Mit elendige kærligheds liv. {{forumTopicSubject}}

Jeg er lige ved, at sprænge.

Ja, på rigtigt godt gammeldaw's jysk, så er det rigtig træls.

Jeg er for 3-4 mdr. gået fra min kæreste igennem næsten 4 år. Vi er stadig venner, og enige om at vi ikke fungerer som kærester mere.
Det fungerer rigtigt godt mellem os nu.

Men men men men.

Jeg har altid syntes vores tidl. udbringer i forretningen var noget særligt. Vi har altid snakket utroligt godt samen og de bedste vagter jeg har haft er dem, hvor han også var på vagt.
Min søster spurgte mig, for 1 års tid siden om han ikke var noget for mig? Jeg svarede: Jo, hvis ikke jeg havde Andres ville han have være noget.
Min søster er nu begyndt at lege Kirsten giftekniv. Hun har snakket med ham om, han da ikke skulle invitere mig ud på en date, hvilket han gerne ville, men han troede jeg havde Andreas, så nu havde han lidt med anden, men han ved ikke hvor seriøst det er.

Nu står jeg så tilbage og ville egentligt ikke i første omgang have ønsket en date med vedkommende, men efter in søster har prikket lidt til mig, ville jeg hellere end noget andet ud på den dumme date. Han har bare ikke lagt op til noget endnu. og jeg er som sagt ved, at sprænges.

Hvis han dog bare kunne tage sig sammen eller min (dumme) søster ikke havde blandet sig, så ville jeg ikke gå med sommerfugle i maven over noget som måske ikke bliver til noget alligevel. Og så ville jeg ikke bliver skuffet.

Jeg beklager hvis i syntes det er langt, men har bare ru for luft. Hehe.