{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.904 visninger | Oprettet:

Historien om Lisa... {{forumTopicSubject}}

Der er sikkert nogen af jer der kan huske den smiley Jeg har tænkt mig at skrive lidt til den imorgen smiley Men skal lige læse den igennem selv først...

men i andre kan da lige få et kig... Obs... Den er MEGET lang, og det kan anbefales at hente det over i et word program...

Hun stod et øjeblik og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det hele vare sket så hurtigt, og nu stod ikke bare hun, men også alle andre lammet af chokket. Pludselig gik det op for hende at hun måtte gøre noget. Hun smed det flag hun havde vifte med hele dagen, og løb hen mod springet, som før havde set så frygtindgydende ud. Tre meter fra springet var hun ved at falde over den bom som var fløjet gennem luften. Hun mærkede hvordan frygten begyndte at ulme inde i sig. Rytteren lå helt stille, mens hesten desperat forsøgte at komme på benene igen.
“Ring efter en ambulance” hørte hun sig selv råbe, og efterfølgende røg følgende ord ud af munden på hende:” Og en dyrlæge. Jeg tror hesten har brækket benet”. Det var ikke noget hun troede, hun var sikker. Det var tydeligt at se, at hesten ikke havde længe igen. Hun tænkte ikke videre over det, for hun koncentrere sig om rytteren. Til alt held havde en veninde lokket hende med på et kedeligt førstehjælpskursus et par uger før. Selv om hun aldrig havde prøvet tingene i praksis før, så arbejdede hun hurtigt og sikkert, mens hun hele tiden prøvede at få liv i rytteren, men det lykkedes ikke.

Hun havde ingen fornemmelse for hvor lang tid der var gået, da hun hørte sirenerne i det fjerne. Det var først nu hun opdagede alle menneskerne omkring sig. Hun indså at hun ikke kunne hjælpe mere, og trådte derfor lidt tilbage. Forpustet så hun på mens ambulancefolkene desperat forsøgte at udføre deres arbejde. Pludselig hørte hun en græde. Hun så hen på hesten. En kvinde talte med dyrlægen, mens en lille pige hang om hendes ben. Det var pigen der græd. Selvom hun ikke kunne høre hvad der blev sagt, så vidste hun det. Hun gik stille og roligt hen til hesten og satte sig på hug. Hun lod hånden glide hen over den våde brune pels:” Så, så. Det går over snart” sagde hun hæst. Hesten begyndte at slappe lidt af, men alligevel bevægede dens flanke sig hurtigt op og ned. “Rolig nu.” Hun så op på dyrlægen, som var ved at gøre sprøjten klar. Hun besluttede sig for at blive der. Dyrlægen kom hen til hende: “Kender du hesten?” Hun rystede på hovedet:” Nej, jeg ville bare berolige den. Er der intet du kan gøre?” Dyrlægen så bedrøvet på hende.

Det var en varm morgen den dag, og det selvom det kun var starten af maj. Hun var med til at hjælpe på rideskolen på fjerde dagen ved det årlige landsstævne i springning. Der var mødt flere hundrede mennesker op, og endnu flere ponyer og heste. Der var dog kun en af hestene der havde fanget hendes interesse. En smuk brun vallak. Den var stor og kraftig, og i første omgang var hun i tvivl om hvordan den skulle komme over de store forhindringer på banen. Men den overraskede, ikke bare hende, men også resten af publikum, da den inde på den store bane, klarede det ene tårnhøje spring efter det andet. Rytteren var dygtig, sad stille og roligt på hesten, og styrede den flot gennem banen. Ekvipagen så lidt spøjs ud, mest fordi hesten var kæmpe stor og rytteren lille og tynd. Men deres samarbejde var perfekt. De havde indtil videre startet 3 klasser, og de havde vundet alle tre. Det var tydeligt at se hvordan hest og rytter holdt af hinanden. Rytteren havde også et par ponyer med, og rytteren red dem mindst lige så godt, og selv da den unge pony, som var til sit første landsstævne, blev diskvalificeret, fik den et klap og massere af ros. Det var nu tid til en af de sidste klasser, det var en derbyklasse. Hun stod klar med flaget, så hun kunne markere når ekvipagerne kom over målstregen. Hun elskede det, for på denne måde fik hun mulighed for at hestene på tæt hold. Der blev vist virkelig flot ridning, men banen var svær og kun tre ekvipager red fejlfrit, heriblandt var den smukke brune vallak. De to første ryttere havde redet deres anden runde hurtigt og fejlfrit, men det så ikke ud til at påvirke rytteren. Hun så beundrende på ekvipagen, da de kom mod det første spring. Hesten sprang stort og ubesværet over det store spring, hurtigt efter landingen styrede rytteren den igennem kombination. Igen sprang hesten let og stort over springene, mens dens rytter fulgte alle dens bevægelser. Rundt i svinget, var de allerede langt foran de andre ryttere i omspringningen. Efter det næste spring blev farten sat yderligere op. Ikke fordi hesten bevægede sig hurtigere, men den øgede sin skridtlængde. Det var imponerende så nemt den klarede de følgende forhindringer. Der var massere af luft under den, og det var tydeligt at se hvor glad den var for at springe.
Så red de på kombinationen. Hesten fik sat en smule for tidligt af, og klarede lige at komme over springet. Hesten forsøgte efterfølgende desperat at få to galopspring, men der var ikke plads. Hesten prøvede at komme over, men så…

