{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.696 visninger | Oprettet:

Uddrag af min første bog {{forumTopicSubject}}

Hejsa!

Her er et bette uddrag af den bog jeg er kommet til at skrive og som jeg nu er i gang med at redigere. Har lagt ca. 20 sider ud, i må ikke kopiere og kalde det jeres da jeg sådan set har copyright. Man må self godt kopiere over i word til "eget brug" eller til at læse senere hvis man ikke har tid nu ;D

FRARÅDES PERSONER UNDER 15 DA DE ER VOLDSOMME SCENER! Læser i det alligevel, er det sgu jeres problem (;

Den handler om at have fået nok, at blive mobbet, forsøge at finde sig selv midt i det hele og om hævn. Samt hvordan en voldelig pigebande kan opstå!

God fornøjelse og husk at skrive en kommenter (:
UANSET OM DU KUNNE LIDE DEN ELLER EJ (:


Blodsøstre

Kapitel 1
Fire skæbner bliver forenet


Solen var ved at gå ned og lod sit sidste bløde, orange lys ramme jorden. Steder hvor lyset ikke kunne nå, lod det små områder stå i mørke og kulde. Steder hvor fantasien nemt kunne forme og vise sig, på både godt og ondt. Inde fra skyggerne vil det springe frem og gribe dig om anklerne, for at trække dig med. Det ingenting, som ingen har set. Hvis du ikke skynder dig at lade dine fødder glide hen over jorden, lader vægten placere sig skiftevis på hvert ben i en hvis fart, tager det dig. De gamle eventyr bliver vagt til live, men helten er udeladt. Denne gang er der ingen til at komme og stoppe det hele, redde prinsessen og gøre hele verden god igen, redde dig fra den ingenting. Det er en af de ændringer der er fortaget i hele eventyret, det eventyr som du har hørt som godnathistorie gang på gang. Gamle hekse der tryller dig til sig, efter en gammel, hemmelig opskrift på noget sært heksebryg med en enorm tiltrækningskraft. Du kan intet gøre, du sidder i saksen uden en eneste mulighed for at kontrollere det. Drevet af ønsket om at overleve rykker du dig fri, tager det hele med dig indtil den dag graven kalder. Kommer du fri, slipper ud af skoven ønsker du sjovt nok at vende tilbage. Ikke for at blive fanget, for at tage hævn…
”At tage hemmelighederne med sig i graven”, hedder et fint gammelt udtryk. Når du først ligger i graven, vil du aldrig rejse dig igen. Det usagte, det som de andre aldrig får at vide. Vi har dem alle sammen, de små hemmeligheder. Nogle af dem ville andre alligevel intet have fået ud af at vide, andre ting kunne nemt være det, vi så gerne ville have sagt. Men vi fik det aldrig gjort, af den ene eller anden grund. Det er så tit at der sker noget, noget som vælter noget i vores verden. Noget forkert et sket, vi føler os forurettede. Vi ønsker den evige hævn, men vi tager følelsen med os i graven. Andre gør noget ved det, men kun nogle ganske få går over stregen. Men de fleste af os dør uden at være nået længere end til følelsen af, at man ville få retfærdighed hvis bare at… Alt dette kunne sagtens foregå i skyggelandet, blandt trolde og hekse. De skygger, som rækker ud efter dig, de skygger som fanger dig en dag. De er hævnen, de er følelsen, de er ønsket. Og en eller anden dag fanger de dig, hvis du ikke er hurtig nok.
Mille gik igennem dette skyggeland, netop på vej hjem fra veninden, Laura. Hele eftermiddagen havde de to piger siddet og fniset over alle mulige ting, seriøse men det meste var useriøst. De havde snakket om musik, fyre, fester, mode og den slags. Mille og Laura havde været veninder i årevis! Evig og altid, i tykt og tyndt. Som små kunne de finde på at klæde sig ens og sige de var tvillinger. Også selvom de ikke lignede hinanden det mindste! Laura var høj og lys, Mille lav og mørkhåret. Hendes naturlige hårfarve var lysebrun, men hun havde farvet det kulsort. Mille tænkte store tanker, som hun gik, længere og længere ind i skyggelandet. Hun passerede sin skole og fulgte den mørke sti, som hun plejede. Når man kom til stien, kunne man faktisk slå på autopilot, fødderne kendte selv vejen hjem. De bar hende bare af sted, skridt for skidt. Mille behøvede såmænd ikke engang at tænke på hvor hun skulle gå, det var som om at fødderne var udstyret med en hjerne og med øjne, de vidste selv hvor de skulle hen. Det kunne nu være ret praktisk, så kunne Mille jo bare koncentrere sig om at sende sms’er og den slags. Eller måske tænke på de lektier som hun burde lave til i morgen? Selvom lektier og skole absolut ikke var noget hun gad! Hun gik ned af stien der i starten bestod af dejlig grus og gå på og et hegn af stakitter, der vendte ind imod baghaverne. Lidt længere henne var det hækkene der tog over, nu indkredsede de stien næsten som små mure. Blot ved at kigge på hver enkelt hæk, vidste hun hurtigt, hvilken type mennesker der boede i huset, hvor hækken hørte til. Der var flere af hækkene der var tilpasset naboens. Så var der jo selvfølgelig også dem, der blot lod deres hæk vokse… Nu og da var der en havelåge i hækken, åbenbart nogle mennesker der også kunne lide at bruge stien. Det forstod Mille såmænd godt, den var faktisk behagelig at gå på. De fleste steder bestod den af blødt græs, den var meget sjældent mudret i regnvejr. Der dejligt stille og specielt om foråret var der en masse utroligt behagelige dufte. Der var nu intet, der kunne slå duften af forår. Tænk at man endnu ikke havde fundet på at putte den slags på en spraydåse! Det ville da være fantastisk at kunne sidde hjemme i vinterkulden og alligevel kunne dufte til forår. Nogen der havde forsøgt, men resultatet blev altid så kunstigt. Hvis nu bare der var NOGEN der kunne finde ud af det, så man kunne slippe for den årlige vinterdepression! Tankerne i den retning fortsatte i hendes hoved, da en fyr uden varsel sprang ud fra en busk og greb hende om mave, arme og låste hende fast. ”Hey guys, jeg fik sgu fat i stikkersoen. Nu er hun sgu ikk’ så rapkæftet længere, vel din horeunge?” Mille begyndte at vride sig for at komme fri. Frygten blev større og større, for hvad han ville gøre ved hende? Der sprang yderligere tre fyre ud fra de buske de havde gemt sig bag. De begyndte at skubbe hende frem og tilbage mellem sig, mens de kaldte hende navne. Ordene stikkerso, møgkælling, horeunge, luder og alle de andre grimme ord som fyrene nu engang havde hjerne til kunne finde på, fløj igennem luften. Ordene fløj med samme fart, som et maskingevær i krigstid. Den største af fyrene pustede sig for alvor op, som han stod der foran hende. Med den enorme styrke som hans arrigskab gav ham, tog han fat i hende med den ene hånd og smed hende ind i tjørnebusken. ”Sådan nogen som dig gør mig fanme så gal. Sådan at få mig smidt ud af skolen hva? Din stikker! Du tænker ikke på andet end gode karakterer vel, fucking dengse? Og ved du hvad jeg gør ved sådan nogen? Jeg smadrer dem sønder og sammen!” Mille så lige ind i øjnene på ham og i trods spyttede hun ham i ansigtet: ”Fjern labberne fra mig!” Hun undrede sig faktisk også selv over, hvorfra denne trods var kommet, men nu var det for sent. Han kneb derimod øjnene sammen og gjorde et tegn til ham, der holdte hende. Han tog efterfølgende hårdere fat om hende og klemte så hårdt, at hun følte, at han mindst bøjede to ribben, også selvom hun slet ikke rigtigt kom til skade af det overdimensionerede knus. Hun skreg alligevel af smerte, hvorefter den store fyr slog hende hårdt i ansigtet. Hun kunne mærke, hvordan det sved på kinden, der hvor han havde ramt hende. ”Nu stikker jeg fanme en arm igennem dig luder!” Den største af fyrene skreg det, og han slog hende hårdt på næsen, som straks sprang op og begyndte at bløde kraftigt. Heldigvis brækkede den ikke! Hun kunne mærke, hvordan knoglerne gav efter og den bitre smag af blod i munden. Før hun nåede at reagere, havde han plantet endnu et knytnæveslag i hendes mave. Hun prøvede at folde sig sammen, men forgæves. Derefter slog han hende hårdt under hagen, så hun bed et lille hul i tungen og nakken knækkede tilbage. Hun kunne mærke at tårerne blev flere og flere, mens de strømmede ned af hendes kinder. Han slog hende atter en gang hårdt i maven, hvorefter hun brækkede sammen og landede tungt på jorden, fyren der allermest mindede hende om en gorilla havde åbenbart givet slip på hende. Landingen slog den sidste luft ud af hende og hun følte sig som lammet! I et kort øjeblik var Mille stensikker på at nu skulle hun dø.
Fyrene begyndte at sparke hende hårdere i både ansigt og mave. En af drengene hev fat i hendes trøje og rev den i stykker. Ikke at den bare sprækkede i det øjeblik han tog fat, han måtte kæmpe med den. Så stod han der, triumferende med to lange lyserøde stykker stof i hånden. Derefter tog han fat i hendes BH og rykkede den af hende i ren og skær arrigskab. Nu skulle hun for alvor ydmyges, hende som var skyld i alle deres ulykker! De andre fyre blev revet med, tog fat i hendes bukser og rykkede dem af. Hun kæmpede imod af alle kræfter, sprællede som en fisk på land. De slog hende hårdt, hun tog sig til hovedet, der føltes, som om det var ved at eksplodere af smerte! Mille svedte af kampen, det var en hård og uretfærdig kamp. De var fire stærke fyre, hun var kun sig selv.
