"Tillid" og "venskab" - jeres mening? {{forumTopicSubject}}
Hej HG
Jeg ville lige høre jer - mener I, at en hest kan føle "tillid" til mennesker. Og hvis ja, hvordan opnås dette og under hvilke omstændigheder? Hvis nej, hvorfor ikke?
Og hvad med "venskab?" Er det noget, man kan have med en hest? Begrund din holdning.
Det er ret omdiskuteret, og finder det egentlig temmelig interessant.
Min egen holdning er, at hesten først og fremmest skal lære, at der kommer noget godt ud af at følge rytterens/trænerens anvisninger, således at den bliver mere motiveret til at gøre det. Det mener jeg sagtens kan lade sig gøre. Dernæst skal træningen forekomme konsekvent, så hesten aldrig er i tvivl om dens rammer, og dermed i takt med at den lærer mennesket at kende, bliver helt tryg og bevidst omkring tingene. Når først den grundlæggende tryghed er på plads, kan man godt begynde at træne hesten i de "grænseoverskridende" ting som berøring over hele kroppen, osv. hvilket den også godt kan lære at affinde sig med, grundet tilvænning. Og efterhånden som den bliver endnu mere tryg og vant til mennesket, samt får flere positive erfaringer, vil den generelt blive mindre mistænksom af natur. Det mener jeg uden tvivl kan lade sig gøre.
Hesten kan selvfølgelig også genkende mennesket, og hvis den vel at mærke har gode erfaringer omkring vedkommende, have lyst til at søge hen imod mennesket, grundet sektoren i flokinstinktet.
Dog mener jeg, at nøgleordene er positiv motivation, tilvænning og konsekvent træning. Om man så vælger at hestens naturlige respons som "tillid" må man selv afgøre. Jeg tror fuldt ud på, at hest og rytter kan lære hinanden at kende, samt at hesten kan blive tryg og motiveret til at efterkomme rytterens ønske af lyst i mange situationer. Til gengæld synes jeg det er noget fis, når folk omtaler deres heste som "soulmates" osv.
Hvad er jeres holdninger?
jul 2005
Følger: 34 Følgere: 97 Heste: 6 Emner: 61 Svar: 2.140
De gode ved heste er, at de ikke har nogle onde bagtanker, derfor vil jeg til hver en tid have mere tillid til min hest end til noget menneske. Tilliden den anden vej fra mennesket til hesten, er netop der hvor den egentlig misforståelse kan ske.
Hvis vi nu tager begrebet tillid i følge wiki'en:
"I sociologien beskriver tillid en relation mellem aktører. Tillid handler først og fremmest om en social aktørs suspenderingen af tvivl overfor en anden aktør eller en ide, dvs. det at en aktør godtager en anden aktør, eller en anden aktørs ide, som gangbar, kompetent, god, ærlig eller sand.
Tilliden kan siges at have i hvert fald tre funktioner i det sociale rum. Den gør sociale handlinger forudsigelige, den skaber en fornemmelse af sammenhørighed og den gør det nemmere for personer at arbejde sammen."
Dette er jo selvfølgelig i forhold til mennesker, men hvis vi prøver at dreje den over på hestene. At forlade flokken frivilligt f.eks. og tage ud i skoven kun i følge af mennesket, vil kræve en form for tillid til mennesket. Jo det er noget er indøves og trænes, men ville ikke kunne lade sig gøre, hvis hesten ikke var med på idéen. Altså tillid til at godtage en anden aktørs idé.
Mht. til ordet "soulmates", så bruger jeg det selv omkring min tinker, ikke i ordets egentlig betydning, da jeg er ateist, og ikke tror på sjæle. Men den sammenførlighed jeg føler med hende er unik. Men det er vel bare lige som, at sige at ens hest altid vil have en plads i ens hjerte. Hjertet er jo abre en muskel, der er slet ikke plads til en hest
okt 2004
Følger: 79 Følgere: 82 Heste: 4 Emner: 588 Svar: 16.621
jun 2011
Følger: 20 Følgere: 18 Heste: 2 Emner: 24 Svar: 427
Og godt emne og interessante indlæg i øvrigt
Men altså - Marie skriver: "Jeg tror, ligesom dig, at det kommer af tilvænning til hinanden, skarpt indlærte signaler og motivation."
Tilvænning - der tænker jeg hvor lang tid mener du at det tager for en hest at vænne sig til et menneske?