“Lisa, vågn op,” hun så forskrækket på sin lære. Hun var endnu engang faldet i staver i en matematiktimer: “Når du har så meget overskud i timerne, kan du vel passende fortælle mig, hvad kvadratroden af 625 er?” Lisa stirrede måbende op på tavlen, der nu var fyldt ud med regneregler og formler. “Øh… Jeg tror… Ehm… Jeg ved det ikke” Hun hørte hvordan nogle af tøserne begyndte at fnise, og Mette lærerens yndlingselev, skyndte sig at markere og svarede: “Kvadratroden af 625 er 25.” Mette så overlegent over på Lisa, som nu kunne mærke vreden bruse frem i kroppen. Ikke fordi hun var gal på Mette, men fordi hun var gal på sig selv. Hvorfor skulle hun altid side og drømme i timerne, hvorfor fulgte hun ikke bare med, så hun kunne forbedre sine karakterer. Der var en måned til at alle eksamenerne begyndte, og som det så ud lige nu, ville Lisa kun med nød og næppe kunne klare sig. Hun havde mest af alt lyst til at sparke sig selv bagi, for så længe hun kunne huske det, havde hendes største drøm været at blive dyrlæge, men udsigterne på det område var sorte.

Hun trampede hårdt i pedalerne på den gamle rustne cykel, da hun tog af sted ud mod rideskolen. Hun havde lidt halv travlt, for hun skulle være trækker på et af begynderholdene, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at komme ud og ride på Buller i weekenden. Lisa havde ingen forældre og boede derfor på det nærliggende børnehjem. Dog skulle hun flytte derfra om et par år, når hun blev myndig. Da Lisa ingen forældre havde, var der ingen som ville betale for at hun fik undervisning på rideskolen. Til alt held kunne de 6 elever der hjalp mest på rideskolen, få lov til at ride på nogle af ponyerne om søndagen. Det var ikke seriøs ridning, men lidt ridning var jo altid bedre end slet ingen. Så selv om det kun var en halvtimes skridttur i skoven, så var Lisa mere end vild for at få lov. Men der var mange om budet, så det gjalt altid om at være der til tiden, en ting som Lisa bestemt ikke var god til, slet ikke når det var i skolen hun skulle møde. Det var da også det der var grunden til at hun var sent på den i dag. Hun var kommet ti minutter for sent til den første time. Og det skulle hende lære lige forklare ikke var i orden. “Næste gang kan du få lov til at side udenfor resten af timen. Og med dine karakterer er det bestemt ikke en fordel!” havde læren sagt. Og ikke nok med det, så fik Lisa ekstra mange lektier for som straf, og hvis der var noget som Lisa hadede så var det at lave lektier. For det betød mindre tid på rideskolen.
Lisa var så optaget af sine egne tanker at hun end ikke ænsede det store hul midt i vejen, og pludselig lå hun midt på jorden. Hun kunne mærke hvordan hænderne begyndt at gøre ondt, men det var ikke det værste. Hun kunne pludselig hører hvordan en livlig latter brølede foran sig. Hun så op. Ganske rigtigt det var nogen af de snobbede tøser fra rideskolen. Tøser, hvis forældre havde massere af penge, så de kunne betale for deres børns dyre og dygtige ponyer og det sidste nye udstyr, både til hest og rytter. “Hvad så Lisa. Smed jernhesten dig af igen? Man burde tro at et så gammelt øg ville være tæmmet.” det var Patricia der sagde de ord, som skar i Lisas hjerte. Lisa vidste at hvis hun begyndte at græde, ville Patricia have vundet. Men desværre kunne Lisa ikke kom med noget modspil, så trist til mode tog hun fat i sin gamle cykel og trak resten af vejen op til rideskolen, mens hun kunne høre hvordan Patricia og de andre bagtalte hende. Da Lisa var kommet lidt væk, begyndte tårerne at trille ned af kinderne. Ikke fordi hun havde slået sig, ikke fordi hendes eneste par ridebukser igen skulle lappes og slet ikke på grund af det Patricia havde sagt. Men fordi hun nu så at ponyerne blev trukket ned i ridehuset, og hun derfor godt kunne vinke farvel til ugens højdepunkt, nemlig en ridetur på Buller.