De fik på en eller anden måde hevet hendes bukser af. Hun kunne mærke jordens kulde, den lå i skygge. En af dem rev fat i hendes g-streng og rykkede i første omgang sådan at hun fik en olfert af de virkelig smertefulde slags. Hun skreg, men en anden af dem tog fat om hende og holdte hende for munden, så man ikke kunne høre hende. Der var endnu en af fyrene, der tog fat om hende, så nu var de to om at holde hende fast. Hun kæmpede af alle de kræfter som hendes vrede og angst havde givet hende, men de var stærkere end hende. En af dem, som indtil videre havde banket hende, tog sin mobiltelefon op af lommen og begyndte at filme deres overfald. Der lå hun så, nøgen på den kolde jord og det sås også tydeligt med den film. Han tog fat i hendes ben og spredte dem så han også kunne få nogle billeder dernede. En af de andre tog hårdt fat om Milles bryster, den første filmede det hele ivrigt. Den fjerde lynede sine bukser ned og begyndte at voldtage hende, under store tilråb fra de andre. De begyndte at piske hende med grene. De skreg alle mulige ting, men alle lyde blev blandet sammen i hendes hoved. Hun kunne akkurat skelne deres stemmer fra hinanden, men der gik grænsen også. Ingen ord, ingen tale, ingen forståelse. Alle lyde var blandet sammen til en, udgjorde den eneste lyd i hendes verden. De voldtog hende på skift, og hver gang mærkede hun smerten, der tog til i styrke. For hver fyr, for hvert piskesmæld, for hvert spark, for hvert knytnæveslag. I sin desperation besluttede hendes frygt at bruge hendes allersidste kræfter på at kæmpe imod igen, forsøge endnu en gang. Hun slog en af dem der holdte hende i ansigtet, men de gengældte hurtigt hendes lussing med et ordentligt knytnæveslag. En ordentlig kæberasler! Alting sortnede for hendes øjne, hun mistede bevidstheden. Lå der på jorden, nøgen, forslået og livløs. Gassen gik af ballonen, også ved fyrenes vrede. De stoppede voldtægten, forlod gerningsstedet og lod Mille ligge livløst tilbage på stien bagved skolen. De forsvandt lige så pludseligt som de var kommet. Flygtede, men følte ikke rigtigt nogen skam. De havde jo bare fortalt en stikker, at man ikke skulle stikke andre folk! De var høje over det, de havde vist at de i hvert fald ikke lod sig gå på af sådan en dengse. Glæde, de var nærmest glade. Det var bedre end når de rendte stive rundt i weekenden. Stikkeren måtte bare lære, at sådan gik det stikkere!
Det blev hen mod aften, før Mille endelig vågnede igen. Hun kunne mærke smerten i hele kroppen, faktisk var der ikke et eneste sted som ikke gjorde ondt. Så det iturevne tøj, huskede på det hele. Inde i hendes tanker, spilles scenen igen og igen. Alt, lige fra syn til lyde og smerten. Afsky fra hende selv samt hvad fyrene havde gjort, eller noget lignende i hvert fald. Alle følelser blev blandet sammen, hun kunne ikke rigtig skelne det. Smerten, den var faktisk den eneste følelse som overhovedet stod klar for hende lige nu. Hun rejste sig op, alt imens hun græd som pisket. I det øjeblik hun rejste sig, løb fyrenes sæd ud af hende og hun skreg af chok. Tog det eneste der var overlevet, hendes jakke, løb af sted. Hun skulle bare væk derfra! Panikken, flugtinstinktet tog over og hun løb. Stenene gjorde ondt når hendes nøgne fødder ramte dem, men hun registrerede det ikke. Hendes hjerne havde lukket af for alt, den tænkte kun på at komme væk! Hun løb væk fra stien og ud på den store brakmark der var overfor skolestien, der standsede hun endelig. I et ganske kort øjeblik, hvor hun ingen fornemmelse for tiden havde, stod hun der. Hun var forpustet. Der lød et bip fra hendes mobil, som stadigvæk lå i jakken. En eller anden havde sendt hende en sms med ordene: NØD DU DET STIKKERSO? ELLERS MÅ VI JO KOMME FORBI OG HYGGE MED DIG EN ANDEN GANG! Selvom den ikke var underskrevet og hun ikke havde nummeret kodet ind med navn på sin mobil, vidste hun alligevel ganske udmærket hvem der havde sendt den. Men følelserne var forsvundet, selvom hendes hjerne sagde at hun burde græde. Men det gjorde hun ikke, ikke en eneste tåre sneg sig nedover kinden. Hun kiggede sig bare omkring, så efter om en eller anden skulle se hende stå der. Men der var ingen, kun en enkelt bil eller to der kørte på landevejen på den anden side af marken. Eftersom det næsten var mørkt, ville de ikke se en mørk skygge stå inde på en tilfældig brakmark, flere hundrede meter væk. Mille tog ikke selv beslutningen, hun gjorde det bare så hun begyndte at gå i retningen af hjemmet. Det gik langsomt, for hun begyndte at registrere smerten fra det der var sket. Hun havde hele tiden følt den, men det var som om den tog til i styrke nu. Hun boede heldigvis ude i en lille landsby. Det var heldigvis mørkt nu, så det var til at skjule sig, for hvad der nu engang skulle kunne komme til at se hende. Hun var fuldstændig nøgen, alt hendes tøj var blevet revet itu, undtagen jakken. Ikke en eneste trævl havde de ladet undslippe deres vrede. De havde været så vrede, så vrede, så vrede. Men hvad var det egentligt de havde været så vrede over? Noget med at hun havde sladret og fået dem smidt ud, hun forstod først nu de første af de ord de havde sagt. Men hun kunne slet ikke samle sig sammen, hun følte at der ikke var hjerne tilbage i hovedet af hende. Normalt havde hun slet ikke problemer med at tænke forløb igennem, også grimme forløb. Men denne dag var så meget anderledes, i dag var hun bare væk fra det hele. Især fra sig selv! Og nej, det var ikke engang hende der havde sladret om et eller andet, det havde garanteret været Samantha! Folk troede bare altid alt det værste om Mille. Hver gang noget skete, det var stort set altid Milles skyld. Det næste blev vel at hun også skulle have skylden for de der krige der foregik rundt omkring i resten af verden? Det føltes i hvert fald sådan! Da hun kom hjem, var hun lykkelig over at der var mørkt i hele huset. Hun tog sig et dejligt, langt bad og lagde sig i sin seng. Hun følte sig i et kort øjeblik både frisk og ren. Så skyllede fornemmelsen af urenhed ind over hende, som en kold bølge. Det var som at ligge sig i strandkanten og pludselig mente den største bølge den dag bare, at nu skulle man afkøles! Mille følte sig med et både tyk, fed, grim, ulækker og forkert. Følelsen havde hun til hverdag, men lige i dag var den stærkere end ellers. Hendes forældre kom først hjem så sent at de ikke engang bemærkede de små hulke lyde fra Milles værelse, hun græd sig selv i søvn. Smerten lå der endnu over hende, det var som om den blev forstærket for hvert øjeblik der gik. Da hun endelig faldt i søvn var det til små grå drømme, der handlede om ingenting. Dette var så hendes første gang.
Næste morgen stod Mille op før hun plejede, kroppen nægtede bare at sove mere. Hun var endelig sluppet ud af de små, underlige, grå drømme uden at vide hvordan hun overhovedet var faldet i søvn, og kommet ned til de underlige drømme. Den følelse man har efter at have sovet i lang tid, men alligevel være træt. Overtræt, men uden at blive hyperaktiv. En del af hende var bare interesseret i at komme til at sove igen, så hurtigt som muligt. Men samtidig ville det have været et mirakel hvis hun havde sovet i så meget som et eneste minut! Hun følte sig både klam og ulækker, så hun besluttede sig for at tage et bad. Det føltes bare så dejligt at stå der, under den varme bruser og med fornemmelsen af, at det beskidte ligesom bare gled af hende. Alt det skidt og snavs som sad på hendes krop, skyllede ned i kloakken og forsvandt for evigt. Efter badet gik hun ud i køkkenet for at spise morgenmad, men nippede kun lidt til det. Hendes mor bemærkede alle hendes mærker, men hun sagde at hun bare var væltet med knallerten. Moderen rystede bebrejdende på hovedet, Mille burde jo egentligt ikke køre på den når hun kun var 15, men det måtte vel være hendes eget problem! Egentligt burde hun jo tale med hende om konsekvenserne af det hvis hun blev opdaget, men hun havde egentligt ikke rigtig tid lige nu. I det hele taget var der ikke så meget til så meget andet end sit job lige for tiden. Der kørte en del store projekter for tiden, de var alle for spændende til at hun kunne vælge nogle fra. Dog kørte Mille jo ikke altid på den, hun gik for det meste til skole. Der var så tit kontrol dernede, man tjekkede om folk havde kørekortet til at måtte køre på en knallert overhovedet, om knallerten var forsikret, udboret og tunet. For slet ikke at tale om den da overhovedet var i forsvarlig stand! Så da hendes mor endelig gik ud af køkkenet, tog på arbejde, smed Mille resten af sin morgenmad ud. Hun hentede sin skoletaske og gik af sted tidsnok til at nå i skole til tiden, men hun ankom aldrig til skolen. Mille var gået næsten derned, standsede et par hundrede meter fra stedet. Men nej, hun kunne ikke! Hun vendte om, gik den anden vej. I stedet tog hun en bus ind til byen og gik lidt rundt. Det ene øjeblik fandt hun sig på vejen på vej ned til skolen, pludselig åbnede hun øjnene og sad i bussen, på vej væk fra landsbyen hvori hun boede. Hun steg af, uden at lægge mærke til det for alvor, inde i storbyen, ca. 15 km. fra hendes hjem. Kiggede lidt her og der, fuldstændig uden interesse. Det var som om at hendes øjne slet ikke kunne fæstnes på noget som helst. De flakkede bare rundt, ledte efter noget som hverken de eller hende selv vidste hvad var overhovedet. De kiggede bare, helt uden at registrere hvad det var de overhovedet så på.

