Et farvel til min paradis hest {{forumTopicSubject}}

Hej HG

Her er historien om min afsked med min Paradis hest, der desværre blev himmel hest den 29. December i år

Først lige lidt kort om Paradis og mig
Paradis var ikke min hest, men da hun var lidt af en krudt ugle blev de oprindelige planer om at en af staldpigerne skulle tilride hende sløjfet og jeg fik "æren" af den lille underlige hest. Hun var fra starten en lille hest en krudt i rumpen men utroligt let at tilride. Jeg forsatte med at ride hende og vi fik da også startet lidt stævner sammen. Selv om planen var at hun skulle være elevhest fik jeg lov at have hende for mig selv i lidt over et år

Jeg kan ikke huske hvornår Paradis blev syg med kolik første gang, men sikke en omgang. Stald personalet havde fundet hende i boksen hvor hun nærmest ikke kunne rejse sig. Efter et par timer gav dyrelæge hende en time mere at leve i og hvis hun ikke blev bedre ville hun blive aflivet. Hun kunne ikke længere rejse sig og lå bare i ridehalen med 4 stive ben. Efter ca. en halv time sprang hun op som trold af en æske, frisk igen!
De næste to uger var hun ikke rigtigt rask. Hun havde små feber, spiste lidt og slingrede når hun gik ned af staldgangen. Dyrelægen kunne ikke finde ud af hvad der var galt med hende. Da de to uger var gået fik hun et nyt kolik anfald. Ligesom før kunne hun hverken stå eller gå uanset hvor meget smertestillende hun fik. Efter få timer var hun frisk som en fisk igen!

Sommeren kom og vi skulle til vores første udenbys stævne På vej ned at rampe til lastbilen kommer hun tilskade og laver en dyb flænge. Der går senere vildkød i det og hun blive opereret. Efter sommerferien var hun igen klar til stævne banerne

Den 29. bliver jeg om formiddagen ringet op af stedets og Paradises ejer. Hun har kolik igen! Jeg kommer derud og hun ser frygtelig ud. Hun har kastet sig rundt inde i boksen og trykket bokslågen ud så hun har fået en del skrammer og et sæbe øje. Hun er igen forfærdeligt skidt. Hun kan kun stå op ca. 10 min efter hun har fået smertestillende. Jeg var dog stadig optimistisk i starten, hun var jo en fighter!
Hen af eftermiddagen går det lidt bedre måske. Dyrelægen er gået over til en ny form for smerte stillende da hun ikke må få mere af det andet. Stedets ejer har sagt at hun nok skal undervis mine undervisningstimer for mig.
Sent på eftermiddagen er det det samme igen. Jeg begynder at frygte det værste. Paradises ejer kommer hen og siger til mig at det er min afgørelse hvad der skal ske. Jeg skal altså bestemme om, og hvornår hun skal aflives. Jeg blev først meget vred indeni. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne tage den beslutning?
Dyrelægen kommer igen for at tappe luft af hende og denne gang kommer der ikke kun luft ud men også lidt væske. Jeg spørger hvad det er og han ser på mig med at alvorligt blik og sige at det nok er lidt blod.

Han siger at der ikke er nogen grund til at blive på rideskolen natten over, da det ikke gør nogen forskel. De skal nok kigge til hende i nat. Jeg vælger dog at blive da jeg godt ved at hun ikke vil være der i morgen tidlig. Han kommer igen kort tid efter da alle andre er gået. Vi går hen til hende og han åbner munden på hende og konstatere at hun er ved at miste farven i gummerne. Jeg kigger på min Paradis hest og pludseligt bliver det der virkede som verdens vanskeligste beslutning den letteste i hele verden. "skal vi så ikke få hende aflivet?" siger jeg og han nikker.
Han siger at det godt kan se voldsomt ud så jeg behøves ikke at være der, men det vil jeg.

Alle de andre gange han har skulle stikke hende har hun kæmpet og vredet sig men denne gang liger hun helt stille da han giver hende sprøjten. da hun har fået ca. 1/4 af væsken laver hun et lille let suk og glider fredfyldt væk. Hun havde kæmpet alt hvad hun kunne men nu kunne hun bare ikke mere. Vi kunne havde valgt at aflive hende tidligere men det var først nu hun var klar til at give slip

Farvel du dejlige Paradis hest