jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? {{forumTopicSubject}}

Jeg har et problem - eller min veninde har. Synes bare at jeg er den ansvarlige

Jeg har den her veninde Maja (opdigtet). Jeg vil lige starte med at sige at hun er meget meget rig - da det spiller en vigtig rolle.
Da vi begyndte i tiende klasse sidste år, virkede hun ganske normal. Jeg kunne nu godt mærke dengang at der var "noget" som ikke var som det skulle.
Hun startede med at sige, at jeg bare skal holde mig langt væk fra en anden i klassen, der hedder Sanne (opdigtet), fordi hun lyver en hel del. Maja kender Sanne fra deres gamle rideklub. Maja siger at Sanne bare lyver en hel del og at man ikke kan stole på hende.
Maja var i skole hver dag den første måned. Men jeg har dog bemærket det store behov for KONSTANT at ringe til sin far.
Jeg ved at hendes far har et bosted for tvangsfjernede børn, de bor hjemme på Majas fars herregård - det vidste jeg før jeg begyndte i klasse med hende. Da jeg var hjemme ved hende første gang, sagde hun at de børn der rendte rundt på gården bare var "ham der slog græs" eller "ham der ordnede stalden", men deres familier boede langt væk, så de boede på gården. Det undrede mig virkelig meget, for jeg vidste jo at de havde et bosted, men hun nægtede det fuldstændigt.
Jeg snakkede en dag med hende Sanne. Hun fortalte mig at hende her Maja var adopteret og at det er hende der lyver, hendes far er skør i hovedet og de har altså et bosted. Maja siger altså at Sanne lyver, for at dække over sine egne løgne, hvis I forstår? Sanne er nemlig bedste veninder med Majas ”søster”, som jeg ved, er farens rigtige datter, for han har vundet fuld forældremyndighed over søsteren i en retssag og jeg ved hendes mor bor i Århus.
Pludselig begyndte Maja bare slet ikke at komme i skole, eller komme 2-4 timer for sent. Hun sagde at hun var til lægen, hesten var syg, hun var sovet over sig, hun var faldet af hesten, tandlæge og mange andre "usandsynlige" ting (de bliver usandsynlige når det er de samme undskyldninger hver gang - tror hun har været til læge 50 gange i det her skoleår), vi undrede os virkelig. Jeg havde jo afvist det som Sanne sagde, jeg ville ikke tro på det. Men det begynder så lige så stille at dæmre for mig. Jeg begynder at afsløre flere og flere af Majas MANGE løgne (f.eks. at hun har en kæreste der hedder søren, som hun en dag ringede til i frikvarteret, men da vi tjekkede hendes mobil var der ingen udgående opkald, andre end til sin far og vi kunne også se at kærestens nr. var engang var kodet ind på mobilen og der var ingen sms’er fra ham, vi har senere hen fundet ud af at det er løgn, det med kæresten - vi har også andre ”beviser”).
Hendes far er meget magtfuld, han er selv meget tyk og har en magtfuld stemme. Han fylder meget i hendes liv, hvis jeg står og snakker med hende, overvåger han os, han analyserer alle mine sætninger og så kan jeg høre på Maja at han har snakket med hende, om hvad jeg har sagt, altså hvis jeg har sagt et ord og det var med lidt for meget tryk på, at så har jeg f.eks. været sarkastisk. Hun er tit kommet i skole og har sagt at hendes far ikke mener at vi skal være venner mere, for jeg ville jo ikke andet end at udnytte hendes penge. Hun tror at alt hvad hendes far siger og gør er lov. Hun har aldrig været hjemme ved mig, det måtte hun aldrig, men komme hjem til hende og sidde i sofaen og se tv sammen med hendes far, det måtte vi meget hellere.
