{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
973 visninger | Oprettet:

Historie :-) {{forumTopicSubject}}

Hej alle HG'er :- ) Jeg er syg smiley Så ville lige hører om i havde lyst til at læse min historie og evt. skrive hvad i synes om den smiley

Historien:
Bedste Juleaften - Or Not......

Jeg vidste det ville ske. Jeg vidste det godt. Alligevel havde jeg ikke sagt noget til mine forældre. Til min farmor og farfar. Eller Amanda. Jeg var et forfærdeligt menneske. Jeg burde have sagt noget. Det er jeg sikker på. Men det gjorde jeg ikke. Jeg er skyldig. En ond person. Morder. Hvis jeg var blevet inde da bilen kom, var der her aldrig sket!

29 timer tidligere:

Jeg var ved at gøre mig færdig, da min far kaldte. Vi skulle afsted nu. Jeg råbte tilbage et jeg kom om 5 min. Tog min mobil, puttede den i lommen og gik ud til bilen. Sneen knirkede under mine fødder. Min far låste døren bag mig, satte sig ind i bilen, også kørte vi. Det var juleaftensdag, og vi skulle hjem til min farmor og farfar og holde jul. Ligesom vi plejede. Min farmor og farfar boede i Helsingør, så vi skulle køre i ca. 2 timer. Da vi nåede frem, var klokken 13.00. Så der var lang tid, til det blev aften. Min farmor og farfar kom straks ud og krammede os alle sammen. Altså min far, Leif, min mor, Lotte, min lillesøster, Amanda, også selvfølgelig mig, Emilie. Vi fulgte med ind i huset, og da vi kom ind, lugtede der af appelsiner og nelliker. Min farmor var åbenbart igang med at pynte juletræet. Amanda ville meget gerne hjælpe farmor, så hun trak sin stol lidt ud, også hoppede Amanda op på hendes skød. Jeg gik hen til vinduet. Kiggede ud på vejen. Pludselig kom der en lille, meget beskidt, sort bil rundt om hjørnet. Den kørte langsomt. Langsommere og langsommere jo tættere den kom på min farmor og farfar's hus. Da den var lige ud for huset, stod den helt stille. En mand rullede vinduet ned, og stak et kamera ud. Ville nok tage et billede. Men kameraet virkede vist ikke lige nu. Da han lagde kameraet ned på bilens kant, fik jeg et kæmpe chok, trådte et stort skridt tilbage, og var lige ved at vælte over en kasse med julepynt. Min vejrtrækning steg, for hvert sekund, der gik, jeg kunne hører min farmor spørge om jeg var okay, men jeg kunne ikke svare hende. Det kunne ikke passe. Det måtte ikke passe. Ham. Ham der havde ødelagt mit liv fuldstændig for 9 måneder siden. Han var en forbryder, løgner. Han måtte ikke gøre min familie noget. Hurtigt tog jeg en beslutning, drønede ud i gang, hoppede hurtigt i mine convers, åbnede døren, og hev min jakke med i farten. Da jeg kom ud, virkede kameraet åbenbart igen, så manden sad, og tog en masse billeder af huset. Jeg lagde mig fladt ned på maven bag en busk. Fuldstændig ligeglad med, om mit tøj blev gennemblødt af sneen. Jeg kunne hører mændene snakke. Noget om præcis kl. 00.00, i aften. Intet måtte gå galt. Manden åbnede døren og steg ud af bilen. Jeg kunne høre han gik. Men ikke hvor han gik hen. Jeg trak vejret endnu hurtigere end før. Pludselig greb nogle kæmpe store hænder rundt om min hals, og trak op. Han råbte noget på spansk til den anden mand, og trak mig så hen til bilen, hvor jeg nærmest blev kastet ind i bagage rummet. Jeg nåede ikke at trække vejret. Nåede ikke at blinke. Nåede kun lige at se manden smide en sort stang på fortovet, før alt gik i sort.