Trist gik hun ind i opholdsstuen. Hun ville lige have vejret og så ville hun køre tilbage igen, og mens hun sad og snøftede for sig selv kom en pige ind i rummet. Ved første øjekast genkendte Lisa hende ikke. Faktisk så hun slet ikke hen på pigen, hun vidste at de færreste på stedet brød sig om hende og derfor var det det bedste hvis hun kunne undgå øjenkontakt med nogen. Men Lisa fik ikke lov til at side inde i sig selv ret længe. Da der var gået et par minutter stod pigen ved siden af hende og så skarpt på hende. Lisa følte sig en smule fortvivlet og havde mest lyst til at styrte ud af rummet, men i samme øjeblik kom Nynne og Sara ind af døren. De var slyngveninder med Patricia, hvis man kan kalde det det. Det virkede mest af som om de kun var venner med hende for at undgå hendes spydigheder. “Har jeg ikke set dig før?” Lisas opmærksom vendte sig straks mod pigen. Det var først nu hun egentlig så på hende. Hun var ikke så gammel måske 12 år gammel, hun var tynd og ikke så høj. Hendes øjne var triste, men virkede interesserede i Lisa. Hvorfor vidste Lisa ikke, men hun kunne svagt huske den lille pige. “Det kan godt være. Jeg er ikke helt sikker.” Pigen var lidt tilbageholden, men sagde til sidst: “Var det ikke dig der sad hos Rakett?” Først vidste Lisa ikke hvad pigen talte om, men så huskede hun det. Hun nikkede for hun kunne ikke tvinge et eneste ord ud af sin mund. Pigen så en smule mere lettet ud og gav Lisa et kæmpe kram og bagefter tørrede hun sine øjne med sit lidt for store jakkeærme. “Mor sagde at du passede godt på ham. At han ikke var bange, fordi du passede på ham,” Lisa mærkede en følelse hun ikke havde haft før. Hun var lettet, glad og ked af det på en gang. “Tror du at Rakett i himlen? Tror du at heste kommer i himlen lige som mennesker?” Lisa tøvede lidt. “Ja. Jeg er sikker på at Rakett er i himlen. Jeg er sikker på at han løber rundt sammen med en masse andre heste. Og hver dag kan de spise alle de gulerødder de kan, og de går hele dagen på en stor grøn eng.” Pigen så lykkeligt på Lisa: “Det er godt.” inden Lisa nåede at reagere løb pigen ud af rummet. Der var åbenbart blevet kaldt på hende udenfor, og da Lisa nåede hen til døren hørte hun bildøren smække og så nu bilen kører væk fra stedet. Lisa indså at hun nu ligeså godt kunne tage sin ædle ganger, nemlig sin cykel og vende næsen hjemad.

Den Store Overraskelse

De næste dage sneglede sig af sted, og Lisa kunne knap nok koncentrere sig i skolen. Selv om hun virkelig forsøgte at lære alt det svære matematik og de dumme tyske gloser, så sad det kun fast i få minutter så havde hun glemt det hele igen. Det var ikke fordi at hun ikke fik den ugentlige gratis time at hun var så ustabil, men fordi Søs, rideskolens ejer, dagen før havde fortalt at hun blev nødt til at sælge nogle ponyer. Lisa var selvfølgelig ked af det, men hun fik sit skrøbelige hjerte knust da hun hørte at yndlingen Buller var en af ponyerne. Nu havde hun slet ikke lyst til at tage den lange cykeltur ud til rideskolen. Alligevel sad hun nu igen på den gamle cykel på vej ud til rideskolen. Mens hun trillede langsomt hen ad vejen, kiggede hun på den nye lap på ridebukserne. Annie som var leder på børnehjemmet, havde skældt Lisa ud da hun kom hjem med de ødelagte ridebukser: “Typisk. Her brugte vi en formue på bukser til dig, og så ødelægger du dem”, dernæst havde hun vendt øjne og havde vredt smækket med døren da hun forlod rummet. Om aftenen havde Lisa forsøgt at reparere de ødelagt bukser, og mens hun gjorde det sad tårne i øjne på hende. For hun vidste at hun skulle høre på Patricias hånlige kommentarer.

Forpustet traskede Lisa ind i stalden. Hun var i god tid, så der var ikke andre en staldpigen i stalden. Lisa lagde sin jakke og skyndte sig hen til hende: “Hejsa, Amalie. Er der noget jeg kan hjælpe dig med?” Amalie så smilende på Lisa. Hun var altid glad og smilende, og hun var en person alle kunne lide. Alligevel var Lisa misundelig, for Amalie havde det bedste job mente hun. “Næh. Jeg er lige blevet færdig. Men Søs vil tale med dig. Du kan bare gå ind til hende.” Lisa mærkede en klump i halsen da hun gik hen mod Søs kontor. Hun håbede at Søs ville fortælle at Buller ikke skulle sælges alligevel, men hun frygtede at Søs ville sige noget det var endnu være end salget af Buller.

