Kampen mod overvægten..

1.298 visninger | Oprettet: 16. jun 2011

Sammenhængende med mit blogindlæg "Kampen mod overvægten".

Læs med her:

Jeg købte Lille Lyn den 23. oktober 2010. Hun vejede ca. 540kg, jeg havde ikke set hende i et år (andet end kort mens hun var på fold en enkelt gang), og kontrakten blev underskrevet på stedet hun skulle flyttes til så snart der var plads. Hun så sådan her ud:

BILLEDE 1

Jeg ville strakst i gang med træningen, så de efterfølgende dage gik vi igang med gåture.for NU skulle hun tabe sig. Der gik det for alvor op for mig, at det var en langt større opgave end forventet ! Dag for dag skrev jeg fremskridtene ned, og et stor fremskridt var da vi efter en uge kunne gå 200 meter fra gården! Hun bukkede, stejlede, forsøgte at stikke af, stoppede op og ville ikke gå og bed helt vildt ud efter mig. Hun ville bare IKKE ud og gå.

Meen jeg fortsatte og allerede efter to uger så hun "kun" sådan her ud, og vi kunne nu gå 800meter fra gården!:

BILLEDE 2


Jeg var overlykkelig.


10. november blev der omsider plads det nye sted, og vi tog den 7km lange gåtur ud til det nye sted ! Det var dog sammen med en veninde og hendes hest, men selvom det tydeligvis var svært for LL så tog hun det bare SÅ flot! Hun stoppede meget, vi holdt pauser og hun "skabte" sig en del. Men vi kom frem !

Kort efter at jeg havde flyttet hende havde jeg dyrelægen ude til en forsikringsundersøgelse. Han så på mig som om jeg var idiot da jeg fortalte ham at jeg HAVDE købt hesten, hvad jeg havde givet og at jeg absolut ikke ville returnere den. Han sagde at hun var i stor fare for sukkersyge og andre sygdomme, samt at jeg ikke skulle regne med at hun ville blive ridehest foreløbig. Hun var stokhalt i traven. Ville jeg redde hesten skulle jeg få smidt så mange kilo som mulig - så hurtigt som muligt !

Midt i november vejede hun 505kg. Kort efter dyrelægens besøg.

Så kom sneen i november, men det skulle ikke stoppe træningen! For kiloene skulle bare af. Fire gange om ugen praktisk talt hev jeg Lille Lyn afsted på gåture i sneen, men for hver tur begyndte hun at være mere og mere samarbejdsvillig.

I slutningen af november tog vi den første travtur fra jorden:
BILLEDE 3

Det gik fremad med hende, og som kiloene kom af – langsomt dog – kunne det tydeligt mærkes at hun blev en gladere hest. Når jeg kom cyklende kom hun småluntende fra den ende af folden, og kaldte jeg på hende kiggede hun strakst op og stirrede indtil jeg kom hen til hende.
Vi knoklede videre, og langsomt kunne vi gå længere og længere ture. I november og december kæmpede vi stadig med hendes seperationsangst fra de andre heste, men hun bukkede og stejlede heldigvis næsten ikke længere. I December kom hun desværre ind i en træls periode, hvor hun bed og nappede rigtig meget. Det resulterede i mange voldsomme blå mærker, men jeg nægtede at give op og hun blev hevet videre på tur. Hele tiden kørte stemmen i mit hovede ”Jeg vil IKKE miste hende pga overvægt! Af sted!”, og det var både som drivkraft til at presse hende selvom det gjorde ondt (Hvem kan lide at presse sin hest på tur når man kan se den har ondt?), men også som drivkraft overfor mig selv når jeg sad derhjemme og snestormen truede.

BILLEDE 4

Her med en vægt på ca. 445kg i slutningen af januar måned.

Det blev februar og en dag jeg var inde og træne på banen, fik jeg lyst til at sætte mig op. Så på med ridehjelmen, og op kom jeg. Jeg skridtede to runder mens parten holdt hende, og det var næsten sådan at tårerne løb. Hun tog det så flot, og reagerede på de små signaler.
I løbet af februar satte jeg mig op 4-5 gange og skridtede hende hjem fra ridehuset (hvor vi havde jordtrænet), et par runder på banen eller andet. Det var max 20 minutter, men jeg var så lykkelig for at hun kunne bære de ekstra kilo uden at vise tegn på ubehag. Jeg sendte hende desuden til kiropraktor som sagde at hun var rigtig fin, og yderst smidig af en så overvægtig pony at være.