Jeg vågende igen i en gammel, slidt træ seng, der knirkede da jeg satte mig op. Hvor var jeg??? Jeg rejste mig forsigtigt op. Her lugtede svagt af et eller andet mærkeligt. Prøvende gik jeg et par skridt, på de gamle rådne brædder, der var lagt som gulv. Kold luft svævede i rummet. Det var trods alt december, og der lagde sne udenfor. Jeg kunne høre stemmer inde i rummet ved siden. Jeg lagde mit hoved ind i mod væggen, så jeg lidt tydligere kunne hører hvad det snakkede om. De snakkede om mig. Om at de blev nød til at sætte mig tilbage. Og håbe på at jeg ikke sagde noget til mine forældre. Det var jo ingen hemmelighed at mine forældre var rige. Ligesom min farmor og farfar. Alligevel var jeg ved at falde ned fra sangen, af bare overraskelse da jeg hørte det næste. De ville dræbe dem. For pengenes skyld. Hurtigt kom jeg op fra sengen, og listede hen til vinduet. Prøvede at se om det var åbent. Selvfølgelig var det ikke det. Så dumme var de ikke. Pludselig kunne jeg høre nogen dreje nøglen om i låsen på døren, og manden der havde slået mig bevidstløs kom ind. Han havde en pistol i lommen. Han snakkede til mig. Sagde at når de satte mig af derhjemme igen, skulle jeg få hele min familie ind i stuen. Ind til juletræet. Selv, skulle jeg gå ud i køkkenet og give tegn til at nu kunne de komme ind. Hvis jeg sagde noget var jeg død.
Den næste time skete i slowmotion. De kom. Mændene kom præcis kl. 00.00, som aftalt. Jeg fik min familie ind i stuen. Jeg havde det forfærdeligt. Mændene kom ind. Begyndte at skyde. Jeg kunne hører Amanda skrige. Jeg kunne også hører min far. Han bad om at få lov at leve. Pludselig blev der helt stille derinde. Mændene var færdige. Alle derinde var døde. Alle fra min Familie. Undtagen mig. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg skreg. Løb ind i stuen. Juletræet var væltet, og der smadret julepynt over det hele. Jeg kunne ikke trække vejret. Faldt over min farfar der bare lå helt slap på jorden, med en kæmpe blod pøl rundt om hovedet. Jeg skreg endnu mere. Skreg indtil jeg ikke kunne mere. Indtil der ikke kom mere lyd. Bankede mit hoved ned i mine knæ. Jeg fik en idé. Jeg vidste det var verdens værste beslutning. Men jeg havde ikke fortjent at leve. Jeg løftede langsomt hovedet og kiggede på mændene.
" Skyd mig" hviskede jeg svagt.



Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Historie :-)
  • #1   26. nov 2013 Syntes det er MEGA god! :-D!

  • #2   26. nov 2013 Syntes den er rigtig godt skrevet og med god handling og det hele!! God bedring herfra smiley

  • #3   26. nov 2013 TAAAK smiley Det varmer smiley

  • #4   26. nov 2013 Ud over enkelte stavefejl/tastefejl er din rigtig fin - dog ville det være dejligt at få indblik i hovedpersonens føleleser, især i slutningen: hvad føler hovedpersonen da man kan høre dem skyde? Hvad føler hovedpersonen da hun snubler over sin farfar? Ellers er det en rigitg fin historie! smiley

  • #5   26. nov 2013 Tak vil jeg da lige se om jeg kan gøre noget ved smiley Dejligt med noget respons smiley

  • #6   26. nov 2013 Så lidt smiley
    Og god bedring - er selv i gang med tredje uge i sengen smiley


  • #7   26. nov 2013 Er lettere forvirret? Hvornår tænker hun det første du skriver?

  • #8   26. nov 2013 Lidt svært at forklare, men hun tænker det efter historien er sket, på en eller anden måde. Da jeg skrev det synes jeg bare det lød lidt bedre at det kom der istedet for efter historien var slut

  • #9   26. nov 2013 Mere mere mere tak! smiley

  • #11   26. nov 2013 Du må da godt få en anden historie. Historien her bliver desværre ikke længere smiley Vil du det??

