Tilmeldt:
16. mar 2005 Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.050
Historie... Til jer der vil læse {{forumTopicSubject}}
Det er den om Lisa... Skal nok få skrevet mere i Emma historien... Men lad os tage den fra starten af...
Hun stod et øjeblik og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det hele vare sket så hurtigt, og nu stod ikke bare hun, men også alle andre lammet af chokket. Pludselig gik det op for hende at hun måtte gøre noget. Hun smed det flag hun havde vifte med hele dagen, og løb hen mod springet, som før havde set så frygtindgydende ud. Tre meter fra springet var hun ved at falde over den bom som var fløjet gennem luften. Hun mærkede hvordan frygten begyndte at ulme inde i sig. Rytteren lå helt stille, mens hesten desperat forsøgte at komme på benene igen.
“Ring efter en ambulance” hørte hun sig selv råbe, og efterfølgende røg følgende ord ud af munden på hende:” Og en dyrlæge. Jeg tror hesten har brækket benet”. Det var ikke noget hun troede, hun var sikker. Det var tydeligt at se, at hesten ikke havde længe igen. Hun tænkte ikke videre over det, for hun koncentrere sig om rytteren. Til alt held havde en veninde lokket hende med på et kedeligt førstehjælpskursus et par uger før. Selv om hun aldrig havde prøvet tingene i praksis før, så arbejdede hun hurtigt og sikkert, mens hun hele tiden prøvede at få liv i rytteren, men det lykkedes ikke.
Hun havde ingen fornemmelse for hvor lang tid der var gået, da hun hørte sirenerne i det fjerne. Det var først nu hun opdagede alle menneskerne omkring sig. Hun indså at hun ikke kunne hjælpe mere, og trådte derfor lidt tilbage. Forpustet så hun på mens ambulancefolkene desperat forsøgte at udføre deres arbejde. Pludselig hørte hun en græde. Hun så hen på hesten. En kvinde talte med dyrlægen, mens en lille pige hang om hendes ben. Det var pigen der græd. Selvom hun ikke kunne høre hvad der blev sagt, så vidste hun det. Hun gik stille og roligt hen til hesten og satte sig på hug. Hun lod hånden glide hen over den våde brune pels:” Så, så. Det går over snart” sagde hun hæst. Hesten begyndte at slappe lidt af, men alligevel bevægede dens flanke sig hurtigt op og ned. “Rolig nu.” Hun så op på dyrlægen, som var ved at gøre sprøjten klar. Hun besluttede sig for at blive der. Dyrlægen kom hen til hende: “Kender du hesten?” Hun rystede på hovedet:” Nej, jeg ville bare berolige den. Er der intet du kan gøre?” Dyrlægen så bedrøvet på hende.
Det var en varm morgen den dag, og det selvom det kun var starten af maj. Hun var med til at hjælpe på rideskolen på fjerde dagen ved det årlige landsstævne i springning. Der var mødt flere hundrede mennesker op, og endnu flere ponyer og heste. Der var dog kun en af hestene der havde fanget hendes interesse. En smuk brun vallak. Den var stor og kraftig, og i første omgang var hun i tvivl om hvordan den skulle komme over de store forhindringer på banen. Men den overraskede, ikke bare hende, men også resten af publikum, da den inde på den store bane, klarede det ene tårnhøje spring efter det andet. Rytteren var dygtig, sad stille og roligt på hesten, og styrede den flot gennem banen. Ekvipagen så lidt spøjs ud, mest fordi hesten var kæmpe stor og rytteren lille og tynd. Men deres samarbejde var perfekt. De havde indtil videre startet 3 klasser, og de havde vundet alle tre. Det var tydeligt at se hvordan hest og rytter holdt af hinanden. Rytteren havde også et par ponyer med, og rytteren red dem mindst lige så godt, og selv da den unge pony, som var til sit første landsstævne, blev diskvalificeret, fik den et klap og massere af ros. Det var nu tid til en af de sidste klasser, det var en derbyklasse. Hun stod klar med flaget, så hun kunne markere når ekvipagerne kom over målstregen. Hun elskede det, for på denne måde fik hun mulighed for at hestene på tæt hold. Der blev vist virkelig flot ridning, men banen var svær og kun tre ekvipager red fejlfrit, heriblandt var den smukke brune vallak. De to første ryttere havde redet deres anden runde hurtigt og fejlfrit, men det så ikke ud til at påvirke rytteren. Hun så beundrende på ekvipagen, da de kom mod det første spring. Hesten sprang stort og ubesværet over det store spring, hurtigt efter landingen styrede rytteren den igennem kombination. Igen sprang hesten let og stort over springene, mens dens rytter fulgte alle dens bevægelser. Rundt i svinget, var de allerede langt foran de andre ryttere i omspringningen. Efter det næste spring blev farten sat yderligere op. Ikke fordi hesten bevægede sig hurtigere, men den øgede sin skridtlængde. Det var imponerende så nemt den klarede de følgende forhindringer. Der var massere af luft under den, og det var tydeligt at se hvor glad den var for at springe.
