Seattle Grace Mercy West Hospital {{forumTopicSubject}}

Den er ikke færdig endnu..
(Stavefejl er gratis, er ordblind)



Seattle Grace Mercy West Hospital

Kamilla, Julie og jeg var på vej i skoven, vi snakkede og snakkede, i alle gangarter. Turen gik super, vi havde taget grimer og træktove med så vil stoppede på en græsplane og snakkede, ja vi snakkede hele tiden. Vi der der længe og snakkede, da de pludselig begyndte at regne, vi smed hurtigt sadler på hestene og begyndte at ride hjemad. Da vi kom ud af skoven var det mørkt, vi skulle ride ude ved vejen, uden reflekser. Der kom en by på modsatte side, som vi kunne se, men der kom også en bag os, vi havde ikke hør den, Scarlett, Lady og Zarif blev bange og hoppede til siden, vi faldt af. Jeg faldt ned af en skrant og Julie og Kamilla lå halv ude på vejen. Her var sort, jeg kunne intet hører. Var jeg død? Hvad med Julie og Kamilla, var de døde?


Jeg kunne hører nogen der skændes, det var svagt, men jeg kunne hører det var min mor og far. Jeg åbnede øjne langsomt og så Kamilla stå ved siden af mig, hun græd. Jeg kiggede på hende, og hun fik pludselig øje på mig, hun begyndte at smile og kramme mig, men jeg kunne se der stadig var noget der gik hende på. Hun kunne ikke kigge mig rigtig i øjne og i den stilhed kunne man næsten hører hendes tanker, kom nu, kom nu!

”Hvor er Julie?” Hviskede jeg hæs.

”Hun ligger i koma. Du har også, men du begyndte at vise gode tegn på at kunne trække vejret selv.”

”Hvor længe har vi været her?” Jeg kiggede rigtigt på hende og så hun var i ridetøj, hun havde ikke været her så meget som Julie og jeg.

”2 måneder.”

”Hestene?”

”De har det fint, jeg passer dem alle. Jeg holder dem i form. Og jeg springer på Zarif, så han er klar til du kan komme op på ham igen.”

”Springer du?”

Hun smilede. ”Ja, jeg gør det for dig. Men han stod halt de 2 først uger. Han var til dyrlæge, han skulle bare have lov til at stå stille med benet. Men nu er han god som ny.”

”Tak. Hvad med de andre, skete der noget slemt med dem?”

”Nej heldigvis.”

Vi var stille lidt og pludselig hørte vi en rolig stemme. ”Du kan besøge hende kort nu, Kamilla.”

Kamilla kiggede over på en slank læge, med brunt hår, få lysestriber, blå-grå øjne. Hun var flot. Hun smilede og kiggede på mig.

”Er det okay, hvis jeg tager hen og ser til Julie?”

”Ja selvfølgelig.”

Hun krammede mig og så gik hun hen til lægen, som fulgte hende hende hen til Julie. Lidt efter de var gået kom der en mand med brun-sort hår, blå-grå øjne, høj slank. Han så ikke dårlig ud, men han var gammel. Eller gammel og gammel, jeg vil skyde på mellem 35 og 40 år. Han kom hen til mig og spurgte til hvordan jeg havde det. Jeg sagde jeg havde det fint. Han smilede og begyndte at spørger ind til mig.

”Har du en kæreste eller en rigtig god ven?”

”Jeg har en kæreste, hvorfor?”

”Jeg gætter på det er Robert han hedder? Eller tager jeg fejl?”

”Nej du har helt ret.”

”Han har været her meget, efter du ikke lå i koma mere. Han var her en gang imellem da du lå i koma, men han brudt samen flere gange, han har ikke kunne klare alle de slanger i dig.”

”Har han været her i dag?”

”Nej, men jeg tror han kommer. Han er en virkelig sød fyr.”

”Ja, men er den bedste.”

”Nårh, hvad med dine forældre er de skilt?”

”Nej, men jeg kan hører dem.”

”Ja, sådan har det været siden du kom her til. Din mor sover her, på stolen der. Robert plager at ligge sig op ved siden af dig, han ligger og nusser dig. Han kommer med blomster næsten hver gang, han har altid et eller andet med.”

”Katrine, du er vågen.” Hørte jeg en glad velkendt stemme sige.

Det var Robert, han kom hen til mig, en tårer løb ned af kinden på ham. Jeg tørte den væk og smilede.

”Jeg har købt denne til dig.”

Han kom med en hestebamse, den lignede Zarif på en prik. Han havde fået den speciel syet til mig. En halv time efter kom Taylor. ”Katrine, hvor er det dejligt at se du er vågen, ved du hvor Kamilla er?”

”Hun er hos Julie, jeg tror gerne hun vil have noget tid alene med hende.”

”Hun er ikke vågnet endnu vel?” Spurgte Robert og kiggede ned på mig.

Jeg rystede på hovedet og kunne mærke en tårer glide ned at min kind.

”Hun skal nok klare den, skat.”

”Hvorfor hende, hvorfor ikke mig?”

”Det må du ikke sige, det skulle ikke havde været sket for noget af jer. Hvorfor red i også ude ved vejen i mørke?”

”Jeg ved det ikke, vi skulle havde været hoppet af og trukket dem tilbage til gården.”


Dagen efter blev jeg hjulpet over til Julie, jeg brud sammen, alle de slanger, i hendes mund, hende arme, hendes krop. Jeg kunne ikke klare det, Robert og Dr. Grey hjalp mig ned på min stue igen. Jeg græd og græd og gik pludselig i kramper. Det blev sort og stille, men kort tid efter kunne jeg hører folk, Robert der kaldte på mig, min mor der græd.


- Katrine Petersen