Bare mit arbejde ikke er spildt :( {{forumTopicSubject}}

Jeg ved ikke hvad der skete for Lukas idag.



Der har stort set ikke været problemer med at longerer ham med sadel siden den dag for to år siden, hvor han røg afsted på næstvedvejen.



Især de sidste par uger har han været flink, altså, lige så snart han får lov til at gå i longen.



Han har været lidt snottet de sidste to dage, så han stod inde igår, da vejret var virkelig dårligt. Men det plejer ikke at give problemer. Han laver måske lidt glædeshop og ellers opfører han sig fint.



Jeg får lagt sadel og trense på ham, og han er lidt trippende ned til ridebanen som sædvanligt.



Jeg prøver at spænde gjorden efter, men han er ikke så samarbejdsvillig, og derfor vælger jeg at lade ham skridte lidt, så han kan komme lidt ned på jorden igen.



Pludselig går det hele meget stærkt. Han sætter i lunte trav, og pludselig lægger han ørerne tilbage og begynder at bukke. Sadlen som jeg ikke måtte spænde efter glider lidt tilbage og det gør bare bukkeriet endnu værre, og det eneste jeg tænker på er at jeg for alt i verden ikke må slippe longen og forsøger desperat at stå fast i det glatte underlag. Alt imens jeg bare venter på at sadlen skal ryge under maven på ham og mellem hans bagben.



Da det sker, bliver han helt hysterisk og lukker et øjeblik helt af for at jeg står derinde, og flere gange løber han ind mod mig og prøver at sparke efter sadlen.



Heldigvis begynder han at lytte til min stemme og slapper langsomt mere af, og tilsidst kan jeg få ham stoppet helt op, mens jeg forsigtigt spænder hans gjord op.



Bagefter trækker jeg ham lidt rundt på banen, og da han er lidt rolig, lægger jeg sadlen løst på hans ryg, og han tog det heldigvist meget pænt, og jeg kunne også tage gjorden rundt om maven.



Jeg valgte så, at det ville være for vores begges bedste, hvis han kom op i stalden og fik gjorden spændt. Han brød sig bestemt ikke om det, men han fandt sig i det.



Det er først her, jeg kommer i tanker om hvor slemt det kunne være gået, og jeg er ved at bryde sammen.



Lukas får lidt mad, og jeg skal spule ben på ham, og opdager at han har fået en masse skræmmer, og da jeg trækker med ham, ømmer han sig lidt på det ene bagben. Men bortset fra det, så virker han lige så tillidsfuld og glad, som altid og jeg sad med ham i det høje græs i tyve minutter.



Nu må jeg så bare håbe på at han er haltfri imorgen og at jeg ikke har spildt mit arbejde, bare fordi jeg ikke fik spændt gjorden efter idag på det rette tidspunkt. Mest af alt håber jeg på at jeg ikke er blevet bange for ham, det var også derfor jeg bare ville have sadlen op på ham igen.



Lige nu har jeg bare ondt i hovedet og i maven, fordi jeg blev så ked af det da jeg så han var kommet til skade med sine ben. En ting er dog sikker. Fremover får han sit fortøj på, for det gør sadlen mere skridsikker.



Puha... Ville bare ud med det, for det var en grim oplevelse, og fremover husker jeg at få spændt gjorden efter.