Så red de på kombinationen. Hesten fik sat en smule for tidligt af, og klarede lige at komme over springet. Hesten forsøgte efterfølgende desperat at få to galopspring, men der var ikke plads. Hesten prøvede at komme over, men så…
“Lisa, vågn op,” hun så forskrækket på sin lære. Hun var endnu engang faldet i staver i en matematiktimer: “Når du har så meget overskud i timerne, kan du vel passende fortælle mig, hvad kvadratroden af 625 er?” Lisa stirrede måbende op på tavlen, der nu var fyldt ud med regneregler og formler. “Øh… Jeg tror… Ehm… Jeg ved det ikke” Hun hørte hvordan nogle af tøserne begyndte at fnise, og Mette lærerens yndlingselev, skyndte sig at markere og svarede: “Kvadratroden af 625 er 25.” Mette så overlegent over på Lisa, som nu kunne mærke vreden bruse frem i kroppen. Ikke fordi hun var gal på Mette, men fordi hun var gal på sig selv. Hvorfor skulle hun altid side og drømme i timerne, hvorfor fulgte hun ikke bare med, så hun kunne forbedre sine karakterer. Der var en måned til at alle eksamenerne begyndte, og som det så ud lige nu, ville Lisa kun med nød og næppe kunne klare sig. Hun havde mest af alt lyst til at sparke sig selv bagi, for så længe hun kunne huske det, havde hendes største drøm været at blive dyrlæge, men udsigterne på det område var sorte.
Hun trampede hårdt i pedalerne på den gamle rustne cykel, da hun tog af sted ud mod rideskolen. Hun havde lidt halv travlt, for hun skulle være trækker på et af begynderholdene, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at komme ud og ride på Buller i weekenden. Lisa havde ingen forældre og boede derfor på det nærliggende børnehjem. Dog skulle hun flytte derfra om et par år, når hun blev myndig. Da Lisa ingen forældre havde, var der ingen som ville betale for at hun fik undervisning på rideskolen. Til alt held kunne de 6 elever der hjalp mest på rideskolen, få lov til at ride på nogle af ponyerne om søndagen. Det var ikke seriøs ridning, men lidt ridning var jo altid bedre end slet ingen. Så selv om det kun var en halvtimes skridttur i skoven, så var Lisa mere end vild for at få lov. Men der var mange om budet, så det gjalt altid om at være der til tiden, en ting som Lisa bestemt ikke var god til, slet ikke når det var i skolen hun skulle møde. Det var da også det der var grunden til at hun var sent på den i dag. Hun var kommet ti minutter for sent til den første time. Og det skulle hende lære lige forklare ikke var i orden. “Næste gang kan du få lov til at side udenfor resten af timen. Og med dine karakterer er det bestemt ikke en fordel!” havde læren sagt. Og ikke nok med det, så fik Lisa ekstra mange lektier for som straf, og hvis der var noget som Lisa hadede så var det at lave lektier. For det betød mindre tid på rideskolen.
Lisa var så optaget af sine egne tanker at hun end ikke ænsede det store hul midt i vejen, og pludselig lå hun midt på jorden. Hun kunne mærke hvordan hænderne begyndt at gøre ondt, men det var ikke det værste. Hun kunne pludselig hører hvordan en livlig latter brølede foran sig. Hun så op. Ganske rigtigt det var nogen af de snobbede tøser fra rideskolen. Tøser, hvis forældre havde massere af penge, så de kunne betale for deres børns dyre og dygtige ponyer og det sidste nye udstyr, både til hest og rytter. “Hvad så Lisa. Smed jernhesten dig af igen? Man burde tro at et så gammelt øg ville være tæmmet.” det var Patricia der sagde de ord, som skar i Lisas hjerte. Lisa vidste at hvis hun begyndte at græde, ville Patricia have vundet. Men desværre kunne Lisa ikke kom med noget modspil, så trist til mode tog hun fat i sin gamle cykel og trak resten af vejen op til rideskolen, mens hun kunne høre hvordan Patricia og de andre bagtalte hende. Da Lisa var kommet lidt væk, begyndte tårerne at trille ned af kinderne. Ikke fordi hun havde slået sig, ikke fordi hendes eneste par ridebukser igen skulle lappes og slet ikke på grund af det Patricia havde sagt. Men fordi hun nu så at ponyerne blev trukket ned i ridehuset, og hun derfor godt kunne vinke farvel til ugens højdepunkt, nemlig en ridetur på Buller.