Senere besluttede hun sig for at tage ind til Katrine, en af hendes få veninder. Katrine boede tæt på hvor Mille var lige nu, så Mille fik fat i hende og tog derind. Katrine gik egentligt på gymnasiet, men var droppet ud. Hun var simpelthen for doven! I bybussen sad Mille og holdt øje med hvilke typer der steg på og af, for første gang den dag med en lille smule interesse for hvad der foregik omkring hende. Selvom hendes intelligens fortalte hende at chancerne var lig nul, forventede hun hele tiden at se en af fyrene fra i går, stige på. Det lille gys der gik igennem hende hver eneste gang hun mente at hun genkendte en, blev ikke mindre og mindre. Hver gang den gule bybus standsede for at samle en op, frygtede hun det lige så meget som før. Hun var både lettet og samtidig mere angst, da hun stod af og så enden af den gule bus svinge til højre i krydset længere henne. Der var ikke andre mennesker end hende på fortovet, der foran de store lejlighedskomplekser. Et par enkelte biler kørte forbi, der gik en ældre dame med en hund på den modsatte side. Mille kiggede sig over skulderen for at sikre sig at der ikke var nogen der fulgte efter hende, før hun skyndte sig af sted. Forbi boligblokkene, men konstant insisterede hendes hjerne og forsigtighed på at hun kastede et hurtigt blik over skulderen. Hun satte i løb, for hun skulle bare væk! Hun standsede foran havelågen der hørte til haven, som hun ledte efter. Inde i huset boede Katrine og Mille kastede et sidste blik over skulderen før hun åbnede lågen og gik op til hoveddøren. Hun ringede på, Katrine lukkede op. Inde i gangen omfavnede de kort hinanden, kort og helt uden følelser.

Mille lod som om, det bare var en ganske normal pjækkedag hun tog sig, fortalte om et eller andet dødsygt arrangement, som skulle foregå på skolen i dag. Men det var ikke sandt, hun løj! Dagen i dag var en skoledag, ligesom alle de andre. Katrine rullede med øjnene over alle de dødssyge aktiviteter som Milles klassekammerater tilsyneladende skulle igennem i dag. Det var lykkes Mille at overbevise Katrine om løgnen! Men selvfølgelig var det lykkes, Katrine stillede aldrig spørgsmålstegn ved den slags… Der sad de så, i husets eneste rum med farver på væggene. Resten af huset var holdt i hvidt og rent design. Ikke alt for meget farve og ingen nips. Faktisk havde Mille altid været lidt misundelig på det hus Katrine boede i, indretningen altså! For det lignede noget noget hun havde set i de dameblade som hendes mor tit sendte hende ned på tanken efter. Milles mor sendte selvfølgelig ikke kun Mille af sted efter bladet, det var ofte i forbindelse med at hun lige skulle hente 3 liter mælk, tyve prince og så kunne hun lige så godt tage det seneste boligmagasin med også. Mille så sig omkring, selvom hun godt kendte hele huset, hun var kommet der i nogle år efterhånden. Alting var holdt i hvidt og alting virkede så moderne. Katrines møbler havde farve, selvfølgelig uden at det hele lignede de malerier som man lavede i børnehaven, som nærmest var ét kaos af farver. De sad overfor hinanden på hendes kulsorte, kæmpestore sofa med de store puder og snakkede. Katrine plaprede bare om noget med en ny fyr hun var sammen med for tiden, drikke sig stiv næste weekend og den slags. Hun havde nemlig ikke andet i hovedet! Katrine var nemlig en typisk poptøs. Sippet, blondine, poletneger og alt det der. En brækket negl, var i hendes allermindst national sørgedag. Katrine var ikke den skarpeste kniv i skuffen og ejede ikke meget empati. Men det var Mille glad for, fordi hun bemærkede nemlig ingenting, så Mille slap for ubehagelige spørgsmål som hun ikke ville kunne besvare. Eller rettere, måtte forsøge sig med en løgn, for at undslippe sandhedens klør. Katrine var ikke typen der bemærkede noget om folk så stod med et reb om halsen. Mig, mig, mig. Katrine var bevidst eller ubevidst, utrolig selvcentreret. Hvis bare hun selv havde det godt, åndede hele verden lutter idyl, var en dans på roser og så videre… Hun var lidt af en livsnyder og en livsæder, for hun havde tendenser til at tage folk ind i munden og tyggede godt og grundigt på dem. Hvis hun så kunne lide smagen tyggede hun ivrigt på dem som et stykke tyggegummi, blæste bobler og trak det ud af munden i lange tråde og snoede det om sin lillefinger. Hun snoede folk om sine fingre i mere end én forstand. Både hendes kærester, som egentligt ikke var hendes kærester. De var mere en form for påklædningsdukker, ligesom i de små klasser hvor man beundrede hinandens glansbilleder. Den der havde flest af dem og som havde den smukkest dekorerede mappe med flest smukke billeder, havde magten. Alle de andre ville gøre hvad som helst for at få et enkelt ark med de smukkeste glansbilleder, ejeren kunne forlange hvad som helst for dem. Eller den af dem som havde en mor som lavede den lækreste madpakke. Der var både dem hvor forældrene lavede den flotteste med masser af godt pålæg, på noget virkelig lækkert rugbrød. Brugte lidt grøntsager i spændende farver for at gøre det festligt. Eller dem hvor børnene fik lov til at få små chokoladebarer med. Katrine var typen der fik den lækreste mad i madkassen dengang i de små klasser og i julemåneden kørte hendes forældre oven i købet en lille pakkekalender med en overraskelse til deres elskede datter, som også var enebarn. Hun var vant til at hvis miraklet skete og den ene sagde nej, så sagde den anden helt bestemt ja.
Eftermiddagen blev til aften, mørket faldt på udenfor. Katrine havde brugt hele eftermiddagen på at fortælle om en eller anden fyr, i alle detaljer. Lige fra da hun havde gjort sig klar til den fest og til de lå hjemme hos hende og legede egern hele natten. Katrines forældre havde ikke været hjemme den aften, så de havde bare trykket den af! Specielt den del, fortalte hun om i detaljer. Normalt havde Mille været ved at dø af grin, i dag måtte hun tvinge sig selv til at grine som hun plejede. Eller i det mindste bare lade som om det var sjovt. Katrine ville sikkert ikke have lagt mærke til det alligevel, men man vidste jo aldrig. Der kunne vel sagtens blive en dag hvor hun ændrede stilen i den retning? Selvom Mille godt vidste at den tanke var umulig, Katrine ville aldrig ændre sig. Om så hun fik penge for det! Jo, så ville hun ændre sig udadtil men aldrig indvendig. Det ville være et umuligt projekt, som hun kæmpe for evigt med helt og aldeles uden resultater…
Før aftensmaden, fik Mille lov til at tage et bad. Det var meningen at hun ville blive hos Katrine om natten, så Katrine kunne godt forstå at hun havde lyst til det. Flere gange kunne hun mærke hvordan det dunkede i hovedet, ikke bare lidt som det nogle gange gjorde, men meget kraftigt. Det skete sådan med et par minutters mellemrum, smerte, pause, smerte, pause. Det føltes som om der kom en flok elefanter og løb henover hendes hoved, det dunkede mere og mere, mens de, elefanterne, kom nærmere og nærmere. Mille bøjede hoved indover vasken og lukkede øjnene. Det var faktisk et rigtig godt badeværelse, masser af plads og der var endda et badekar på løvefødder. Katrine havde tilbudt Mille at bruge det, hun havde taget imod tilbuddet. I det store kar med vand, kunne hun mærke velværen strømme igennem sig, som sand i et timeglas. Tiden gik, snart var det forbi. Efter aftensmaden begyndte hun for alvor at få det underligt. Hun følte ikke rigtigt, at hun var sig selv. Faktisk var hun lidt i tvivl om hvem hun var, hvor hun var og hvad der overhovedet forventedes af hende. Hun kiggede på Katrine, for første gang den dag var Mille åbenhjertig og ærlig overfor Katrine. I et ganske kort øjeblik glemte hun hvad facader var. ”Jeg har det så sært,” nåede Mille akkurat at hviske, før hun mistede kontrollen over sig selv. Vågnede op, genvandt kontrollen og opdagede hun havde været væk i et ganske kort øjeblik. Katrine sad helt henne ved hende, holdt om hende, for første gang den dag lignede hun faktisk et menneske med følelser. ”Er du okay, baby?” hviskede hun engleblidt, kærligt og næsten som om hun kunne fornemme al Milles indvendigt smerte. Mille satte sig op, kiggede sig forvirret omkring. ”Jeg fik det bare så underligt,” hun tog sig til panden. Lod som om intet var sket. Katrine nævnte heller ikke episoden med et eneste ord. Da hun forsøgte at gå ind på emnet, fik Mille skubbet hende i en anden retning. Katrine gik i den retning Mille havde udstukket for hende, Mille var lettet. Smerten i hende, hun kunne endnu mærke, hvor hun var blevet slået. Den fysiske smerte, havde hun dog vænnet sig til. Men den indvendige, samt hendes plagsomme tanker, kørte på samme niveau som i går. Lige da det var sket, hun havde glemt hvordan alting føltes før den dag.


