse - en ende :'I {{forumTopicSubject}}

Hvis i gider at læse dette ville jeg blive meget glad :')

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, men selvfølgelig fra starten…

Min hund Junior har gået og kastet op og har haft blod ud i afføringen – ikke godt, derfor gik vi til dyrlæge med ham i tirsdags hvor de tjekkede ham, og han så sund og frisk ud, men de tog alligevel en blodprøve og sagde vi skulle ringe i går – onsdag.

Vi ringede så og jeg kunne godt hører på mor hun havde nået punktet og begynde at græde, da hun havde snakket færdig sagde hun der ingen vej var andet end… I ved nok :’(

Mor, min søster og jeg kørte ned med ham og vi græd alle sammen, han fik noget beroligende men kæmpede for at blive stående, først da jeg trådte til og holdt ham tæt ind til mig faldt han sammen og lagde sig stille ned, dyrlægen fandt sprøjten frem og den sivede langsom ind i ham, nogle sekunder efter tog han det sidste åndedræt imens jeg græd og fik sagt farvel :’I

Efter det græd jeg konstant, prøvede at søge trøst hos Rikke, og det var hun god til, men det var ikke nok, hun kunne jo ikke få ham tilbage… rask! Jeg græd da jeg lavede videoen til minde for ham, jeg græd da jeg børstede tænder og jeg græd mig i søvn. Jeg fik sovet et par timer med et træls maridt, troede jeg for jeg vågnede var det hele som da jeg faldt i søvn. Han lå ikke på den blå pude han plejede at ligge på, jeg lagde mig ned igen og prøvede at sove, men jeg kunne ikke, jeg vendte og drejede mig mange gange indtil kl var 6 og jeg godt kunne tillade mig og stå op. Da jeg kom ned af trapperne stod mor der, og Junior var der ikke, igen begyndte jeg at græde. Jeg kæmpede for at holde op og tilsidst lystrede mine tårer.

Da jeg kom i skole kunne de andre godt se der var noget galt og da de spurgte, græd jeg igen. Da min lærer spurgte græd jeg igen.. Jeg græd da jeg gik hjem, stille så ingen hørte det, jeg græd da jeg kom ud til hestene og jeg græder nu som jeg skriver dette.

Som i nok kan læse har Junior betydet meget for mig og gør det stadig for han har altid været der eller i hvert fald i de 6 år vi har haft ham. Han har altid hjulpet mig over mine raseri anfald uden selv at komme i klemme, han har altid trøstet mig og han har altid beskyttet mig når f.eks. røgalarmensbatterier ikke virkede mere og den begyndte at sige… bib! Nogle gange har jeg behandlet ham som en hund men de fleste gange har jeg behandlet ham som den ven han var for mig nemlig: Min bedste ven :’)

Han var helt speciel, en hund der aldrig glemmes, en hund der på en måde ikke var perfekt men på en anden måde var fuldkommen perfekt. Han er den hund jeg virkelig har knyttet mig til, og altid har kunne stolet på, den hund jeg har oplevet de sjoveste de mest fantastiske ting med, den hund der altid har været så godmodig og fundet sig i mange ting.

Junior hvis du ser/hører dette så det jeg prøver at er at jeg elsker dig og du aldrig ville blive glemt, du er min bedste ven min soulmate.. Vi ses min skat, og så skal vi begynde en ny leg :’)
En begyndelse har også en ende – Hans historie sluttede så her :’I