Det skal ikke være skidt det hele... {{forumTopicSubject}}

Ej, nu syns jeg altså, at jeg har pyldret lidt for meget på det sidste... Så nu vil jeg fortælle lidt solskins-historier - ikke kun, fordi solen skinner fra en næsten skyfri himmel, men også fordi jeg bare er så glad for min lille pige.
Men først vil jeg lige overlade ordet til min kanin Hugo, som gerne vil dele uddrag fra sin dagbog med jer, for den beretter egentlig meget godt om hvordan livet på folden er, når jeg ikke lige står og holder øje.

Dag 1: Det sortbrogede bæst har indtaget folden. Menneskerne står og klapper i hænderne. De burde plukke noget græs i stedet for og give det til mig. Jeg vælger at se tiden an, og først danne mig en holdning pro/con dette nye væsen, når jeg lige har beskuet den i nogle dage. Fodelen ved dette nye tiltag på folden er dog, at den nytilkomne er en dame. Sikke baller! Men jeg frygter det værste...

8.april 2009: Min tilværelse på livets kant blev i nat sat yderligere på en spids. Jeg vågnede (fra en dejlig gulerods-drøm) ved at det buldrede ved siden af mit hus. Min 2. sal rystede som var alt græs i hele verden ved at vokse op med lynets hast på pletten lige ved siden af mig. Dette er selvfølgelig ønsketænkning - mit liv taget i betragtning. Noget så fantastisk sker jo ikke for mig, Hugo. Nej, det var selvfølgelig det sort-brogede bæst, der stod og rokkede op ad lugen ind til foder-rummet. Det siger sig selv, at det mindre intelligente væsen ikke kunne regne ud, at lugen på et eller andet tidspunkt ville ryge af, sådan som hun gik til den. Tsk tsk - heste. Vi kaniner er da noget mere oplyste! Selvfølgelig faldt lågen af - heldigvis medførte det en vis form for panik, og de skide heste som spiser mit græs, flygtede ud på marken igen. Resten af natten kunne jeg sove fredfyldt - desværre kom gulerods-drømmen ikke igen.

9. April 2009: Nu står verden ikke mere. Efter døds-dommen over lugen ind til foder-rummet har den sort-brogede plage nu kastet sin kærlighed på mit hus. I en 2. sals højde, er der absolut ikke noget sjovt ved at have en 400 kg tung røv gnubbende imod sin panorama-udsigt! Det gik da helt galt, da hele mit hus pludselig stod i en helt ny, og ikke særlig inspirerende vinkel. Heldigvis skræmte det endnu engang terroristen, så man kunne få fred til at genoprette og om-dekorere til den nye alternative vinkel mit hus nu stod i.

10. april 2009: Mine mennesker har genoprettet mit hus, og jeg kan nu igen nyde horisonten i den vandrette form som jeg er van til. Lykke, jeg fik både gulerødder og græs i morges, så mit liv var nærmest perfekt, og jeg tog mig selv i at nyde mit kanin-liv, som trods manglen på villige damer ikke er så ringe endda. Men ohhh skræk, den sort-brogede forbandelse nærmede sig min idyl med et vildt is-blåt blik... Mit hus begyndte at rumstere, og jeg gjorde klar til endnu en horisont-forskydende oplevelse... Det knagede og bragede i mit hus, og en kort overgang var jeg bange for, at nu holdt det ikke længere, og jeg puttede mig i min halm og bandede over, at jeg ikke er gammel nok til at håndtere bobbel-plast... Den forventede horisontal-forskydning udeblev, men til min store skræk, var det nu taget der løftede sig! Nu sidder jeg her, i mine uldne underbukser, som jeg havde regnet med skulle af i forbindelse med frisk-mad sæsonens indtræden, og fryser med mit nye oven-lys. Mit halm passer slet ikke til oven-lys, og jeg må i gang med at planlægge omrokkering, så mit hjem kan tage sig ud fra sin bedste side med de nye lys-vilkår. Desværrre har jeg regnet ud, at den nye belysning - omend den er moderne - også har den bivirkning, at det nu kan regne ind! Jeg har derfor valgt, at sende en officiel klage til viceværten med bud om omgående forflytning til et mere roligt kvarter!
Mvh. Hugo Kanin

Ud over stakkels hugo's oplevelser på folden (og han bliver flyttet i morgen), bliver jeg bare nød til at fortælle jer, om hvor dejlig min lille Fiddibus er. De sidste par dage har bare været så problem-fri. Fiona er blevet helt rolig i stalden og har fundet ud af at det bare er dejligt at blive masseret og striglet. Hun stiller sig selv hen på hendes plads, hvor hun før rodede rundt og kiggede på alting og kartede rundt. Hun ligger sit hoved på min skulder og sukker dybt og smasker ind i mit øre, og hun er simpelthen bare så dejlig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.. det er bare som om der er kommet hul igennem mellem os og jeg er på det nærmeste forelsket i min smukke pige. Det er ikke store storm-skridt, men små detaljer der bare gør en hel masse... Og, det er jeg bare så glad for. Jeg tror simpelthen, at vi nu er klar til at gå i gang med noget basis-træning, for hun virker til, endelig at være fladet helt til - også med de andre heste. Og undskyld for endnu et giga-langt indlæg, som egentlig kun har til formål at berette om Fionas tendens til at klø alt i ruiner og om, hvor dejlig hun er...