Historien om Cassie {{forumTopicSubject}}

Så har jeg skrevet lidt videre, og for god ordens skyld, så ligger jeg det hele ind.

Historien hedder Cassie, og det er navnet på den lille pony som er hovedpersonen.

Flugten

Nu står jeg her og kigger ud af vinduet. Jeg kan se nogen gå rundt udenfor, og jeg kalder på dem, i håb om at de vil hjælpe mig ud herfra. Men som altid kigger de hurtigt hen imod vinduet med deres dårlige samvittighed som plager dem. Hvorfor hjælper de mig ikke, når de ved at jeg er her?
Igennem vinduet kan jeg se hele den verden som jeg går glip af, solen skinner og jeg kan svagt hører de små fugles kvidren. Jeg kan nærmest smage det grønne græs, der vokser lige uden for, og min stakkels lille mave begynder at knurre. Jeg kigger rundt omkring i det mørke, beskidte rum. Jo. Derovre er der noget halm, hvis jeg bare lige kan nå det. Jeg læner mig over boksens kant, som efterhånden er blevet bemærkelsesværdigt lav. Bare en smule længere. En af de andre kigger opgivende på mig, og siger:"Giv dog op, du kan alligevel ikke nå det." Bagefter prøver han selv at se om han kan nå. Hvis han ville, kunne han nemt komme ud af boksen, men han siger at hans ryg gør ondt efter at han har stået så længe med hovedet sænket. Jeg har også selv ondt, og ikke kun i min mave af sult. Mine hove gør også ondt, efter at have stået i en våd boks så længe. Jeg får besværet bevæget mig hen til den anden side af boksen, for at se til min gode veninde. Hun ligger bare ned på siden, og har gjort det længe. Hendes flanke bevæger sig svagt op og ned. jeg stikker min mule ned og nulre hendes man forsigtigt, mens jeg svagt brummer. Hun løfter hovedet rystende et øjeblik, for bagefter at tabe sig selv. Hun stønner højt en enkelt gang. Jeg puffer svagt til hende, men hun reagerer ikke. Heller ikke anden og tredje gang. Nu prøver jeg at vrinske i et sidste desperat forsøg på at få hende til at vågne, men hun ligger bare der og vil ikke svare mig. Jeg kigger mig om i et sidste forsøg på at finde på noget der kan hjælpe hende, men indser efter lidt tid at hun har måtte give op akkurat som Santa, Kes og Vinnie, og at det blot var et spørgsmål om tid, før jeg selv og Kanthor må samme vej.

Det går pludselig op for mig at jeg må gøre noget, for jeg nægter at tro på at det skal ende sådan her. jeg går en tur rundt i boksen og kigger mig omkring, mens Kanthor brummer: "Nu er det helt gal med det lille kræ!" Jeg vælger klogeligt at overhører ham, og jeg går igang med at lægge min plan. Jeg overvejer hver en mulighed. Først ville jeg springe over boksvæggen og ud på staldgangen, men min små hove gør for ondt. Låsen ville jeg have kunne få op, hvis ikke det var fordi manden havde sat en hage i, fordi jeg konstant, evig og altid skulle bryde ud og tage det foder. Uh, ja. Det var gode tider. Dengang var alt så trygt og godt, men hvad ændrede på alt dette. Hvorfor kommer mit menneske ikke længere og trækker mig på fold om morgenen. Hvorfor fletter hun ikke længere min kulsorte lange man, som nu er helt indfiltret i mit eget møg. Skal vi nogensinde gå en lang god tur ud til stranden, for at tage en dukkert sammen? Skal jeg nogensinde se hende igen?
Ja, jeg vil se hende igen. jeg ved ikke hvorfor, men pludselig føler jeg mig mere stærk end jeg har gjort længe. Jeg må forsøge at finde mit menneske, for det kan ikke passe at hun har svigtet mig på denne måde. Hun elsker mig jo, der må være sket hende noget. Uden at tænke over det tager jeg tilløb og springer alt hvad jeg kan ud af boksen. Ikke noget smukt spring, og min landing er på ingen måde blød. For sent går det op for mig at staldgangen er smallere end hvad jeg husker den. Jeg vælter ind i bokslågen på den modsatte side og jeg slår mig. men det har jeg ikke tid til, jeg flygter hen mod døren, mens jeg bag mig hører Kanthor og Alda råbe: "Hvad med os?" Dem har jeg ikke tid til at tænke på, jeg må og skal finde mit menneske. Hun er den eneste der kan redde os alle sammen.