Eftertænksomhed {{forumTopicSubject}}

Tankerne drøner fordi og jeg sidder her og tænker tilbage på en fantastisk masse gode, enestående og afgørende oplevelser med min hest. Oplevelser der har givet energi, glæde og overskud. Oplevelser der har præget mig som person og som har hjulpet mig gennem mange ellers så farveløse dage.

Lige nu er verden ikke i farver. Efter en lang og hård kamp med endeløse behandlinger, dyrelægebesøg, smerter og ikke mindst bekymringer, har Bertus og jeg nu givet op. En tilsyneladende almindelig tilbagevendende øjenbetændelse har vist sig ikke at være så "almindelig" og nu efter 4 års behandling, operation mv. er resistens mod antibiotika, blevet afgørende.

Jeg forbander tidlige ejer fordi hun kunne negligere øjenbetændelse og ansvarsløst kun behandlede med kamillethe.

Jeg var dog efter foredraget med michael fyldt med nyt håb - øjenamputation. Et stort indgreb - men med en villighed i tid og økonomi - var det egentlig en god løsning. Efter 2 konsultationer med 2 forskellige dyrlæger, blev sagen mere nuanceret. Måneders smerte, fantomsmerter resten af livet (?), uden at vide hvorvidt min dreng mentalt ville kunne klare håndteringen af blindhed på det ene øje. Yderligere kombineret med en ikke - traffiksikker turhest. En potentiel uforudsigelig cocktail med usikkert fremtidsperspektiv. Min tanke var at jeg selvfølge ville kompensere og tage hensyn til Bertus så længe han kunne leve et godt liv, velvidende at han aldrig - med et sensibelt og traumatiseret sind - og manglende øje - aldrig skulle sælges videre. På den anden side en ærlig mand der i et stille øjeblik vovede at spørge mig hvor meget glæde jeg reelt har af den ridehest vi endte med at købe bondegård til?

Efter knap en måneds behandling virker salven bare ikke denne gang. Til mit og Bertus' "held" mødte jeg i mandags en meget speciel dyrlæge. Nænsom, præcis og nærværende. Efter hendes besøg har jeg ikke været i tvivl, min dejlige dreng skal ikke udsættes for mere nu. Lige nu er jeg optaget af "en værdig afslutning" og fredag sker det. Jeg er total knust og ulykkelig. Men en ting ved jeg, tvivlen er ikke tilstede og jeg er total afklaret. I hvert fald hvad angår mit ansvar. Men de følelser jeg sidder tilbage med er noget helt andet.

Jeg priser mig lykkelig for den hjælp fantastiske mennesker har ydet mig. Især de skøre hestepiger og min mand, der med deres helt særlige omsorg og hjælp har kunnet lytte, trøste, forstå, handle og agere. Jer forbander jeg ikke, men tænker at skulle jeg engang møde en i samme situation som jeg, ja så håber jeg at kunne agere som jer. Tak!

Til Bertus:

Jeg håber du fik det lys du så inderligt blev berøvet for tidligere

Jeg håber du tilgiver mig om jeg ventede for længe med at tage min del af ansvaret

og jeg håber du kigger tilbage på dine sidste år som gode og trygge.

Jeg er så priviligeret at jeg kan tage en ordentlig afsked. De seneste par dage har mængden af æbler, ekstra kløen på "de bedste steder", og omsorg været i højsædet. En hård men god proces for mig - og Bertus du tager mine emotinelle udsving med sindsro.

Tingene er snakket igennem og jeg oplever for hver dag en lille bitte mere tillid til at det hele nok skal gå. Måske er ens 1. hest altid en hest der vil være noget særligt, det bilder jeg mig ind, ihvertfald skal der gå en rum tid før en anden hest overhovedet er værd at bruge tanker på.

Jeg sender dig den størte taknemlighed for det vi delte og det du lærte mig. Det vil jeg aldrig glemme.

De kærligste hilsner

Sofie