  • #12   26. nov 2013 Ja vi vil så! smiley

  • #13   26. nov 2013 Jamen værsgo smiley En jeg har skrevet til noget skole halløjsa smiley Dejligt nogle kan lide mine historier smiley

    Historien:

    Hva' skal du i efter skole søde, hilsen L.

    Beskeden var fra Mayalin. Min bedsteveninde. Vi kaldte hende altid bare Lin. Mit navn er Josephine. Jeg går i 8. Klasse. Jeg har lyst hår, og blå/grønne øjne. Elsker Pizza, hader ost.
    Hjem, dig? Kradsede jeg hurtigt ned på et papir, og kastede det over på Lin's bord. Vi havde matematik. Ligeså spændende som at glo på en vaskemaskine. Og det er ikke særlig spændene. Det synes jeg i hvert fald ikke.
    Riiiiiiiiiiiiiiing. Det var klokken. Nu er det hjem, og skifte tøj, og til håndbold. Ude på gangen ville alle have deres jakker på samme tid, så der blev mast en hel masse. Marie og Tilte stod ovre i hjørnet. Det turde ikke være med. De var bange for os. Altså mig, Lin, Andreas og William. Sådan var det altid. Det vender man sig til. Pludselig var der en der skubbede mig bag fra, så jeg væltede ind i mellem alle menneskerne. Jeg kunne se et smørret grin over mig. Grinet tilhørte en person ved navn Andreas.
    Dit store fjols. Vrissede jeg irriteret ad ham. Han grinede bare, vendte sig om, og gik hen til William. Men hvor var Lin. Vi skulle jo hjem til mig, også til håndbold. Irriteret vadede jeg igennem menneske flokken på gangen. Der efterhånden var ved at forsvinde.
    Der var hun. Hun så lige så irriteret ud som jeg var. Da jeg nåede hen til hende, begyndte hun at tale. En hel masse ord der ikke hang sammen. Jeg prøvede at få hende til at tie stille, men det hjalp overhovedet ikke. Istedet tog jeg bare fat i hendes jakkeærme,mig trak hende med mig. Ned ad trappen, og ud. Ude i skolegården standsede hun pludseligt op. Hvad nu. Hvorfor gjorde hun nu det. Vi havde faktisk travlt.
    ja undskyld, men jeg var altså lige ved at vælte i den fart. Sagde Lin. Vi når det nok Jojo. Havde jeg sagt det højt. Ups.
    Ja du sagde det højt. Jeg kunne i hvert fald godt hører det. Lin var lige på randen til at bryde ud i et giga grineflip. Ikke også det!. Jeg måtte seriøst til at styre mine tanker. Nu var det Lin's tur, til at trække mig afsted. Denne gang ned imod byen's is butik. Hedder det ikke det. Det tror jeg. Da vi kom derned. Købte Lin to kæmpe is, med 10 kugler. Vi satte os på en bænk, og begyndte at spise dem. Da jeg var nået til den syvende kugle, kunne jeg simpelthen ikke spise mere. Så jeg gik hen til skraldespanden, og smed isen derned. Lin kunne åbenbart heller ikke spise mere, så hun smed sin is oven på min. ISBABYER! Jeg grinede inde i mig selv. Lin og jeg begyndte at gå hjem til mig. Altså hjem til min far. Mine forældre var skilt. Min far arbejdede som chef, på et stort tøj firma. Min mor var syg. Hun gik bare rundt derhjemme, og havde ondt af sig selv. Sov det meste af tiden. Endelig nåede vi til det store hvide hus. Oppe ved døren var der ikke en normal lås. Ingen kunne komme ind andre en mig, og min far. Det var kun vores finger aftryk, der var kodet ind i systemet. Jeg satte min finger på scanneren, og døren gik straks op. Inde i huset, lugtede der af rengøringsmidler. Rengøringsdamen måtte være her. Lin og jeg gik ud i køkkenet,tog en cola hver, og en slikpose. Derefter gik vi ind på mit værelse og satte os på sengen. De næste fem minutter husker jeg kun svagt. For pludselig kom der to maskerede mænd ind, den ene havde en pistol i hånden. Den anden havde en pude, med noget bedøvelses middel i, tror jeg. Manden med puden løb hen til mig. Kastede mig ned i sengen, og holdt puden for min næse. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Da jeg vågnede igen var jeg her.
    Politimanden kiggede sørgeligt på mig, men han skrev de sidste linjer ned på et stykke papir, med VIDNEFORKLARING som overskrift. Hans mobil ringede. Han tog den, og så endnu mere sørgelig ud end før.
    Vi må desværre meddele at den veninde Mayalin , sov stille ind for få minutter siden. De kunne ikke rede hende.
    Hvorfor?, hvad ? Hvem? Spørgsmålene haglede ned over den stakkels politimand, der tydeligvis ikke kunne nå at svare på alle spørgsmålene på en gang.
    Det er et bandemedlem, der har skudt hende. Hun har åbenbart været indblandet i en masse ting. Ting du ikke vil vide. Han havde nok ret. Men hvorfor havde hun da ikke sagt noget? Træt, og udmattet lagde jeg mit hoved ned på puden, og faldt i søvn, med sygeplejersker og læger løbende rundt om mig.


