Essays- Samtaler i mørket. HJÆLP. {{forumTopicSubject}}

Hej Hg'er
Jeg er langt om længe blevet færdig med ''Samtaler i mørket''
Altså jeg har jo forstået at når det er Essay, stiller man spørgsmål osv. ?

Ville bare høre om der er noget i den som jeg evt. skulle lave om på?
Det er meget vigtigt at den er perfekt

Samtaler i mørket

Jeg forstiller mig en mørk mand, siddende med noget skinnende blankt i hans højre hånd, mens jeg suser rundt i en skov af ansigter og kroppe. Hvorfor er det lige netop denne mand, der står så klart på indersiden af mine øjenlåg? Langsomt mærker jeg frygten overmande mig, indtil jeg ligger rystende under min dyne, der pludselig ikke føles så sikker og varm længere.
Jeg er bange. Manden snakker til mig, men jeg hører intet. Hvad vil han mig? Jeg har lyst til at skrige, at han skal lade mig være… men tør ikke åbne øjnene. Hvad hvis han står bøjet over mig? Langsomt åbner jeg alligevel øjnene. Manden er væk. Værelset emmer af ro. Jeg ånder langsomt ud. Lukker øjnene igen. Hvad end han ville, er han væk nu.
Hvorfor er jeg så bange for mørke? Og hvorfor er det kun i bestemte situationer?
Det må hænge sammen med hvordan jeg oplevede natten som lille. Jeg var kæmpe fan af Herkules. Men når monstrene kom snigende om natten, i drømme, blegnede han alligevel lidt som idol. Så lå jeg alene i mørket uden at turde rejse mig og gå ind
til mor og far, som lå i rummet ved siden af. For monsteret kunne jo få fat i mig på vejen.
Efter jeg blev ældre, har jeg lært at kontrollere min mørkeræd. For mørket er jo egentlig også fascinerende. I mørket kan man få fornemmelsen af, at alt er muligt. Det er især spændende at snakke med folk i mørket. En ganske anden oplevelse end i dagslys, hvor man kan se hinanden.
At bevæge sig gennem mørke kan oplevelses meget forskelligt fra person til person. Og fra sted til sted.
For mit vedkommende er jeg langt mere trygt i mørket, når jeg er udenfor. Mange mennesker ville ikke være enige i dette.
De synes, mørket er mere håndterlig inde under den varme dyne. Men indenfor bliver mørket sammenpresset. Det presser og skubber, indtil det er en lille kasse, hvor i luften bliver tyk og varm, så man får åndedrætsbesvær. Til sidst bliver man nødt til
at stikke et ben ud, for at sparke den væmmelige, klaustrofobiske følelse der kommer snigende væk, og dér bliver man nu offer for de monstre, spøgelser, og skabninger, der ligger på lur.
Nej, den friske luft udenfor er at fortrække.
Her kan man bevæge sig frit og mærke en form for magisk reaktion i det mystiske mørke.
Men en del mennesker er bange for at være ude i mørke. Dette kan jeg ikke forstå. Hvordan kan de føle den spænding, uhyggelig? Snigende?
Det må hænge sammen med film, eller andre ting, de har fået idéer fra. I gyserfilm sker alle de uhyggelige ting, hvor morderen kommer snigende bagfra oftest udenfor. Men dette hænger ikke sammen med virkeligheden. Gør det? For hvis det gør, kan jeg sagtens forstå den frygt, der kommer snigende.
Den magiske spænding der kommer, hvor man føler at gnister vil springe frem for ens hænder, hvis man rører ved noget kan også vendes til noget grimt. For jeg må da sige, at jeg også har oplevet ting i mørket, der får mig til at tænke på, om der virkelig er mere mellem himmel og jord. Ting der gør mig bange, og ting jeg helst ikke vil uddybe for andre, i dét jeg er bange for, de ikke vil tro jeg er rigtig klog.
Mørket er en underlig størrelse. Ligesom lyset. Mørket er bare blevet kendt som den onde og uhyggelige, mens lyset er det gode og dejlige. Men sådan er det jo ikke altid. Er det?
Én ting der i hvert fald er bedre i mørke, er gåture. Eller rideture for den sags skyld. Sanserne er på stikker, mens man lister af sted. Samtaler ændres også og omhandler en masse andre ting, end de gør i dagslys. For mit, eller skulle jeg sige vores, vedkommende begynder det at handle om mysterier, andre verdener og magi. Selvfølgelig kan de også indeholde hverdagsting, men alt bliver bare mere interessant, når man går gennem mørket, og kigger på hvordan landskabet pludselig har ændret sig. En del mennesker længes efter sommer, når det bliver vinter. Længes efter lyset når det bliver mørkt. Dette kan jeg godt sætte mig ind i, for sommernætter har trods alt ikke det sorte tusmørke, som vinternætter har. Dét som mange mennesker bliver bange for. Er det helt mørkt, kan man selvfølgelig også føle en ensomhed og en modløshed, som om intet nogensinde vil blive bedre. Ligesom mørket. Mørket vil altid være her. Det vil altid skabe uhygge og rædsel, men det vil også altid skabe spænding og mystik. Ansigtsløse samtaler vil hver nat finde sted, ligesom de gjorde for ti år siden, vil de også gøre det ti år ud i fremtiden. Mørket vil altid udløse forskellige reaktioner. Men i sidste ende, er mørket jo bare dagen, der er forbi, og en ny dag der starter. Mørket er både slutning og begyndelse.