Et kvarter senere kom Lisa smilende ud fra Søs kontor. Aftenen før var Søs blevet ringet op af en der ejede en af de nærliggende stalde. De spurgte Søs om hun kendte en frisk pige til at hjælpe med pasningen af deres ponyer og heste. Den første Søs havde tænkt på var Lisa. Så nu skulle Lisa på en prøveperiode lige så snart alle eksamenerne var overstået. Indtil dag måtte hun gerne komme dagligt og lære hestene at kende. Lisa glædede sig meget og hun hyggede sig sammen med Amalie resten af dagen. Ikke engang Patricias onde kommentarer ødelagde Lisas humør den dag.


Det var tidligt lørdag morgen og Lisa stod nervøs udenfor hoveddøren. Hun så sig en smule fortvivlet rundt. Det her var ikke bare en stald, men et større hestested. Da hun havde hørt navnet på gården havde hun nær slugt sin egen tunge. Hun var både glad og rædselsslagen. Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forstillet sig at hun skulle passe heste på Stenagergård. Hun havde hørt om hvor fantastiske gode heste de havde og at der også var et stutteri. Men hun havde også hørt andre ting. Patricia havde sagt at det var klart at de klarede sig så godt når de bare købte det bedste af det bedste. Og så havde hun snakket om at ejernes tre børn skulle være nogle snobber. Lisa og Amalie var ved at falde om af grin da de hørte det. Men hvad nu hvis hun havde haft ret. Amalie havde sagt at hun havde søgt arbejde der, men valgte rideskolen i stedet fordi de krævede meget af deres ansatte.
Lisa var ikke kun overasket over hvor stort stedet var, men alt var pænt og rent. Lisa hoppede forskrækket tilbage da døren endelig blev åbnet, men hun blev endnu mere overrasket da hun så hvem det var. Det var den lille pige fra opholdstuen og Rakett. Pigen så mindst lige så forskrækket ud, og inden Lisa nåede at sige noget var pigen væk. Lisa kunne hører pigen kalde på sin mor. Kort efter kom en tynd kvinde til syne i døren. Hun så glad ud for at se hende: “Hej, jeg hedder Maria. Du har allerede mødt min datter hører jeg, hun hedder Louise.” Lisa fik øje på pigen som forsigtigt skjulte sig bag sin mor. “Jeg hedder Lisa. Jeg er rigtig glad for at jeg må komme.” Maria smilte til Lisa: “Jeg er glad for at du kunne komme. Ser du vi har haft noget travlt det sidste stykke tid. Og om en måned stoppe Kristina med at arbejde her. Så er vi virkelig i tidsnød. Især fordi der er så mange stævner her om sommeren.” Lisa nikkede, og skulle til at spørge til rytteren der red Rakett ved stævnet og som var kommet så galt af sted, men Maria kom hende i forkøbet:”For resten, så skal du have tak for din indsats dengang ved stævnet. Louise har fortalt at det var dig der var ved Rakett. Og havde det ikke været for dig ved jeg ikke hvad der havde været sket. Jakob, som red Rakett, er min søn ser du. Lægerne sagde at vi kunne takke din hurtige indsats for at han er i live i dag.” Lisa rødmede: “Jeg håber da han har det godt.” “Hans bedring er over alt forventning. Lægerne siger at det er et mirakel. Han kom hjem fra hospitalet for et par dage siden. Du støder nok snart ind i ham. Nå. Nu vil jeg præsenterer dig for hestene og de andre som er ansat her. Der er to andre staldpiger ud over dig, og så Charles en af mine venners søn. Han hjælper min mand med vores landbrug, og hvis der er noget der er i stykker er det ham du skal snakke med.” maria viste Lisa ind igennem den store tykke dør ind til stalden. Hun stod et øjeblik og troede hun drømte, for hun havde ikke før været i en så flot stald. Men maria begyndte at tale igen og hev Lisa ud af hendes drømmeverden: “Det her er den stald hvor konkurrence hestene står. Herinde er Louises 3 ponyer, Jakob har 2 ponyer og en hest og så er der Fridas dressurhest. Udover det er der en masse heste her som er i ridning. Det kan være du kommer til at ride på en af dem, det vil tiden vise.” Lisa fik ikke lov til at tænke videre over det før Louise hev hende hen til de tre små ponyer hun red: “Det her er Felix” sagde hun og pegede på den lille brune og vågne pony. Den lignede en hest i miniformat. Ved siden af stod en større palominofarvet hoppe, Creamy hed den og i den næste boks stod endnu en lille pony, som hed Black Beauty. Louise fortalte stolt om sine ponyer og om de stævner hun havde redet på dem. “Jeg kan næsten gå ind igen, jeg tror Louise hun kan fortælle dig det meste herinde. Jeg synes faktisk vi skal gå ind i den anden stald. Det er der du kommer til at beskæftige dig mest. Det er nemlig herinde vores avlshopper står” Lisa nikkede og fulgte nysgerrigt efter Maria. Der var ikke nogen heste inde i stalden, og den chance udnyttede Maria sig af: “Kristina, kan du ikke vise Lisa hvordan vi ordner bokse her?” En pige med uglet hår stak hovedet frem i en af de bageste bokse og nikkede.

