Det sociale i en klasse ... {{forumTopicSubject}}

Hej dejlige HG'er,

jeg har på det sidste gået og tænkt over noget mht. det sociale blandt pigerne i min klasse. Det kan godt være at det bliver lidt langt, så på forhånd undskyld.

Jeg startede i December i min nuværende klasse på HHX, jeg havde en super skøn første dag hvor alle pigerne tog godt i mod mig og jeg virkelig bare havde den der "Her kan jeg godt lide at være" følelse. Det tog dog hurtigt af igen da pigegruppen virkede lukket igen.
Efter første klassefest synes jeg det gik rigtig godt, men igen lukkede pigegruppen sig efter få dage.

Til første elevfest fik jeg åbent sagt til nogle af pigerne at jeg havde rigtig svært ved det sociale - sådan, virkelig svært ved det og ofte følte at jeg møvede mig på.
Jeg fik at vide at det skulle jeg slet ikke tænke på og de ville rigtig gerne have mig med. Aften tilbragte jeg med den ene af pigerne hvor vi havde det rigtig hyggeligt, følte ligesom at jeg "kom med" igen.
Det gik også over.

Der skete dog noget i mit liv som gjorde at jeg havde rigtig svært ved at komme i skole - og overskue tingene i en periode. Der åbnede jeg ligesom op og fortalte det til hele den store pigegruppe, som var rigtig forstående og hjælpsomme. De har siden da vidst noget rigtig rigtig personligt om mig - det er ikke en hemmelighed, men heller ikke noget jeg bare sådan fortæller.

Jeg følte at jeg var med igen - og at det ligesom varede ved.
Vi var så til en anden handelsskole/tekniskskole fest, hvor jeg gik sammen med samme pige og igen havde det rigtig hyggeligt - vi snakkede også med nogen af drengene og alt i alt gik det rigtig godt.
Igen gik der et lille stykke tid, også røg jeg ligesom "ud" igen.
Der var også en fødselsdagsfest som jeg ikke kunne være med til, eftersom jeg blev inviteret én uge før festen og derfor havde sagt ja til en anden fest. Kom dog forbi på vej hjem, men der var festen slut og folk ventede egentlig bare på at blive hentet.

Så har vi så været på studietur her i sidste uge, og jeg må ærligt indrømme at jeg følte mig meget som et uønsket påhæng til tider. Det var rigtig hyggeligt og sådan, men følte virkelig at jeg skulle være påtrængende for at blive inkluderet. Vi drak også på turen og det endte med at jeg sad oppe begge nætter sammen med drengene og drak, simpelthen fordi at det var med dem jeg følte mig bedst tilpas med.

Nu her efter vi er kommet hjem har jeg virkelig følt mig udenfor. Sådan VIRKELIG meget. Jeg føler virkelig at hver gang jeg siger noget i en samtale, så dør den. Hvis jeg går med nogen steder hen, så ignorerer de hvad jeg siger - og hvis de siger at de vil vente på mig, så går de.

Jeg forstår det virkelig ikke! Jeg føler virkelig at jeg selv har gjort en indsats for at være med - den ene af pigerne kom endda i fuldskab til at fortælle mig at de havde sladret om at de troede jeg havde en spiseforstyrrelse da vi var ude og spise, og der fortalte jeg bare helt ærligt at det har jeg ikke, men at jeg til tider kan få det dårligt over udenlandsk mad. Jeg synes at jeg tog det pænt, med et smil og det hele.

Alligevel føler jeg mig "udenfor". Pigegruppen har også snakket om at tage i byen i weekenden - alle er spurgt, udentan mig. De har siddet direkte foran mig og snakket om det - hvor meget de glæder sig, hvor fedt det bliver etc., men ikke én har nævnt om jeg vil med, på trods af at jeg altid melder klar på en bytur når der ellers bliver spurgt.
For at være ærlig håber jeg at det bliver afsløret at kun én af dem er gammel nok til at komme ind og de får en elendig aften ... Småligt, ja, men aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre mere.

Kan sagtens snakke med drengene i klassen - intet problem der. Har dog rigtig svært ved bare at sætte mig ned til dem og være med i samtalerne, så ender faktisk ofte med bare at sidde og glo på at alle andre snakker.

Hvad fanen gør man? Er bange for at hvis jeg møver mig på bliver jeg bare endnu mere "uønsket" end det føltes som om jeg er i forvejen.