lille uheld- fatale følger! (meget langt) {{forumTopicSubject}}

jeg skiftede job i starten af februar, og allerede anden dag på jobbet, laver jeg en mindre arbejdsskade på mig selv, det var et hændeligt uheld. men risikoen for fatale følger er der.

jeg følger sikkerhed procedurene og tager på skadestuen, og får den behøvede behandling, og glemmer så i øvrigt alt om mit lille uheld.

i onsdags da jeg står op, arbejder om natten, ligger der en besked på min teleofnsvare. det er en læge fra hospitalet, der oplyser mig om at undersøgelserne er inkonklusive, og at de derfor er nødt til at starte om igen. jeg ksla derfor kontakte ambulatoriet, næste dag.
da jeg kommer på arbejde den dag, googler jeg inkonklusiv, for det var et ord jeg ikke lige kendte.

torsdag morgen ringer jeg til ambulatoriet, og kommer i tale med den sygeplejerske som lægen har sagt jeg ksla snakke med, og jeg når kun at sige mit navn, så ved hun hvem jeg er.. så blev jeg jo skræmt, aldrig har jeg oplevet ikke at skulle oplyse mit CPR-nummer. men det var ikke nødvendigt her.
sygeplejersken beder mig møde op til nye undersøgelser, da de første ikke dur. og vi aftaler at jeg dagen efter kommer lige efter arbejde kl 7.30.

jeg beder hende forklare mig hvad man mener med inkonklusiv og hun forklare at resultatet af min undersøgelse ligger i en grå zone, men at un er sikker på det er en teknisk fejl.

der må jeg erkende at tæppet blev revet godt og grundigt væk under mig.

jeg har besøg af mine forældre, og da jeg komme hjem sidder de klar med morgen maden, og med det samme kan min mor se at der er noget galt, og jeg fortæller hende om lægens og sygeplejerskens ord. min far bliver forfærdet, og som så ofte før når han møder noget der er svært eller farligt (følelsesmæssigt, lukker han sig inde i sig selv). min mor, min alt omfavnende mor, prøver at berolige mig.
jeg snakker så med en veninde der tvinger mig til at ringe til min nye chef, og fortælle ham hvad der lige sker, for hun kan tydeligt mærke at jeg er påvirket. og hun kender mig mange gange bedre end jeg kender mig selv. så da jeg har sundet mi lidt ringer jeg til min chef.

han er yderst omsorgsfuld og spørger efter hvad jeg har behov for. om han ksla sygemelde mig. jeg takker nej og vi laver en aftale om at jeg møder ind og passer mit job, men skulle jeg nu opdage midt på natten at jeg ikke magter det, så går jeg bare hjem. han advisere den kollega der har rådighedsvagten, så jeg ikek skla forklare mig, hvis filmen knækker.... og så skal jeg selvfølgelig holde min chef opdateret.

med den aftale i hus, lægger jeg mig til at sove.
min søvn er slet slet ikke rolig, og heller ikke lang nok, men jeg står op og tager på arbejde.

jeg møder den kollega der har rådighedsvagten, eller rette hende som chefen troede havde vagten, og hun vil meget gerne tale med mig når de andre er gået, men de ahr lige noget de skla vende med hinanden dem fra aften holdet.
de ender med at bruge lang tid på at vende aftens begivenheder, og men sjeg sidder der midt i deres snakken, kan jeg godt mærke at jeg slet ikek er til stede, og at jeg som sådan er lige glad for jeg har andre ting at tænke på.

kollegaen trækker mig så til side og skal tale med mig, ham der rent faktisk har rådighedsvagten den aften, vil gerne med, og da det her jo handler om mig vælger jeg at det er ok at han får a vide, hvad der sker og hvad der er aftalt med vores chef. begge kollegaer er lige som chefen super omsorgsfulde.

Fredag morgen tager jeg på sygehuset og får lavet de nye undersøgelser, og igen har river de tæppet væk under mig, med en kommentar. og samtidig fortæller de mig at jeg tidligst kan få svar på onsdag.

åh gud hvor er der lang tid til på onsdag, dette svar, kan komme til at vende fuldstændig op og ned på mit liv og mine drømme, og som om det ikke var nok, så skræmmer det mig fra vid og sans.

min chef har været fantastisk, og jeg har fået det som jeg vil have det i weekenden, han er meget forstående og meget omsorgsfuld... noget jeg aldrig har oplevet fra en chef før. mine kollegaer er ligeledes super omsorgsfulde, og ingen af dem virker umiddelbart skræmte, hvilket jo er fantastisk, med mindre end de skjuler deres frygt.

mine veninder støtter godt op, og min mor har smidt alt hun havde i hænderne og trods det at hun kørte hjem til KBH i torsdags kom hun igen lørdag morgen. det er både en lang og dyr rejse for en pensionist, men hvor er jeg taknemlig for at være omgivet af fantastiske mennesker.

viser undersøgelserne at være falsk alarm, så har jeg lært, at mit bagland er super støttende, at jeg har lært at værdsætte det.
jeg har lært at glæde mig over når min hverdag bare kører jævnt kedeligt i en grå trummerum, jeg syntes mit liv det sidste år har været alt for spændende. og så har jeg ikke mindst lært at passe bedre på mig selv.....

viser undersøgelserne sig at være med skidt resultat, så aner jeg ikke hvad jeg ksal gøre ved mig, og mit liv.