Lisa skyndte sig derned og Kristina viste ivrigt hvordan man rystede op i spåner for at fjerne det der var vådt og beskidt. Dernæst tog hun hende med hen i hørummet og hentede en balle hø. Hun satte den op i en trillebør og kørte hen til en slange og spulede høet, så det ikke støvede. Hun lagde så to flager hø ind i boksen. “Når du har givet alle sammen hø, så skal du hente fire måske fem baller hø, så der er til natfodringen. Der skal de alle sammen have en flage hver.” Lisa nikkede og fulgte ellers med i alle de ting Kristina lavede. Efter at de i fællesskab havde ordnet alle boksene, trak de hestene ind og Lisa fik for alvor chancen for at møde alle hestene. Da de var færdige med det gik de sammen ned til ridebanen, for at se Louise for springtræning på Creamy. “Det er første gang Louise skal springe på Creamy”, sagde Kristina. “Man må håbe det går godt. De er ellers et fint makkerpar.” Kristina nikkede genkendende: “Ja, men Creamy skal nok passe på Louise. Det er en dygtig pony. Jakob sprang på den før. Den har aldrig stoppet foran et spring, og river kun sjældent ned. Maria havde købt hende som avlshoppe, men efter at Jakob havde sprunget hende en enkelt gang var der ingen tvivl om at den skulle bruges til springning. Han skulle have redet landsmesterskaberne på den hvis ikke det var for ulykken. Nu rider Louise på den i stedet, hun skal starte et distriktstævne på den om et par uger.” Lisa fulgte nøje ponyen rundt på banen. Den var meget forsigtig, for Louise var en smule usikker, men efterhånden som de klarede det ene spring efter det andet fejlfrit, begyndte hun at løsne lidt op.

“Du må være Lisa” hun drejede hovedet rundt og fik øje på et fregnet ansigt med støre røde krøller. “Ja, det er mig.” Pigen gav hende høfligt hånden:” Jeg er Frida. Velkommen på gården. Jeg håber du kan lide stedet.” Lisa smilte og skulle til at fortælle at ordet lide næppe var dækkende, forelsket ville være bedre ord.

“Klem til med dine ben Lisa. Du kan ikke bare sidde og forvente at Don gør alt arbejdet.” Lisa blev mere og mere rød i hovedet, hun var glad for at ride på Don og for endelig at få rigtig undervisning, men det var væsentligt mere krævende end hun havde regnet med. Frida var en hård træner og krævede utroligt meget af Lisa, nogen gange var det som om hun helt glemte at Lisa kun var vant til skridtturerne en enkelt gang om ugen. Lisa havde stadig forskrækkelsen fra den første tur på den vakse pony i baghovedet. Om lørdagen havde hun stolt trukket den ud på ridebanen, og da hun satte sig i salen strålede hun klarere end den klareste stjerne på himlen. Hun glemte dog det Frida havde advaret hende imod. Da hun sad i sadlen, tog hun for meget fat i tøjlerne og da hun ikke havde redet på andre end Buller, så var hendes balance ikke den bedste. Det mærkede Don og han satte af sted i fuld bukspring. Lisa var slet ikke forberedt og lå med det samme nede i ridebanens grus. Hun kom dog hurtigt op og prøvede så godt som hun kunne at side. Nu var det fjerde gang hun sad i sadlen på Don. Hun var nær aldrig kommet op af sengen om morgenen, men hun tvang sig selv op. Af en eller anden grund fløj tiden af sted i skolen, og Lisa havde nemmere ved at følge med. Selv om det ikke hjalp meget nu hvor der kun var to uger til eksamenerne gik i gang. Pludselig gav alle de mange dumme matematiske formler mening, og dansktimerne var meget mere spændende. Selv læren blev overrasket da Lisa for første gang frivilligt rakte hånden i vejret for at bøje haben i en tysk time. Lisa havde fået blod på tanden, især efter Kristina havde fortalt hende at tysk var et godt sprog at kunde, da der kom mange udenlandske kunder i stalden for at købe de unge heste.

