Er SÅ dybt ulykkelig {{forumTopicSubject}}

Jeg tror aldrig jeg har været så ulykkelig, som det sekund jeg trykkede "send" på annoncen på Prins - og jo flere der skriver på ham, så mere ulykkelig bliver jeg.
Jeg havde troet at det skulle være ham og jeg til vores første springstævne (intet fancy, bare ham og jeg). Første vores galoptur i skoven, at han skulle være min indtil den dag hans hjerte ville give op.

Men det bliver det ikke - det bliver ikke mig, der skal gøre alle disse ting med ham. Det bliver en anden (forhåbentligt en fantastisk ny ejer, der vil elske ham lige så højt og uendeligt som jeg gør.) Ikke engang min skilsmisse er lige så hårdt som dette - jeg havde brugt SÅ længe på at finde min drømmepony, og når jeg så finder ham; så skal han sælges. Kan slet ikke sætte ord på hvor uendelig ked af det jeg er; ville end ikke ønske dette for min værste fjende.
Hver gang jeg er alene, sidder jeg og kigger billeder igennem af Prins, og bare stortuder - kan slet ikke holde op igen, og tror ikke jeg kan klare alt det her uden ham.

Undskyld, det blev et whineindlæg; men havde virkelig brug for at komme ud med det