I skal også vide at hun har meget svært ved at overskue mere end én ting af gangen, det at skulle bære to poser brød OG sin pung, det er meget vanskeligt for hende, det er altid mig der skal bære noget af det. Hun kan heller ikke tage ansvar, f.eks. kan hun ikke sige til en ekspedient at hun ikke skal have de sko alligevel, hvis der kun står 300kr på visa’et og skoene koster 500kr, så er det mig der skal sige til ekspedienten at hun nok ikke skal have skoene alligevel. Hun er i stedet ved at give sig til at tude og ringer hjem til far.
En dag var jeg hjemme ved hende. Da vi sad rundt om bordet og spiste (Maja, Majas søster, hendes far og børnene), skælder han lige pludselig Maja ud(som han kalder Tykke – selvom hun hverken er tyk eller buttet, og han er den tykkeste mand jeg nogensinde har set) ”Ja, vi kan jo så ikke få nogen dessert, for Tykker dér kan jo ikke finde ud af at tage en islagkage op af fryseren, det skulle hun havde gjort for en time siden. Ellers kan den jo ikke spises”. Jeg kunne mærke at Maja følte sig rigtig ydmyget – både overfor mig og de andre børn, og meget ked af det. Faren er meget magtfuld og jeg tror hun er bange for ham – det er jeg i hvert fald. Hun bor jo også kun hjemme ved sin far, der er ingen kvindelige pædagoger i huset. Hendes mor bor der nemlig ikke, hun bor vist i Sønderjylland og Maja ser hende næsten aldrig.
Hun har jo mange penge, i starten af skole året var hun rigtig sød og gav mig simpelthen ALT. Jeg sagde en dag at jeg virkelig ønskede mig en papfars pige trøje. Så købte hun ikke bare en, men tre til mig, en Bikbok trøje, et par g-star bukser og det er bare en lille del af det. Tro nu ikke at jeg udnytter hende, for det er ikke det jeg gør, det er hende der køber dem – til sig selv, bruger dem en gang og siger at jeg gerne må få dem. Dem fra klassen fandt jo hurtigt ud af at hun gav alt muligt, slik, tøj, parfumer og andet, det korte af det lange – hun købte sine venner. Men folk syntes hun blev mere og mere mærkelig, omkring jul allerede, havde hun kun mig tilbage. Siden jul er alt eskaleret, hun har en fraværsprocent på over 50%, hun fik 2 point i en matematikprøve hvor max. er 100 point. Hun lærer ikke rigtig noget, hun forstår ikke rigtig noget og det mærkeligste, hun husker dårligere og dårligere og gentager alting flere gange og hendes løgne blev samtidig mærkeligere og tydeligere.
Jeg har snakket med mine lærere om det her – tro mig, mange gange. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg synes det er hårdt at bære på. Lærerne har ringet hjem til hende, men hendes far bliver rigtig sur på dem, han har jo sin egen pædagogik – han arbejder jo selv med børn, jeg tror bare, eller ved bare at den pædagogik ikke hjælper på Maja. Jeg tror han kører meget hårdt på hende, altså nedgør og ydmyger hende, for hun bliver mere og mere uselvstændig, hun kan ikke tage bussen selv længere, hun kan ikke finde ud af hvad hun skal lave i frikvartererne uden at ringe til sin far først.
Herefter tiende, skal hun ingenting, hvor det normale er at man skal videre på en uddannelse eller ud og arbejde. Men hun skal slet ingenting, ikke arbejde og ikke på gymnasium eller lignende. Bare hjem og gå sammen med sin far, for de andre børn går jo i skole.
Jeg er meget bekymret over hvilken rolle jeg har – skal jeg gøre noget eller lade stå til? Jeg snakker meget med mine klassekammerater om det og vores lærere – og rigtig meget med min mor, som arbejder med adfærdsvanskelige børn, vi ved ikke hvad der er at gøre. Det her er den sidste uge i vores skoleår, så skolen er ikke rigtig længere ansvarlig. Der er ingen længere der rigtig kan tage hånd om det og hendes far skifter ikke taktik, han kan jo ikke se at der er noget galt.
Hvad skal jeg gøre?