{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.704 visninger | Oprettet:

det jeg har skrevet efter hendes død. {{forumTopicSubject}}

Stille aften.

Vinden blæser let ind, af det åbne vindue ude i gangen. Der er en lille smule koldt. Trækker vejret dybt, helt ned i maven. Klokken slår lidt i 23. Men der er stadigvæk ikke sket noget. Grenene slår let, på ruderne ude i køkkenet. Det lyder en smule uhyggeligt.
Fjernsynet er tændt, men der bare ikke noget, der vær at se endnu.
Hunden ligger helt rullet sammen, henne i hjørnet af stuen, den sover tungt. Ilden fra brændeovnen laver sjove skygger, over på den hvide væg.
Lyset ude i gangen er tændt, men ellers er det kun lyset fra ildstedet, der lyser den lille stue op. Det regner svagt uden for, lukker øjnene og lytter. Regnen tager til, og slår mod ruderne, det giver en tryghed. Sidder helt stille, og kigger ned i bordet. Skriver første linje, men opgiver hurtigt igen. Hoved er fyldt med gode idéer, men kan ikke få dem ført ned til hånden, som skal skrive dem.

Stolen knirker ved den mindste bevægelse, regnen og vinden har lagt sig lidt, og lyset fra månen står lige ind, af vinduet og ned på mine papirer.
Hunden begynder at røre lidt på sig, og tøffer hen mod døren, ud til den gamle have. Lukker hende ud, ude i haven ligner det meste sig selv, alt er dækket af et tyndt lag dug. Alle blade og grene er våde. Ind imellem blæser, en kold vind gennem luften, og stopper først, når den rammer ind mod mit ansigt, og må træde et skridt tilbage. Hårene på armene, rejser sig med stil. En enlig flagermus flyver rundt, alene i mørket på jagt efter mad. Nattens mørke rummer mange mystiske lyde, små dyr man ellers aldrig ser i lyses verden, lister rundt i mørket stille stund. Pifter lavt efter hunden, som lister ind igen, inden døren lukkes for de ukendte, vender man en sidste gang, lader blikket vandre, så langt som øjet kan se. En jagt efter den mindste bevægelse, i det høje græs. Græshopperne spiller for mig, i de sene natte timer.
Når solen tager over for nattens mørke, er der en ny dag, den begynder som alle dage starter, natten trækker sig stille væk, som et uønsket tæppe.
Lyset breder sig, som ringe i vandet, og kaster striber hen over haven, alt er forandret. Duggen ligger smukt, hen over edderkoppespindet på busken, det skinner som diamanter i den klare morgen sol. Fuglene er tidligt oppe, på morgen tur. Svæver høj og lavt, på jagt efter morgenmad. Naboens hane galer en sidste gang. Vinden er stadigvæk kølig, selvom solen var været oppe længe.
Står og ser ud af vinduet, der stille udenfor, ikke ret meget liv nogen steder. Længere nede af gaden, sker der lidt.
Nyder freden og stilheden tager over, den tager alt med på sin vej. Trækker mig med ind i dens verden. Som en bølge sniger den sig ind over sit offer.
Kigger rundt i stuen, som nu er fyldt op med lys, ildstedet er gået ud. Solens stråler kilder mig blidt på kinden.

Lyden af en bil ude på gaden, afbryder stilheden som et lyn.
Man er vågen igen, bevæger sig hvile løst rundt, uden at foretage sig noget.
Ude ved vejen står træerne på række, svinger med vinden, fra side til side.
De hvisker til hinanden, deres grene leger mod vind og vejr.
Skole børn der på vej i skole, ved denne tid, har ikke travlt. Solen skinner på dem, de rander og leger på vejen. De ser ikke alvoren, for det er forsendt.
En pige på hendes nye cykel vælter, og det bløder fra knæet. Hun er ikke ret gammel. Ingen samler hende op, hendes tåre løber ned af kinderne.
Hun får rejst sig op, og forsætter den lange væk til skole, det naturens orden.
De svage bukker under, for de stærke.
Hunden i snor, og det gode vejr i ryggen, går på en lang smal sti.
Går langsomt, nyder skridt for skridt, luften er lun. Rund om os går tiden i stå.
Dagen går med tynge skridt, minut efter minut tikker uret.
Drejer hoved og ser mig omkring. Løse hunde i parken, et ungt forelskede par, på en bænk. Der nyder solens sidste stråler sammen, ingen natten igen tager over, og dækker alt med sit mørke.
Gennem byen vander blikket rundt, på de unge mennesker, der begynder at lade op til nattens mysterier. En ung fyr er allerede begyndt, at svæve rundt i sine egne tanker. Lader ryggen støtte, let op af en væg ud mod vejen.
De regner let, fjerner forsigtigt regnen, fra ansigtet med ærmet.
Vejen skifter stille farve fra grå til mørke grå, luften er fugtigt, og klam.
Vejen ende inde i skoven, lydene fra skovens dyr, kan hørers på lang afstand. Stopper op, holder vejret et par sekunder, kan mærke hvordan vinden skær gennem skind og ben og ind i hjertet.

Det gør ondt, det springer et slag over, står stille og går i gang igen.
Bevæger den ene fod frem, og den anden følger lydigt efter. Rækker ud efter det nærmeste træ, det omdækket af grønt møs, det blødt og lidt vådt, nærmest fugtigt. En regn dråbe løber ned af en gren og ender med at drypper ned, af nakken på mig, det gyser i hele kroppen.
Træder et skridt tilbage, vender kroppen langsomt og smerte fuldt, og kigger op. Tager hænderne ud og mærker hvordan regnen, drypper ned i håndfladerne på mig. Træder vejret dybt, og sukker. En fugl flyver tæt forbi, luften fra vingerne for mig tilbage til virkeligheden verden. Går videre i min søgen, på det ukendte.
Træernes grene bevæger sig let, beundre lethedens bløde bevægelser, med ynde. Det som de hvisker til mig, men ved ikke hvad de vil sige.
En ukendt art, i deres verden, er våd og kold, skoven er en magisk verden.
Se dybt under overfladen, gemmer der sig de mest utrolige ting,
sidder på en sten, ser hvordan skovbunden er levende under mig.
Går dybere ind, hele tiden bliver skoven tætter, bliver overvåget af en ugle på jagt. Den dykker ned og på igen, få sekunder og væk er den.
Skoven ende, går ved vejen tilbage til byen, en bil køre hurtigt forbi, ellers er der mørkt, men er ikke bange. Føler mig velkommen, godt tilpas, og har ikke travlt.
Månen dukker frem på himmelen, det regner let. Men månen står klar og rund foran mig. Den viser mig vejen frem, leder mig skridt for skridt.
Gade lygterne kommer, tætter på. Rabatten skifter over til et langt smalt fortov, der forsætter ned gennem byens gader.
Det matte lys fra de gamle gadelygter, står svagt i nattens mørke. De små insekter samles, i små grupper inde i lyskeglen. Ildfluerne daner små lys billeder på himlen, to sekunder og så de videre i lives store puslespil.
Hvem ved hvad de søger, måske søger de, lige som mig, en verden uden krig.
Vander videre åbner døren ind til stuen, stiller mine sko pænt som altid.
Sætter mig forsigtigt i sofaen, med fødderne oppe på bordet, læner hoved tilbage mod sofaens kant. Ville ønske alt var som før. Ville ønske jeg kunne spole alting tilbage til dengang.
Alting forandrede sig da du tog af sted, da du rejste tog du det meste med dig, sidder alene og savner dig. Sætter en kop varm vand over til kakao, trækker tæppet helt op til skulderne. Der er koldt, stilheden lokker den mørke side frem. Tiden er endnu en gang gået i stå. Der var engang, hvor jeg håbede, på du ville tilgive mig, men det for sent nu. Huset er gammelt, og det knirker, når vinden rigtig tager fat.