Og skarpt indlærte signaler..? Er det det, der skal til, for at hesten fx følger en rundt i en skov, som det blev nævnt tidligere? Eller for at den bare følger en generelt, og løber derhen, hvor man vil have den til?
Jeg stopper op ved de ting, fordi jeg ved, at man, hvis man har sin forståelse for heste og sit kropssprog over for dem i orden, kan klare de ting på ca. 2 minutter. Altså at få hestens fulde tillid og respekt, så den dermed følger ens mindste signal (hvor signalet i dette tilfælde ikke behøver at blive trænet, da det er kropssignaler, som hesten forstår i forvejen, alene af den grund, at den er en hest). At "blive venner" med hesten, om man vil.
I sådan et tilfælde gætter jeg mig til at du så vil mene, at hesten på de ca. to minutter har vænnet sig til mennesket, er blevet motiveret, og har skarpt indlærte signaler?
Det tor jeg ikke på kan lade sig gøre, at lære hesten så mange fine signaler på så kort tid.
Men det, jeg beskriver kan lade sig gøre, se bare Klaus F. Hempfling...
(Beklager hvis jeg lyder lidt bitchy, det var ikke min mening..
...
Jeg tror på, at der findes "soulmates", forstået på den måde, at nogle væsner passer bedre sammen end andre. Ligesom nogle menneskers personlighed, livssyn og natur bare ikke passer sammen, mens andre er som skabt for hinanden, så er jeg overbevist om, at det også er sådan med heste, da de også har en personlighed, en natur.
...
Jeg undskylder, hvis det blev meget rodet.
sep 2007
Følger: 69 Følgere: 270 Heste: 3 Emner: 1.740 Svar: 36.948
Ret kort sagt; Nej, en hest kan ikke få tillid og have et venskab til os mennesker, i den forstand vi bruger ordet tillid og venskab.
Jeg er en af de " kedelige " mennesker der mener at hesten gør ting den er motiveret for, gør ting pga. mad, opmærksomhed, vaner, indlærte signaler osv.
jul 2010
Følger: 9 Følgere: 10 Heste: 1 Emner: 71 Svar: 827
Jeg tror ikke, at vi bare er iskolde trænere, og at alt skyldes indlæring og tilvænning. Men jeg mener dog, at det er en væsentlig del af det. Min mening er, at hesten sagtens kan lære, at vi er rare at være sammen med, samt at der kommer noget godt ud af at følge vores anvisninger, og dermed få lysten/motivationen til det, og blive samarbejdsvillig. Men så skyldes det jo også i bund og grund korrekt træning. Derudover kan hesten selvfølgelig genkende os, og blive mere trygge ved os og træningen, såfremt vi træner den konsekvent, så den kender sine friheder og begrænsninger, så at sige. Dette vil gøre hesten mere tryg og stabil, da den er vanedyr. Så i takt med, at vi lærer den bedre at kende, og den forsætter de gode erfaringer omkring, at det er positivt at efterkomme vores signaler, vil den selvfølgelig blive mere villig til at lade os føre den ind i ting, som ellers af natur er grænseoverskridende for den. Samtidig med at den grundet flokinstinktet og det naturlige behov for en leder, vil have motivationen til at følge os og være sammen med os i mange sammenhænge.
Selvfølgelig kan der opnås genkendelse og indforståethed imellem hest og rytter/træner, men det kræver et grundlag af korrekt træning og positive erfaringer fra begge parter. I den forstand er det sådan set rigtigt, at der kan opnås tillid. Synes dog, at det er blevet et overdrevet begreb indenfor hesteverdenen - hvis hesten kan gå igennem en vandpyt, jamen så har den tillid. Kan den rides uden tøjler, uhadada tillid. Mange af tingene skyldes nok i højere grad almen tilvænning eller tilfældigheder, end vi selv har lyst til at erkende.
Men selvfølgelig kan hesten lære at forbinde mennesket med noget trygt og positivt, og dermed stole mere på vedkommende - hvilket også er et super vigtigt grundlag for træningen. Desværre er "tillid" i mine øjne blevet lidt af en modetrend, og ALT hvad der egentlig også kunne komme af instinktiv adfærd, tilvænning eller blot en rolig hest - jamen det hedder så tillid. ;o)
"Tillid" og "venskab" - jeres mening?