Hun rettede mascaraen i taxaen en sidste gang, selvom den sad perfekt. For fredag, betød fest og det skulle gøres med stil! Kim var på vej til fest sammen med sin kæreste, Rasmus. I dag var det 5 uger siden, de havde mødt hinanden. Det havde også været til en fest, Kim var dengang taget af sted med sin daværende kæreste. Men de slog op efter et skænderi under festen og kort tid efter fandt Kim sig selv i favnen på denne lækre fyr, som hun lige nu sad i en taxa på vej til endnu en fest sammen med. Godt nok var hun ikke den skarpeste kniv i skuffen, men hun var ret hurtigt på lige præcis det punkt!
Rasmus havde drukket en masse og var efterhånden ubehagelig at være sammen med, selvom han ikke altid var sådan når han var stiv. Nogle gange skete der intet, andre gange blev han vildt liderlig, andre gange bare enormt glad og så var der i dag, hvor han var aggressiv. Eftersom dette var hans femtende øl, var han ret stiv efterhånden. De var stået ud af taxaen, Rasmus havde strakt knappet en øl mere op efter at have betalt chaufføren. Slingrede ind imod huset og festen, Kim troede flere gange at han ville falde sammen på flisestien der midt i forårsnattens kølige mørke. Men hver eneste gang han nær var faldet, lykkedes det ham mirakuløst at blive på benene. Han havde også tændt sig en smøg og delte ivrigt ud af pakken til de andre. Det gjorde han altid, delte altid ud af alting, smøger, sprut eller hvad der lige var aktuelt. Rasmus var en rod, altid kom han op at slås og altid var der problemer med ham. Han var blevet smidt ud af sin gamle folkeskole fordi at han havde slået et par af de andre elever ned. Hovsa, stod du der? Sådan en virkelig sarkastisk tingest der ikke tog hensyn til andre mennesker. Har du noget jeg ikke har? Jamen så skal jeg have det! Det var hans livsstil og det var hans motto! Ikke en specielt ”good guy”, men han havde penge. Mange penge. Rasmus forkælede Kim i ekstrem grad. Det var da det eneste som talte, specielt i denne hjertekolde tid, mente Kim. Derfor fandt hun sig i nogen ting, som hun normalt ikke ville finde sig i… Men hvad? Han tog hende tit med til alle de dyre steder og han købte dyre ting til hende. I sidste uge kom han lige forbi, fordi han havde købt en masse smykker til hende, dette på trods af at han kun havde kendt hende et par uger. Men allerede der, havde han lignet en forelsket prins. Smykkerne havde bestemt ikke været billige! Det eneste der i et splitsekund bekymrede Kim, var hvor han mon havde fået pengene fra? Men det behøvede hun ikke meget fantasi til at forestille sig. Hun kunne hurtigt se Rasmus for sig mens han kravlede ind igennem et vindue og stjal lidt af hvert. Smykker, penge og alt andet af værdi, det som kunne omsættes hurtigt. Men hvad gjorde det? Måske skulle man bare lære at tage chancen her i livet. Kim trak på skulderen, slog tanken ud af hovedet for det var jo ikke hende der gjorde det og hun vidste jo sådan set intet så hvad kunne der ske? Rasmus var bare en fri fugl! En underlig fugl som ikke kunne flyve fordi han røg for meget græs. Ups? Men han var frigjort, ikke bundet som alle andre var. Han kunne gøre hvad som helst. Han var samtidig stærk, virkelig stærk. Han trænede meget og var samtidig lidt af en poletneger. Solcenterets største kunde? Det var Rasmus! Han var lækker og havde penge. And nothing else matters. Alt det der fis med ægte kærlighed, troskab og så videre. Det var noget sentimentalt fis, noget værre sludder. No nothing else matters! Det fandtes i eventyrene og i de nuttede familiefilm. Du ved, den der med moderen og faderen og deres børn. De elsker alle hinanden og sådan. Vræ, vræ, vræ hvor er det bare SÅ sentimentalt! Det er sådan noget man får tårer i øjnene af at se, men findes det i virkeligheden? Næh nej, selvfølelig ikke… det var som sagt en fantasi, ønsketænkning. Selvom Kim ikke ville indrømme det, havde hun da gjort sig overvejelser i den retning. Om hvor godt det ville være at finde en, en der passede perfekt til hende. En som var ligesom hendes kæreste var, når han var ædru, men ham her skulle bare være det døgnet rundt. Han skulle være høj og flot… Ja rigtig lækker! Charmerende, dødcharmerende. Sådan en rigtig hjerteknuser, men altså kun i sit udseende! Han skulle være hensynsfuld. Og kærlig! Sådan en der ikke bare den ene dag elsker dig og den næste dag ligger og knepper din bedste veninde. Han havde et godt hjerte og samtidig gerne en god forstand. Han behøvede ikke at være et geni, men han skulle klart være fornuftig. Og han var sådan en som ens forældre var mindst lige så vild med som man selv var. En som vidste lidt om det som faderen gik op i, en som gerne havde en buket blomster med til moderen. Havde man små søskende, så var han en de små uhyrer så op til. Og når han viste sig hjemme hos hende, ja så var de nærmest ved at overfalde ham! Når han friede var det ikke bare noget. Det var super romantisk, han var helt nede på knæ. I et øjeblik lod Kim sig synke ned i al sentimentaliteten, lod sig drømme med. De var i en stor smuk have, han gik ned på knæ foran hende. Han åbnede en lille æske, der hvor den smukkeste ring lå i. Hun sagde ja, omfavnede ham. Deres bryllup ville blive det smukkeste nogensinde. De ville være det totalt lykkelige par, alle ville kunne se det. Rasmus kom til at skubbe til Kim, så hun nær havde mistet balancen, det rev hende ud af hendes drømme. Han stod med en dåseøl i hånden, han havde været ret tæt på at spilde udover hende. Selvom det ikke gjorde så meget, for det ville være alle tiders anledning til at tage hjem! Atter blev drømmen om det perfekte og det fuldendte knust, det var trods alt heller ikke mere end en fantasi. Tilbage var kun virkeligheden, den rå virkelighed. Han kunne lige så godt have kastet en spand kold vand i hovedet af hende, effekten ville have været den samme!
Der gik endnu et par timer. Hvordan det var lykkedes vidste Kim ikke, men Rasmus havde drukket sig endnu stivere. Han var som sagt noget af en vendekåbe, denne dag reagerede han aggressivt på sin rus. En eller anden fyr kom ved et uheld til at strejfe Kims bryster, da han gik forbi. Mere skulle der ikke til, for nu så Rasmus rødt! Han farede fremad og gik uden videre til angreb. Han tog fat i den fremmede og kylede ham ind i et bord der stod midt i rummet. Han trak sin knytnæve og placerede den lige i ansigtet af ham og Jørgens næse sprang op. Der sprøjtede blod ud over det hele og Kim fik kvalme. Louise, hende der holdte fest og som selv stor ret stiv med en Breezer i hånden, bad dem om at gå udenfor hvis de skulle slås. Rasmus hev fat i fyren og slæbte ham udenfor, han sprællede imod men Rasmus var stærkere. Udenfor placerede han ham ved en lygtepæl og begyndte at tæve ham. Rasmus sparkede ham i skridtet og det fik den fremmede fyr, hvis navn hverken Rasmus eller Kim kendte, til at knække sammen. Rasmus sparkede ham hårdt i ryggen flere gange. Da han lå nede på jorden, begyndte Rasmus for alvor at slå og sparke. Ham på