mar 2005
Følger: 34 Følgere: 32 Heste: 3 Emner: 41 Svar: 177
jun 2005
Følger: 222 Følgere: 214 Heste: 7 Emner: 117 Svar: 1.440
mar 2005
Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.050
Mødet med Gimli.
Hun sparkede hårdt til stenen. Intet var til at holde ud. Hun var lige flyttet til byen sammen med sin mor og to brødre, og allerede var der opstået problemer i skolen. Hun vidste at rygter løb som en steppebrand, men det her var for meget. Det kunne ikke være rigtig at hun skulle tage ansvar for de ting, som hendes stedfar havde gjort. Hun var så ude af sig selv at hun slet ikke så hulet i jorden, og hun faldt for over. Hendes ansigt ramte det beskidte vand, og hun hørte hvordan latteren begyndte at bulre som var det torden. Hun hadede det, men ikke så meget som hun hadede den forfærdelig følelse, som nu kom væltende frem inden i hende. Hun mærkede tårerne trille ned af kinderne, og uden at tænke videre over det løb hun alt hvad hun kunne. Hvorhen det vidste hun ikke, hun ville bare væk fra de stikkende øjne. Væk fra det hun hadede allermest.
Hun vidste ikke hvor langt hun havde løbet, og da hun stoppede havde hun ingen ide om hvor hun var. Hun satte sig ned og tog et lille krøllet billede op af lommen. Med armen prøvede hun at fjerne det snot, som begyndte at rende fra næsen. Billedet var af en lykkelig familie, familien var engang hendes egen. Det var så lang tid siden, at den familie næsten måtte være en anden. Hun havde svært ved at forstille sig selv være den lille pige med de lang lyse fletninger, som sad så stolt på sin fars skød. Hun kunne ikke længere huske hendes mors smilende ansigt, og det frække udtryk der var i hendes brødres øjne. Det var længe siden, og den familie eksisterede ikke længere.
Hun folede billedet sammen, sukkede højlydt og fik efter lidt tid kæmpet sig op på sine ben. Hun var i tvivl om hvilken vej hun skulle gå, og besluttede sig i sidste ende at gå mod de sorte skyer som trak sig sammen på himlen. Efter hun havde gået lidt kom den silende regn som de havde talt om mens hun spiste sin morgenmad. Hun ænsede det dog ikke. Hun tænkte bare på hvad hendes mor ville sige når hun fandt ud af at der allerede var problemer i skolen. Hun hørte pludselig nogle tøser hvine højt, og bagefter kom der en spæd latter. Hun skyndte sig væk fra vejen hun havde bestemt ikke lyst til at tale med nogen lige nu, og slet ikke hvis de var oppe fra skolen. Da hun var kommet lidt væk fra vejen fortrød hun, det var jo lige til at blive væk her i skoven. Hun vendte sig om for at gå tilbage, da hun hørte braget, og bagefter skriget. Hun var ikke i tvivl, der var noget galt. Hun skyndte sig at løbe alt hvad hun kunne hen imod lyden. Hun fik ikke løbet mange meter før hun hørte lyden af noget komme imod hende, en lyd som hun kendte så godt, og ikke havde hørt længe. Det kom nærmere og så fik hun øje på den. En kulsort hest. Den var panisk, og i sin vilde flugt væltede den over sine egne ben. Hurtigt fik den kæmpet sig op, men under styrtet havde den fået viklet sig ind i nogle grene, og nu forsøgte den at komme fri. Hun vidste at hun skulle handle hurtigt, og hun skyndte sig hen til hesten. Mens hun talte beroligende til den prustende hest, fik hun viklet tøjlen løs. Da hesten mærkede at den var fri, forsøgte den at komme videre, men den stoppede i det øjeblik at den mærkede noget holdt fast i den. Hun lod sin hånd glide blidt hen over den våde pels, og trak så forsigtigt af sted med den. Nervøst fulgte den efter hende.
