{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
592 visninger | Oprettet:

(Ingen titel) - fortsættelse af roman {{forumTopicSubject}}

Sarla hanker op i ranslen og kryber frem bag hækken. Hun kigger tilbage mod hendes hjem, et lille hus, ja ikke meget mere end et skur. Men alligevel er det et af de fineste på egnen. Der er både en stald og hele 6 køer og et par svin i stien ude bagved. De bor i udkanten af Crüli, som er den fattigste del af landet. I Crüli er der store skovarealer, men også en del åbne vidder, som anvendes til landbrug. Produkterne herfra sælges ved grænsen, for selvom Crüli er fattigt, er de kendt for deres kvalitetssans og gode varer.

Mændene kæmper for landet og driver landbruget sammen med deres kone, som desuden står for børnepasning og madlavning. Sådan har det altid været, og sådan vil flertallet have at det skal fortsætte. Bortset fra Sarla altså. Madlavning og huslige sysler interesserer hende ikke. Det gør våbenbrug til gengæld. Sarla lærte dog hurtigt, at det ikke var en interesse hun skulle dyrke i nærheden af andre. Fremmede nøjes med at se forargede på hende, ja næsten som om de væmmedes ved at se et sværd i hånden på en pige. Men Sarlas far var blevet yderst rasende og havde givet hende en syngende lussing og så var hun blevet tvunget til at gå ned til åen og vaske tøj hver dag i hele to uger. Det syntes hun bestemt ikke var rimeligt, eftersom hendes storebror aldrig var blevet straffet for at gøre pigeting. Men hun lærte hurtigt, at det ikke var det samme.

Sarla kigger ind af vinduerne i huset og rundt på gårdspladsen og da hun er sikker på, at hendes forældre er travlt beskæftiget andetsteds, lister hun over mod skoven, der breder sig stor og grøn, langt ind i naboriget Grüm. Da hun er i ly af de store træer og det tætte buskads, sætter hun i løb. Selv ikke et trænet øje ville uden besvær have fået øje på den slanke, muskuløse pige, der springer af sted mellem rødder og sten og over væltede træer, med en sikkerhed enhver jæger ville misunde. Hun har et smukt ovalt ansigt, som er domineret af et par usædvanlige øjne. Det usædvanlige ved disse øjne er deres farve. De er så funklende grønne, at de næsten har samme farve som nyudsprungne bøgeblade. Desuden har de et dyrisk glimt, som de færreste vil kunne se. Men ingen undgår at mærke, at de har med en speciel person at gøre, hvis de kigger Sarla i øjnene.

I et øjeblik, hvor vinden finder vej mellem træerne fra en lysning længere fremme, blæses hendes sorte hår tilbage, og man kan se, at hun bærer en halskæde med et kattehovedformet vedhæng.

Da hun kommer til en lysning standser hun og giver et skarpt fløjt fra sig. Efter få øjeblikke høres en dæmpet lyd af buskads, der bliver kløvet af vældige ben og grene, der knækker. Ud af skovens skumring kommer en hest travende. Ikke en hvilken som helst hest, nej det er et dyr så imponerende, at de fleste ville føle sig underdanige blot ved dets tilstedeværelse. Gnistrende sort med lang, bølgende man og hale. Øjnene har et rødt skær, som en ulmende glød, der er parat til at flamme op ved mindste chance. Da den får øje på Sarla kommer der et blidt, hengivent blik i de røde øjne og den vrinsker en velkomst og traver med høje benløft direkte hen til hende. Hun griber om hestens bløde mule og hesten sænker hovedet, så de står pande mod pande.
”Hej min smukke Salibra”, siger hun. Dyret svarer med prusten og puffer blidt til Sarlas skulder. Hun kigger hesten i øjnene og mindes den dag hun mødte den.

Det havde været snevejr, så spor var lette at følge. På hendes daglige tur i skoven, var hun stødt på nogle spor hun aldrig havde set før. Hun havde altid været meget nysgerrig af natur, og var fulgt efter det ukendte væsen. Da hun næsten var nået ud af Crüli, og var parat til at vende om, hørte hun en mærkelig lyd. En slags kalden. Den var fremmed, men alligevel føltes det som om den var beregnet præcis på hende. Hun var gået i retning af lyden og ikke ret lang tid efter, fik hun øje på den. Et dyr så gnistrende kulsort, at selv den mørkeste nat virkede bleg! Kun øjnene var anderledes. De var mørkerøde da Sarla så dem første gang. Af raseri og fortvivlelse. Hun lærte senere, at de kunne skifte farve efter dyrets sindstilstand. Når det var ked af det eller arrigt blev de mørkerøde og der var tale om blindt raseri havde øjnene præcis samme farve, som de hidsige, brølende flammer, der var på det store bål i landsbyen når de fejrede at den kolde tid var slut. En blændende gul med lidt orange reflekser. Hvis dyret derimod var glad og tilfreds havde øjnene en mildere nuance, midt imellem rød og orange.