jorden var for fuld til rigtig at gøre modstand. Kim kom ud og så hvad der skete og prøvede at stoppe ham. Hun tog fat i Rasmus og råbte og skreg for at han skulle skride, men hun blev bare skubbet væk. Hun fløj flere meter tilbage! I mellemtiden havde de andre fået den anden fyr slæbt væk igen, ud fra farezonen. Dog var der ingen der turde gå hen til ham der slog, de sørgede bare for offeret. ”Kom” sagde Rasmus og hev fat i Kim. Han nærmest trak hende med sig og prajede en taxa, der lige havde læsset et par andre af ved festen. Da taxaen kørte, ringede Rasmus til nogle venner, der åbenbart også holdte fest. Han kendte bare så mange, tænkte Kim for sig selv. De tog derover og Rasmus begyndte at drikke videre. Kim havde mistet lysten til at feste, efter Rasmus’ sammenstød med ham fyren. Men hvis hun tog hjem nu, ville Rasmus garanteret blive enormt gal og hun ville ikke miste ham, fordi han brugte så mange penge på hende. Desuden var han vildt dejlig når han var ædru. De kunne ligge ude på græsset i haven i timevis og kigge på skyerne, der sejlede forbi. Snakke om deres former, hvad de hver især kunne få dem til at forestille. Alt imens de holdte i hånden, det var fantastisk! Kims tanker gik tilbage til en pragtfuld forårsdag i sidste uge. Han havde hentet hende på sin scooter, de var kørt ud i skoven. Skoven lå kun få kilometer fra, hvor Kim boede. De gik derud, hånd i hånd. Kim kunne endnu mærke forårets solstråler, fuglene sang på livet løs. De gik rundt på de snoede stier, måtte bukke sig for grene der var i vejen. Han gik først, holdte dem til side for hende. Der, midt inde i en lysning, lagde de sig i det lysegrønne forårsgræs. Fuglene sang, lagde baggrunden til den gode stemning imellem dem. Talte skyerne atter engang, der var næsten lige så mange som før. Så efter hvad det var, hvad det forestillede. Han holdte om hendes hånd, nussede den blidt. Afbrydelse fra tankerne/drømmene igen, heller ikke denne gang nåede hun at tænke dem til ende! Rasmus havde fået en flaske vodka og sprang nu op på bordet. Han var så fuld at han havde svært ved at holde balancen, svajede og måtte kæmpe for at holde sig på benene. For at føje spot til skade, begyndte han at synge: ”Åh Kimmie, vil du kneppe lidt med mig? Så tager jeg min stive pik og gennemhorer dig!!” Kim fandt det enormt pinligt og prøvede at få ham til at hoppe ned fra bordet igen eller i det mindste holde sin kæft. Men han begyndte at stå og luftbolle og stønne højt, hun havde bare mest lyst til at grave sig ned. Han sprøjtede vodkaen ud over det hele og råbte igen. ”Nu kommer jeg ud over dig Kim! Årrrh jah det er dejligt hva?? Slug det skat, slug det! Kom nu, det plejer du at være så god til! Slug!” Kim kiggede den anden vej, strudseeffekten. Rasmus blev altid liderlig når han var fuld, det eneste der varierede var hvor meget! Her for et par uger siden, havde han gjort noget der såmænd var endnu værre. Han havde også stået på et bord, men denne gang havde han smidt bukserne! Så hun var da glad for at han i det mindste ikke gjorde det i dag. Men pinligt, det var det og alle de havde stået og gloet. Han tog fat i Kim og tvang hende op på borde. Han begyndte at snave hende og tage på hende. ”Nu knepper jeg dig fanme Kim. Lige her foran de andre, så de kan se hvor dejlig du er. Fuck jeg elsker dig!” I det samme som Kim prøvede at komme fri, råbte et par gutter der kom ind i lokalet: ”Panserne er her!” og smuttede igen. Rasmus tog hårdere fat i Kim og trak hende med sig ud af bagdøren. Kim kunne ikke andet end at følge med ham, han havde alt for godt fat til at hun kunne slippe fri! Politiet løb efter dem, men de havde et godt forspring. De løb over på den anden side af vejen, hen over fortovet og ind i en baghave. De kunne høre politiet løb forbi, ude på fortovet. Han lænede sig frem og så ondt på hende: ”Var det dig der ringede til panserne, din horeunge?” Hans ånde stank langt væk af sprut og smøger, hun havde allermest lyst til at komme væk fra den så hun ikke blev kvalt. ”Nej det var ej,” svarede Kim ham, hun var åbenbart ikke bange for ham alligevel. Rasmus tog fat i Kim og lagde hende ned, hun anede ikke om det var godt eller skidt, men turde heller ikke kæmpe imod. Han begyndte at tage sine egne bukser af og derefter knappede han også hendes op. Han tog hendes tøj af så hun kun lå i undertøj, hun strittede ikke imod af frygt for hvad han kunne finde på. I det samme kom politiet ind i baghaven og lyste ham i hovedet med en lygte. ”Rasmus Christoffer Larsen? Vær venlig at følge med. Du er anholdt, sigtet for overfald. Du har ret til ikke at udtale dig!” Rasmus så vantro på betjentene, og så derefter på Kim. Han rejste sig op og fik trukket sine bukser på igen, knappede dem uden at slippe blikket fra betjentene. Hans ansigtsudtryk var koldt som en seriemorder kunne hun se fra hvor hun lå på jorden, Kim anede ikke om hun skulle være tryg eller frygte ham. Han tog fat i Kim, hev hende op på benene og trak hende ind foran sig. ”Hvis I kommer nærmere nakker jeg kællingen her. Så hvis I vil se blod kommer i bare. Men tro mig, det bliver også jeres blod!” råbte han koldblodigt. Trak en kniv frem han havde haft i sin lomme, trak den ud fra dens skede og placerede bladet på Kims hals. Kim blev skrækslagen som hun stod der, kun i undertøj foran politiet, kunne mærke hvor skarp kniven var som den hvilede på hendes strube. Der var ikke bare de to betjente som havde opdaget dem, der var i mellemtiden kommet forstærkninger. ”Hold nu op Rasmus, du kan ikke undgå det. Følg nu bare med nu, det er lettere for os alle. Rasmus, vi mener det seriøst. Følg så med, nu!” Men Rasmus holdte Kim foran sig som et skjold, han bevægede ikke en eneste muskel. Kim frøs helt vildt, tænderne klaprede i munden af hende og minutterne gik. Betjentene prøvede igen og igen, Kim fik det underligt. Mens hun stod der, stod Rasmus med en hånd på hendes røv og tog på hende. Kim følte sig stiv af kulde, kunne ikke bevæge sig. Det hele begyndte at køre rundt for hende og til sidst faldt hun livløs sammen, til alt held undgik hun knivens skarpe blad. Rasmus blev paf, overrasket over hendes besvimelse og betjentene stormede frem og greb ham. Der gik et halvt minut før hun kom til sig selv igen, efter at være faldet sammen i et krampelignende anfald, forårsaget af kulden. En betjent insisterede på at hun skulle forbi skadestuen og tjekkes, men gav sig til sidst. Kim blev kørt hjem, hun klaprede med tænderne i flere timer. Både af kulde, men selv efter den havde fortaget sig fortsatte hun. Chokket var ubærligt, men det hjalp at sove lidt på det. Det var svært at falde i søvn, normalt havde hun ellers ingen problemer med at sove. Men lige den aften, var det, sjovt nok, svært for hende. Kroppen nægtede at samarbejde, den nægtede at slappe af, da hun bad den om det. Der var ingen muligheder fra dens side af! Men til sidst, efter utallige dybe vejrtrækninger, lykkedes det da endelig. Søvnen var urolig, men den var der.