Det varede ikke længe før hestens rytter dukkede op. Hun var meget lykkelig over at der ikke var sket hesten noget: “Gimli, er der sket noget?” Hun skyndte sig at tjekke ponyen igennem. “Han halter en smule på det ene forben, men det er ikke slemt. Jeg tror det går over om et par dage. Hvad skete der?” Inden hun vidste af det fik hun et kæmpe kram. Hun blev så forskrækket at hun hoppede et par skridt tilbage. “Tusinde tak. Hvis ikke du havde været det, hvem ved så hvad der var sket? Du er helt gennemblødt. Kom med os tilbage til gården. Det ikke langt herfra.” Hun så lidt skeptisk på pigen, men indvilligede i sidste ende i at gå med.
Tyve minutter sad de i et lille lokale, og pigen som havde Gimli var ved at lave noget the de kunne varme sig på. Pludselig gik det op for pigen:” Jeg ved slet ikke hvad du hedder?” Hun så på hende, og havde mest lyst til at gemme sig. Hun brød sig ikke om at folk talte med hende: “Emma, mit navn er Emma. Hvad hedder du?” Pigen smilede: “Jeg hedder Katja. Og hende her er min bedste veninde, hun hedder Louise.” Hun pegede på den fregnede pige som sad over for hende. “Jeg synes ikke jeg har set dig før?”. Emma smilede genert, hun kunne faktisk godt lide Katja:” Jeg og min familie er lige flyttet hertil. Før boede vi inde i storbyen.” Louise ville gerne deltage i deres samtale: “Emma, du må være mindst lige så glad for heste som os. Vil du med os ud og ride en tur i weekenden? Du kan låne min gamle pony Ellos, hun er flink.” Emma var mundlam. Hun havde ikke redet i knap tre år, og siden da var det hendes største ønske at komme op på en hest igen. “Selvfølgelig vil jeg det.”
Kort efter kom Katjas far, og han kørte Emma hjem. Han var en person der lavede skæg med alt. Selv det at Katjas pony var stukket af fik han dem til at grine af. Emma havde for første gang længe en fornemmelse af at det hele nok skulle gå, og hun glemte for en kort stund alt om en sur mor der ventede derhjemme.
Emma var nær væltet forover da pedalerne igen satte sig fast på den gamle rustne cykel. Men hun var lige glad, for intet kunne ødelægge hendes humør. Hun ville bare have det bedste ud af dagen. De sidste to dage i skolen var som fløjet forbi, og hun havde ikke tænkt på andet end hvor skønt det ville være at komme ud og ride igen.
Det var jo så længe siden, så hun var spændt på om hun overhovedet kunne huske noget af alt det hun havde lært. Hvis bare hendes mor ikke havde været nødsaget til at sælge ponyerne, Mille og Shadow, så ville alt have været i den skønneste orden. Hun kunne selvfølgelig ikke lægge skylden på sin egen mor. For hendes far var død kort forinden, og med tre børn på omkring 12 år, havde det været småt med pengene. Da det ikke hjalp på økonomien, røg Emmas mor ned i et sort hul. Hun begyndte at drikke, og efter et par måneder mødte hun så Jan. Han var flink i starten, men senere viste det sig, at denne venskabelige måde kun var forbeholdt dem når moderen var i nærheden. Emma ville aldrig glemme den gang hun så sin bror, Alex, få tæv af Jan. Hun græd hele natten, mens hun og de to brødre sad på deres værelse. De kunne hører hvordan der blev råbt og skreget. Mange ville måske tro at deres mor var egoistisk og valgte Jan frem for sine børn, men det han slet ikke sådan sammen. Det var Emma overbevist om. Deres mor elskede dem mere end alt andet på jorden, men de var afhængige af Jan. Det var ham der skaffede pengene, og uden penge kom der intet mad på bordet. For et halvt år siden begyndte Jan at slås med de andre på det lokale værtshus, og med det kom alle rygterne. Alle de venner Emma engang havde forsvandt som dug for solen, og hun var helt alene. Der hjemme turde hun ikke andet end at sætte sig ind på sit værelse, og så vente til der blev stille, for så at snige sig ud og få lidt at spise.
Så for et halvt år siden skete der noget som ændrede alt. Emma og hendes to brødre blev kaldt op på kontoret. Deres mor var indlagt på hospitalet, det var ikke slemt, en hjernerystelse og et brækket håndled. Emma mærkede frygten bruse frem i hende, hun vidste at risikoen for at de ville blive taget fra deres mor var der, og da hun så betjenten på hospitalet havde hun lyst til at vende sig om for at stikke af.
