Beslutningen er truffet {{forumTopicSubject}}

Jeg har tænkt over det her i en hel måned. Over hvad jeg dog skulle stille op med min lille dreng, som jeg jo elsker højere end noget andet. Min allerbedste ven, som jeg har kendt fra han blev født. Stort set alt hvad han har oplevet er noget vi har oplevet sammen, og i august kunne jeg fejre at han havde været min i fem år.



Drømmene var mange, store og håbefulde, lige indtil jeg fik den grumme besked i sidste måned. Lukas fik konstateret nethindedegeneration på begge øjne. På daværende tidspunkt kunne det ikke konstateres om det ville blive forværret med tiden, men en ting var sikker, det var med til at stresse hans tilværelse, for han skulle konstant være ekstra vågen, fordi hans syn var stærkt nedsat. Han har intet syn bagud og samtidig er han natteblind.



Vi kørte den lange tur hjem med min lille dreng. Den hest der bare var perfekt for mig, og som nu var konstateret uridelig. Han blev glad for at komme hjem, og har nu hygget sig på marken med de andre heste i en god måneds tid, og nydt at blive nusset om.



Men jeg har måtte indse noget. For at nå at få ham ind inden det blev mørkt, har jeg skulle løbe ekstra stærkt. Jeg kan ikke længere tage en fridag, som jeg har kunnet det førhen. Der er dage hvor jeg må lade ham blive inde, fordi jeg ved at jeg ikke kan nå at tage ham ind, og jeg tør ikke regne med at få andre til det, for der kan hurtigt komme noget i vejen for dem, så det ikke nås og det må ikke ske.

Samtidigt har jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne nå alle de ting med ham jeg gerne vil, fordi jeg er i en presset situation lige nu. Han elsker at jeg nusser om ham og hygger med ham, men for tiden bliver det kun til en halv time. Og det bliver ikke bedre i januar hvor jeg har en praktik, og efterfølgende to uger hvor jeg ikke kan ud til ham inden det begynder at blive mørkt.



Og så er der den her nagende fornemmelse af at jeg kun beholder ham for min egen skyld, ikke for hans skyld.



I er slet ikke klar over hvor svær en situation det er at stå i. At komme ud til en hest hver dag som er glad for en, stoler på en. Som intet fejler ud over dens syn. Som man ikke ville vide den var helt gal med, med mindre man kendte diagnosen. At vide at den muligvis kan have mange år igen, hvis det ikke forværres, men at man ikke kan udelukke en stresset tilværelse. Især fordi hesten i forvejen har et lidt nervøst sind.



Det er også derfor jeg har truffet beslutningen, og inderst inde ved jeg det er den rigtige, både for ham og mig. Vi stopper nu mens legen stadig er god. Mens han er glad og jeg stadig har alle de gode minder. Inden et tjek op af dyrlægen, for hvis svaret er positivt ville jeg ikke være i stand til at træffe beslutningen og så ville det måske ende med at han kommer til at få en psykisk dårlig tilværelse, udelukkende for min skyld, og det er det sidste han fortjener.



Det bliver gjort hurtigst muligt, også selvom det betyder at det her bliver min værste jul nogensinde. Men jeg ved at der nogle gode mennesker som jeg elsker der vil tage sig af ham det sted hvor han skal hen.



Øv, hvor var det her svært at skrive. Nu vil jeg bare hygge med ham de sidste dage jeg har tilbage sammen med ham. Der er ikke så meget ndet der har betydning.



Selvom det her har været den sværeste beslutning jeg nogensinde har taget, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om det er den rigtige.