Mia gik igennem skolegården med tasken på ryggen. Den var fuld af bøger, notater og den slags. Hele weekenden havde hun forberedt sig til sin eksamen. Første skriftlige prøve og hun var klar! Klar til at sparke røv, klar til at yde. Hun var kommet i god tid, der var mere end en time til at de skulle begynde. Om natten havde hun haft mareridt. I mareridtet var hun stået op klokken seks og havde gjort sig klar. Og på vej til skole var der sket en masse ulykker og hun brugte en dag på at komme ned til skolen og hun gik glip af eksamen! Men heldigvis var det kun en drøm, eller rettere et mareridt. Fik man ingen eksamen, fik man ingen god uddannelse. Fik man ingen god uddannelse, fik man ikke et fedt job. Fik man ikke et fedt job, kunne man ikke tjene en masse penge, som man også kunne bruge på de hjemløse, de mishandlede dyr og den slags. Derfor var hun så optaget af at det skulle være godt, eksamen skulle være perfekt! Hendes liv var fuld af fejl, men det måtte denne enkelte præstation ikke være!
Hun gik ind på skolen og op ad gangen. Jakken hængte hun på en af de mange røde knagerækker ude på gangen. Gik i sine egne tanker og forberedte sig til den forestående prøve. Hun var på vej ind i lokalet, hun var ikke den eneste der var kommet i god tid. Hun kiggede rundt i lokalet og så at fem andre, var lige så fornuftige som hun. Fandt sin plads, der hvor hendes navn stod på et lille skilt og slog sig ned. Hun fandt sine ting frem og sikrede sig at det hele var med. Den bærbare computer satte hun frem og tændte for den, holdte øje med den imens den startede op, med et halvt øje. Hun kunne lige nå at gennemgå sine noter endnu en gang eller to, så hun var helt sikker på at alting var klart. Hun havde sin MP3 i gang, lyttede lidt til musikken og forsøgte at holde fokus på det hun gennemgik. Hun blev revet ud af musikkens rytme, ved lyden af hendes penalhus der faldt på gulvet. Den musik hun hørte var dæmpet, det var mere for ikke at lade sig forstyrre af hvad der foregik i baggrunden. Der var åbenbart en eller anden, som var kommet til at skubbe til det? Eller rettere en gruppe på fire piger. De gik grinende videre, men Mia ignorerede dem og samlede bare sit penalhus op, puttede indholdet tilbage i det igen. For sig selv tænkte hun at nu var der heldigvis ikke så lang tid tilbage. Skriftlige eksamener i denne uge og skole næste. Så var der sidste skoledag og så læseferie. Derefter de mundtlige eksamener og så skulle hun aldrig se disse mennesker her igen. Hele sommeren skulle hun slappe af, være sammen med sin hund, se venner og veninder og være sammen med kæresten. Hun glædede sig bare til at slippe væk, slippe fri, slippe ud... Næste år var det efterskole, det ville blive rart at slippe for disse rædselsfulde kællinger! Selvom hun ikke var vild med ideen om efterskolen, men det var naturligvis det eneste alternativ til at skulle tage endnu et år på denne rædselsfulde skole, med rædselsfulde mennesker og så virkede det nye og ukendte alligevel mere fristende. Alt nyt, kunne efterhånden kun være godt nyt på trods af at Mia havde sine tvivl.
Prøven startede til tiden, til stor frustration for et par af skolens drukrøve, der kom ti minutter for sent. (Tømmermænd? Mia var ret sikker på at det var det de havde, for de så ikke for godt ud! Klassens to landmandssønner, mon de havde været i ”engen” hele natten med en kasse øl?) Hele prøven gik okay og hun var faktisk rimelig tilfreds med det arbejde, hun havde fået lavet. Hun brugte alt den tid der var til rådighed. Og ville såmænd gerne have brugt mere. Forældrene forventede det jo. Pigerne der havde skubbet hendes penalhus ned, var nogle af de første der gik. Mia så op hver gang der var nogle som forlod lokalet, ganske ubevidst, det forstyrrede dog ikke hendes arbejde... Da tiden var gået fik hun printet sin stil ud, efter at hun var helt sikker på at den var som den skulle være. Hun pakkede sine ting sammen og gik ud af lokalet. Da hun skulle til at tage sin jakke, var den forsvundet! Hun fandt den, efter at have ledt kortvarigt, nede i en skraldespand. Hun havde kunnet se ærmet stikke op. Da hun tog jakken op af skraldespanden, var den revet i stykket. En flygtig tåre trillede ned af hendes kind og i det samme slog det hende. Mobiltelefonen! Hendes mobil havde ligget i lommen og den havde endda været tændt! Hvordan kunne hun dog være så letsindig? Det var slet ikke meningen den skulle med i skole den dag, den skulle ligge hjemme på værelset. Det var kun af ren og skær vane og refleks hun havde stukket den i lommen. Hun fumlede nærmest i panik med den iturevne jakke og fandt mobilen, hel. Men hun kunne ikke forstå at hun tilsyneladende ikke havde fået nogle sms´er. Da hun så tjekkede indbakken opdagede hun så til sin gru at hendes beskeder var slettet, hver og en! Da hun så tjekkede sin telefonbog, opdagede hun at også den var slettet. Ikke nok med at hendes helt nye jakke var ødelagt, også alle numre og beskeder! Mobilen var heldigvis helt ny, så hun havde stadigvæk numrene på en liste på hendes computer. Men beskederne, og der var især den fra da hendes mors veninde blev mor, var tabt for evigt. Hun bandede for sig selv og svor hævn!
Hun trak cyklen hele vejen hjem mens hun tænkte for sig selv. Hvordan skulle hun mon få sin hævn? Hjemme fandt hun sin mor i køkkenet, hvor hun gjorde rent. Terrassen bar præg af, at moderen havde ligget der. Der lå nemlig ugeblade ud over det hele. Moren opførte sig nu og da som en teenager. Hun kunne godt finde på at fylde en liggestol en hel dag, hun kunne godt se det fede i de der nye jeans fra Only, hun kunne godt høre at det der bandt der var fedt. En ret god mor, men nu og da lidt overfladisk. Men inderst inde var Mia enormt glad for sin mor, sådan når alt kom til alt. Specielt nu, hvor de var alene. Mia samlede alt sit mod, for at fortælle moderen om det der var sket med hendes nye jakke. Hun gik derhen og fortalte hendes mor det hele, det gik faktisk lettere end hun havde forventet, sikkert takket være Mias raseri. Hendes mor stoppede med det hun havde været i gang med og lyttede. Til sidst blev hendes mor gal og smed skurebørsten hen af gulvet. Hun rejste sig op og snakkede om at nu var det altså snart for meget, før hun nærmest fløj hen til telefonen og ringede til skolen. Fik fat i skoleinspektøren med det samme, ingen turde sætte hende på ventelinjen. Efter at have forklaret ham sagen i korte træk og om at NU var det altså nok, blev der aftalt et møde, med det samme.
En halv time senere sad Mia og hendes mor, i skoleinspektørens efterhånden slidte kontor. Han fortalte det sædvanlige med at skolen intet kunne stille op, at de ikke kunne overvåge alle eleverne osv. For Mia var det hele bare tom snak. Bl.a., bl.a., bl.a. og så lidt mere bl.a. kombineret med alt det sædvanlige gylle, både om dit og dat og om hans gamle syge tante. Til sidst slog Mias mor hårdt ned i bordet: ”Hvis ikke du snart gør noget pudser jeg en advokat på dig! Jeg har ikke lyst til at se min Mia blive ødelagt fordi du ikke gider lette din fede røv!” Mias mor blev rød i hovedet af raseri. I flere år havde hun set hendes ellers glade pige, blive forvandlet til denne indsunkne zombie, blot en skygge af sit gamle jeg. En før så livsglad pige som nu var begyndt at tabe sig, hun helt havde mistet appetitten. Skoleinspektøren prøvede at forsvare sig og kom med endnu flere af de sædvanlige undskyldninger. Mias mor hev bare fat i Mia og trak hende med ud af det slidte kontor og ned af gangen. Mia prøvede at følge med, men havde svært ved det. Hun følte sig ret mat. Hun så skoleinspektøren som i en tåge, som han tilsyneladende løb efter dem…
Red mig, slip mig fri, bring mig hjem
Dragen er efter mig, stik dit sværd igennem dens hjerte
Lad den forbløde, lad den dø
Prins, kom og tag mig med hjem
Befri mig fra mit tårn
Jeg ved ikke hvordan man gør!