Men de blev hos deres mor, og nu var de startet på en frisk et nyt sted.
Emma bremsede cyklen, nu var hun fremme. Der var helt stille, og hun tog forsigtigt fat i håndtaget på døren indtil stalden. Det så ikke ud som om der var nogen heste inde, men det var jo også forståeligt nok, da vejret var så flot. Hun gik langsomt ind i stalden, og hørte så en utålmodig skraben fra en af boksene. Hun gik hen og kiggede, det var Gimli, ponyen der var løbet løbsk dagen før. Emma undrede sig lidt over hvorfor den stod inde, den virkede meget sød.
Pludselig fløj døren op, og ind kom en ældre dame. Emma vidste ikke hvem hun var, og hun overvejede et øjeblik at hoppe ind i boksen til Gimli. “Hej, du. Dig har jeg vist ikke set før.” Emma rystede nervøst på hovedet. “Er du en af Louises veninder.” Emma skyndte sig at nikke. “Er det sig der er Emma? Louise har lige ringet. Katjas cykel er punkteret, og der går lidt før de kommer.” Emma følte sig en smule skuffet, hvad nu hvis hun ikke nåede ud at ride, nu havde hun glædet sig så meget. “Se dog ikke så ked ud tøs. Det tager jo ikke en evighed før de kommer. Hvis du vil kan du jo ordne Gimli, mens de venter. Men pas på, han er noget speciel. Jeg ordner lidt bokse imens og er lige i nærheden.” Emmas så spørgende på hende: “Jeg troede Gimli var Katjas pony. Hun red den jo i går.” Kvinden brød ud i latter: “Haha… Nej, Gimli er skam min. Katja red på ham i går så han kunne få noget motion. Han vil bare ikke have hvem som helst på ryggen af sig. Katja kan med nød og næppe skridte en tur på ham. Her er hans strigler, grimen hænger på bokslågen.” Emma mærkede hvordan hun spændte mens hun åbnede ind til den sorte hest. Den fnøs engang af hende, og gik så hen mod hende: “Hej Gimli. Kan du huske mig? Jeg hjalp dig fri i går, og nu vil jeg strigle dig. Det er jo vigtigt at din pels bliver holdt ren!” Emma følte at det ville berolige både hende selv og hesten hvis hun snakkede. Forsigtigt lagde hun grimen på hesten. Selv om det var længe siden hun havde gjort det sidst, så var det som om det var i går hun havde lagt grimen på Shadow for at trække ponyen op i traileren. Det gippede i hende en enkelt gang, og så trak hun hesten ud af boksen. Ude på staldgangen satte hun den fast i kæderne, og så gnubbede hun hesten over det hele. Det tog ikke lang tid før hun fandt ud af hvor de specielle steder var, de steder hvor Gimli virkelig nød at blive ordnet. Pelsen var spejlblank da Emma var færdig. Hun satte Gimli ind i boksen og i samme øjeblik hørte hun Katjas og Louises stemmer udenfor. Hun så på Gimli og bemærkede at udtrykket i dens øjne var ændret. Hesten så mere barks ud, og det blik der havde været mildt før var næsten helt væk.
“Hej, Emma. Du må undskylde vi først kommer nu.” Katja smilede over hele ansigtet. Hun lignede mest af alt en glad lille julegris. Louise og Katja trak Emma med ud på folden for at hente ponyerne. Emma stod målløs da hun så Louises smukke røde hoppe. Lady Godiva hed den, men den blev bare kaldt Lady. Den var spinkel og meget vågen, og så var den smuk. Emma havde aldrig set en så køn pony før. Ellos, var Lady fuldstændige modsætning. Hun var lidt grovere bygget og så havde hun nogle rare rolige øjne. Emma havde mest af alt lyst til at give den godmodige hoppe et kæmpe kram. Hun kløede den bag de små øre, og den lagde hovedet let på skrå.
