Novelle (Ris og Ros) {{forumTopicSubject}}

Hej! Har skrevet en novelle og har lige fået den tilbage! Men vil i også give mig "karakterer" ? Jeg er "kun" 11 Her er den:

Hævn

Lighteren lå klar i min hånd. Jeg var klar. Klar til hævn. Efter alle de år med indædt vrede, kunne jeg endelig slippe den løs. Vreden der nærmest havde gjort mig følelsesløs. Når far slog mig, gjorde det ikke ondt mere. Kun i mine hænder, som jeg krummede sammen for ikke at give efter og slå ham så hårdt, jeg kunne. Jeg gav aldrig efter. Heller ikke da han drak sig så fuld, at han begyndte at kysse mig. Jeg trak mig bare tilbage og bed tænderene sammen, da han begyndte at råbe: "Skat?". Mor turde aldrig at sige ham imod. Vi var hans slaver i lang tid.
De glemte altid min fødselsdag. Hvert år. Ingen lækker morgenmad på sengen, ingen gaver men mest af alt, ingen hygge.
Til hver jul var far fuld. Hele huset var fyldt med hans opkast. Men man vendte sig til det. Når han så endelig gik i seng, begyndte mor og jeg stilfældigt at tørre op. Bagefter gik vi bare i seng. Ingen småkager, ingen juletræer eller bare noget pynt. Gang på gang. Nu står jeg så her. Med en lighter og en dunk benzin. Klar til tilbagebetaling. Gør det!, lyder en stemme i mit hoved. "NU!", befalede den. Den stemme. Det hele er dens skyld. Jeg ville aldrig stå her, hvis det ikke var for den. Pludselig retter jeg alt min vrede mod stemmen. Jeg mærkede mine fingre slippe taget. Benzindunken faldt. Jeg blev helt smurt ind i benzinen. "Ingen vil savne dig", sagde stemmen.Jeg tændte lighteren igen. Var klar. Jeg kunne ikke mærke smerten, da benzinen flammede op.Det hele begyndte at blive sort og tåget. Pludselig hørte jeg en dør smække og det blev lidt mere tydeligt. Min mors stemme råbte: "Hjælpe hende!" . Nogle stærke hænder greb mig og de smed mig i en vandpyt. Skældsordene haglede ned over mig mens jeg svævede mellem liv og død. Det hele blev koldere. Men samtidig brændte det over det hele.
Jeg håbede, at jeg ville dø. Bare jeg var så heldig.
Jeg blev slæbt med hen til bilen og far kørte alt hvad han kunne.
Jeg kom på trauma afdelingen med slemme 3. grads forbrændinger. Min mor stod og græd. Min far stod og råbte og skreg af lægerne. Jeg skreg af smerte.
Jeg var pakket ind over det hele. Hver morgen kom det af og blev skiftet.
Jeg blev også lagt i koma efter flere hjertestop. Fra det øjeblik jeg sov, kan jeg ikke huske noget. Jeg blev vækket efter flere uger. Jeg kan huske at min hals brændte. At de gav mig en is. Men det jeg bedst kan husker, er at mine forældre ikke besøgte mig.
Da jeg var fuldstændig rask, sagde de at jeg skulle afsted. Jeg skulle også køre med 3 andre børn.
Da vi ankom, læste jeg skiltet: "Børnehjem". Der kom jeg tilbage til virkeligheden. Jeg mærkede tårene strømme ud af mine øjne og videre ned af mine kinder. En hånd listede sig stille ind i min. Jeg kiggede ned og så en lille pige. Hun stod også og græd. Der gjorde jeg noget jeg aldrig havde gjort før. Jeg tog hende i mine arme og krammede hende. Hendes lille, forgrædte ansigt flækkede i èt stort, lysende smil. Vi gik ind hånd i hånd.To mod verden.
Her i dag, har jeg en dejlig lillesøster. Og jeg elsker hende over alt på jorden.
Jeg har en familie.


Jeg vil gerne høre både ris og ros Men hold venlist en pæn og ordenlig tone...