Et vindue står på klem, et sted i huset. Det klapper i takt med vinden, en susen for øerne, der ikke vil holde op. Lukker øjnene bare et øjeblik, prøver at finde en indre ro. Mon jeg overhoved har en?
Trænger dybere ind i mig selv. Livet flyver forbi på samle bånd, den ene ulykker efter den anden køre forbi, igen og igen. Smerten brædder sig ud i hele kroppen, selvom øjnene er lukkede, løber der alligevel en til to tåre, ned af kinden på mig, og videre ned af halsen. Åbner øjnene igen glæden er stor, for at slipper for de uhyggelige tanker, og tilbage til virkeligheden.
Lukker igen øjnene, ved ikke hvorfor, men denne gang høres lyden, af et stort brusende springvand. Drejer rundt kigger, men ser intet. Lyden bliver støre, den nærmer sig. Alt er lyst, ser vandfaldet langt forude, begynder at gå, men lige før min hånd rører ved det klare vand. Åbner jeg øjnene igen.
Fjerner en hårlok, som er faldet ned over mit ansigt, er lidt ensom. Savner dig.
Livet er en gåde, som man aldrig tror, man kan løse. Men som lige pludselig, løser sig selv, på den mest uventede måde.
Natten er længere end de få lyser timer, trækker knæene helt op under hagen. Ønsker mig tilbage til den gang, hvor jeg ikke behøvede at være bange. En bil bremser voldsomt op uden på gaden, med forsætter derefter i samme stil.
Den varme aftens sol, bevæger sig langsom ned over himlen, det svært at forstille sig, noget så pænt kan føre mørket til vores verden.
Mørket ser på vores verden, med andre øjne, end lyset gør.

Græder svagt næsten lydløst i mørket, hvorfor mistede jeg dig.
Følelser kommer og går, men det vi have sammen, ville aldrig gå bort. Din sjæl er stadigvæk i luften. Den svæver rundt og holder øje med mig. Jeg ved du er her, for at passer på mig.
Men jeg er stadigvæk bange. En følelse af had strømmer gennem min krop, mærker hvordan mit blod banker, rundt i kroppen med dobbelt kraft. Pulsen køre der ud af, med en så stor fast, at det gør ondt.
Det var min skyld du gik bort. Tårerne løber ned af kinderne, på mig.
Indrømmer jeg savner dig. Luften er tung og tom, kan nærsten ikke mærke dig mere, det som om du ikke er hos mig.
Mørke tanker køre rundt, inde i mit hoved, ved ikke hvem jeg er mere.
Er usikker, det hele kom så hurtigt og væltede ind over mig som en stor bøjle. Tager jakken på, lister en tur du på gaden, der koldt. Er ikke sikker på om det vinden, eller mit grædende hjerte der kold, men jeg fryser.

Bider hårdt i under læben, for ikke at klapre tænder, det lykkes kun kort tid, hvor efter smerten overtager, og jeg må slippe igen, kan smage blodet på min tunge.
Byen er øde, en avis blæser langsomt hen over fortovet, går langsom rundt. Vender om og går tilbage. Sidder på stolen med blyanten i hånden, ønsker inderligt at føre mine mange dybe tanker, ned på mine papirer. Men min hånd vil stadigvæk ikke skrive de ord, jeg gerne vil have den til. Må opgive igen, ligger det hele til side, hvor efter jeg må beundre månen, som atter står ind af mit vindue i stuen. Lytter til alle de lyde der opstår når frygten sætter ind.
Har ikke sovet siden jeg begyndte skrive, men efter en uge er der stadigvæk kun kommet ganske få ord ned på papiret. Er en smugle skuffet over mig selv. Har intet og skrive.
Ligger stille blyanten på bordet foran mig, læner mig tilbage. Køre hænderne langsomt gennem mit hår. Det tordner og lyner svagt udenfor, og regnen er rigtig slem. Elsker lyden af regnen mod ruden.

Drømmer mig tilbage til den tid, hvor det bare kun var dig og mig, men sådan bliver det aldrig mere. Du har forladt denne verden, på den værste måde. Skyldfølelsen kommer snigende ind, bag fra og den overfalder mig, jeg kan ikke komme væk og må overgive mig til min frygt.
Tiden læger alle sår, man bliver ældre, men mit blødende hjerte drypper stadigvæk. Det virker som om, det var i går, hvor du kalde på mig en sidste gang, inden jeg vendte dig ryggen, og lod mørket tag dig med, uden jeg så meget nåede at blinke. Indser nu hvor led jeg var, hvor forkert det var af mig. Ønsker inderligt at gøre det hele om.
Du har ret til ikke at tilgive mig, vil give alt for at være ved din side, bare at se et sidste glimt af dig. Vores venskab var så stærkt, intet kunne skille os ad, troede jeg, og dog lykkes det for den mørke side, at tage det fra mig som der betød mest i denne verden, nemlig dig. Drømmer om dig, jeg har været pint hver dag efter du gik bort. Mine kinder er varme og våde, mine tåre har lavet striber på dem.

Lever et liv men med to sjæle, efter mørket overfaldt, og fjernede dig fra mig, har det været svært for mig. Det bliver ikke nemmere, har svært ved at holde humøret oppe, føler man sidder i et stor hul, og kan ikke komme op uden hjælp.
Vi vidste begge det er umuligt at undgå skæbnen, men alligevel skulle vi prøve. Det kom som et chok, at det ente på denne voldsomme måde, forbander vores verden. Længes efter dig, er bange, frygter det bliver min tur igen uden grund, har svært ved at tro, jeg ikke var skyld i ulykken, to veje men kan kun gå den ene, ved ikke hvilken der den rigtige.
Lige som mørket, er jeg fyldt op med had, til det ukendte.
Lyset forsvinder stille forude, og må går alene, på den mørke vej uden dig. En stille stemme i hoved, hvisker dit navn, gyser inden i.