Inde i stalden stod Katja allerede og ventede med sin pony. Den havde et forfærdeligt langt navn, Ultra Speedlight II, men i daglig tale blev den kaldt for Speedy. Et navn som ponyen levede op til. Tøserne pludrede løs, og selv om Emma normalt var genert, så blev hun hurtigt grebet af stemningen. Hun fortalte Katja og Louise om Shadow og Mille, og de to andre tøser fortalte om stævner de havde deltaget i og om hvordan de red ned til stranden og badede med ponyerne om sommeren. Så slog det pludselig Emma: “Hvorfor er der ikke nogen som bryder sig om Gimli?” De så overrasket på hende, og Louise begyndte at fnise. “Det er vist Gimli der ikke bryder sig om alle andre end sig selv”: sagde Katja hårdt, og så kunne hun ikke længere holde masken. Hun fortalte om alle de gange der var en der var begyndt at ride på Gimli. Gimli skridtede altid pænt rundt i starten, for der var hans ejer der. Han opførte sig mildest talt som et lille lam. Men så snart Julie, ejeren, ikke var der, begyndte han at lave ballade. Og som oftest blev rytteren bange for ham, når han stolt viste en flot serie af bukspring ned ad langsiden. Emma så over på Gimli, som fornærmet stod i sin boks: “Han skal bare finde den rigtige rytter.”
Emma havde frygtet lidt at hun slet ikke kunne huske hvordan man red, og da hun satte sin slidte gummistøvle i bøjlen kunne hun knap nok nå. Med stort besvær fik hun hevet sig selv i sadlen, der var længere end hun huskede. Men i det øjeblik hun satte sig i sadlen, føltes alt som hun huskede det. Den kriblende fornemmelse kom frem i maven sammen med lysten til bare at suse af sted gennem den nærmeste skov.
De satte ponyerne frem i skridte, og tøserne begav sig ud på en ridetur de altid vil huske. Ikke fordi der skete noget særligt på den tur, men fordi alt var som i et eventyr. Solen skinnede og fuglene kvidrede, på et tidspunkt sprang Speedy forskrækket til siden, og da tøserne så op fik de øje på et par dådyr som legende let sprang igennem skoven.
Senere så de i en lysning en ræv og dens unger.
Da de var tilbage i stalden, havde Emma mest lyst til at græde. Hun havde virkelig nydt at ride på Ellos, og hun vidste at hun kunne leve på den ridetur i mange dage. Men nu ville hun bare savne det at ride, endnu mere end hvad hun hidtil havde gjort.
Efter at have striglet ponyerne, skulle tøserne af sted, da Julie kom ud til dem. “Emma, kan jeg få lov at tale med dig” Emma mærkede hvordan hun blev rød i ansigtet, og samtidigt følte hun frygten for at hun havde gjort noget galt.
“Jeg så hvordan du ordnede Gimli.” Emmas hjerte begyndte at hamre af sted, og tårerne begyndte at presse på. Hun var så overbevist om at hun havde gjort noget galt. “Jeg tror godt han kan lide dig, Emma.” I samme øjeblik hun sagde det, kunne Emma mærke tårerne trille ned af kinder. “Jamen, Emma. Hvad er der i vejen?” Julie så forskrækket på hende. “Ikke noget” fik Emma fremstammet” Jeg troede bare jeg havde gjort noget galt.” “Emma, kom her.” Julie gav Emma et kram,” Du har intet at være ked af. Jeg ville bare høre om du ville passe Gimli, jeg er sikker på du vil være den rigtige rytter til ham.” Det fik Emma til at græde endnu mere, hvorfor vidste hun ikke, måske fordi hun følte sig dum over at være så følsom. Hun tørrede de værste tårer væk med sit ærme, og sagde nikkende: “Det vil jeg meget gerne.”
På vej hjem fra stalden var Emma mindst lige så glad, som hun havde været på vej hjem. Hun skulle ud og prøve at ride på Gimle i morgen, og hun kunne ikke vente. Nu håbede hun at hun kunne finde sit ridetøj i en af de mange flyttekasser i skuret.
Der var kun et men, hun skulle overbevise sin mor, og det ville blive svært. Hendes mor brød sig ikke om heste, og bestemt ikke efter Jonas var faldet af Mille. Det var et uheld, det vidste både Emma og hendes bror. Men deres mor var pylrede, og det havde gjort det nemmere for hende at sælge de to ponyer, som hendes børn elskede så højt.
Emma kunne stadig svagt huskede hvad der skete den dag. Hendes og Jonas, havde været ude og ride. De var ikke ret gamle dengang og derfor tænkte de knap så meget over de stunts de fik ponyerne til at udfører. Den dag konkurrere de om hvem der kunne komme hurtigst ned over marken. De to ponyer var sat af sted, og de løb side om side ned ad bakken. Pludselig mistede Mille balance, og det samme gjorde Jonas. Der gik lidt før Emma fik stoppet Shadow, og da hun kom tilbage kunne hører hvordan Jonas grinede. Hun skyndte sig af hesten, og Jonas sagde at hans arm gjorde en smule ondt. Emma kunne hurtigt se at det ikke kun kunne være en smule, for den var helt blå. Hun skyndte sig at tage fat i Milles tøjler, og så gik de hjem med ponyerne. Alex var derhjemme. Han var et år ældre end dem begge, og han fik ringet til alarmcentralen. Senere vidste det sig at Jonas arm var brækket. Emma glemmer aldrig det vrede ansigt der var i hendes mors øjne da hun kom på hospitalet.