Frida bad hende om at lave en halv parade. Da hun sagde det ro dage før var Lisa et stort spørgsmålstegn, og Frida forklarede så præcist hvordan hun skulle gøre det. De første par gangede kiksede det helt for Lisa, men da det pludselig lykkedes havde Lisa en fornemmelse af at det var nemt. I dag skulle hun lære at springe Don ordentligt an i galop. Frida forklarede at det var vigtigt at hun bad Don om at sænke farten lidt inde anspringet, så havde han nemmeste ved at spring an. Lisa var meget spændt. Hun havde aldrig prøvet at springe hesten an selv, for Buller gjorde det når ridelæren bad om det, ellers ikke. Lisa satte sig godt i sadlen, og gjorde præcist som Frida. Hun var ved at falde af af glæde da Don satte i galop. Glæden var dog kort for efter et par meter glemte Lisa at drive ham frem, og Don besluttede sig for at gå ned i trav igen. “Lisa. Du bliver nødt til at drive på ham. Han ved ikke hvad han skal når du bare sidder og laver ingen ting. Prøv igen” Lisa forsøgte igen.

Da Kristina om lørdagen havde vist Lisa hen til Don havde hun fortalt om hvilken hest han var. Tre år før var han kommet til gården. Maria havde købt ham fordi hun havde ondt af ham. Hun var kørt forbi en lille jordfold, hvor der stod en tynd, beskidt pony. Hun havde straks vendt bilen, hentet traileren og købte ponyen uden at tænke mere over det. Da Frida nogle måneder efter begyndte at ride på den kulsorte pony viste det sig at den havde en kæmpe gangformåen. Efter 2 måneder startede de deres første stævne og siden var det gået slag i slag. De sidste to år havde de startet landsmesterskaberne i dressur og en sølvmedalje begge gang. Året før havde Frida endda startet de europæiske mesterskaber på den gode pony. Ved årsskiftet faldt Frida for aldersgrænsen og Jakob overtog Don. Det viste sig hurtigt at ponyen var mindst lige så god til at springe som den var til dressur. I løbet af foråret blev ponyen startklar i MA.
Da Lisa så ponyen kom hun i tanke om at hun havde set den før. Det var en af de ponyer Jakob havde startet ved stævnet.

“Kunne du tænke dig at prøve at springe lidt, Lisa” Frida så spændt på hende. Lisa var lidt i tvivl og vidste ikke helt om hun turde. “Kom nu, Lisa. Jeg skal også springe lidt på Hero.” Lisa så over på Kristina der sad på sin store, skimlede vallak. De var et sjovt makkerpar. Hero var høj, og Kristina så lille bitte ud på ryggen af ham. “jeg tror bare jeg øver lidt galop anspring hvis det er okay.” Frida forstod godt Lisa, og satte et lille spring op til Kristina og Hero. Efterhånden som hun byggede det op, kunne Lisa mærke på Don at han vågnede en smule og de små ører vendte frem ad. Pludselig søgte ponyen ikke længere ned på samme måde, og selvom Lisa prøvede at få ham til at skridte steppede han af sted. Lisa havde helt ondt af ponyen, for den ville rigtig gerne forcere springet, men Lisa turde ikke. Hun havde engang prøvet at spring og den gang faldt hun af og slog sig. “Frida, er det i orden hvis jeg skridter en tur ned af vejen” “Det er helt okay, Lisa. Du kan bare sadle ham af bagefter. Husk at spule hans ben”
Lisa slap tøjlerne på den vågne pony og skridtede op af vejen. Hun ville sådan ønske at hun ikke var sådan en kylling. Det var synd for Don at han ikke kunne få lov til det han elskede. Lisa var sikker på at han nød at hun red ham, men han virkede anderledes glad da han så det spring. Den gyngende fornemmelse fik Lisa til at slappe helt af og hun sad på ponyen uden at tænke på noget særligt. Hun var et andet sted, og bemærkede ikke at ponyen stoppede for at tage en stor tot græs. Drømmende begyndte at vælte frem inde i hovedet på Lisa. Hun forstillede sig hvor god en rytter hun kunne blive på ryggen af Don. Hun drømte om de føl der skulle komme til verden. Der gik ikke mange minutter før hun var helt væk.
“Hey, hvad har du gang i,” Lisa vågnede hurtigt og så sig forskrækket over skulderen.

