Psykisk smadret med en tung beslutning forude {{forumTopicSubject}}

Hej HG'ere

Sagen er den at jeg d. 8 Oktober havde min 6'års på klinik og få hende tjekket da hun i 3 måneder havde været urentgående og en smule halt..

Fra klinikken fik jeg denne besked:
Undersøgelse 081013/Faxe Dyrehospital:
Pinotage var halt HF og VF.
Bedøvelse af først HF gjorde
hesten tydelig halt VF.
Bedøvelse af VF gjorde hesten haltfri.
Røntgenundetsøgelse viste mindre forandringer HFs hovseneben.
Diagnose: artritis HFs hovled samt hovsenebenssyndrom.
Artritis VFs hovled.
Hesten er ledbehandlet med steroid BFs hovled.
Der er ordineret 2 dages boxro derefter 4 uger på sygefold. Kontrol ved dyrlæge derefter.

Igår havde jeg så dyrlægen ude til tjek igen.. her var hun stadig halt, uden forbedring trods binyrebarkhormon behandlingen.. vi har diskuteret alle mulige alternative behandlingsformer, men da jeg i januar måtte aflive min første hest efter et sygdomsforløb på 4,5 år, kan jeg simpelthen ikke trækkes igennem samme tur igen, for KUN at få en diagnose...
Dyrlægen siger at hun ville erklære hende uanvendelig.. og jeg må indrømme at jeg ikke har meget mod mere..

Dyrlægen og jeg snakkede en masse om det i går.. jeg står nu og skal træffe et valg jeg aldrig troede jeg ville få til opgave at træffe...
I går longerede jeg på middelhårdt underlag og hun var stadig tydelig halt. Jeg sys det var på begge forben men dyrlægen sys kun det var på venstre. Så sagde hun at hun ville erklære den uanvendelig nu, men hvis jeg fik det bedre af at give hende 2 måneder mere med ro så ku vi godt gøre det. Men diagnosen var 99,9% og chancen for helbredelse ville være lig 0. Og så snakkede min mor om at sætte hende i fol, og få en følle, hvor at dyrlægen så sagde at hun aldrig ville avle på en hest der var svag i ledene og havde de ting hun havde. Og som dyrlægen sagde, hvis det var kommet af en åbenlys skade. Altså en forvridning eller sådan så havde det været noget andet. Men det er noget der hele tiden har været der. Så jeg ved sku ikk. Føler det så uretfærdigt at lade hende aflive når hun er så ung og så gerne vil gøre mig glad og arbejde osv. bare den måned hun har stået nu med ro, har gjort hende så deprimeret.. hun vil så gerne arbejde under rytter og elsker det arbejde.. hun er knust over bare at stå og glo og være foldbums, selvom jeg hygger med hende utallige af timer dagligt.. derfor syntes jeg også det ville være egoistisk og synd bare at holde hende som klappe hest..
men i går da jeg tudede, kom hun hen og trøstede mig og puffede mig på armen med mulen for ligesom at trøste. En sindsyg oplevelse. men jeg ved simpelthen ikk hvad jeg ellers skal. Jeg tør ikk få et afkom som Man forelsket sig komplet i når det fødes, har 3,5-4 år hvor man lære den alt og man knytter sig for sygt til den og så et år inde i tilridningen skal den også bare aflives fordi den heller ikk holder. Det har jeg simpelthen ikk psyke til. Er helt smadret på det område efter det her år. Så jeg er så splittet.
Fik samtidig igår aflivet min 1'er pony.. så hvis min prinsesse skal samme vej, er det 3 heste inden for 11 måneder.. puha

Orker virkelig ikk nogen spydige bemærkninger eller ondsindede kommentare.. hvis i ikke kan se dette fra min synsvinkel, så please hold det for jer selv.. har ikk rygrad nok til diskutioner lige pt.. håber i kan acceptere det..

Ellers så undskyld længden.. tak til jer der gider læse og kan komme med nogen guldkorn<3