Vi har mange gode minder sammen, men de drukner da de dårlige minder.
De styrer min hjerne, kan ikke tænker på andet end ilden. Og lugten af røg.
Alle spor er slettet, savner dig.
Ingen er perfekt, hvornår ved man, om man er normal eller unormal?
For mig var du perfekt, du var alt, nu er du min luft.
Mit hjerte banker svagt, i takt med min hver trækning, men stiger i hastighed, når dit navn nævnes i mørket. Har det bedst alene, ingen kan afsatte dig. Skjuler jeg er bange, dog uden held.
Opgiver snart denne verden, kan ikke klare det mere uden dig, tilgiv mig, mit liv har ingen mening uden dig ved min side, det ved du også godt.
Har mistet troen på det gode, du tog alt med dig. Depression er en sygdom, siger de kloge, men jeg ved, jeg kan styre det.
Dog har jeg ingen selvtillid mere. Du var meningen i mit liv, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv nu hvor du er væk, hvorfor denne smerte, den stopper aldrig, opdager det sagnet efter dig.
Det blevet morgen igen, lyset lister sig ind af vinduet, og kravler hen til mig, sniger sig ind på mig, med håbefulde tanker om at kunne vække mig, men er vågen, sidder og holder vejret uden grund.
Der ingen vind uden for, kun lyde for havens dyr, som igen er vågen, til en ny dag med oplevelser, og nye eventyr.
Det kedeligt får vi kaster tilbage, i hoved på os selv, ingen kan forklare hvorfor.
Er stadigvæk imponeret over dit mod og din vilje, selv da vi stod der midt i ingen ting, jeg gik i chok. Men du gik mørket i møde med stil, ser virkelig op til dig, det vil jeg altid gøre. Glemmer dig aldrig.
Du er mit idol, min drøm, jeg fik det bare aldrig sagt, nu det for sent, men prøver at være stærk, for at forsætte mit liv. Svigtede dig, græder stadigvæk, er godt klar over det er ved at være slut, der er ingen vej tilbage.
Ønsker bare vi kan gøre det hele om, starte forfra. Vi skulle aldrig være taget af sted. Droppede dig, hvor du have mest brug for hjælp, især min hjælp. Hader mig selv tilgiv mig. for tilgiver aldrig mig selv, ser mørket et stykke forude, begynder at bevæge mig. Det så nemt at sige undskyld, men det får dig ikke tilbage af. Kæmper for at holde liv i mig selv, ønsker inderligt, du kom tilbage til mig. Tørrer endnu en tåre væk fra min kolde kind, græde lydløst.


Træder tilbage i en verden uden kærlighed og håb, en verden hvor smerten overtager kroppen lidt efter lidt, til sidst er man helt væk. Som en gift der spreder sig. Kan høre hjertet banke efter hjælp, men der ingen følelser der bevæger sig der inde, det er som om man blive holdt fast, under vandoverfladen, uden luft.
Kæmper for at komme op igen, men har ikke flere kræfter tilbage.
Og jeg må overgive mig. Kroppen bliver slap, livløs, og man falder dybere ned i det kolde vand. Lyset slukkes for en periode, men man er bange, for det aldrig vil tændes igen. Trækker vejret tungt for at vække opsigt, at give slip er aldrig nemt. Svigtet eller forladt til den mørke side, er det ens egen skyld?
Jeg er skyld i det du har været udsat for. Du behøver aldrig tilgive mig.
Træerne svajer i den stille aftens vind, uden for mit vindue.
En gren riser i ruden, og skaber en anderledes stemning, ved ikke om jeg bange eller om jeg tryg. Kan ikke holde det ud mere.
Troede vi skulle se mere, end vi nåede sammen. Forstår det ikke, det kan ikke være slut allerede, jeg beder dig kom tilbage.
Du varmer stadigvæk mit hjerte, når jeg tænker på dig. Sammen opdager man hvor smukt et ægte venskab virkelig er.
Du tog altid imod mig, med en varme og en kærlighed ud over alt andet.
Et så smukt væsen, med en så stor fornuft og omsorg, kan ikke beskrives.
Skulle være blevet hos dig, skulle have taget imod den smerte du oplevede på egen krop. På bordet lige foran, står du indrammet i en flot ramme, du passer på mig. Er tryg så længe dine varme øjne kan nå mig.
Er alene nu, men din sjæl hviler let på mine skuldre, og den leder mig gennem det liv, vi skulle have levet sammen. Dit billede spreder lyset rundt i hele rummet, ud til den fjerneste krop af stuen. Selv inde i mit hjerte spreder du håbet. Det i orden at sørge i en periode, men jeg vil sørge resten af mit liv, vi ved begge to, jeg var med skyldig i slutningen på dit dyrebare liv.
Vil række hånden ud, og lade mørket tage mig, men det passere forbi, det min straf. Alene i denne verden uden dig ved min side.

I drømmende lever du, elegant smidig bevæger du dig rundt. Uden at vide jeg sidder og holder øje med dig. Sidder på en sten og græder, for inden i, ved jeg det er en drøm der holder op. Men så længe jeg ser i dine brune øjne, og kan mærke dig tæt på mig, er jeg rolig og tryg, men når man vågner, er det slut.
Jeg må græde mig selv i søvn.
Undskyld, søger ikke tilgivelse, men vil have du skal vide, jeg bære din sorg inde i mit hjertet, hver dag bliver jeg mindet om tabet over dig. Smerten borer sig fast inden i, den stopper ikke.
Går rundt i en anden verden, ser din skygge, er ved at blive sindssyg, savner sig mere end noget andet. Vil bytte mit liv for dit, men selv ikke gud, kan gøre noget så stort. Kan ikke leve uden dig.
Livet må forsætte, er ved at opgive denne verden, er for svag, tabet over dig er stører end min lyst til at leve. Mine øjne er røde, mine hænder kolde, men mit hjertet brænder som aldrig før, det pumper blodet rundt i kroppen, mens hjernen slår fra. Tiden står stille, den går næsten baglæns, nat bliver til dag og dag til nat, tilbringer livet i en sofa, forladt til min egen frygt, venter på jeg bliver hentet, og skal tilbringe resten af livet sammen med dig.
En morder på fri fod, hvem kan elske hende, tilbage til verden hvor man bliver påvirket, af andre mennesker i sin verden.
Ingen kan tage skylden for de ting, der sker ind til nu, fortryder alt.
En verden uden frygt, kan ikke eksister i vores samfund.
Når den slags mennesker kan gå frit rund, og sprede frygt til os andre, er vi fortabt. Beder til vores verden vil for andre sig.
Men det betyder, at alle skal gøre en indsat, men med den fortid nogen har haft, som jeg selv har haft, forstår vi godt, det ikke kan lade sig gøre.
Blodet på mit hvide ærme, ved ikke hvor det kommer fra, men da en dråbe mere rammer det hvide stof, er jeg klar over der noget galt.
Lyset varmer og forandre alt tror vi, men det kun udseendet der forandres.
Det indre bliver uforandret.