Der gik et par dage og en opringning fra Mias mor til de onde pigers forældre. Mere skulle der ikke til for at skabe problemer, virkelig alvorlige problemer. Endnu en eksamen kom, denne gang var det matematik. Mias stærkeste fag. Atter var hun mødt i god tid før prøven, nøjagtigt som sidste gang. Hun bredte et væld af skriveredskaber ud over bordet og tænkte det hele igennem en sidste gang. Nu skulle der laves et godt gennemsnit. Næste år var det. 10. klasse på Bækkelund Efterskole. Intet måtte ligge under 10 i gennemsnit. Mias store drøm var at blive læge og gerne en dygtig læge. Hun ville tjene mange penge, lidt af dem kunne doneres til at redde verden. Helst hele verden, selvfølgelig… Men endnu en prøve kom og endnu en prøve gik. Som altid, udnyttede Mia tiden ordentligt. Som den allersidste forlod hun lokalet halvdød af skræk for, om hun mon havde lavet nogle fejl. I cykelskuret fandt hun hurtigt sin cykel og låste den op. Hun satte sig op og kørte hjemad. Tasken havde hun på ryggen, tung som altid. Hun tog vejen hjem i roligt tempo, tænkte flygtige tanker, åbenbart hendes hjernes måde at slappe af på. Halvvejs hjemme, kom en cykel bagfra, så Mia trak lidt ind til siden for at give plads. Den havde fart på, men det var der jo så mange, der havde. Den, som kom cyklende på den anden cykel, havde en bagpå, som sad med en kæp. Før Mia nåede at reagere, havde de stukket kæppen ind i hendes hjul og før hun overhovedet kunne nå at forberede sig på det, blev hun slynget til jorden. Der kom to cykler endnu, som transporterede de andre piger. Lederen af dem, Maja, spyttede Mia i ansigtet og sparkede hende i maven. ”Det får man fanme ud af at lægge sig ud med gangsterpigerne,” hvorefter hun satte sig op bagpå cyklen og de kørte videre. Mia ømmede sig, da hun rejste sig. Men op på cyklen, det kom hun, og hun kom også hjem… Det var bestemt ikke første gang, dette var sket, men ville det dog ikke være den sidste?
Hanne sad ovre i hjørnet med sin MP3-afspiller som eneste selskab. Jo, der var mennesker omkring hende, men de var jo ligeglade. De tænkte jo alligevel kun på en enkelt ting: Den fest de skulle til i morgen! Hanne tyggede på sin madpakke og skruede lidt ned for musikken. Det var et skønt vejr i dag, og hun lod solens stråler bage sin ryg, da hun sad deroppe i vinduet. Ensomheden trængte sig på, selvom der var masser af mennesker. Mennesker, som hun kendte godt, men alligevel ikke. Ingen af disse mennesker, kendte hun sådan for alvor. Jo, hun kendte Lykke og Sandra, som de eneste. De snakkede sammen. I de mindre klasser havde hun og Lykke været uadskillelige. Hun plejede at tage Lykke i hænderne og sige: ”Åh Lykke, min evige Lykke” og blev altid svaret med: ”Hanne, Hanne, for evigt min Hanne,” men ikke så meget på det seneste. Nu var det mest Sandra og Lykke, der gik sammen, og holdte Hanne lidt udenfor. Det føltes, som at sidde på et bjerg af is og se foråret, mens man selv frøs. Se de andre rende rundt i dalen, leende mens man selv frøs. Ensom på bjergets top. Men i starten, i de små klasser, havde det hele jo været godt. Intet kunne stoppe hende, mange der ville lege hele tiden. Men så var det, hendes mor begyndte at te sig. Og hvis nogen ville lege med Hanne, fik de altid at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Moderen holdt gerne Hanne og bankede hende. Flere gange var det blevet opdaget, men hver gang, de skulle til en samtale, havde Hanne altid fået instrukser på, hvad hun skulle sige. Men det var lige meget, det var helt lige meget. Al moderens vold og psykiske terror var så lige meget. For bare vent til i eftermiddag. Hendes dejlige ponyer. Hver dag efter skoletid, var det dem, der holdte hende oppe. Hun havde hesten Shadow stående hos en lokal landmand. Og Shaw, som den kærligt blev kaldt, var ikke den eneste hest i Hannes liv. Bondemanden havde fire ponyer, der skulle røres hver dag. Og en dejlig hest på godt 178 cm. Den havde været hans datters, men nu gik den bare og lavede ingenting. Så den tog Hanne sig af! Desuden underviste hun både i dressur og spring. Og drømte om at få en uddannelse som berider. I starten havde moderen kunnet true hende med, at hun så ikke kunne komme til stævner, men den undervisning hun nu gav, betalte for stævnerne. Hendes hest kunne moren heller ikke sælge, den var en gave fra hendes far. Opstaldningen blev klaret ved, at hun hjalp bondemanden med at passe de andre heste, og hun altid var klar til at hjælpe, når han havde brug for en hånd ekstra til et eller andet. Hendes far kørte troligt med hende til stævnerne. Så hendes eneste håb for at slippe ud af alt dette, kunne ingen tage fra hende. Selvom moderen ellers havde prøvet! Efterhånden hang der langt over 300 rosetter hjemme og pyntede på væggen, mange var 1. pladser. Ikke en eneste af dem havde hendes mor set hende ride hjem. Der stod pokaler, der hang medaljer. Hun var sågar blevet jysk mester, uden at moderen havde lagt mærke til det. Da den lokale avis troppede op for at tage billeder, havde moderen været så fræk at snakke, somom hun havde støttet Hanne hele vejen. Heldigvis havde Hannes far også været der og med sit skønne, venlige væsen taget opmærksomheden fra Hannes mor. Hele livet havde Hanne måttet se, at hun havde en mor, der blot betragtede hende som en genstand. Når det ikke gik godt for moderen, var det naturligvis Hannes skyld. Karaktererne i skolen var ligegyldige, kun hvis hun fik 12, var de høje nok. I starten havde Hanne forsøgt at leve op til det, men til sidst gav hun op. Der var kun hestene tilbage nu. Og vennerne, de var kun udenfor skolen. Flere af drengene så gerne sit snit til at kaste bolde i hovedet på hende. Lykke gik mere og mere sammen med Sandra. Men Hanne var ligeglad, hun havde Lise og hun havde Katja. Udover det, var der naturligvis hestene. Så hvad mere kunne hun ønske sig? Udover kærligheden fra sin mor? At kunne gå trygt uden at frygte noget? Hanne fik bank, men sjældent fordi hun havde gjort noget særligt stygt. Det kunne næsten virke som om det var underholdningen i at give sin datter et lag tæsk, der fik moderen til at fortsætte. En dag var hun kommet hjem med et 7 tal i sit svageste fag, matematik. De dag havde de haft gæster, moderen havde sikkert vigtet sig med Hannes karakterer. Moderen var en snob, skulle altid være bedre end naboen. Moderen kontrollerede absolut alt, så hun vidste naturligvis også at det var i dag de fik karaktererne. Hanne havde fået 7 i både skriftligt og mundtligt. Moderen var blevet rasende! Da gæsterne var gået havde moderen taget fat i Hanne og gennembanket hende som straf. Hanne havde kun været omkring de 12 år gammel, da hun for første gang måtte flygte fra sin mor. Da moderen var færdig med at banke Hanne, forsøgte hun for første gang at slå hende ihjel. For da Hanne lå ovre i hjørnet, gennembanket og medtaget, hentede moderen en af sine skarpeste køkkenknive. Hanne forsøgte instinktivt at trække sig væk, men hun kunne ikke gøre andet end at forsøge at kravle henover gulvet. Det gjorde ondt, hun kunne mærke smerten i sine ben da hun forsøgte at rejse sig op. Moderen var hurtigt henne ved hende, lod bladet af den skarpe kniv skære en let rids i datterens hals. Sagde højt at hun skulle til at være taknemmelig for det liv hun havde, opføre sig pænere. Hanne var skrækslagen, moderens øjne var iskolde. Panikken havde taget over, Hanne var på en eller anden måde flygtet, fundet et sted hvor hun kunne slikke sårene på sjælen og pleje de udvendige. Hun havde sagt til de andre, at hun bare var væltet på cyklen, ingen vidste noget som helst om hvad der foregik. Sådan havde det altid været. Ingen vidste noget som helst om nogen ting, for hvorfor skulle de det? Hurtige skygger der gik forbi, de havde nok i sig selv og deres problemer.
-
Augustsolen bagte ned over skuldrene på de langt over 300 mennesker der stod på pladsen. Bækkelund hed efterskolen og de omkring 100 unge der stod på pladsen var de nye elever. Borte var ekkoet efter sidste år, nu kom de nye. Nye personligheder, nye problemer, nye udfordringer, ny spænding. Flere af de unge havde glædet sig, flere havde frygtet denne dag. Og så var der de ligeglade og der var 2. års eleverne. De kendte godt rytmen fra sidste år, men var alligevel spændte på om dette år også ville blive godt. Ovre fra stalden lød der en vrinsken af nye heste der snuste til hinanden for første gang. Nogle heste hvinede og sparkede mod boksens sider imens at andre bare stod lige så roligt. Hanne tog grimen og dæknet af Shadow. Hun hang det ud foran og gik ind til hendes andre heste. Hendes far betalte for opstaldningen af alle fire heste, han vidste hvor højt hun elskede dem alle og vidste at de ville give hende værdifuld erfaring. Desuden var hestene et godt udgangspunkt, for at knytte hende til andre elever på efterskolen. Hjemme på computeren havde hun lavet skilte til boksdørene, hun var travlt optaget af at hænge dem op. Da hun havde hængt skiltet op på Shadows boksdør, kunne hun mærke at en stod og betragtede hende. Hun vendte sig om og så ind i et par lyseblå øjne, de tilhørte en lyshåret pige. ”Hej mit navn er Fie. Har du virkelig fire heste med på efterskole?” ville hun vide. Hanne nikkede til hende, hvorefter de var faldet i snak.
Mille stod sammen med sine forældre, de havde 45 minutter til at finde deres værelser og begynde på udpakningen, hvorefter de alle skulle samles i salen. Mille havde hilst på sin nye rumbo, hvorefter hun begyndte at pakke ud. Nicoline hed pigen som Mille skulle bo sammen med. Milles mor hjalp Mille og hendes far snakkede med Nicolines far. Mille og Nicoline udvekslede blikke og smilede kort til hinanden, bare et lille flygtigt øjeblik før de begge fortsatte med at pakke ud. Nicoline virkede trods alt som en sød pige. Så da det blev tid til at samles kiggede Mille på Nicoline, uden at Nicoline opdagede det. Mille ømmede sig stadigvæk, hendes ribben var gået i orden igen efter at hun havde været så forslået. Nu kunne hun efterhånden være sig selv igen, uden at det gjorde alt for ondt. I starten havde det været et smertehelvede, i dag var det næsten udholdelig. Men hun lod som ingenting, der var heller ikke nogen der opdagede noget som helst. Efterhånden havde hun lært at lade som om det ikke gjorde ondt, selvom hun et eller andet sted ville ønske at en eller anden kunne se det, ville tage sig af hende. Men hun turde heller ikke tænke på, hvad der ville ske hvis der endelig var en der gjorde det. Hvis vedkomne fik adgang til hendes hemmeligheder, ville de mon grine, så var det trods alt bedre at forblive i den virkelighed som var virkelig for Mille lige nu.

