Årh, hvor er han træls! {{forumTopicSubject}}

Jeg har det med at gøre hvad jeg har lyst til i næsten alle situationer, og gør det derfor. Idag skulle jeg til kvadrilje ridning for første gang, og ankom med mit bidløse hovedtøj på bar hesteryg. Men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var noget for Lotti, og sagde derfor at jeg gik ud. Så gik vi over i det andet ridehus og gjorde hvad vi havde lyst til og er bedst til. Vi red rundt uden hjælp af tøjler, og det gik nogenlunde med at styre hende. Så kommer min far ind og begynder som sædvanlig at brokke sig over at eg altid skal være så besværlig o.s.v. Han vil have jeg skal ride dressur og starte stævner, og han kan bare ikke fatte at det ikke er det vi vil. Så sagde jeg til ham at jeg glædede mig til at se hans ansigt den dag det går op for ham, at jeg er blevet god til at komminkere med heste, og måske får mit eget sted hvor jeg "dyrker" det. Tro på det eller lad vær, men så sagde han at han glædede sig til at se mit ansigtsudtryk når han fløj til månen. Nøøj, hvor var det tarveligt. Jeg er bare så sur over han ikke kan acceptere at det er hvad der føles rigtigt for mig. At han har så lidt tro på mine drømme og mål.

Aaaargh! Er jeres forældre også sådan nogle gammeldags nogle, og har i nogensinde prøvet at i ville noget, og de synes det var dumt?