Det løber koldt ned, af ryggen. Mærker hvordan luften, omkring mig bliver fugtig og klam, det er som om, den langsomt kvæler mig i min egen luft.
Prøver at undgå det, men for sent. Den har fat i mig. Det urimeligt, så hurtigt alting forandres omkring mig. Kuldegysninger spreder sig over hele kroppen, men der ikke kold. Det larmer ude i den gamle have, det sikkert naboens kat, der igen besøger skrallespandene, eller er det også det?
Er igen bange, for det ukendte. Huden bevæger øerne, men den bliver liggende henne i hjørnet. Er holdt op med at håbe, og min tro er næsten helt forsvundet.
Tror på du er der, selv om der umuligt.
Men du er min sjæl, kan mærke dit hjerte banke, i min krop.
Følelsen at føle sig følesløs i kroppen, en skræmmende tanke. Kan ikke bevæge sig, ens tanker er låst fast. Frygter aldrig mere, at føle virkeligheden tæt på egen krop, men det er allerede for sent.
Uønsket, fortabt, og endda glemt, fortryder min opførsel. Skyldfølelsen vokser op gennem min krop. Tre små ord, som jeg aldrig fik sagt til dig, du skal vide jeg mener det, ingen har givet mig, så meget som du har.
Du bragte lyset ind i mit hjerte, mærker hvordan tårerne presser sig på, for at
komme ud, men noget gør jeg ikke kan græde. Forskellen på mennesker i dag, er mange ting. Jeg er ikke den sammen, som i starten af mit liv. Men efter døden stak mig i ryggen og tog dig fra mig, uden at sige en lyd.
Har det ændret mig. Kunne vise følelser og græde engang, men er bange for hvem der ser det, men du lærte mig det er i orden at vise følelser, og at være følsom. At være følsom er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på styrke, og at man ikke er mange for hvad alle andre mener. Ved jeg elsker dig, vil jeg altid gøre. Der noget smukt i os alle, du lærte mig at se skønheden i alt. Troede det var umuligt. Siger det igen ser op til dig, fik aldrig sagt hvor meget du betød i mit liv. Ønsker jeg var blevet hos dig.
Mit hjerte bløder, af smerte og had til mig selv, jeg lovede dig at du skulle blive hos mig. Du har lært mig så meget, som jeg aldrig glemmer.
Men sådan blev det ikke, jeg misbrugte din tillid lod dig i stikken, du er for god til mig. Men det giver mig ikke ret til at behandle dig på den måde, som jeg gjorde.
Husker hvordan du kiggede på mig, allerførste gang jeg så dig.
Kærlighed kan ikke beskrives, den skal opleves på nært holdt. Det vi var igennem den eftermiddag, var ubeskriveligt.
Har aldrig været så bange i hele mit liv.

Med våde øjne ser jeg tilbage i tiden, en tid jeg hverken kan eller vil glemme, der de gode minder og så dem der lavede dybe ar i min krop og sjæl.
Ved døden er uundgåelig at undgå, man bliver mindet om den alle steder, får af vide, man ikke selv kan vælge sin skæbne, på en måde tror jeg ikke det passer.
Man kan prøve at ændre skæbnes gang, men det betyder ikke det ændre ens liv. Hvorfor den forfærdelige måde?
Ved du ikke har helt ung, men du have mange år endnu. Alle kender følelsen af at være tom og alene. Er glad uden på, men græder inden i dag og nat, du død man lagt fra glemt. Efter du forsvandt, har mit liv været umuligt at holde ud, tilgiv mig. Vil ikke leve længere, negative tanker overtager min hjerte, med kun et formål. Du var min stjerne, og er det stadigvæk.
Når jeg virkelig savner dig, går jeg uden for om natten.
Jeg kigger med tilbage lænderne hoved, op mod den mørke himmel, og ønsker dig tilbage, mærker kuldegysningerne der løber gennem hele kroppen, og tårerne finder vejen ned over mine kinder. Kigger efter dig, på den klare himmel, dog uden held. Men ved du er der oppe, du kigger ned til mig, det giver mig en tryghed. Stjerneskud på himmelen, er din sjæl der prøver af finder vej ned til mig. Varmen spredes rund i hele kroppen, og hænderne bliver fugtige, hjertet banker i takt til pulsen. Ved du er der, dine øjne hviler hvileløst på dig dag og nat. Så dig inde i flammerne, men kunne intet gøre for at få dig ud.

Ingen gjorde noget, vi stod alle og håbede, at vi ville vågne igen. Først nu indser jeg det ikke var en drøm, men virkeligheden som man aldrig mere ønsker, at se den igen. Du var en del af mit liv, den højre side af min krop, den anden personlighed. Da jeg prøvede at presse mig selv ud over kanten, var du der til at stoppe mig, inden jeg nåede der ud. Det gør ondt at mindes de dage, hvor der kun var dig og mig, det gør ondt. Ønsker at se lyset vende tilbage.
Vi vidste begge, at vi var stærke sammen, det hele gik i stykker da vi blev splittet, vi var en lykkelig sjæl før, nu vi to ulykkelig sjæle der leder efter den anden halvdel. Tales der om ulykken, løber det mig stadigvæk kold ned af ryggen, mistede dig for 3 år siden, jeg mærkede døden på tæt hold, for første gang i mit liv, den er stadigvæk i luften.
Jeg føler det skete i går, savnet til dig vil aldrig forsvinde.
Vrede kommer af frygt, sandheden var jeg var bange for mig selv, at det skulle blive min tur, at jeg have snydt døden. Følte mig som en morder, spiste ikke en periode, var helt tom inden i. Når blodet løber ned af armen, sker der mange ting inden i en, det føles som om frygten løber ud af kroppen.
Men det er kun en facade, en kort periode så virker det ikke mere, og må finde andre måder at få smerten ud af kroppen.

Hvordan kunne så få timer ødelægge en persons liv så meget, som det gjorde i mit tilfælde? Det er svært at forstå.
Ville man ikke have skyldfølelse hvis man var skyld i en anden død?
Jeg har skyldfølelse.
Mit liv er ødelagt for altid, er ikke sur men ked af det. Troede ikke man kunne have følelsen siddende i kroppen, i så lang tid.
Men er begyndt at forstår, at den aldrig forlader min krop igen. Du må være virkelig skuffet over mig, over, at jeg ikke forstod at hjælpe dig videre. Forskellige smerter vokser op gennem min krop, kroppen er ved at sprænges. Er ulykkelig, prøver at være stærk, men det svært når man mangler sit liv højdepunkt. Følelsen sidder i kroppen resten af livet, ser de samme uhyggelige billeder igen, igen og igen, glemmer aldrig luften af brændt træ, jern eller plastic.
Midtpunktet for ulykken var dig, du oplevet smerten på egen krop, du mærkede hvordan du langsomt fik svært ved, at få luft, hvordan røgen kom, tætter på dig. Da du endelig kom ud, var det for sent det kunne vi alle se.
Du svedte, og have mærket varmen fra ilden omkring dig.
hvordan den have lavet mærker i din sjæl for altid, har aldrig hadet verden som jeg gør nu. Jeg så frygten i dine matte øjne, kunne se du selv vidste det var slut. Du kiggede en sidste gang på mig, ingen de tog dig, skriger inden i, hvorfor lod jeg dem tage dig. hvorfor lige dig.
Livet går videre, men jeg sider fast mellem din verden, og min verden.
Jeg kommer aldrig videre svigtede dig, du forlod lyset verden alene, jeg skulle være taget med dig, passet på dig som du passede på mig.
Mørkets verden er ikke et sted man frivilligt tager til man er tvunget.
Jeg er bange. Man kan ikke undgå skuffelser, lovede dig lige meget hvad der skete, ville jeg aldrig give slip på dig.
Ting sker, ting man ikke altid er glade for, uheldigvis skete det, der aldrig må ske i et venskab som vores, hvis den ende svigtet går det galt.