  • #14   26. nov 2013 Godt skrevet, jeg blev dog lidt forvirret der da hun blev trukket ud og så lige de næste par linjer, men ellers super! smiley hvis du har flere sender du dem bare afsted, ELSKER dine emner med lidt krimi inden over! smiley smiley

  • #15   27. nov 2013 TAAAK smiley Tror iiiiiikke lige jeg har flere historier på lager smiley

  • #16   27. nov 2013 Jeg havde sørme en mere smiley
    Nu får du den bare her inde

    Historien:

    Jeg havde frygtelig ondt i hovedet. Jeg vidste ikke hvad der var sket. Kun at jeg havde været sammen med min bedste veninde Mie, og at vi var cyklet en tur ned i skoven.
    Pludselig hørte jeg en masse skramlen, og et kraftigt blændende hvidt lys blev tændt. Jeg kunne ikke se noget. Kun hører en masse stemmer snakke. Jeg var også virkelig træt. Og tørstig.
    Nu kunne jeg svagt hører hvad stemmerne sagde. En af dem var lægen. Han spurgte om jeg ville havde noget.
    Jeg prøvede at sige at jeg var tørstig, men ordene ville ikke ud, de satte sig fast i min hals, og gav mig en voldsom kvalme. Hostende prøvede jeg igen, men jeg kunne ikke. Jeg prøvede at sætte mig op, men der fløj en så voldsom smerte op igennem min ryg, at jeg blev nød til at lægge mig ned igen.
    Hvad var der sket. Jeg vidste det ikke. Nu kunne jeg også svagt huske at Mie og jeg cyklede på hovedvejen, og forbi en børnehave. Mere kunne jeg simpelthen ikke huske. Jeg var også blevet så forfærdelig træt, at jeg tungt lagde mit hoved på puden, og faldt i søvn med det samme.

    Et par dage senere:

    Da jeg vågnede igen, var hovedpinen taget lidt af, men den forfærdelige smerte i min ryg var der stadig.
    Langsomt, meget langsomt, fandt min hånd frem til den der lille knap man trykker på når man har brug for hjælp.
    DINGELINGELIIIIING. Den høje skingre lyd, fik straks min hovedpine igang igen. Der gik ikke lang tid, før en lille,tyk rødhåret dame, med hvidt tøj på, stod foran mig. Jeg prøvede at sige, at jeg var sulten. Og ikke mindst tørstig. Men det var stadig ligesom før. Ordene satte sig fast, og gav mig kvalme. Nu gav sygeplejersken mig en blyant og et stykke papir, og spurgte mig, om jeg troede jeg var i stand til at tegne det. Jeg nikkede svagt. Det skadede vel ikke at prøve. Hun gav mig blyanten og lagde papiret oven på min dyne. Bagefter gik hun om bag min seng, og pillede ved sådan en ting, så jeg kom op at sidde. Langsomt tog jeg at tage fat i blyanten. Så langt så godt. Men at tegne, de få bogstaver, var indtil videre det sværeste jeg nogensinde havde prøvet. Blyanten fløj rundt på papiret. Pludselig var det som at ordene gav mening for sygeplejersken, så hun spurgte om hvad jeg havde lyst til at drikke. Jeg trak lidt på skuldrene, hvilket jeg nok skulle have ladet vær med, for i det samme gjorde min ryg så forfærdeligt ondt. Igen. Nu gik sygeplejersken igen, og kom få minutter senere ind med at glas vand. Grådigt satte jeg glasset for munden, og tømte det på få sekunder. Sygeplejersken spurgte om hun skulle hente et glas mere, og jeg nikkede. 10 min. senere havde jeg nok drukket 5 glas vand. Åh hvor var det godt. Men hvor blev man da træt. Jeg lagde mit hoved ned på hovedpuden, og kunne ikke lad vær med at spekulere over hvad der var sket, og hvorfor jeg dog lå her. Jeg faldt hurtigt i søvn, og vågnede først næste dag, ved middagstid. Da jeg satte mig op i sengen den næste da, havde jeg det allerede meget bedre. Min hovedpine var næsten forsvundet, og min ryg gjorde ikke så ondt mere. Da sygeplejersken kom og spurgte om jeg ville have noget, fandt jeg også ud af, at nu kunne jeg tale nogenlunde normalt.
    Pludselig kom Mie's og min mor ind. Begge med tåre i øjnene. Jeg forstod det ikke. Hvad var der sket. Min mor begyndte stille at forklare mig noget med at der var et eller andet i Mie's mave, der var sprunget, og at de ikke kunne rede hende. Og så noget med, at hun for nogle minutter siden var sovet stille ind. Det kunne ikke være rigtigt. Det kunne det ikke. Mie, min aller bedste veninde siden 0. klasse. Hvordan kunne det ske.
    "Hvad var der sket". Spurgte jeg min mor med tårerne stående ud af øjnene.
    "Jo, altså" begyndte min mor. " I var på vej ned i skoven. Dig og Mie, da i kører forbi en børnehave. Der var et hul i hegnet derind. Lige præcist stort nok, til at et lille børnehavebarn ville kunne kravle igennem. Det opdagede i. Desværre var der en lille pige inde fra børnehaven der ikke opdagede det. Hun skød en bold ud af hullet, og ud på vejen. Selvfølgelig gik hun ud efter. Dig og Mie skyndte sig hen efter pigen, for at få hende i sikkerhed igen. Altså væk fra vejen. I opdagede ikke at der i samme øjeblik kom en bil susende med fuld fart imod jer. Dig og pigen, nåede nogenlunde væk far vejen, dog blev du ramt en lille smule, Mie nåede ikke væk.
    Jeg kunne ikke tænke klart mere. Tårerne stod ud af øjnene. Pludselig stod en fremmed mand foran mig.
    "Tak" sagde han. "Tak, fordi du reddede min datters liv." "Tak."


  • #17   27. nov 2013 Uhh! Syntes du skulle skrive mere på den første og anden historie smiley

  • #18   27. nov 2013 Hæhæ Bliver lidt svært, nu når hun i den første jo dør ?? :-?

  • #19   27. nov 2013 smiley smiley

  • #20   27. nov 2013 De er vildt gode!

  • #21   27. nov 2013 Tak smiley smiley

  • #22   27. nov 2013 Så lidt da smiley

  • #23   27. nov 2013 Når ja okay! smiley Så lav en spændende en som den første hvor, hun så ikke dør med det samme. eller skriv videre på to! smiley

  • #24   27. nov 2013 Haha okay smiley Jeg er syg, så jeg føler mig ret død -.-'

  • #25   27. nov 2013 Øv! Jamen så god bedring smiley

  • #26   27. nov 2013 Tak smiley

Kommentér på:
Historie :-)

Annonce