Den næste dag var begge ponyer solgt.
En kamp- Både derhjemme og med Gimli
Emma havde sådan håbet på at hun kunne overtale sin mor, men det var åbenbart ikke så nemt som hun troede.
“Emma, det er jo langt væk. Hvad hvis du bliver sent færdig, jeg vil helst ikke have at du kører på vejen når det er mørkt!” Emma sukkede:” Mor, jeg 14 år gammel. Jeg kan altså godt cykle hjem alene derude fra, også selvom det er mørkt. Hvad nu hvis jeg sørger for at have lygter på. Må jeg så ikke nok?” Emma så bedende på hendes mor. “Emma, jeg har sagt nej. Og så bliver det sådan.” Vreden væltede frem i Emma og tårerne begyndte at presse sig på. Hun løb op på sit værelse og smækkede døren. Med hovedet dybt begravet i dynen lod hun tårerne få frit løb. Hvorfor var alting så uretfærdigt, og hvorfor var hende mor så overbeskyttende nu, hvor det drejede sig om det Emma allerhelst ville.
Hun vidste ikke længere hvor længe hun havde været på sit værelse, men det var i hvert fald mørkt udenfor. Emma sad i sengen og klemte livet ud af en helt uskyldig pude. Da hun hørte den sagte banken på døren, havde hun mest lyst til at råbe af personen, men hun sagde ikke noget. “Intet svar, tager jeg som et ja” Det var Jonas, “hvad så Emma, surmuler du nu igen.” Emma så ondt på sin bror. Om hun forstod hvordan de kunne være tvillinger. De var jo så forskellige, og alligevel ikke. For på den ene eller anden måde, så vidste den ene altid hvad den anden tænkte. “Jeg hørte hvordan dig og mor diskuterede. Noget du vil tale om?” Jonas satte sig på stolen. Emma så på sin bror, han var ikke særlig stor, faktisk var han noget af en splejs. Men til alt held var han god til at tale for sig. “Jeg har fået lov til at ride på den her pony. Men mor vil ikke lade mig få lov. Hun siger at det er for farligt at køre på vejene når det er mørkt.” Jonas smilede: “Jeg forstår hende godt, men hun burde da vide at du kan klare dig selv. Men kan du ikke love at komme tidligt hjem?” Emma rystede på hovedet: ”Hvad så med de dage hvor jeg skal derud efter skole? Der bliver det jo sent.” Hun kunne se på sin bror at han tænkte. Han var klog, det havde han altid været. Emma var pludselig ikke så meget i tvivl længere, for hun og hendes bror havde klaret værre ting før. “Hvad hvis du fulgtes med nogen derud?” “Hvem skulle det være. Jeg mener, Katja og Julie bor noget tættere på stalden.” Jonas sukkede højt: “Jeg kan tage med i morgen, men så må du også finde på noget. Jeg tager ikke med derud hver evig eneste dag.” Emma fløj op og gav Jonas et knus: “Jeg er verdens heldigste pige, når jeg har en bror som dig.” “Nu skal du heller ikke komme for godt i gang vel.”
Emma stod tidligt op den morgen. Hun skyndte sig ned i køkkenet og begyndte at lune nogle boller. Fløjtende gik hun rundt i køkkenet, og ikke engang det at der intet mælk var i køleskabet, kunne ødelægge hendes gode humør. Mens hun ventede på at bollerne skulle blive varme, satte hun sig ind i stuen. Alex var vist allerede oppe. Hun kunne i hvert fald høre nogen bevæge sig rundt i hans værelse. Da han kom ud med sit tjavsede morgenhård, havde Emma svært ved ikke at fnise. Alex skar ansigt af hende og gik ud på badeværelset. Et øjeblik overvejede hun om hun skulle gå ind og vække Jonas, men han var på forkant med hende, og kort efter hørte hun døren i gangen gå op. Jonas kom pustene ind udefra: “Morgen søs, du skulle have været med mig ude at løbe. Vejret er helt fantastisk.” Da Jonas gik forbi uglede han Emmas hår. Selv om de var tvillinger, så var det alligevel Jonas der var den ældste af de to. Faktisk passede både Jonas og Alex på Emma, og det var Emma glad for. Især når hun havde en dum dag så var det rart at de var der for at trøste hende.