Tiden stod stille da du kom ud.
Toede jeg var heldig, at du måske ville overlevet?
Men håbet fandt til jorden, da vi så hvordan du så ud. Vi ikke alene, selvom man såre et andet menneske, går livet videre, men ikke på samme måde, som man have forventet. Livet ændrer sig man lære hele livet, at leve med sine små fejl. Dog er det ikke alle fejl man kan leve med, så må man selv sige stop, enten på den ene eller anden måde.
Kærligheden mellem os voksede, i starten have vi svært med, at blive enige og forstår hinanden, men med tiden faldt det hele på plads til sidst forstod vi hinanden. Nogle kaldte vores kærlighed bare en facade, men det var den ikke, du var den ven jeg aldrig fik. Det sluttede brat D. 21. august 2005.
Det gør stadigvæk ondt.
Nu sidder jeg alene, der intet tilbage af os, nu hedder det kun jeg.
Længes efter det jeg mistede, den anden del af mig. Tager mig til hjertet føler smerter, men føler intet for mig selv, det banker kun for dig.
Du holder mig i live. Du tog ikke mit hjerte med, du pustede liv i mig, da jeg ville slippe det hele. Du knuste ikke mit hjerte, det gjorde jeg selv. Men jeg knuste dit, i tusind stykker, stykke for stykke ønsker jeg at limer dem sammen.
Ser væggene omkring mig men der ingen vej ud, har prøvet alle muligheder, men mørket hiver mig ned igen. Hvilken vej skal man gå?
Bliver hevet til begge sider, sjælen er ved at gå over på midten.
Har prøvet, at være tapper men er ikke stærk nok, hvad nytter det også når det kun bruges som skjold. Alle smerterne i mit bryst gør ondt.
Mærker fortvivlelsen i mit hoved, smerten presser på, det gør ondt.
Efterlader et evigt minde, som aldrig forsvinder, det graver sig dybt ind i sjæl og sind. Tomheden spreder sig rundt i kroppen, hvor smerten ikke kan nå ud.
Beslutningen er truffet, altid forsvinder mellem fingrene på mig.
Vil ikke åbne øjerne mere, vil gerne væk. Sommetider når ingen kan høre mig, skriger jeg. Har brug for at tømme kroppen, men det er umuligt.
Nat efter nat har jeg ligget vågen, vender og drejer mig hvile løst.
Kan ikke holde smerten ud, den vokser. Jeg vil bare væk NU. Vil op til dig, vil være sammen med dig igen, som før i tiden.
Forstår det ikke, hvorfor skulle du rives ud af mit liv, så hårdt og så grusomt?
Det skær i hjertet at se billeder af dig, men du skal aldrig gemmes væk.
Mistet en del af mig hjerte, der er flået en stor las af mit blødende hjerte, det vil ikke vokse sammen, det stor åbent, og er sårbart.

Hvad er et venskab?
Det vi have sammen, var et rigtigt venskab på godt og ondt.
Et frivilligt, ved varigt forholdt mellem to personer, som elsker hinanden. Et gensidigt, en måske overbærende forbindelse.
Der alligevel knytter os sammen. Følelsesmæssig og fortrolig åbenhed, der viser respekt og stor loyalitet. Venskaber bliver bygget på følelser og værdier.
Et venskab et betydningsfuld. Alligevel ses der en form for afhængighed mellem de to personer. Venskab er en form for tryghed, jeg var tryg sammen med dig.
Venskaber skal plejes, og der skal vises opmærksomhed og medfølelse, der må aldrig opstå usikkerhed.
Vores venskab vil vare for evigt, selvom du er lang væk fra mig, er vi stadigvæk tæt knyttet. En slags kærlighed mellem os, der aldrig vil forsvinde.
Jeg savner dig længes efter dig skriger inden i, hvorfor fik jeg aldrig fortalt dig hvor meget du betyd for mig. Mørket vælter ind, over mig, mine ben skælver.
Min mave slår knuder, fortidens minder trænger sig på ønsker dem bort, dog uden held. Smerten i sjælen vil altid være der.
De kan formindskes, men aldrig helt forsvinde, som senere bliver til ar.
Hoved bliver tungt, vil ligge ned, og sove sorgen væk. Selv i mine drømme er smerten stærk. Lukker mine øjne, men tør ikke sove.
Ønsker mig væk hvor smerten ikke kan nå, hvor min sjæl kan være alene med min krop. Til tider har man så store følelser indeni, følelser som er så store, at de er for svære at tale om. Det kan være en længsel, savn, glæde eller forelskelse.
I mit tilfælde er alle følelserne indblandet på en eller anden måde.
Tager en dyp indånding, er bange for det ukendte, frygter det værste. Ser død, ødelæggelse, alle de ting der vælter ind over vores lille verden.
Som vi alle er en del af, lyset forsvinder forude.
Dybt i min sjæl, er du flyttet ind. Fik jeg et ønske, ville mit ønske gå til dig, ville ønske dig tilbage. Du skulle bringe mit smil tilbage, fjerne mine ensomme tårer.
Fjerne den smerte jeg bærer, som jeg stadigvæk græder meget af endnu siden du gik bort. Du skulle bringe glæden tilbage i mit liv.
Den eneste ene var dig du fylder stadigvæk en STOR del i mit liv.
Ser mit spejlbillede i spejlet, ville ønske man ville se en uskyldig sjæl, men nej. Man ser spejlbilledet af en morder, drejer lidt rundt og ned stiger spejlbilledet. Brugte jeg overhoved eksisterer?
Mit blik er blevet mat, vi fik aldrig sagt farvel da vi have chancen, mon du venter op mig. Lever med håbet inde i kroppen, det vil ikke ud, måske får jeg en gang chancen for, at få sagt ordentlig farvel brænder inderligt for at kunne fortælle dig, hvor perfekt du er du var det bedste der skete i mit liv. Venter på mit liv snart slutter, drømmen om at se dig vokser. Er du kommer videre i dig liv?
Er det kun mig der sidder fast? Ønsker hun det bedste for dig.

Vandet vælter ind over vand kanten, mågerne skriger højlydt. De flyver høj og lavt efter mad i vand overfladen. Deres flotte fjerdragt bliver fugtig og senere våde i det klare vand. Det ville være fantastisk at føle sig fri, at have frie bevægelser. I stedet for at være låst fast, mellem lyset og mørkets verden.
En stemme i mit hoved hvisker, svagt til mig. Først hører man ikke noget senere opfanger man lyden, det går overraskende om for mig, at det mig selv.
Mine tårer er varme det mit hjerte der varmer dem op, siden du gik bort, har jeg ikke kunne vise følelser over for andre, elskede ingen som jeg elskede dig.
Du skal vide mine ord kommer fra hjertet, ingen kender til min smerte men du har ret til, at vide hvordan jeg har det efter din død.
At du langt er glemt jeg savner dig, græder tit men du hjælper mig alligevel gennem dagen på godt og ondt. Får lyst til at leve, takket være din vilje.
Men du lage din skæbne i mine hænder. og jeg undskylder med blod sved og tårer, over jeg tabte dig uden at samle dig op igen.

Vil aldrig stå med en så stor opgave på mine skuldre igen, livet er ikke let.
Har oplevet det på egen krop kan ikke slippe de følelser jeg har til dig, de låst fast i min sjæl. Ilden fra ildstedet er gået ud, det samme er min gnist til at leve, tænder stille op i ildstedet, varmen spreder sig stille rund i alle hjørner og kanter.
Min gnist lever endnu den er svag men den lever.
Mærker hvordan du puster mig i nakken vil sørge for evigt, du ejer mig.
Vil dig kun det bedste, også selvom jeg må give slip på mange ting, men giver aldrig slip på håbet om dig, du vil altid have en plads i mit hjerte.
Er træt af at lyve for mig selv, du have også et hårdt liv, det har aldrig været nemt for dig, har aldrig kunne sige nej til dig.
Når man mister ens højdepunkt i sit liv, føler man hele sit liv er meningsløst.
Vinden puster til mig, den prøvet at få liv i mig, desværre er det umuligt.
Du lyset på min vej, min hjælp gennem livet.
Ser ud af vinduet solen skinner, det godt vejr igen, den varme sol varmer mig, vinden er mild og svag, men siger det der sker, altid er godt for noget, men når angsten har taget fat og man bliver bange er man fortabt.
Man øver sig uden håb.
Ville ønsker du ville sætte mig på plads, at mit hjerte ville give slip på den smerte jeg bære rund for dig. Du er min bankene rytme du er mine tidligste drømme.
Du gjorde mit hjerte hårdt, men du trøstede mig. Du lærte mig at vendte min vrede til noget godt du ændrede mit liv på godt og ondt.
Lytter til musikken i mit hjerte, når jeg længes efter din stemme. Efter du fik mig på rette vej stoppede min voldelige verden, nu er den begyndt at vokse op, mangler min frelser.
Vinden skubber mig af sted leder mig hen over jorden, er ikke klar over om det er af egen fri vilje, eller om det er noget andet der får mig til at lystre.
Leder efter noget, ved bare ikke hvad. Løfter hver eneste sten og blad, selvom regnen løber ned at mine kinder og min krop, mit tøj er gennem blødt, Fryser ryster mine kræfter er brugt op, men forsætter med at lede efter det.
Vi nærmer os skranten, er højdeskræk, der lang ned på bunden.
Ved ikke hvad der får mig til det, ved du giver mig styrken, tager tilløb og springer, til min overraskelse rammer jeg bundet blødt.
Vågner og tager hænderne op til hoved det gyser gennem hele min krop.
Chokket er kommet ind over mig, indtaget min krop. Græder uden tåre, uden lyd og uden håb. Græder for at vise dig, du betyder alt. Mister kontrollen, men er ikke bange for du har, tager over.
Du passer på mig, hele mit liv har været noget rod, fanden har skabt mig, men det kan du ikke gøre for. Det menneskeligt at fejle men det må ikke ske for tit. Den fejl begår jeg hele tiden, du lever i min krop og banker i mit blod.
Er bange for mange ting, men er mest bange for at du holder op med at tro på mig, med at vise mig håbet. Stopper du med at hjælpe mig gennem livet, siger min krop stop den nægter, at bevæge sig min gnist vil dø.
Jeg vil lide en smerte, når hjertet holder op med at slå, når luften forsvinder, halsen lukkes til kræfterne er forvundet.
Falder på knæ hiver efter luften der forsvinder, vil mærker ud efter mit hjerte der er stoppet. Men kroppen melder fra.
Du var været mit batteri hele mit liv, min engel. Du har lyst på den vej jeg skulle vælge. Du viste mig, der er et liv efter døden. Men hvor er du?
Du skulle opleve lives glæde sammen med mig, uden dig er glæden svag.
Gennem hele vores liv, vi lære at de fejl vi laver vi må dog indse det ikke er alle fejl det vær at leve med. Når tider er der må man lære at give slip, at træde langsomt ind i den nye verden.
Er bange for hver gang jeg drømmer om dig, at det vil blive den sidste drøm.
Ønsker himlen ned, kærligheden var en af de ting der holdte os så godt sammen, der må findes et håb. Noget jeg har overset.
Forstår det stadigvæk ikke, hvorfor du skulle tages fra mig?
Efter nogle uger har jeg stadigvæk ikke fået skrevet ret meget i mine papirer,
Det skuffende at det tager mig så langt det, at skrive denne gang.
Men blyanten og min hånd strækker. Mit hoved er tomt, lige som resten af mig.
Kigger ud af vinduet ude i haven er alting mørk og koldt. Vinden laver lyde som giver min krop kuldegysninger.
Tror jeg bange for mig selv, det store træ bagerst i haven står stærk mod naturens kræfter indrømmer, beundrer det.

Tørrer igen øjnene de våde, de nedfaldene blade udenfor giver haven et helt nyt look. Hvordan får man styr på sit liv igen?
I vinduet står to vaser med friske blomster, mon de savner den friske luft?
Der er noget uskyldigt over dem, livet er ikke en dans på roser, det må man aldrig glemme. Man skal følge sit hjerte og sin egen stil. Husk på det er tilladt at græde, at vise følelser i en hvis grad. Det kan let gå overgevind og det giver problemer i fremtiden. Men lad aldrig nogen komme for tæt på, det gør ondt at miste, det har ødelagt mit liv, at du gik bort.
Ilden bredte sig omkring lastbilen, oven over neden under, på et tidspunkt var vi næsten sikre på den os var inde i bilen. Det var ild over alt.
Det syn der voksede op foran os alle sammen, tog overhånd og forskrækkede alle. Den skræk der hiv fat i os, var ubeskrivelig uhyggelig.
Lygten af røg, slog mod vores ansigter, igen og igen og igen.
Vi kunne ikke komme ind, mange prøvede, men jeg var den sidste der var inde ved dig. Da jeg blev trukket af lastbilen, da røgen var for slem for lungerne.
Mens du så dine venner en efter en forsvinde omkring dig, må have været bask. Den yderste gik i chok, vi fik en anden ud til sidst var i kun to tilbage.
Da ambulancer, politi, dyrlæger og Falck endelig kom, var der gået rigtigt lang tid. Og da de endeligt fik jer ud, var chancen for overlevelse meget små. Dyrlægerne tjekkede jer begge, men du var hårdest ramt.
Jackpot fik lov at overleve og blev købt hjem, men han blev aldrig ridehest igen.
Men der var intet at gøre, du var hårdt såret, og de måtte aflive dig.
Da vi kom ud fra hospitalet kørte vi forbi for at se de sørgelige raster af en udbrændte lastbil, og igen blev jeg gradet af frygt helt ind til den inderste knogle i min krop. For ved siden af den nedbrændte lastbil lå du.
I var begge bare lige blevet dækket til med en stor presenning. Dig og den hest der var gået i chok, det uhyggelig så kold man har lov til at være.
Jeg blev svimmel og min krop rystede, kunne ikke holde mig oprejst.
Satte mig til i bilen, og frygtede ind i mig selv.
Min værste frygt var fået i opfyldelse, at miste dig. Billede på billede væltede rundt inde i hoved på mig.

Sad helt stille mens tåre efter tåre listede ned at mine kinder, og videre ned at halsen. Følelsen af skyld er en forfærdelig følelse.
Fortryder alle de handlinger jeg har gjort gennem mit liv. Sorgen danner sår rund på hele kroppen, smerte efter smerte spreder de sig.
Jeg kunne alt da vi var sammen.
Jeg er kommet videre i mit liv på nogle punkter, desværre har jeg stadigvæk tendens til at lukke alt ude, og trænge ind i mig selv.
I små perioder er det mørkes verdens der har min interesse.
Holder mig fast og får mig på forkerte veje, den ellers så glade personlighed jeg har, forsvinder og jeg er negativ. Er ked af det.
Ville fucke mit endelige liv. Lad aldrig chancen gå fra dig, det nemlig ikke sikkert den kommer igen. Tænk aldrig tilbage, men tænk fremad i livet.
Det gør ondt i starten men det går måske over igen, kan dog ikke love smerten ikke kommer igen. Den kom tilbage til mig men jeg fandt ud af jeg ikke kan leve uden smerten. Den er del af mit liv og af mig, jeg har slev skabt den, hvorfor så kaste den fra sig? Hvorfor udgive sig for at være noget man ikke er?
Der ikke to der er ens i vores samfund, hvorfor mon?
Tilbage til virkeligheden, din død kom så pludselig, og overraskede alle som var til stede. Ingen havde regnet med der kunne ske så stor skade som der skete den dag. At glemme sig bag en facade kan vi alle.
Men hvem indrømmer at de var bange, at de var lige så kede af det som jeg var.
Jeg har skabt mig nogle ar som vil være der for altid.


Der vil aldrig komme en anden og erstatte dig, der var kun en som dig. Det var den dig jeg elskede af hele mit hjerte.
Tænker på dig konstant, du have virkelig en skøn personlighed.
Mit hjerte banker ved tanken om dig, du savnet men lang fra glemt.
Tak for alle de utrolige dejlige timer vi har tilbragt sammen, du spredte lys på mig og min hverdag, du var altid i godt humør og klar på det meste.
Du lærte mig mange ting, som jeg stadigvæk den dag i dag, ofte bruger til at få min hverdag til at hænge sammen med.
Er ked af vi ikke nåede flere timer sammen, men håber du en dag tilgiver mig og alt den skade jeg har forvoldt dig.
Uanset hvor bange du er, må du aldrig lade være med at vise følelser. Har selv lært der intet farligt er at vide følelser. Du er min engel.
Jeg ved godt det er svært, men engang imellem må man give slip på den man virkelig elsker og komme videre. Du må aldrig glemme mig.
Jeg er nød til at komme videre, men uden dig virker det umuligt.

Jeg er følelses kold i nogen perioder, i andre er jeg ved at gå psykisk ned.
Det skal siges jeg bor ikke hjemme ved mine forældre, som andre almindelige unge evt. gør. Min far begik selvom da jeg var to år gammel.
Min lille søster døde under kniven på Aalborg sygehus da hun var 4½ jeg var selv 5½. Har boet alene med min mor og mine søskende i alt den tid jeg kan huske, jo der har de været nogle perioder hvor hun have ”kæreste” på men ikke noget seriøst, hvad jeg kunne forstå på det hele.
Min mors mor døde af kraft på min mors 18 års fødselsdag, min mor har fåret fjernet en kraft knude. Mine brødre er farveblinde, og har allergi. Mine brødre og jeg har ikke samme far. Men vi ligner stadigvæk hinanden lidt.
Jeg har hele mit liv hadet mig mor, ved det lyder voldsomt i nogen øre. Men i mine er det sød musik i mine, jeg kommer ud med min mening har aldrig skjult at jeg har haft et had til hende.
Jeg bor i plejefamilie da jeg selv sagde stop, med at bo hjemme. Da jeg ikke kunne klare det store pres jeg fik påtaget mig.
Jeg var konstant syg, men lægen sagde gang på gang jeg intet fejlede.
Jeg have det så dårligt at jeg have indbildt mig selv at jeg have en sygdom, men langsom spredte sig i kroppen. For prøverne vidste jeg var frisk.
Men det var tydeligt at se jeg have ondt. Men smerterne var oppe i hoved på mig. Jeg har ikke set eller snakket med min mor i 4 år, den skade hun har forvoldt mig har ødelagt mit liv. Jeg skammer mig over min familie og tilgiver hende aldrig. Efter hun blev lukket ud af mit liv, har alt ændret sig. Og mit liv blev et paradis. jeg har selv taget en tung beslutning, at jeg ikke se vil min lille søster på 8 år men da hun minder om min mor, går det ikke.
Vil intet have den dem mere, kun mine brødre ser jeg til tider, da bor heller ikke hos hende mere.

Mit liv har aldrig været en dans på roser, det var haft sine opture og nedture.
Jeg har oplevet smerter på egen krop, der gør jeg er stærkere fysisk og psykisk.
Har altid haft nemt vil at, komme videre i mit liv. At lade fortiden forsvinde bag mig. Man skal hele tiden være et skridt foran.

Mørket luger hvor lyset ikke kan nå, men tunge skridt kommer mørket os langsom i møde. Er vi modige nok til at tage imod det med åbne arme?
Ser langsomt lyset forsvinde, ved det er for sent at gemme sig.
Tavsheden er altid til stede, den vil bare ikke ses. Prøver at finde ud af hvem jeg er, ingen det hele starter forfra, men for sent.
Nogen græder når livet starter, og andre når livet slutter, ryster det hele på plads, men frygter stadigvæk frygten. Tænker på evigt liv efter livet, findes det?
Glæde og smil er forsvundet for evigt.
Skrev dette brev ca. 3 uger efter din død.

Til min bedste ven.