“Du kan ikke bare lade ham græsse. Tænk hvis han fik det galt i halsen, en hest må ikke spise med bid i munden.” Lisa var mundlam, mens drengen gik hen mod hende. Gik var måske ikke det rette ord, for han kæmpede desperat med et sæt krykker og i sit forsøg på at komme hen til Lisa, mistede han balancen og faldt forover. Lisa skyndte sig at hoppe ned fra Don. “Slog du dig?” han så mistroisk på hende og vrissede bagefter:” Jeg kan godt klare mig selv.” Lisa træk sig tilbage, men da han i sit forsøg på at komme op igen faldt, kunne Lisa ikke lade være med at hjælpe ham op. Et øjeblik lignede han en der skulle til at sige noget, men Lisa havde senere en fornemmelse af at han ikke fik det sagt han egentlig ville: “Du bliver nødt til at slippe tøjlen lidt mere og slap mere af.” Hun ville gerne svare, men vidste ikke hvad hun skulle sige. Da hun endelig kom i tanker om noget, var han gået. Hun havde lyst til at sparke sig selv bag i. Hun ville virkelig gerne gøre et godt indtryk på alle, og det havde hun også gjort med alle andre. Hun havde håbet på at det første møde med Jakob ville gå meget bedre, faktisk havde hun forventet det. Men hun var også bange. Hun red trods alt på hans pony nu, og hun vidste selv hvordan hun havde haft det når der var andre der red på Buller. De gange hun havde stået ved barrieren og set andre ryttere ride på Buller, og den følelse hun havde haft inden i var bestemt ikke god. Hun forstod ikke hvorfor hun blev så jaloux, Buller var jo ikke engang hendes egen hest. Lisa havde mest lyst til at opgive. Havde hun haft muligheden havde hun sat Don ind i boksen og så taget hjem for ikke at komme igen.

Men det lykkedes ikke, for inde i stalden stod Frida. “Det var en lang skridt tur, Lisa. Fandt du en slowknap?” Da Lisa ikke smilte vidste Frida at der var noget galt. “Du ser trist ud. Er der noget galt? Smed han dig af?” Lisa rystede på hovedet: “Jeg er bare ikke sikker på at jeg er god nok til at arbejde her. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide at være her, jeg elsker det og det at kunne bruge så meget tid på hestene er skønt. Men nu er jeg i tvivl om det nu er det rigtige.” Frida så bekymret på Lisa. Hun var ikke bare bekymret, men overrasket. “Lisa, det her siger jeg ikke fordi jeg vil have at du skal blive, men for di egen skyld. Det her er det rigtige valg for dig, der er ingen der kan være i tvivl. Du er altid glad nu du er her, og du virker som om du nyder at være her. Men hvad har fået dig til at tænke sådan?” Lisa var i tvivl om hun skulle fortælle sandheden, og i sidste ende valgte hun at fortælle Frida om mødet med Jakob. Da hun havde fortalt det, rystede Frida smilende på hovedet: ”Du skal ikke tage det så tungt. Han er lidt trist til mode for tiden, det skyldes nok at han ikke må ride for tiden. Jeg vil faktisk vove at påstå at han er lad for at du passer hans heste så godt, nu hvor han ikke selv kan. Desuden så er det ikke kun dig, han er sådan ved. Han har altid været sådan. Den eneste han er sød ved er Maria.” Lisa forstod det ikke helt. Man var vel glad for sin familie. Lisa ville være glad for dem, hvis hun havde haft en:” Det forstår jeg ikke.” Frida smilede: “Efter at mor havde fået mig blev hun syg. Hun fik kræft i livmoderen, og de blev nødt til at fjerne den. Så hun kunne ikke få flere børn. Både min far og mor ville gerne have flere børn, så de adopterede Jakob og Maria. Maria knytter sig hurtigt til folk, Jakob er lidt længere tid om det. Men bare vent, i skal nok blive venner.” Lisa var nu ikke så sikker. Jakob virkede nærmest fjendtlig over for hende. Men nu forstod hun hvorfor. Frida havde dog overbevist hende. Det at arbejde i stalden ville være det rigtige valg for hende.

Den morgen var noget særligt, og det var slet ikke på grund af vejret. Det var den første morgen Lisa vågnede i sin nye seng. To dage før havde hun været oppe og modtage sit afgangsbevis på skolen, og nu var hun begyndt at arbejde på fuldtid i stalden. Hun havde fået sin egen lille lejlighed på stedet, og der var et mini køkken og et lille badeværelse. Aftenen før havde været en sand nydelse, for første gang nogensinde havde hun haft en aften helt for sig selv. Nu var hun lysvågen og klar til at arbejde i stalden.

