Hesten som min personlige terapeaut. {{forumTopicSubject}}

Jeg har det sidste stykke tid sloges end del med min psyke og deraft følgende problemer - blandt andet været indlagt et par gange - men det har gjort noget ved min ridning uden tvivl.

Først gik det den gale vej, han kunne mærke jeg var hamrende usikker og nærmest bange for ham. Og begyndte at stejle, hoppe, og snurre rundt efter for godt befindende. Ikke særlig rart, men dog en konsekvens af at jeg var usikker i mine signaler og dermed blev han usikker på hvad jeg ville hae ham til.

Efter jeg gik 10 skridt tilbage i træningen er han blevet som forvandlet. Jeg bruger rigtig meget tid sammen med ham fra jorden og vi er bare sammen. Det har betydet at vi har opnået en helt anden forståelse for hinanden. Fra at være doven, og næsten ikke ville gå fremad går han nu villigt fremad på tur - og begynder at stole på, når jeg siger det ikke er farligt - så er det heller ikke farligt.
Fra at være stejle hest, der undveg ved mindste chance er han nu ofte hesten der går forrest. Og han søger ofte selv at gå forest, hvilket jeg i de 8 år jeg har kendt ham aldrig nogensinde har oplevet før.

Fra jorden er han som forvandlet. Han er let og ikke mindst rigig blød i sit udtryg, stresser slet ikke over træningen. Det har betydet at vi i løbet af mindre end en uge er gået fra altid at have grime på til slet ikke at behøve den. Jeg tog den bare for sjov af i starten for at se hvad der skete - og han forstod mit mindste vink.
Det er faktisk endt med at vi næsten kun træner i cordeo - og i går øvede vi for sjov signalerne til når jeg skal ride. En halv time senere satte jeg mig op og red hesten i cordeo som den aldrig havde prøvet andet.

Vi skridte faktisk også en tur hvor jeg stort set kun havde fat i cordeoen. Jeg havde dog trense på - og det vil jeg have et stykke tid endnu i tilfælde af at der skal opstå misforståelser mellem os.

Jeg synes selv det er en ret fantastisk udvikling. Det hele er sket på mindre end en måned - hvor han er gået fra ikke at ville træne til bare at synes at træningen er det mest fantastiske i hele verden.. !

Og jeg er blevet så meget mere nærværende i min træning. Jeg glemmer alt omkring mig - og der kunne stå 100.000 mennesker og så ville jeg stadigvæk være fokuseret på hesten, fordi den i den grad er bleet det frirum der kan acceptere mig fuldstændig som jeg er.
Men man kan roligt sige at vi har opnået en forståelse for hinanden det sidste stykke tid som jeg aldrig nogensinde troede var muligt at opnå med ham. Ganske enkelt pga. jeg med min sygdom er blevet nærværende.

Det skal lige siges at vi i samme ombæring har fået meget meget mere styr på ting som spanske skridt, neje, bakke bagfra og sådan nogle ting - og at han ganske enkelt synes træningen er en fest. Hans glans nummer er ganske enkelt at stjæle min stick (han har lært at samle ting op) og jeg kan ikke blive det mindste sur på ham. Jeg smiler bare over hele femøren og har som det var hund måtte lære ham "Slip". Fordi han tager ALT hvad han kommer i nærheden af - også ting der ikke nødvendigvis er egnet til at tygge i

Så jeg synes personligt at der er sket en forvandling af hesten eller også er det mig der har forvandlet min indstilling til ham - noget er der i hvert fald sket