Men da det stod der i sneen med sin primitive grime og de lange reb viklet uhjælpeligt ind i det tætte buskads og de krogede træer, var øjnene mørkerøde. Dyret var fanget, og kunne ikke gå derhen hvor det ville. Det var en uvant følelse for det stolte dyr. Sarla kunne tydeligt se mærkerne efter en brav kamp mod de genstridige grene, der ikke ville slippe sit tag. Dyret prustede advarende og sled en sidste gang i rebene før det faldt om i sneen med et opgivende prust. Det lå helt stille bortset fra en enkelt trækning i et ben nu og da.

Sarla stirrede på dyret med ærefrygt i blikket. Hun havde læst om dette dyr i en bog engang. Hun måtte tænke sig om en ekstra gang inden hun kom på det, men blev til sidst enig med sig selv om, at det var en hest. Det var kun de allerrigeste i naboriget Grüm, der ejede disse dyr. De var efter sigende meget følsomme over for deres ejers humør, og man skulle være i stand til at kontrollere sine følelser, hvis man ville have et godt samarbejde med sin hest. Sådan en hest kunne blive farlig i de forkerte hænder, for de er meget trofaste og forsvarer om nødvendigt deres ejer, med båd tænder og de frygtelig hårde hove. Adskillige historier om mænd, der var blevet angrebet af sin nabos hest hvis der opstod uenigheder, var nået til Sarlas ører. Men dette eksemplar var kommet til skade og var i nød, så Sarla nærmede sig, selvom hun inderst inde bævede ved at komme så tæt på et dyr, der kunne være farligt. Da hun nærmede sig rækkevidden af de frygtede hove, begyndte hun instinktivt at mumle beroligende.
Det så ud som om hesten lyttede og øjnene fik et øjeblik en lidt lysere rød farve, men skiftede tilbage til mørkerød da Sarla var næsten helt henne ved den. Den sparkede et par gange med forbenene i sneen så Sarla måtte gå et par skridt baglæns. Hun mumlede noget mere og prøvede at sætte sig på knæ. Hun erkendte, at hun i denne stilling var mere sårbar hvis den sparkede igen, men det så ud til at hesten så hendes valg som et løfte om, at hun ikke ønskede at skade den yderligere. I hvert fald skiftede øjnene til en lysere rød og den lod forbenene falde til jorden og lå stille. Sarla krøb helt hen til hestens hoved og trak forsigtigt sin lommekniv, det eneste våben hun måtte bære, frem og skar grimen over og trak den af hovedet på hesten.