Jeg savner dig så ufattelig meget, du vil aldrig kunne forstå hvor meget du endelig betød for mig. Du var i min hverdag for morgen til aften.
Det var som om, når jeg bare have dig i mine tanker var alt redet, jeg have dig og du have mig. Vi kunne alt sammen uden dig er jeg intet.
Du ved hvor meget jeg holder af dig, jeg undskylder så meget at jeg ikke gjorde mere for, at få dig ud af lastbilen men at undskylde er ikke nok.
Jeg ved jeg kunne have gjort meget mere, men gjorde det ikke. Jeg må desværre undskyld igen, og sige jeg desværre ikke ved hvad jeg skulle have gjort mere end jeg prøvede. Men efter det hele er slut, og alt er blevet rolig igen kommer savnet til dig op igen, jeg savner dig for evigt, og du skal vide der går ikke et sekundet hvor jeg ikke har dig i mine tanker.
Du er over alt, ved der var meget jeg aldrig fik dig fortalt, ord der ikke beskriver noget for andre men for mig beskriver de alt.
Folk der ikke ved hvordan det er at mindste kan ikke forstå mig på dette punkt.
Meny du var alt, og med meget store ord er du alt endnu.
Tanken om aldrig at se dig igen gør mig bange, selvom jeg ved jeg aldrig ser dig igen men et sted håber jeg, at jeg kommer til at se dig igen.
Bare et sted i mine drømme, du er over alt, du er i luften omkring mig.
Du må vide hvor meget jeg virkelig savner dig. Men den aften jeg gjorde dig klar til stævne, jeg glædede mig virkelig, du var noget særligt.
På selve dagen var du super, og du var bedre end nogensinde.
Søndag skete det, bare at tænke ordnerne indeni gør ondt. Men da jeg så dig der i lastbilen uanede om hvad der ville ske, vidste jeg der var forbi, men du var bare rolig og helt afslappet.
Du tog stille og rolig imod den mørke giftige røg. Men du skal virkelig vide hvis jeg kunne have taget noget af din smerte, have jeg gjort det, bare for at du var overlevet, det er det der betyder noget for mig.
Bare at se dig levende ville være fantastisk. Men da de fik dig ud, og dyrlægerne vidste der ikke var noget at gøre.
Da jeg fik af vide du var aflivet blev alt sort det lille håb der var, blev væk.
Jeg følte jeg sad i et sort hul, og forsvandt langsomt væk for verden overfladen. Det var et chok der kom mig i møde.
Jeg ved ikke hvad der var sket for mig plejer ikke at græde over at mindste noget, men at mindste dig gjorde ondt, og lavede et stort hul i mig, og det vil aldrig blive lappet sammen igen.
Da Cassøe fik de sidste af dine ting der havde tilhørt dig, følte jeg at jeg havde slået dig ihjel. Jeg følte mig som en morder. Der var mange der prøvede at støtte mig, men med dig i tankerne var der svært.
Jeg glemmer dig aldrig og det ved du også godt. De fik hurtigt din boks i brug, og det var selvføleligt tarveligt efter min mening, men det er en salgsstald.
Og vi skal jo alle videre, men jeg kommer ikke videre efter tabet på dig.
Du lærte mig ting som jeg aldrig vil glemmes igen.
Men mit ønsker er at se dig igen, jeg ved det aldrig vil ske.
Men savnet til dig bliver store og store.
At vide eller bare at have tanken et sted i mig, at det var mig der slog dig ihjel. Det gør ondt forfærdeligt ondt.
Jeg savner dig, det er svært bare, at skrive og læse om dig men jeg ved du en dag tilgiver mig. jeg svigtede dig, min bedste ven.
Jeg tænkte mere på mig selv end på dig. Vi var et hold men jeg glemte dig. Tænkte kun på mig selv. Lod dig stå i den brændende lastbil.
Uden at gøre noget, der vil gå meget lang tid, det vil vare evigt.
At vide jeg har mistet noget der betød mere for mig end alt andet. At miste dig var en fejl, på mit venskab, jeg var fej og har ret til ikke og tilgive mig igen.
At tænke tilbage på det sjov vi har haft, knækker fuldstændigt min styrke, selvom der er mange gode minder føler jeg der skulle have været flere for alle de gode minder bliver over læsset af en dårlig ulykke der aldrig vil kunne laves om på. At mindste en ven for livet.
At føle sig som en morder. At se dine øjne inde i røgen at høre dit tunge åndedrag, at føle din varme hals, og vide det var sidste gang i mit liv, ødelagde alt for mig. Da du lå under presenningen, tænkte jeg var det sådan en morder gør. Står og beundre sit bytte men nej.
Jeg stod og forbandede denne verden og guds syn på virkeligheden. Det hele have kostet to dyre liv. Jeg forbander ham, men forbandede mig selv endnu mere.

Love..

















Nu er sagen at efter ulykken har jeg haft svært ved at knytte mig til folk, da jeg ikke vil såres som dengang.
Jeg ved hvad døden er i stand til, og den rammer hårdt.
For mennesker der ikke har prøvet det jeg har, vil mene en hest bare er en hest, men for mig var hun ikke bare en hest, men en ven der har givet mig mere end nogen anden. Jeg gik til psykolog et par måneder efter ulykken, men fik det være personligt og stoppede.
Jeg skulle arbejde med t det ikke var min skyld hun gik bort, den det ikke noget man lige kan skifte mening om, når man har bestemt sig.
Jo psykologen hjalp mig, på mange punkter men jeg var mere sur på mig selv end nogen side. Begyndte at skære i mig selv, for at straffe mig selv.
Men efter en måneds tid hold virkningen op.

Når jeg i dag sidder og ser tilbage i tiden, er det mig stadigvæk en gåde, om hvordan jeg har, kunne overleve.
Er heldigvis glad for jeg var for bange den gang til at gøre en ende på mit liv.
For det er tydeligvis blevet, en held del bedre som det er nu.
Til tider føler jeg stadigvæk frygten vil komme og tage mig som den gjorde den gang. Men er stærkere end jeg nogen sinde har været i hele mit liv.
Bare at kunne sige nej hvor man har lyst til det, kan tillade at være den person man er, og ikke udgive sig for at være en anden.
Desværre længes jeg stadigvæk Meny, du kun vendte op og ned på hele mit liv. Hun fik mig sparket i ind i mit eget liv, i stedet for at leve end andens.
Inde bag den skrøbelige person, jeg engang var, er en helt ny person med mod på livet. En person der ikke giver efter for noget pres.
Jeg dog hurtig til at skifte humør, og har jeg udset mig en person jeg ikke kan lige er det ikke sjovt at være ham eller hende.

Det skal sige, jeg vil ikke have folk for medlidenhed med mig på nogen måder. Jeg har jo selv bedt om det liv jeg har levet, på mange punkter.
Har ikke opført mig lige pæn altid. Man skal tage det søde med det sure, syndes jeg også jeg har gjort gennem tiden.


Kommentarer på:  det jeg har skrevet efter hendes død.
Kommentér på:
det jeg har skrevet efter hendes død.

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




x