Så blev det marts og jeg satte mere fokus på ridningen, lange gåture og leg på banen i galop (Jeg løber og hun styrter efter). Det hele gik godt, og vi var oppe på at kunne gå ture på op til tre timer alene.
Her et billede fra marts hvor vi var ude i lidt over tre timer, hvor jeg red i sammenlagt 1 time, hun var løs på en mark i en halv time og så gik vi resten af tiden. Turene foregik i skridt og en sjælden gang imellem travede jeg 40-50 meter.:

BILLEDE 5

Her ca. 430kg.

I marts fik jeg desuden en tandlæge ud til hende, som kunne fortælle og vise mig at hendes tandspidser var så spidse og skarpe at hendes inderside af munden var fyldt med rifter og sår. Hun havde desuden en ulvetand siddende, som formentlig havde generet hende i mange år. Efterfølgende stoppede bideriet.

Så blev det april, og som vejret blev bedre steg både LL’s og mit humør gevaldigt. Jeg begyndte at ride skridtture på 2 timer, og selvom der var problemer så var det kontrolleret. Men alene gik det absolut ikke.

BILLEDE 6

Træningen blev bedre og bedre, og det var skønt at mærke Lille Lyn få mere tiltro og tillid til mennesker:

BILLEDE 7

Vi gjorde mere og mere ud af frilongering så hun kunne få løbet krudtet af, og hun blev flottere og flottere:

BILLEDE 8

Da det blev maj tog jeg modet til mig og red ud på den første tur alene. Hun var meget påpasselig og nervøs, og det var tydeligt at hele verden var lidt farlig når der nu ikke var nogen på jorden at følge efter. Men hun tog det flot ! Vi begyndte at ride alene på skridtture, og langsomt kom der også trav ind over. Max ture alene på 45 minutter dog.

Nu er det juni, og træningen har på det sidste været meget seriøs. I slutningen af maj væltede Lille Lyn med mig på ryggen, og det fik mig til at bemærke mere og mere hvor skæv hendes gang var. Hun har altid gået lidt småvraltende, så hendes gang kunne let forveksles med en halt hests gang. Efter at have gået og været frustreret over hvad der dog var galt med hende, overvejet røntgen og meget andet, så begyndte jeg at træne med mere og mere fokus på opbygning af muskler. Det skulle ikke længere bare gå ud på at få forbrændt noget fedt, men nu skulle hun bøjes og bruge ryggen. Så vi gik i gang med longetræning! Hold da op en udfordring med en hest som kun kan arbejdes med når den selv har lyst !
Men efter nogen ugers longetræning, så er hun blevet dygtigere og dygtigere. Forleden så det sådan her ud:

BILLEDE 9

Her med en vægt på 390kg!

Da jeg besluttede at hun nu var blevet så rentgående i longen til at hun kunne rides rigtigt igen, så tog jeg af sted på tur – alene! Vi red op til skoven, og jeg tog en dyb indånding og red ind alene. Tænkte at nu måtte jeg udvise noget tillid til hende, for hun klarede det hele så flot. Og ganske rigtigt ! Hun tog alting flot i skoven, vi travede og hun udviste stor lyst. Jeg besluttede at give et galopanspring EN chance, og gik hun i galop var det fantastisk og jeg måtte ryge af hvis det var, og gjorde hun ikke skulle hun ikke presses. Jeg lagde benet til hende, og af sted kom hun! Vi tog en kort galop, så travede og skridtede, så en kort galop og så igen i trav og skridt hjem.

Jeg holder så meget af min skønne hoppe, og jeg deler dette med jer for at fortælle historien om en overvægtig hest som dyrelægen praktisk talt dødsdømte, som på bare 7 måneder har udviklet sig til en fantastisk og dejlig hest. En hest som for 7 måneder siden ikke kunne gås 200 meter med fra gården uden at bide, stejle, bukke og forsøge at stikke af, men som nu kan rides ud på en 2 timer lang ridetur alene i skoven.

Til jer der har læst med helt hertil, skal et tak lyde ? Jeg håber historien har bragt blot et lille smil frem hos jer, og givet dem med overvægtige heste håb for at de heste faktisk kan blive til noget smukt.

Andrea og Lille Lyn

BILLEDE 10