Begge familier fulgtes ad, op i salen, den officielle velkomst skulle foregå deroppe. Forstanderen fortalte sådan lidt løst og fast om det hele. Lidt om skolens grundværdier, principper og alt det andet standartfis, Mille lyttede kun efter med et halvt øre. Ellers holdte hun øje med de andre, lidt skræmt over situationen. Derefter var der kaffe og kage og så var der en time til at forældrene skulle tage af sted igen. Alene, helt alene. Mille følte sig ulækker. Som om at hendes hår var vildt fedtet og at de andre stirrede på hende. Måske burde hun havde været gået i bad i morges, før de kørte ned på efterskolen? Hun var stået op kl. 7 i morgen og havde som altid startet dagen, med at gå i bad. Alligevel ville Mille ønske at hun havde været i bad igen før de tog af sted, så hun havde været helt ren. Hun var knap nok begyndt på efterskolen og havde allerede gjort sig selv til grin. Nu opfattede de andre hende sikkert allerede som en gris Det ville blive et forfærdeligt år, måske skulle hun bare finde en rigtig god måde som hun kunne slippe for dette på?


Foran, midtfor. Her sad Kim, under tvang og pres, med sine forældre. Forældrene havde gået meget op i denne dag, så for deres skyld var Kim stået op før middag. Dagen før havde hun været til fest og hun havde endnu lidt tømmermænd. Skøn start! Nu sad hun her og hørte på en eller anden latterlig forstander som snakkede løs: Lektier, skole, efterskole bl.a., bl.a., bl.a., og endnu mere bl.a.! Som om hun gad lytte efter, som om hun overhovedet var interesseret! Hun havde ikke selv valgt dette her, hun ville ikke på efterskole. En søndag havde hendes forældre bare kylet hende ud i bilen og var kørt af sted. Den dag havde de set på efterskoler, rigtig mange efterskoler. Som om hun overhovedet var interesseret! Men forældrene havde valgt én og Kim havde været enig. Hvis man nu absolut skulle af sted… Men selvfølgelig var det ikke noget Kim bifaldt, bestemt ikke! Hvad var der nu galt med folkeskolen? Der kunne man bare pjække når man ikke gad og sådan, når hun ikke gad til et bestemt fag eller trængte til en fridag. Her boede man der li´som og hvem havde egentligt lyst til at BO på en SKOLE?? I hvert fald ikke Kim, så hun undskyldte sig med at hun skulle på toilettet, listede ud af salen, hvor de alle sammen sad samlet. Ude på toilettet skrev hun et par beskeder på sin mobil. Hun kunne bare undskylde sig med at der var kø, som om hendes forældre nogensinde ville opdage hvorfor hun var kommet lidt senere. Så hun blev ude på toilettet i noget der lignede et kvarter, blot for at undgå al den kedelige snak som forstanderen leverede inde i salen. Om skole, lektier, studieture og alt det andet. Studieturene var vel fint nok, men alt det der med ansvar og pligter. Så ville Kim faktisk hellere have været hjemme i Århus, så hun kunne gå til fest hele tiden. Det der alligevel holdte hende oppe, var tanken om hvad der skete når hun var færdig med dette spildår. For efter året på efterskolen, kunne hun tage et sabbatår, eller rettere et drukår. Et år kun med fester, druk, sex, venner, kærester og den slags. Ih DET ville da blive et noget bedre år, belønningen lå og ventede. Tiden sneglede sig frem, mon ikke hun kendte en der havde en tidsmaskine?

Mille gemte sig bagerst, helt omme bag alle de andre. Det var ligesom på tegnefilm, hun kunne se hvordan stanken steg op fra hende, tyk som ærtesuppe og lagde sig som tåge. Hendes hår var fedtet, hun kunne mærke hvordan hendes hovedbund dannede det og fedtede håret til, men sådan var det efterhånden altid. Derfor var hun begyndt at gå med store hættetrøjer og skjulte så vist muligt altid sit hår under huen. Ingen måtte se det for et hvert anstændigt menneske, ville straks mene at hun var en gris. Hun følte at den nylagte makeup hang i laser, mascaraen gled af hendes øjenvipper og tværede hende hendes ansigt til. Hendes øjenskygge føltes som om at den tværede sig ud fra øjnene og til hele ansigtet. Hendes pudder føltes som om at det skallede af ansigtet, akkurat som når man har været solskoldet og huden skaller af. Forstanderen snakkede noget om ansvar, pligter, skole, lektier og endnu flere ting, Mille hørte intet af det. Det eneste hun tænkte på var at komme væk, hun glædede sig til at komme hen til værelset. Når hun havde pakket ud ville hun se at komme i bad. Alle disse mennesker på en gang. Mon der var nogen som vidste noget om hende og hendes fortid?
Endelig afsluttede forstanderen sin tale og lod eleverne komme til at pakke ud. Mia fik hurtigt fundet sit værelse og begyndte at pakke ud. Det forstanderen havde snakket om havde været okay på visse punkter. Det lod til at være på et fint niveau med undervisningen, fagligheden, kompetencerne og sådan. Men alt dette pjat med sammenhold og fællesskab, det lød som en slags hippi-ting på niveau med kollegiet, socialisme og alt det andet fællesskabspis. Fællesskabet, som han havde snakket om, var garanteret et image for syns skyld, desuden var Mia røv ligeglad. Som om det betød noget? Det eneste der betød noget, var hvad hun selv fik ud af dette her. Som om de andre nogensinde ville gøre gengæld, hvis hun gjorde noget godt for dem? Hvad sjovt var der da overhovedet ved at lave en hel masse og hjælpe de andre, hvis de efterfølgende aldrig så meget som sagde tak? De kunne måske endda finde på at bagtale hende? Hvad fedt var der så i det?
De efterfølgende dage var utroligt intense, konstante stemmer der forsøgte at få ordentlig kontakt. Nogen af dem gjorde absolut alt, for at skabe det gode førstehåndsindtryk, andre var så ligeglade man overhovedet kunne være. En del af stemmerne udvekslede informationer, navn, alder, bopæl, linjefag og alt det der. Allerede den første aften var det endt med, at to piger kom op og slås. Naturligvis under store tilråb og noget der lignede jubel, hos en flok blandt drengene, bitchfight! Bagefter kom det så frem, at de to piger havde kendt hinanden længe og bar et enormt had til hinanden. Pigerne blev skilt ad, desværre lidt for sent. Den ene var blevet slået halvt fordærvet, tre brækkede ribben og hjernerystelse, så hun blev straks indlagt. Da hende der havde slået hende ned viste sig at have fremprovokeret slagsmålet blev hun straks smidt ud af skolen, fed start.




Kommentarer på:  Uddrag af min første bog
Kommentér på:
Uddrag af min første bog

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




x