Jonas havde ret. Vejret var fantastisk. De trillede stille og roligt hen af cykelstien i den lille lyse skov. Der var ingen af dem der sagde et ord, de nød bare stilheden og det gode vejr. Det var først efter et kvarter at Jonas spurgte:” Den her hest. Er det en du godt kan lide? Du virker så glad.” Emma nikkede, og fremstammede forpustet:” Jeg tror godt jeg kan lide den. Og jeg tror også at den kan lide mig. Jeg håber det i hvert fald, det kunne være alle tiders hvis jeg kunne begynde at ride igen.” Jonas nikkede: “Ja. Bare du ikke lokker mig med ud at ride. Det gider jeg ikke mere. Næ, nej. Stik mig en fodbold, så kan vi begynde at snakke.” Emma forstod det ikke helt. Jonas havde været mindste lige så glad for hestene som hun selv var det, men det havde ændret sig lige pludselig. Hun ville gerne spørge om hvorfor han ikke gad hestene mere, men hun valgte at lade være, for hun vidste at nogen ting ville have bedst af ikke at blive rodet rundt i.
De drejede nu rundt i svinget og kørte op ad den lange allé der førte op til gården. Emma kunne mærke hvordan det igen begyndte at krible i maven, hun var lidt nervøs for hvordan det hele det skulle gå. Hun håbede sådan at det ville gå godt. Faktisk så vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre, hvis hun igen skulle til at leve uden heste. Der var gået så lang tid siden at hendes ponyer blev solgt, til nu. Og hun ville under ingen omstændigheder lade denne chance smutte fra sig.
“Hej Emma. Gimli står og venter i stalden. Hvis du strigler ham, så finder jeg hans udstyr imens.” Det var Julie, der glad tog imod dem. “Hej Julie. Det her er min bror Jonas. Jeg håber ikke at det gør noget at han er med i dag?” Julie så på Jonas med et lidt skræmmende blik. Det virkede som om hun vurderede hvilken type han var. Hun skyndte sig at give Jonas hånden: “Hej Jonas. Når nu du er her. Kan du så ikke lige hjælpe mig med noget. Det er sjældent her er en stærk ung fyr på gården.” Jonas trak på skuldrene og fulgte så pænt efter. Emma spekulerede ikke videre over hvad Julie ville have Jonas til. I stedet skyndte hun sig at trække Gimli ud af boksen, og striglede ham lige så grundig som dagen før. Man kunne ikke længere se at han var blevet striglet. Han havde åbenbart været en tur på fold, for han havde mudder op til begge ører. Gimli var lidt stædig da Emma ville rense hove på ham, men efter et par forsøg løftede han pænt sine ben. Men det havde ikke været uden indsats fra Emmas side, for hun stod nu, rød i hovedet og hev efter vejret. Hun lænede sig hen mod Gimli, men han var i drillehumør, for i det øjeblik han mærkede vægten fra Emma, hoppede han drilsk et par skridt til siden, hvilket resulterede i at Emma det næste øjeblik lå på det hårde betongulv. Da hun så op på Gimli, kiggede han uskyldigt på hende. “Gimli, jeg har gennemskuet dig. Du er en rigtig drille pind, ikke” Emma fik kæmpet sig på benene og gav Gimli en gulerod og kløede ham bagefter bag det ene øre. Noget ponyen tydeligvis nød. “Jeg kan se at i er ved at blive gode venner”, Julie overraskede både Emma og Gimli, for da ponyen hørte sin ejer, trådt den et skidt frem og var ved at træde på Emmas tær. “Her er hans sadel og trense. Det er lidt støvet, og trænger til at blive ordnet, men du kan bare gøre det når du har tid og lyst.” Emma nikkede ivrigt, og sørgede for at følge godt med, mens Julie sadlede Gimli op. Små ti minutter senere trak Emma Gimli ud på den lille ridebane bag stalden, hvor hun spændt og nervøst svang sig i Gimlis sadel.
jun 2005
Følger: 222 Følgere: 214 Heste: 7 Emner: 117 Svar: 1.440
jan 2006
Følger: 31 Følgere: 28 Heste: 3 Emner: 48 Svar: 362
Historie... Til jer der vil læse