Trøster mig fordi hun skal aflives {{forumTopicSubject}}

Sidste håb om Lulus helbredelse (kræft) forsvandt i går - selvom chancer var uendelige små fandt jeg ud af at jeg alligevel havde haft håb - jeg har siden gået rundt i en konstant svæven mellem depression og gråd
- som om jeg er lukket inde bag en mur og hver gang den falder bryder jeg sammen indtil jeg får den bygget op igen

Så for lidt siden brød jeg rigtig sammen og græd i omkring ½ time... Lulu kom så og sad ved min side som hun altid gør når hun mærker at nu er jeg helt ødelagt. Jeg sad så og græd i min hunds pels over at hun nu skal aflives om 2 måneder.
Det er bare så fucking frustrende det her, at vente på at ens bedste ven får det dårligt... jeg hader det og jeg hader mig selv for at være så ked af det på forhånd. Lulu har det godt nu og er glad, at jeg græder gør intet for hende

Mange vil måske synes jeg overdriver men Lulu betyder mere for mig end alt andet og det er meget få personer der vægtes højere af mig (tror de ville kunne tælles på en hånd)

Måtte ud med det, da jeg er helt alene om det