Efter at have spist lidt morgenmad, gik hun ud til hestene for at hjælpe Pernille med at fodre hestene. Pernille var den anden staldpige. Hun var en rigtig flink tøs, som havde arbejdet i stalden i 3 år. Hun var godt nok noget ældre end Lisa, men de komme virkelig godt ud af det sammen. Pernilles primære job var at træne med de unge heste, noget som skete i tæt samarbejde med Maria. Pernille havde sidste år deltaget i finalen for ungheste i dressur, og hun var endt lige uden for placeringerne. Lisa forstod ikke altid hvordan Pernille kunne være tilfreds med at ride på de unge urutinerede heste, for hun kom jo ikke længere med sin egen ridning. Hurtigt fandt Lisa ud af at hun tog fejl, for ridningen af især de unge heste, var aldrig det samme på de forskellige heste og Pernille forklarede at det vigtigste for hende var at hjælpe hestene i gang med at få en god start på deres liv som ridehest. Pernille var en dygtig rytter, og hun sad altid musestille på hesten og alligevel formåede hun at støtte op og ride hestene godt frem. Lisa havde spurgt Maria om hvad hun mente med: Fremdriften kom i første række. Maria havde så forklaret at det var vigtigt at fremdriften var der før, man begyndte at få hesten til at arbejde rigtigt med bidet, og hvis man sørgede for at have en god fremdrift, ville det være nemmere at arbejde med hesten.

Hun åbnede døren ind til stalden, og blev mødt af en dejlig brummen fra hestene. Hun gik ned til foderrummet og begyndte at lave foder klar. Hun tog en af de sorte robuste spande, og målte stille og roligt lidt foder af. Lisa gik lidt i sine egne tanker, og prøvede at forstille sig hvad hun skulle lave af arbejde i stalden. Hun kunne ikke vente til at få en greb i hånden. Men hun glædede sig allermest til at hun skulle prøve at mønstre for første gang. Maria havde sagt at hun kunne få lov til at øve med familiens avlshingst, Kingston. Lisa var helt vild med hingsten. Hun havde aldrig set en hest så smuk. Den var kulsort, og havde en bred blis og fire hvide sokker. Det var ikke bare en hest med et smukt udseende, men den var også en hest med et godt sind. Lige så snart hun havde muget hos ridehestene, så ville Pernille hjælpe hende med at øve.

Lisa begyndte så småt at nynne. Hun undrede sig en smule over at Pernille ikke var i stalden endnu, men tænkte ikke videre over det. Lisa trillede langsomt af sted med den store fodervogn, og begyndte at hælde foder indtil hestene. Lige så snart de havde hørte vognen rulle af sted, begyndte de alle utålmodigt at bevæge sig rundt i deres bokse. Det var en fantastisk dejlig lyd, men den var ikke ligefrem beroligende. Lisa nød den kun fordi, hun havde en fornemmelse af at være nødvendig. Efter et par minutter var hun færdig med første stald og kørte vognen tilbage igen, så hun kunne lave foder til hestene i avlsstalden. Hun var dog lidt i tvivl om hvad de skulle have og hun havde glemt sedlen i sin lille lejlighed. Hun skyndte sig igennem stalden, men kun halvvejs var hun nær væltet ind i Jakob. Han så lidt forskrækket ud, og Lisa følte et øjeblik at han glemte at surmule. Lisa skulle til at undskylde, men Jakob nåede at sige noget først: “Mor sagde at jeg skulle gå ud og sige til dig, at Pernille er blevet nødt til at tage hjem til sine forældre. Hun kommer først om igen et par dage. Det var så du vidste det.” Lisa blev bekymret, og Jakob kunne åbenbart læse det ud af hendes ansigtsudtryk. “Det er ikke noget slemt. Mette har født i nat.” Lisa så spørgende på ham, og hun anede ikke hvem Mette var. “Du ved ikke hvem det er? Det er Pernilles storesøster. Hun har også arbejdet her engang. Før Pernille startede. Du må da have hørt om hende, ikke?” Lisa rystede lidt trist på hovedet, det var lige gået op for hende at hun ikke ville komme ud og prøve at mønstre alligevel. “Nå, jeg skal videre med fodringen. Jeg skal bare lige over og hente foderplanen, jeg kan ikke huske det hel endnu.” Jakob så opgivende på hende, og Lisa frygtede et øjeblik at han skulle komme med en spydig kommentar, som hun efterhånden havde oplevet et par gange. Jakob havde bestemt ikke glemt det der skete ude ved vejen, en måned før. Og det virkede ikke som om han havde i sinde at lade Lisa glemme det heller. “Hvis det er, så kan jeg den ud og ind, og det selvom jeg ikke har fodret hestene længe. Men du slæbe, for jeg kan ikke når jeg har krykkerne, og dem har jeg svært ved at styre i forvejen.” han smilte forsigtigt til Lisa, og hun gik ned mod foderrummet. I sidste ende var Lisa ved at fortryde, for Jakob gik meget op i at hesten fik præcis det de skulle, og hun begyndte at håbe at han ville smutte efter fodringen, men det vidste sig at hendes håb var forgæves.





Kommentarer på:  Historien om Lisa...
Kommentér på:
Historien om Lisa...