EN hest som en hest! eller? {{forumTopicSubject}}

Hej folkens.

Jeg har nu i mange mange år observeret hestenes adfærd da det af en eller anden grund bare interessere mig. Observationerne har ført til at jeg fra traditionel heste omgang er gået over til en masse groundwork. Men så opdagede jeg faktisk noget der endnu engang ændrede mit syn. Jeg opdagede at når jeg selv og andre trænede med deres heste skete der ofte noget med deres udstråling. Det var som om at alt hestens energi og livsgejst forsvandt. Det var som om de blev mentalt knækket. Så jeg gik tilbage til at observere alle ridetyper og så noget forunderligt. Min venindes pony som blev redet HELT traditionelt havde en masse livsglæde, var tilstede og havde sin egen mening om mange ting. De var ikk altid enige, men alt i alt var det en velfungerende glad hest. Og et fantastisk team!!! Derimod var den hoppe jeg arbejde med tit sur og tvær. Hun stoppede hver gang til springning. Så altså når jeg skulle sætte min tillid til hende, så kunne jeg faktisk ikke fordi hun ikke var der for at støtte mig.
Så det jeg selv nåede frem til var åbenbart at mine metoder ikke var særlig gode (selvom det jo åbenbart var dem som skulle være mildest og danne et godt venskab), samtidig kunne jeg også se at hestene i fjernsynet, som jo var den ridestil min veninde førte heller ikk så glade ud?! Betød det så at man skulle lade hver med at ride?!? jeg blev enig med mig selv i at jeg skulle undersøge det nærmere. Efter mange års læsning, læring og afprøvning synes jeg nu faktisk jeg er kommet frem til noget jeg synes fungere fantastisk hos mig og som er mere en generel erkendelse end en direkte træningsmetode.

Heste håndtering handler ikke om bid eller bidløs om groundwork, bareback eller traditionel. Alle former skal have lov til at være der og man kan være en lige så slem rytter uden bid som man kan med.

I sidste ende handler det meget mere om en psykisk tilstand man slev skal være i. Det handler om at erkende hesten som det den her, og derved ikke sagt at man skal se dem som kun hest, men se den hest man omgås for den den er.
De fleste har nok set Avatar og i filmen bruger de udtrykket "I see you". Og lige præcis det handler hestehåndtering om. Når man træder hen til sin hest skal man være i sekundet til 100%.
De første mennesker som så mennesker ride på en hest troede faktisk at rytter og hest var et, derfra kommer også Kentaurerne. Det samme skal vi idag. være et.

samtidig med at vi går 100% ind til dette forhold hver gang, skal vi også altid være 100% nøgtern. Lad din stress og de trælse oplevelser blive hjemme. Lad ALLE følelser blive hjemme. Fokuser på hesten og på den tosomhed der gerne skulle opstå.
Hvis disse krav er opfyldte så tror jeg man kan have en glad, tillidsfuld og en bedste ven for livet lige meget om man rider på den ene eller den anden måde.

Det handler altså ikke om at træne sig til et venskab, eller om at gøre sådan eller sådan, din hest skal nok tilgive dig dine fejl. Det handler om at realisere hvad det er der står foran dig.


- jeg håber det er okay jeg har udtrykt mine tanker her inde, jeg har filosoferet over dette her i snart 10 år og havde bare brug for at komme ud med det, OG høre om hvad andre folk mener om det? Om i er enige eller uenige. Eller om i synes at det er noget total vullapyk og bare drømme tænkning?! Har i gjort jer lignende tanker ? eller måske nogle sublerende!?