Når vindermentalitet tager overhånd {{forumTopicSubject}}

Selvfølgelig er det træls at tabe, det kan være ud over alle grænser frustrerende. Man kan blive rigtig frustreret, endda vred, og jeg forstår det udmærket. Men der må være en grænse, både når det kommer til bebrejdelse af en selv, og når det kommer til hvordan man lader ens frustrationer gå ud over andre - mennesker eller dyr.

Jeg opretter emnet fordi jeg i fredags var på Hjallerup Marked med en veninde. Da vi er på vej hjem ser vi, at springstævnet skal til at gå i gang, og vi beslutter os for at blive og kigge.

Det var unge ryttere, pony ryttere, som vi så. Jeg tror det var i kat 2, at situationen opstod. Det var en ung pige som på hendes fine pony kommer ind og skal ride banen. Ponyen refusere forholdsvis tidligt i ridtet, og er noget modstridende og vil helst ikke over noget efter det. Rytteren håndtere første refusering ved at ride ponyen helt hen foran springet og klappe den en bag i med pisken. Okay, det var en gang ..
Da ponyen stopper igen, fortsætter denne behandling. Ponyen bliver redet rundt på volte, alt i mens den får flere slag bag i, på samme tid med, at den oplever en noget kun hård hånd i den anden ende af tøjlen ..

På et tidspunkt bliver der sagt over højtaleren, at rytteren lige skal styre temperamentet - det synes jeg er super dejligt at høre, at behandlingen ikke bare bliver accepteret. Pige og pony er efterhånden udgået, men som det sidste skal ponyen på vej ud af banen have endnu flere klask bag i, og som afsluttende hakker hun til den med sporen hvorefter at flå tilbage i tøjlen. Jeg sad tæt ved udgangen, og kunne derfor se det helt hen til efter hun havde forladt banen. Her bliver det så sagt over højtaleren, at rytteren skal komme til fods til dommertårnet. Igen synes jeg, at det fra dommertårnet bliver håndteret rigtig fint og meget korrekt - dette overrasket mig faktisk positivt.

Men jeg sidder stadig tilbage med en undrende følelse og en helvedes masse spørgsmål ..
Som sagt forstår jeg godt frustrationerne. Jeg har selv et temperament, og jeg indrømmer gerne at jeg da jeg var yngre, var mere end bare hårdhændet overfor min hest, når hun ikke ville som jeg på springbanen. Jeg har været rigtig led ved hende, og jeg har skammet mig noget så grusomt.

Men til et stævne, til er arrangement hvor hestemennesker og ikke-hestemennesker i massevis står og kigger på, hvordan kan man så få sig selv til at opfører sig sådan? Og hvordan i alverden kan man få sig selv til at fortsætte efter at have fået en advarsel fra dommertårnet? Og hvorfor fortsætter man selv når man er udgået med at behandle ponyen sådan?
Jeg kommer ikke til stævner normalt, og jeg ved ikke om det er normalt, men jeg var overrasket, og rigtig forvirret over det.

Så er der nogen der kan forklare det, så gør det gerne. Jeg vil gerne prøve at forstå det. Jeg vil også gerne understrege, hvis at rytteren eller nogen der kender rytteren fra episoden skulle læse med her, at jeg dømmer ikke hende som menneske, jeg mener ikke noget grimt om hende som menneske. Jeg kender ikke hende, og ved kun hvad jeg så på og delvis udenfor banen, og det er alene det der gør at jeg konkludere, at vindermentaliteten simpelthen har taget overhånd, og at der bliver reddet på bekostning af ponyen.