Værdier - Essay {{forumTopicSubject}}

Jeg skal til imorgen skrive et essay om værdier, og ville høre om nogen gider genneløse udkastet?
Konstruktiv modtages meget gerne! ;D

Her kommer det
(Forresten Moe, hvis du læser det her, så har jeg altså pyntet lidt på det, og brugt det du skrev, og skrevet at det var en veninde der skrev det over en chat til mig =D)

Livets værdier

Forleden aften da jeg lå I min seng under min varme dyne, og skrev med en veninde, om hendes syn på værdier, skrev hun til mig “Uden værdier kan man ikke leve”.
Dette var noget der fik mig til at tænke grundigt over, hvad værdier egentlig er.
For nogen er værdier, at kunne stå glad op hver morgen, kunne få mad, have en familie og generelt føle sig elsket, tryg og i live.
At skulle skrive om mine egne værdier er ikke nemt, for hvad skriver man når man ikke føler der er værdier i livet.
Da jeg var lille var der masser af værdier. Hver gang jeg lærte noget, følte jeg glæden og stoltheden over netop at have overvundet mig selv og f.eks. lært at cykle, spist noget jeg ikke kunne lide eller bare det at have haft en god dag, hvor jeg grinende havde leget med de andre børn, drillet en pædagog eller måske bare have tegnet en tegning jeg fik ros for.

Som 8-årig flyttede jeg med min familie til Estland. Vi boede i et kæmpe hus med 7 badeværelser, boblebad, sauna, store stuer og en enorm have. Sammen med mine søskende gik jeg i en international skole. På hele skolen var der 13 elever, og det gjorde at man fik venskaber på tværs af klasserne, og venner med forskellige kulturer og baggrunde. Det var også en værdi jeg satte pris på. På den skole var der ingen der havde travlt med at blive voksne, og i pauserne legede alle sammen. Der var ingen der tænkte over at de ældste var omkring de 15 år, og de yngste var 6 år.
Derfor var det et stort chok, at komme tilbage til en dansk folkeskole, da jeg som
10-årig skulle tilbage til Danmark.
Det var et enorm kulturchok, for det sammenhold jeg havde oplevet på skolen i Estland, var der intet af på min nye skole. Selv i min egen klasse var man delt op i grupper, og jeg måtte hurtigt lære hvem der ikke kunne lide hvem, at man i timerne bare kunne råbe op, at det at lave lektier ikke var en særlig vigtig ting og at der generelt ikke var nogen respekt for lærerne.
Pludselig var det vigtigt om man nu gik med Burberry tørklæder eller om det bare var et billigt et fra Føtex.
Efter at have gået på en skole i 2 år, hvor man rejste sig når læreren kom, altid lavede lektier, legede fangeleg i pauserne og hvor det var almindeligt at lege med barbie selvom man gik i 7. eller 8. klasse, var det svært for mig at tilpasse mig den nye måde at være og generelt leve på.
Jeg blev hurtigt stemplet som ”nørd”, fordi jeg gjorde noget ud af mine lektier, jeg kunne skrive og stave bedre end de andre, og i engelsktimerne fik jeg 9. klasses bøger.

Efter to år på den skole, skiftede jeg til en ny. (Her kommer noget ret væsentligt om min skole, som jeg dog ikke ønsker at skrive ud til hele HG. Det er bare at jeg flyttede derover, i håb om at slippe for tæsk osv.)
Der gik et halvt år, og mobningen startede igen. Enkelte gange fik jeg endda også et par slag, eller nogen skubbede mig bevidst så jeg tabte mad udover mig osv.. Hvad der egentlig startede det ved jeg ikke, men drengen der førte an for det, blev i hvert fald smidt ud af skolen. Fra den dag begyndte det at gå godt, og de værdier og glæder jeg havde haft i Estland kom tilbage. Det blev aldrig det samme, men jeg lærte at sætte pris på de værdier jeg havde i mit liv, som jo netop var mine venner, min skole, min familie og ikke mindst en pony jeg netop har mistet.

For mange er det svært at forstå, hvordan et dyr kan være en af de vigtigste værdier i ens liv. Men for mig, og mange andre mennesker med hest, er det at have et bånd til en hest helt specielt. Det er helt unikt, og intet man vil kunne opleve med et menneske, fordi heste netop giver noget helt særligt tilbage til en, som intet menneske kan. Derfor kan en hest være en af de største værdier i livet man har, fordi det netop er helt unikt at kunne samarbejde med en anden skabning som man alligevel kan føle sig ligeværdig med og det at kunne føle hesten som en del af en er en helt fantastisk følelse.
I perioder har hesten været det eneste jeg har følt jeg har haft. Det sted jeg flygtede hen, når jeg følte mig helt alene. Ofte har hesten været den eneste der kunne få mig til, at føle livets værdier, at føle jeg levede og at der var en mening med det.
Så det ikke at have en af de vigtigste værdier i mit liv længere, er en abnorm og ubeskrivelig følelse, som kun dem der har prøvet at føle den kan forstå.
Når man mister en af de vigtigste værdier i sit liv, kan det enormt svært at se de andre. Personligt ser jeg ingen værdier i livet længere, fordi alle de andre værdier var bygget op på den ene.
Det er en enorm dum ting at gøre, men styres kan det ikke. Men jeg forstår min veninde, for som hun sagde så kan man ikke leve uden værdier. Så selvom man er helt ødelagt efter, at have mistet en af sine værdier, så er man nødt til at åbne sig, og fokusere på de andre. Det er bare lettere sagt end gjort.