Ville være dejligt med lidt kritik {{forumTopicSubject}}

Hejsa
Skrev en lille historie for lidt tid siden. Idéen dukkede bare op en aften, så der blev skriblet løs i en time
Vil gerne høre jeres mening og konstruktiv kritik, så bare tag´ bladet fra munden

Når det skærer i hjertet

Solen skinner.
Trafikkens lyde er overalt.
Mennesker har travlt. Deres ansigter røber deres egne problemer, som de går og slås med.
Børn der ikke vil samarbejde, irriterende chefer der kommanderer rundt med en, almindelige mennesker, der bekymrer sig om de næste regninger, og om politiet mon så at de kørte for stærkt.
Deres problemer er minimale i forhold til hendes. Det synes hun bare ikke selv. Hun nyder hendes liv.
Alle de mennesker suser forbi bilens siderude.
En lækker bil er det. Kostede mange penge. Porsche, Ferrari og Bentley.
De har det hele. Hvorfor behøve noget andet?
Tegnebogen i orden, så skulle der ikke være nogle problemer. Alligevel er der det.
Pigen sidder på bagsædet og nægter at tale med sine nye "forældre".
Hun har besluttet sig for at kalde dem Rynkedutterne.
De er pisse gamle, tænker hun, og ser udtryksløst på dem.
Røber ikke sine tanker.
"Du skal nok blive glad for dit nye hjem" Siger manden der kører bilen, sender hende et prøvende smil, og får ikke nogen reaktion til gengæld. Rettet er blevet gjort fedtet af hans hænder. Så nervøs er han, tænker hun med et blegt smil i øjnene.
Altid den samme smøre.
Tavsheden trykker, som en sko der er for lille.
"Det er rigtig flot" Siger den fine dame med en snert af stolthed i stemmen. Det er garanteret helt lyserødt som hendes åndssvage frakke, der ligger henslængt over hendes skuldre, tænker pigen.
Hendes kun sekstenårige ansigt, lader et glimt af foragtelse skinne igennem.
Disse mærkelige og ligegyldige væsener har taget alt fra hende, siger den unge teenagers hjerne til hende.
Endda hendes mest elskede genstand. Ikke hendes mor, ej heller hendes far.
De er jo døde for længst. Nogle gange tænker hun, at hun også ville være krydset over.
Meget nemmere, simpelthen.
Nej, hendes mest elskede genstand er kniven.
Og så hendes hjerne. Den fortæller hende vidunderlige ting, og åbner døre for hende.
Hvis bare hun kunne finde ud af at bruge den.
Skidt pyt med kniven, hun kigger på sine nye papforældre, sådan én er nem at få fat i.
Dog var den forrige kniv helt fantastisk, men en kniv er en kniv.
Bare den er skarp.
"Så, nu er vi der snart" siger kvinden med sin lidt skingre stemme.
For første gang på turen smiler pigebarnet stort og ægte.
Ægteparret tænker at teenageren endelig har affundet sig med sin skæbne, og smiler selv stort.
Den afskyelige dame tripper på sine høje hæle, utålmodig med at komme ind i dagligstuen, slappe af, og måske læse et sladderblad eller to.
Manden åbner bagsmækken og begynder at trække bagagen ud, sådan som en rigtig gentlemand vil gøre det.
"Du finder selv hen til huset skat, ikke også?" Siger han til den sekstenårige.
Han skulle ikke kalde hende skat, og damen skulle ikke få lov til at slappe af.
De skulle vide bedre.
De ville ikke holde længe, vidste pigen.
Igen smiler hun stort.

Manden hamrer sin knyttede næve ned i bordet, så det fine porcelæn og kaffekanden hopper.
"Hører du efter Amalie?!" råber han "Har du overhovedet forstået det her? Har du forstået hvor meget vi har givet dig?" råber han og gør hidsige armbevægelser, så han ligner et insekt der kæmper for at komme op af vandet.
" Altid har vi købt nye ting til dig, din helt egen knallert, en ny mobil hver måned, dyrt tøj, dyre sko, dyre hudplejeprodukter, som du ikke engang bruger!" Han er rød i fjæset, helt op til ørespidserne.
Den unge pige griner højt ved tanken om at det ville være sjovt, hvis hans ansigtskulør ville ændre sig til lilla.
"Du er en skide utaknemlig lille møgunge," siger han dæmpet og pruster. Kan næsten ikke få vejret.
"Og hvad er det her?" siger han og ligger en lille skinnene kniv på bordet. Den er pudset godt, tænker hun, og nikker anerkendende til sit eget værk.
Den anden Rynkedut står i baggrunden og klynker. Som om hun ikke kan tåle synet af kniven.
Som om hun prøver at sørge, men hendes øjne lader foragt skinne igennem, og hendes klumpede brune aura søger den gamle mands. Røber dem.
"Hvad vil andre folk ikke tænke?" spytter manden nærmest hende i hovedet.
Altid den samme replik.

Det var gode tider, tænker hun.
De sidste holdt kun i syv måneder.
Tanken kører hurtigt igennem hendes hjerne med slet skjult foragt.
Badeværelsets irriterende lys giver hende et forkert udseende. Hendes ellers så brune hud er blevet bleg, og hendes negle der er malet sort ser helt malplaceret ud i forhold til huden.
Hun stråler. Den nye kniv er perfekt.
Hun siger ikke en lyd, når kniven rører hende.
Hun kan endelig endnu engang overføre den psykiske smerte til den fysiske.
Noget håndgribeligt.
Ingen tvivl om at smerten er der.
Hun ler. Svæver på hendes egen personlige sky.
Højt hævet over alle andre - et hul i jorden.
Nok triller tårer fra hendes stormfulde blå øjne, ned på hendes kinder, men hun smiler. Smiler stort.
Altid misforstået.

V.h Cecilie

P.s Sorry hvis det ser lidt rodet ud, det gør det nemmelig ikke inde på Wordpad, og har ikke mulighed for at rette det.