Så snart hesten mærkede friheden, kæmpede den sig op at stå og i et par vældige spring, var den ude af syne. Det eneste der var tilbage, var grimen og rebene, der stadig sad fast i buskene. Sarla filtrede dem fri og rullede dem op. Dem kunne de sikkert godt bruge derhjemme. Hun smed dem over skulderen og begav sig hjemad. Hun havde ikke været i denne del af skoven så ofte og hun var lidt i tvivl om, hvilken vej hun skulle. Hun havde brugt så lang tid på at hjælpe hesten, at det næsten var blevet helt mørkt og hun satte farten op. Hun gik længe uden at se noget hun kendte, og det gik efterhånden op for Sarla, at hun var faret vild. Hun begyndte at blive nervøs og hun stoppede et sted og kiggede sig godt omkring uden dog at genkende noget som helst. Hun skulle have været hjemme for lang tid siden og hun kunne allerede høre sin far råbe op om, at hun var kropumulig og at hun intet havde at gøre ude i skoven på den tid af dagen. Hun skiftede retning, men efter et stykke tid fik hun en ubehagelig fornemmelse. En fornemmelse af at blive forfulgt. Hun kiggede sig over skulderen, men kunne ikke få øje på noget. Hun satte farten yderligere op, og prøvede at fortælle sig selv, at det bare var noget hun forestillede sig. Efter et stykke tid blev hun nødt til at stoppe for at få vejret og nu kunne hun tydeligt høre fodtrin i sneen et sted bag hende. Hun spejdede intenst ud i mørket, men kunne stadig intet se. Hun smuttede om bag det nærmeste træ og håbede at forfølgeren ville tabe sporet. Fodtrinene kom nærmere, men stoppede så pludselig, meget tæt på. Alt for tæt syntes Sarla. Hun turde knap nok trække vejret. Lige da hun troede at forfølgeren havde opgivet, trådte en mand frem og stirrede ondskabsfuldt på hende. Han var lurvet, beskidt og stank langt væk af kromutters den hjemmebryggede. Han havde en kniv i hånden og den pegede lige mod Sarlas hjerte.
”Hvad laver sådan en fin ung dame alene ude i skoven på denne tid?” gnæggede han ondt og gloede grådigt på hendes ransel, hvor hendes madpakke og de par skillinger hun ejede stadig lå.
Sarla var stiv af skræk. Hun var ellers normalt en modig pige, men alene i en mørk skov overfor en bevæbnet mand, var forholdene lidt nogle andre. Hun ville ikke kunne løbe fra en fuldvoksen mand, når hun ikke kendte skoven ud og ind.
”Er hun mundlam?” smiskede han og rykkede et lille skridt tættere på.
”Hold dig væk,” fik hun frem. Det var knap hørligt og hun kunne slet ikke genkende sin egen stemme.
Han slog en lille latter op og pillede lidt ved knivens spids.
”Det er meget dristigt af hende at bede mig gå min vej, når det er hende, der er på mit område.”
Han kneb øjnene sammen og rettede igen kniven mod Sarlas hjerte. Hun trykkede sig helt op ad træet og da han trådte nærmere skulle hun lige til at skrige, da en voldsom, sort skygge bragede ind imellem dem. Manden blev væltet omkuld og da Sarla anstrengte øjnene, kunne hun se omridset af den sorte hest, der stod over manden, med flammende gule øjne. Den var aldeles rasende og prustede hidsigt, så en stor, hvid sky af ånde stod omkring hovedet på den. Nu var det pludselig manden der så skrækslagen ud og han forsøgte at krybe væk. Han kom dog ikke langt før hesten var over ham. Den bed sig fast i hans ene arm og løftede ham op i den. Da den havde hævet ham langt over jorden, ruskede den ham, som Sarla havde set hundene i landsbyen ruske deres tyggeklud når de legede. Men dette var absolut ingen leg og manden skreg af smerte. Hesten fægtede lidt med et forben og ramte manden på det ene ben, hvorefter den løsnede sit greb og lod manden falde ned i sneen. Hans skrigen hørte op og blev til små hulk. Hesten småstejlede og på vej ned hamrede den sin forben i jorden og prustede. Den lod til at fortælle manden, at han godt kunne forsvinde, hvis ikke han ville have samme behandling en gang til. Sarla kiggede forbløffet til, mens manden fik rejst sig op, og haltede væk mellem træerne. Han havde efterladt sig et tyndt blodspor i sneen.

Hesten var gået i modsat retning af, hvor manden var forsvundet og havde stået der, nærmest afventende, indtil Sarla var fulgt med. Hun var gået op på siden af hesten, som gik roligt af sted, og de fulgtes indtil Sarla pludselig kunne kende sine omgivelser. Hesten sansede hurtigt hendes opstemthed og stoppede op. Først havde Sarla bare kigget på den, men så rakte den mulen frem og puffede hende et skridt videre, i retning af hendes hjem. Hun gik ud fra det var hestens måde at sige farvel på, og hun havde vendt sig mod hesten og rakt en hånd frem, hvorefter hesten havde snust til den og givet hende lov til at klappe sig. Siden den dag, var den kommet til hende hver gang hun kom ud i skoven. Sarla hørte aldrig noget om en mand, der var blevet angrebet af en hest i skoven, så enten havde han valgt at tie, eller også var han aldrig kommet ud af skoven. Den sidste mulighed kunne godt plage Sarla en gang imellem.
________________________________________
Se første del her:
http://www.hestegalleri.dk/html/for_messageDetail.asp?MSG_ID=411330

Kom gerne med kritik og evt. rettelser/nye idéer




Kommentarer på:  (Ingen titel) - fortsættelse af roman
Kommentér på:
(Ingen titel) - fortsættelse af roman

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside