En sand historie {{forumTopicSubject}}

Dette er så min historie, om det der skette med mig og mit elskede hesteliv.
Vil blive glad for en komentar og noget kritik, da jeg måske skal bruge den til en koncurrance : )

Her kommer min historie.
Jeg havde gået til ridning på min gamle rideskole i ca 2 år.
Jeg havde nogle psykiske problemer og havde ikke særlig meget selvtillid. Det var i vinter halvåret hvor man jo tit bliver endnu mere nede pågrund af den manglene sol.
Og alt det var ikke en god blanding, jeg havde det tit skidt og var ked af det. En dag faldt jeg så af oppe på min rideskole. Og jeg fik det være og være med mig selv, jeg begyndte ikke at ville til ridning græd tit aftenen inden jeg skulle af sted. Og havde det skidt når jeg red.
Jeg ville rigtig gerne ride det ville jeg virkelig, men jeg endte med ikke at kunne holde det ud længere. Jeg havde den tanke at jeg ikke var Værdig til at ride og bare ville gøre hesten fortræd. Og jeg ved ikke, men jeg var heller ikke særlig tryg når jeg red. Det hele ente med at jeg stoppede, da jeg simpelthen ikke kunne holde det ud.
Det tog en måned før jeg kunne stoppe helt og i den måned var jeg der kun 1 gang.
Da jeg så endelig stoppede var det som en stor byrde blev løftet fra mine skuldre og jeg kunne tydeligt mærke forskel.
Først tænkte jeg ikke så meget over det, jeg red ikke heller ikke hos min mormor og morfar. Jeg er stadig utrolig forvirret omkring hvad der skette med mig, og kan derfor ikke svare på det.
Men jeg kunne tydelig mærke, jeg savnede at ride det gjorde jeg. Jeg forstillede mig tit at jeg galoperede over markerne ude for mit bil vindue når jeg kørte. Og jeg dagdrømte tit at jeg red og sprang og fløj over alle forhindringer på min drømmehest.
En dag hos min mormor og morfar sagde en pige ”Hold jer til Mathilde det hende der ved mest om heste” da jeg var nede for at trække hestene op i engen (Min mormor havde bedt mig gøre det) Og der slog det klik, og en glæde kom frem i mig. Ja det var mig der vidste mest om heste, jeg vidste meget om heste og kunne også ride dem.
Næste dag sad jeg på en hest og jeg red, jeg var så glad. Og Buska var sød mod mig.
Det var skønt helt UTROLIGT (dette var i sommerferien) Jeg har ikke rigtig nogle tidsfornemmelse så ved ikke hvor lang tid siden det var jeg havde reddet sidst der.
Da sommerferen var slut startede jeg på Gribskov rideskole og kom straks op på det øvede hold. Jeg skulle lige vende mig til det hele og den måde de red på. Og hestene og var en smulle nervøs men ikke meget.
Jeg rider stadig deroppe og jeg er blevet utrolig hårdfør og sej og ELSKER heste og ridning over alt på jorden. Intet kan skramme mig, sådan har jeg det. Selvfølelig kan jeg blive nervøs nogle gange, men det gør ikke noget For det kan alle jo blive af og til med ridning ^^
Jeg er også blevet smidt af siden jeg startede med ridningen igen og jeg kom op på hesten igen og det var mig selv det ”kæmpede” mig derop. Jeg er blevet bukket med og galoperet vildt med, sprunget og faldet halvt af. Intet har kunne stoppet mig intil vidre og følger intet kan stoppe mig og mit liv med hestene.
Når jeg er syg er det hestene der for mig til at glemme det og når jeg er ked er det hestene der for mig til at glemme det.

En sand historien af Mathilde K. Holmgaard